Store instruktører: Mike Nichols 1931-2014

MENNESKER BLIVER SPIST

Mike Nichols 1931-2014

Af BO GREEN JENSEN

»This is Benjamin. He's a little worried about his future.«

   Mon ikke alle har set The Graduate (1967, da. Fagre voksne verden) på et tidspunkt? Mike Nichols’ pragtfulde tidehvervsfilm gav Dustin Hoffman stjernestatus og gjorde »Mrs. Robinson« til sindbilledet på en forførende mor. Filmen undsagde tidens materialisme, netop som ungdommen gjorde det samme. Den var en kæmpesucces verden over. Få film har i dén grad inkarneret et kulturelt øjeblik.

   Der er gået 54 år. Kun Dustin Hoffman lever endnu – og Paul Simon, som fyldte 80 den 13. oktober 2021.* Han skrev jo sangen, som satte det fast. Nichols fandt selv »The Sound of Silence«. Han hørte storbysalmen i sløjfe, mens han arbejdede med manuskriptet, som Buck Henry havde afleveret. Men »Mrs. Robinson« kom ud af tynd luft, siger Simon. Somme tider må man gå med de glimt.**

MIKE Nichols døde i 2014. Han blev 83 år. Nichols begyndte som skuespiller og lavede uforglemmelig, improviseret stand-up sammen med Elaine May. Det var i 50erne, som måske blev Nichols’ bedste tid. Herefter var han en kunstner, som ikke kunne vælge mellem film og teater.

   I sin biografi om Nichols fortæller Mike Harris, at instruktøren ofte citerede de første ord, der falder i The Graduate. Det er stewardessens stemme, som taler i flyet, hvor Benjamin sidder: »Ladies and gentlemen, we’re about to begin our descent into Los Angeles.« På engelsk betyder descent også »nedstigning«. Og Nichols tænkte på Dantes Inferno.

   For Nichols sagde linien alt om Hollywood. Han satte den forrest i filmen med vilje. Det var sjovt at besøge filmbyen, men vigtigt at rejse hjem næste dag. Han havde set så mange kunstnere gå til i det spraglede vildnis.

DERFOR afbrød Nichols i første omgang arbejdet med sin debutfilm, Who’s Afraid of Virginia Wolf?, da forproduktionen trak i langdrag. Det var i 1964. Studiet ville give ham en komedie med Doris Day og Rock Hudson. Nichols sagde fra og tog hjem for at iscenesætte Neil Simons The Odd Couple.

   I 1966 var han tilbage og instruerede filmen med Richard Burton og Elizabeth Taylor, som blev en stor succes. Nichols var konge af Broadway, men uhjælpeligt forelsket i film: »Jeg foretrækker film for noget andet. Film er det bedste, vi har. De er en del af alles erfaring – noget man har tilfælles med andre. Der er filminstruktører, jeg ikke kunne nå på en million år. Truffaut! Fellini! Det er et mysterium. De rækker altid ud efter noget nyt.«

DE første år sad Nichols i held og kunne kontrollere sin karriere. Han lavede to fejlfri værker efter The Graduate: den ganske vist udskældte filmatisering af Joseph Hellers Catch-22 (1970, da. Punkt 22), som fra starten var drømmeprojektet, og den skærende klare Carnal Knowledge (1971, da. Kødets lyst) med Jack Nicholson, Art Garfunkel, Ann-Margret og Candice Bergen. Sidstnævnte film er en mesterklasse i kynisk, bevægende sædeskildring.

VAR det blevet ved de titler, kunne man lykønske Nichols med at være den første, som vandt på point over filmbyen. Men stille og støt begyndte en lang mellemtid med kompromiser. Mennesker bliver spist, hedder en af Erik Clausens film. Mike Nichols ville nikke gen- og anerkendende til den titel.

   Nichols blev rig og fik råd til selv at producere, da Fagre voksne verden slog an. Hans producer, Lawrence Turman, havde købt rettighederne til romanen for en engangssum på 20.000 dollars. Studierne ville gerne distribuere, men turde ikke sætte penge i filmen. Det gjorde endelig fribytteren Joseph Levine. Nichols arbejdede for et symbolsk honorar – til gengæld modtog han 16,5 % af overskuddet. The Graduate blev et kulturfænomen, en af de mest kommercielle film nogensinde.***

DER er gode titler (Biloxi Blues, Postcards from the Edge, Closer) og store succeser (Silkwood, Heartburn, Working Girl) blandt de 19 film, som det blev til. Der er kostbare fejlskud som Wolf (1994) og Charlie Wilson’s War (2007). Helt for sig står Angels in America (2003), tv-miniserien efter Tony Kushners AIDS-requiem, som er et stort værk i sin egen ret. Men ingen blev skabt uden de kompromiser, som Nichols havde svoret at undgå.

   Da Wolf var i problemer, blev Elaine May hentet ind. Varulvefilmen med Jack Nicholson er en monstrøs, sexistisk farvelade, men den kunne have været værre endnu. May var persona non grata i filmbyen efter Ishtar (1987), det dyreste flop i mands minde. Hun arbejdede anonymt som script doctor, hurtigt og for en høj hyre. Siden ville Nichols bare arbejde sammen med hende igen.

DER er fantastiske scener i The Graduate: den første forførelse; Benjamin, der er overvældet af forældrenes vennekreds og står ret på bunden af svømmebassinet i fuldt frømandsudstyr; den euforiske slutning, da han saboterer Elaines bryllup, og parret kører væk i en bus, mens medpassagererne velsigner projektet. Borgerligheden begraves eftertrykkeligt.

   Mike Nichols tog en gennemsnitlig sædekomedie, som stod i stor gæld til eksemplet fra J.D. Salingers The Catcher in the Rye (1951, da. Forbandede ungdom; Griberen i rugen), og gjorde den til noget tidløst. Når alt er sagt, og stilen og filmsproget er beundret, er det ikke Benjamins undren og afvisning, der står tilbage. Det er vreden i Mrs. Robinson.

   Anne Bancroft (1931-2005) spiller rollen så stærkt. Hun kunne ikke finde det rigtige tonefald under prøverne. »Hvorfor er hun ikke sød?« spurgte Bancroft. »Det ved jeg ikke,« sagde Nichols, »men jeg kan fortælle dig, hvordan hun lyder«. Han lavede stemmen: »Benjamin, vil du køre mig hjem?« »Ah!« udbrød Bancroft. »Det dér er vrede. Den kan jeg arbejde med.«

*) Art Garfunkel (f. 1941) er her naturligvis også stadig. De gamle skolekammerater fra Queens College begyndte som Everly Brothers-kopien Tom & Jerry og blev til brandet Simon & Garfunkel, da Simon i 1965 kom hjem fra sit vandreår i Europa. Da Simon og Garfunkel gik fra hinanden i 1970, var reaktionen i tiden lige så stærk, som da The Beatles smeltede ned. Jeg fremhæver Simon, fordi det altid var ham, der skrev og iscenesatte Garfunkels angeliske kantorstemme. Garfunkel har lavet ti gode albums alene - Watermark (1977), Scissors Cut (1981) og Lefty (1988) er særligt vellykkede. Som skuespiller fik han sine store roller i Nichols' Carnal Knowledge og Nicolas Roegs Bad Timing (1980). Begge film handler om, hvordan kvinder bliver brugt og betragtet af mænd. De er mere end værd at se på med et kønspolitisk #MeToo-blik. Scenen i Carnal Knowledge, hvor Garfunkel og Jack Nicholson taler om kvinder, mens de betragter skøjteløberne på Wollman Rink i Rockefeller Center er noget af det klareste i 70ernes film - og en af de smukkeste scener i Nichols' samlede oeuvre.

   I den skarpere Bad Timing er Garfunkel perfekt castet som psykiateren, der misbruger den bedøvede/ døende/ døde Theresa Russell. Begge film deler en dekadent sexisme med selskabsscenerne i Stanley Kubricks Eyes Wide Shut (1999). Alle tre film er misogyne kronstykker, men hos Kubrick bliver kvinden (Nicole Kidman) ikke ofret, som Ann-Margret gør i Carnal Knowledge og Russell bliver i Bad Timing.

   Garfunkel havde en sidste rolle som twisted læge i Boxing Helena (1993) af Jennifer Lynch. Han kom over en depression ved at gå fra kyst til kyst og skrev Across America (bog + dokumentar + turné). I 2017 udgav han erindringsbogen What Is It All But Luminous: Notes From An Underground Man (New York: Knopf Doubleday). Simon blev en af de vigtigste sangskrivere i sin generation, men Garfunkel er anden slags ener. Boxsættet The Singer (2013) samler 34 indspilninger, som Garfunkel gerne vil huskes for. Kompilationen streames bl.a. på Spotify.

**) »It's very pleasurable to write in a stream-of-consciousness style. You find that, very often, what's in your mind is relevant, although it doesn't seem so at the moment. So while I was writing I had no idea that I would say that, but I said 'Where have you gone, Joe Dimaggio? A nation turns its lonely eyes to you'. And then the next line I didn't have but I made it up and I put it in. Then I asked myself later what it meant. And I said: Well, it means something. It will mean something.« [Paul Simon til Dick Cavett 04.09.1970] 

   Baseballstjernen Joe DiMaggio (1914-1999) spillede centerfield for The New York Yankees i 13 år og var et ikon for Simons generation. Uden for sportskulturen er han først og fremmest husket for sit ægteskab med Marilyn Monroe. De blev gift i 1954 og skilt året efter, men DiMaggio forblev hengiven til sin død. Modsat Arthur Miller kom han til hendes begravelse.

   Dick Cavett spørger, hvordan Dimaggio kom ind i sangen. Simon fortæller, at sangen begyndte som semi-improviseret musik, der skulle ligge under the chase scene. Han brugte linier fra en sang, han arbejdede på indimellem; egentlig fortsatte den: 'And here's to you, Mrs. Roosevelt.' Historisk set passer Eleanor Roosevelt bedre sammen med DiMaggio end Mrs. Robinson gør. Klippet ligger på YouTube med titlen »Paul Simon Deconstructs 'Mrs. Robinson'«

***) Alting er relativt. Nichols' »symbolske« honorar var på 150.000 dollars. Lawrence Turman fortæller [i AMC-dokumentarserien om Movies that Shook the World fra 2005], at han belånte sit liv for at rejse de første 1.000 dollars til optionen, før Joseph Levine var involveret. The Graduate solgte billetter for 60 mio. i sin første regnskabsperiode. 

 

Fagre voksne verden (The Graduate). Instr.: Mike Nichols. Manus: Calder Willingham, Buck Henry. Foto: Robert Surtees. 106 min. USA 1967. Dansk premiere: 09.09.1968. Repremiere i iMax-sale: 23.09.2021.

Mark Harris: Mike Nichols. A Life. 674 s. New York: Penguin Press, 2021.