Translate

tirsdag den 28. juni 2022

Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016)


DRØMME DER SMELTER OM DAGEN
Gennembrudsfilmen fra Miyazakis arvtager 

Af BO GREEN JENSEN

TAL om at sætte forventninger højt. I 2016 blev Makoto Shinkais Your Name den største japanske biograffilm nogen sinde, et solidt arthousehit i andre territorier og en fortælling, der taler til flere aldersgrupper minus måske det yngste segment.
   Ikke siden Hayao Miyazakis Chihiro og heksene (2002) har man set en lignende crossover-succes. Makoto, der er født i 1973 og ansvarlig for anime som The Place Promised in Our Early Days (2004), Rejsen til Agartha (2011) og Ordenes Have (2014), bliver da også set som en mulig tronfølger. At dømme efter Your Name og opfølgeren Weathering With You (2019) er han måske endnu mere: en visionær og unik billedskaber, der ikke har brug for at blive sammenlignet med nogen. 
 


DET handler om en slags kosmisk kortslutning. Fejlen opstår, da en komet flyver tæt på Jorden og sender meteoritter ned over Japan. En af dem rammer (måske) den landsby, hvor teenagepigen Mitsuha hjælper sin mormor i shinto-templet og hænger ud med venner fra skolen, mens hun drømmer om at være en smart dreng i Tokyo, hvor tiden aldrig står stille.
   Faktisk er Taki sådan en ung mand, men han føler sig hverken smart eller heldig. Han vågner konstant af fortumlede drømme og lever mest på den iPhone, hvor filmen eksponerer sin kontekst.



DET korte af det lange er, at Mitsuha og Taki bytter liv, når de sover. Hun er i hans krop, og han er i hendes. De har en fornemmelse af hinanden, men kan aldrig huske noget ret længe. Hvis ikke familie og venner fortalte, hvor aparte de har opført sig, ville alt være drømme, som smelter om dagen.
   De unge skriver dagbog på den samme app og deler tips om overlevelse. Først er det afgørende, om de kan mødes. Der er imidlertid en forskydning, en fold eller sprække i tiden, og det bliver endnu mere spændende, om det vil lykkes Taki at tage tilbage og forhindre udslettelsen af Mitsuhas by.



DER er megen kronologisk trafik og raffinerede digressioner. Der er også banale, generiske sange og lidt for anstrengt idylliske scener i den gængse stil med store øjne, som er særlig for manga og anime. Glimtvis er filmen smuk og fantastisk. Som et kort, klart digt i et narrativt kaos.
   Your Name bliver fejret for at være »en historie, der tilfældigvis er fortalt i animationsform, men lige så godt kunne være live action.« Det er en mærkelig og misvisende anbefaling. En Your Name som realfilm ville være monstrøs.
   Kontakt på tværs af tiden og køn, der bytter plads, er troper i fantasy og science fiction. Ny er derimod intensiteten, som Makoto Shinkai fremstiller dem med. Your Name er en lyrisk tour de force om unge sínd. Filmen taler for alt, som er tidløst og længes.




Your Name. (Kimi no na wa.). Instr. & manus: Makoto Shinkai. 106 min. Japan 2016. Dansk premiere: 04.05.2017.



Fotos: CoMix Wave Films/ Amuse/ Kadokawa/ Toho Comoany/ Camera Film/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.05.2017

mandag den 27. juni 2022

Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019)


SOLSKINSPIGEN
Visionær filmkunst for YA-segmentet

Af BO GREEN JENSEN

DER kommer – heldigvis – ikke kun dommedagsstemning ud af de globale klimaændringer. Jo, vi kan se og mærke, at det står skidt til og at verden bogstaveligt regner væk, men i det fantastiske landskab er der fiktioner, hvor menneskene indretter sig og lærer at leve i regnbyer. Som det vil ske, hvis der skal være nogen fremtid overhovedet.

   Ved begyndelsen af Weathering With You har det regnet uafbrudt i månedsvis. Tokyo står under vand, og vejrudsigten lover bare endnu mere regn. Den 16-årige Hodaka kommer til byen for at få en uddannelse, men især for at opleve livet. »Tokyo er et vildt sted,« bliver refrænet i hans fortælling. Han løber snart tør for penge og har en svær tid. Han får sit livs bedste måltid, da han har sultet i tre dage, og solskinspigen Hina giver ham en burger fra fastfoodstedet, hvor hun arbejder.



HINA vågede ved sengen, da hendes mor døde på hospitalet. Fra vinduet i højhuset så hun en have på et tag. Der var en plet, en lille sø af lys, og hun løb for at finde over til solen. Nu kan hun, hvis hun står stille med lukkede øjne og ønsker sig det meget stærkt, få regnen til at standse, selv om det kun er lokalt og kortvarigt.
   Hodaka er i mellemtiden flyttet ind hos hr. Sugu og hans niece, som driver et forlag fra kælderen i en nedlagt natklub. De sælger sensationelle vandrehistorier til aviser og ugeblade. Hr. Sugu er umiddelbart en pokkers karl, der drikker sake, kommer sent hjem, ryger som en skorsten og har mange jern i ilden. Men faktisk er han også en enkemand, som prøver at lov at se sin datter, der bor hos en overbærende mormor.



DER er mange spor og motiver i Makoto Shinkais animationsfilm. Jeg går i detaljer for at give et indtryk af, hvordan historien er fuld af virkelighed og kompleksitet, mens den samtidig skaber fantastiske rum, når Hina og Hodaka suges op i stormen og svæver mellem regnbuer i en grænseløs himmelverden.
   Makotos film kan ses af alle, men især er de lavet til unge, der har karakterernes alder og referencer. Han er mediets mest markante nyskaber siden Hayao Miyazaki. Både Disney og Pixar virker tunge og gamle i forhold til den himmelstræbende japaner, som fik et internationalt gennembrud med Your Name (2016).



TEENAGERNE får gang i en god forretning, da Hodaka sætter Hina op på nettet. Har man brug for nogle timer med tørvejr og sol, f.eks. til en fødselsdag, til dagen, hvor de døde kommer hjem, eller indvielsen af en udstilling, kan man kontakte vejrmagersken. Prisen for solskin er 5000 yen. Hodaka flytter næsten ind hos Hina og hendes lillebror. Han er meget forelsket i Solskinspigen.
   Imens er Hodaka eftersøgt af politiet, og hr. Sugas niece hører historier om, hvad det koster at være Vejrjomfruen fra de gamle shinto-legender. For hver gang Hina skaber sol, bliver hun mere gennemsigtig. Hun kan standse regnen endeligt, hvis hun ofrer sig helt og forsvinder.
   Jeg forenkler for at tydeliggøre. Der er et utal af mindre historier i spil, da valget bliver konkret for Hodaka – og for filmens publikum. Vil vi reparere vejret eller vil vi leve sammen med dem, som vi elsker? Også myten om Orfeus og Eurydike bliver aktiveret, før eventyret om vejret er omme.



DET er en smuk film, som konstant skaber ny virkelighed. Den massive regn er skildret med stor troværdighed. Det er myten og realiteten i ét – og en tillidserklæring til begge universer. Uden sammenligning i øvrigt kan man finde noget af den samme ufortrødne fremtidstro i Steven Spielbergs filmatisering af Ernest Clines Ready Player One (2018). Også hér er verden ved at regne væk, og menneskene søger ly i et spil uden grænser.
   Det er ikke letkøbt eskapisme. Det er snarere praktisk magi. I hvert fald er det tankevækkende følelsesstof og meget stor animationskunst.


PS: Weathering With You blev vist for pressen den 9. marts 2020. Det var en kamp at få den set og nå at skrive, men det lykkedes, og teksten stod på filmsiden i avisen, som udkom på nettet den 12. marts og på tryk den 13. marts. Imens havde verden ændret sig radikalt. Den 11. marts holdt statsminister Mette Frederiksen sit historiske pressemøde om nedlukningen af det danske samfund. Det er forklaringen på, at filmen blev anmeldt to måneder før tid.
   Først den 18. maj blev der åbnet igen. Man fortsatte som efter en tornerosesøvn, men i øvrigt ufortrødent. Sommeren 2020 var præget af energisk genstartsstemning. Det var henne i december 2020, da anden bølge af pandemien greb om sig, og kulturlivet igen lukkede ned – denne gang for fire måneder – at modløsheden satte ind. Med den russiske invasion af Ukraine i februar 2022, var stemningen endelig vendt absolut.
   Der skete så meget, som aldrig var sket før, på de to år. Det bliver en interessant periode for fremtidens historikere. I fugleperspektiv kan COVID-19-pandemien måske sammenlignes med influenza-epidemien i 1920. Men der var færre dødsfald nu, og skønt mundbind blev svære at bære i længden, var der mange børn, som virkelig nød at have fri fra skole i tæt på to år. Jeg tror, at der kommer en dag, hvor vi husker coronatiden med øm nostalgi.     


Weathering with You (Tenki no ko). Instr. og manus: Makoto Shinkai. Foto: Ryôsuke Tsuda. 112 min. Japan 2019. Dansk premiere: 18.05.2020.


Fotos: Weathering With You Film Partners/ CoMix Wave Films/ Beijing Enlight Pictures/ China Film Group Corporation/ Kadokawa/ Lawson Entertainment/ Toho International/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB 
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.03.2020

søndag den 26. juni 2022

Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013)


MED FARVEKRIDT OG KULBLYANT
En anden slags animationsfilm fra Brasilien

Af BO GREEN JENSEN


DE fleste animationsfilm gør alt for at sælge historien. De bruger stærke farver, buldrende lyd og tekniske tricks som 3D. De vil være sjove og spændende, helst på én gang og uafbrudt. Der må også godt være en sang, man kan huske.

   Drengen og verden er slet ikke sådan en film. Vist er der stærke farver og skarpe streger, men de er sat med farvekridt og kulblyant. Der bliver også brugt akvarel og collage. Universet ligner børnetegninger, der er levende og forvandler sig hele tiden.
   Drengens ansigt er egentlig bare en cirkel med tre hår på toppen og streger som øjne. Han har en rødstribet t-shirt og to stankelben. Han er fantastisk udtryksfuld, selv om han ingenting siger, og kan på mange måder minde om Steen fra tegneserien om Steen & Stoffer – altså Calvin fra Bill Watersons Calvin & Hobbes hvor fantasien også spiller en væsentlig rolle.



FILMEN prøver ikke at være sjov hele tiden. Den begynder med drengen på det hvide papir og fortsætter med at befolke hans verden. Der er en mor og en far og et hus på landet. Drengen finder et kalejdoskop, som han gemmer, da han bliver kaldt ind. Han markerer stedet med en farvet sten, som ligner et æg.
   Drengen græder, da hans far tager til byen for at finde arbejde. Drengen og verden er tegnet af brasilianeren Alê Abreu, og byerne er kæmpestore steder med slumkvarterer og mørke fabrikker, hvor folk skal være glade for at få arbejde. Måske er der sådan i brasilianske byer som Rio de Janeiro og Saõ Paulo.



DRENGEN leder efter sin far og kommer stadig længere væk hjemmefra, mens verden bliver større og mere fantastisk. Der er bomuldsmarker og frodige skove. Der er nok at være bange for, men man kan også finde smukke ting.
   En dag bliver drengen selv en mand med det hvide spøgelsesansigt, som alle voksne har i filmen. Han ender ved stedet med stenen, hvor verden begyndte mange år før. Så kan han huske sin far og sin mor. De griner alle tre lykkeligt sammen.



DU skal forberede dig på at se en anderledes film, håndtegnet og gammeldags, men alligevel supermoderne og hurtig, når stederne skifter i byen. Der er hele tiden symmetriske farver, som drejer og ligner mønstrene i et kalejdoskop.
   Jeg kan ikke love, at du falder pladask for Drengen og verden. Måske vil du savne de sædvanlige figurer fra Disney, Pixar og Dreamworks. Det vil dine små søskende ikke. De vil elske, at der er ikke er nogen dialog, og de vil nyde de drejende farver.



FAKTISK må voksne og små børn (som drengen) være det bedste publikum. Så tag dem i hånden og giv det en chance. Du dør ikke af at se noget andet. Måske vil du nyde livet lidt mere, når Drengen og verden er slut.


Filmen vandt hovedprisen ved Annecy International Animation Film Festival 2014 og var nomineret til en Oscar i kategorien Best Animation Feature.



Drengen og verden (O Menino e o Mundo). Instr. & manus: Alê Abreu & Priscilla Kellen. 80 min. Brasilien 2013. Dansk premiere: 06.11.2014.


Fotos: Filme de Papel/ Elo Company/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Faktisk 07.11.2014

lørdag den 25. juni 2022

Abort på film | L'événement/Happening/Hændelsen (2021)


DET ANNULLEREDE LIV
Konkret og personlig filmkunst til tiden

Af BO GREEN JENSEN

TIDEN og stedet er Frankrig i det Herrens år 1963. Anne Duchesne (Anamaria Vartolomei) studerer i Angoulême og har en plan om at blive lærer. Det er lyse, gode og lovende tider. Hun arbejder støt og har mulighed for at udforske friheden sammen med veninderne Hélene, Olivia og Brigitte.
   Anne er blandt de bedste elever på sit hold. I første scene af Hændelsen ved hun instinktivt, hvad Louis Aragon ville sige med digtet »Elsa ved spejlet« fra Den franske Diana. Og hvad kaldes stilgrebet, den retoriske gentagelse, som digteren benytter? vil læreren (Pio Marmaï) lige vide, da Anne har uddybet meningsindholdet. Jo, det er da en anafor.
   På kollegiet taler de unge kvinder især om sex og fremtiden. De gør det med en vis selvfølelse, som fejrer moderniteten. Camus bliver vejet over for Sartre. De taler også om frygten for ikke at bestå. »Hvis jeg dumper, sidder jeg på en traktor til næste år,« siger en af Annes veninder.
   Om aftenen går de ud og danser med drenge, som læser jura og kommer fra rige familier. Redderne fra brandstationen poserer som studerende. Anne prøver mulighederne af. I weekenden tager hun hjem til familien, som driver en bistro. Gabriele (Sandrine Bonnaire) og Jacques (Eric Verdin) er stolte af deres datter.


BILLEDET vælter, da Annes menstruation udebliver. Hun er med ét alene i en forskudt virkelighed, hvor det bliver stadig sværere at holde fokus. »Sådan går det, når man er løs på tråden,« bliver der sagt i fællesbadet, men senere kommer Hélene og fortæller om sin erfaring med sexfænomenet. Anne er ingen undtagelse. Hun repræsenterer sin tid og generation.
   Anne går fra Herodes til Pilatus i sundhedssystemet, hvor lægerne skiftevis sympatiserer og fordømmer. Ingen vil hjælpe. Imens bliver studierne fjerne. Den gode lærer er skuffet, og eksamen nærmer sig ubønhørligt sammen med deadline for graviditeten.
   Skriften på væggen står også på lærredet, hvor Audrey Diwan tæller ned i sin filmatisering af Annie Ernaux’ roman om L’Événement (2000). Anne er tre uger, ni uger, tolv uger henne. Efter tre kvarter prøver hun selv – uden held – at foretage indgrebet med en strikkepind. Så får hun kontakt til en professionel englemager. Da kan Hændelsen for alvor begynde.
   Det er en svær tid at vente et uønsket barn i. I 1963 er der endnu 12 år til legaliseringen af svangerskabsafbrydelse. I Danmark blev aborten fri i 1973; i England allerede i 1967; i Tyskland først i 1992. Det har aldrig været enkelt. Jeg var 16 i 1972, da min kæreste ikke fik sin menstruation. Vi var skræmt fra vid og sans. Vores verden var ved at gå under.



AUDREY Diwans film er ikke en museal øvelse. Hun taler til vores tid gennem historien. I 2020erne er retten til fri abort udfordret i USA, og i flere europæiske lande vil konservative kræfter begrænse den og rulle loven tilbage.*
   Så med mellemrum vil og må der være fiktioner, som minder om hovedsagen: at illegale aborter kun fører til lidelse, kvaksalveri og social regression. I 2020 sagde Eliza Hittmans Never Rarely Sometimes Always det lige så effektivt. To teenageveninder fra Pennsylvania rejste med toget til New York, så den ene kunne få foretaget sin abort til rette tid.**
   Den mest frapperende abortskildring i nyere tid er skabt af en mand. Det var mareridtet i Cristian Mungius Fire måneder, tre uger og to dage (2007), som knæsatte den nye rumænske film efter Nicolae Ceausescus fald. I øvrigt er Mike Leighs Vera Drake (2004) et solidarisk portræt af en jordemor, der bryder loven for at hjælpe sine medsøstre. Vera Drake fik Guldløven i Venedig. Det samme gjorde Diwans film i fjor.
   Den etiske kerne i sagen udgør et uløseligt paradoks. En provokeret abort er et liv, der bliver slettet. Lige så sikkert er kvindens fremtid begrænset. Begge er annullerede liv. I de fleste landes abortlove bliver kriteriet da rent biologisk. Hvornår er et væsen så færdigt, at fosteret tæller som liv?


TILBAGE i 60ernes Frankrig har Anne slet ikke de overvejelser. »Jeg vil gerne have et barn en dag. Men ikke et barn i stedet for et liv,« siger Anne til den mest sympatiske læge. Det handler for hende om at blive sig selv igen, så hun kan koncentrere sig, få sin eksamen og vælge en fremtid med hovedet klart.
   Efter besøget hos Madame Rivière meddeler hun sin lærer, at hun er tilbage. Han siger, det er for sent, men Anne er sikker i sin sag. Læreren lever – som samtlige mænd i L’événement – i en privilegeret uskyldstilstand. Han spørger Anne, om hun har været syg. »Ja. Af den sygdom, som kun rammer kvinder – og forvandler dem til husmødre.« Han spørger, om hun stadig vil undervise. »Nej, jeg vil skrive,« siger Anne. Annie Ernaux’ pigenavn var Duchesne.
   Vi har fulgt et praktisk forløb, der er skildret med realistisk grundighed. Der er dog stadig en fuld akt af filmen tilbage, for kroppen reagerer ikke, som Madame Rivière har beskrevet. Anne må tilbage til køkkenklinikken. Herefter bliver Hændelsen næsten til body horror. De sidste tyve minutter er fulde af pumpende spænding, som eskalerer.


AUDREY Diwan er født i 1980 og har ingen personlig erindring om tiden. Alligevel er perioden genskabt med troværdige detaljer, som understøtter indlevelsen. Vi er virkelig tilbage i 60ernes mentale og fysiske landskab. Filmen følger med Anne hele vejen. Diwan fremhæver selv de belgiske Dardenne-brødres håndholdte kameraføring som en æstetisk model.
   Madame Riviére, som foretager aborterne, er hverken en engel eller et uhyre. Instrumenterne bliver steriliseret, der er ordentligt og rent. Kvinden har måske set for mange tilfælde til at engagere sig personligt. Hun bliver spillet med en neutral kvalitet af Anna Mouglalis.
   Det er en levende og anfægtende film, som ikke pakker noget ind. Det er både kunst til tiden og et værk uden tid i sin helt egen ret. Der bliver hverken talt udenom eller forenklet. Som film er Hændelsen helt uden floskler.



*) Den 24. juni 2022 omstødte U.S. Supreme Court, den amerikanske Højesteret, sin skelsættende afgørelse fra 1973, da den enkelte kvindes ret til svangerskabsafbrydelse blev stadfæstet i søgsmålet Roe v. Wade.
   Det er i sagens natur andre dommere, som træffer beslutningerne nu. Det var en hjertesag for Donald Trump at udnævne konservative dommere, når der var frafald i hans embedstid. Det skete ved tre lejligheder i perioden 2017-2020. Kronen på værket var vel at erstatte Ruth Bader Ginsburg (1933-2020) – den mest radikale og feministiske dommer, udnævnt af Bill Clinton i 1993 – med Amy Coney Barrett (f. 1972), den yngste og mest bibel-dogmatiske dommer i institutionens historie.
   Dommerne sidder for livet, mens præsidenter kommer og går. Med omgørelsen af 1973-dommen er 50 års ret til fri abort rullet tilbage. Det er ikke sådan, at Højesteret tillader eller forbyder. Rettens ni medlemmer vedtog, at retten til abort alligevel ikke var omfattet af den amerikanske forfatning. Det er derfor op til hver enkelt delstat, hvordan den vil skrive sin lov.
   Anderledes forholder det sig med retten til at bære våben, som Højesteret finder ukrænkelig. Det har ikke været muligt for delstaten New York at opretholde de nyligt indførte påbud og krav.

**) Berlin 29.02.2020: »Amerikaneren Eliza Hittman modtog Juryens Store Pris – den vigtigste sølvbjørn – for Never Rarely Sometimes Always. Det var den film, som de fleste havde forelsket sig i, før There Is No Evil kom og gjorde en forskel. Filmen følger, i tidløs realistisk stil og med et distinkt præg af 70ernes New Hollywood, en 17-årig pige, som tager bussen fra Pennsylvania til New York for at få foretaget en sen abort.
   Autumns forældre må helst intet vide. Kusinen Skylar er med for at støtte moralsk. Da det bliver nødvendigt at overnatte i byen, slår pigerne følge med en ung mand. De bowler, taler og synger karaoke. Kusinen giver den unge mand et strategisk kys på det rigtige tidspunkt, så han låner dem penge til hjemturen. Der er en subtil undertone af #metoo og kontrakt. Næste morgen bliver det gjort. Autumn mente, at hun var 12 uger henne. Faktisk gik hun i 18. uge.
   Filmen nåede Berlin via Sundance. I al sin æstetiske ukunstlethed kunne det være en film af Bob Rafelson, John Cassavetes eller Chantal Akerman. Sidney Flanigan er fuldkommen troværdig som den trodsige pige på 17. Talia Ryder spiller kusinen. Det styrker troen på samtiden, at der stadig laves film som Never Rarely Sometimes Always.« 

Hændelsen (L’événement). Instr.: Audrey Diwan. Manus: Diwan, Marcia Romano. Foto: Laurent Tangy. 100 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 25.05.2022.

Annie Ernaux: Hændelsen. Oversat efter L'événement (2000) af Niels Lyngsø. 108 s. Gads Forlag, 2021.


Fotos: Rectangle Productions/ France 3 Cinéma/ Wild Bunch/ Srab Film/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ CNC/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Gads Forlag
Filmen er i biografdistribution
Weekendavisen Kultur 26.05.2022 + 06.03.2020

fredag den 24. juni 2022

Jeppe Rønde: Bridgend (2015) [Cult Fiction]


MØRKE RITUALER
Sandfærdig fiktion mellem livet og døden

Af BO GREEN JENSEN


BRIDGEND ligger i det sydlige Wales mellem Cardiff og Swansea. Byen har ca. 50.000 indbyggere. Den har bestemt kendt bedre dage. I sin tid lå Storbritanniens største ammunitionsfabrik, Arsenalet, i Bridgend. Omvendt er det ikke en nedlukket mineby. Der er intet, som forklarer, hvorfor 29 unge mennesker i alderen 13-17 år har taget deres liv i Bridgend Forest mellem 2007 og 2012.

   Dokumentaristen Jeppe Rønde blev interesseret i Bridgend-selvmordene, da han læste en artikel i en britisk avis. Dem har der været utallige af, for de unge døde taler til tidens tabloid-instinkt. Filmskaberen rejste til Bridgend for at få en fornemmelse af stedet. Denne researchform havde fungeret, da Rønde skabte Jerusalem, min elskede (2004) og den meget roste The Swenkas (2005), om zulu-mænd fra Johannesburg, som lever for at klæde sig fint på og danse lørdag aften.
   Han gik frejdigt ind som en åben outsider. Rønde kunne ikke forestillle sig, at der skulle gå 6-7 år af hans liv med at skildre de gådefulde og stadig ikke forklarede selvmord blandt unge i Bridgend.



FRUGTEN af anstrengelserne er en spillefilm, som bruger den konkrete baggrund, men lægger en fiktiv ramme om Bridgend. Måske for bedre at kunne fabulere, måske fordi englænderen John Michael Williams lavede en dokumentar om Bridgend i 2013. Er man interesseret i årsager, skal man se dokumentaren. Vil man have et bud på, hvad de unge føler, og hvad der muligvis driver den kultiske adfærd, er Røndes mørke drømmespil et fascinerende stemningsstykke.



HANDLINGEN er mest til pynt. Teenageren Sara (Hannah Murrray) og hendes far, Dave (Steven Wadddington), som er kriminalinspektør, flytter tilbage til Bridgend, fordi Dave skal prøve at komme til bunds i selvmordssagerne. De unge hænger sig i skoven, næsten altid på steder, hvor de bliver fundet af deres forældre. Det lykkes Dave at få adgang til et chatroom, hvor de unge hylder kammerater, der er krydset over. Så går efterforskningen i stå.
   Man fornemmer, at far og datter har deres egen historie. Dave indleder et forhold til en veninde fra gamle dage, mens Sara drages ind i den tribalistiske adfærd. Byens unge samles på steder, hvor en kammerat er fløjet væk. Man hælder vin på de interimistiske grave og råber den dødes navn op til himlen.



DER er stoffer, alkohol, gotisk musik og fester, som kulminerer i hærværk. Men det er der jo alle vegne. Også dødsromantik hører med til en ungdom og har gjort det siden Werthers dage. De unge læner sig ind i døden, som en lokal kriminalbetjent udtrykker det. Blot bliver fantasien sjældent gennemført. Så hvorfor i Bridgend?
   Røndes film giver ingen kategoriske svar og er ikke interesseret i prosaiske årsager. Snarere vil Bridgend skildre atmosfæren og undersøge de ritualer, som ungdommen deler i skoven. Det gør den på fængslende vis. Også derfor generer den klichebelagte rammehistorie, som ligner en ordinær tv-krimi.
   


SARA er sammen med en af de unge mænd, som næsten kvæler hende, før han tager sit liv. Så forelsker hun sig i hans ven, der faktisk overvejer Saras forslag om at flygte til normaliteten i Swansea, hvor det må være muligt at give lyset en chance. I Bridgend trækker mørket alt med sig ned.
   Bridgend er bedst på de steder, hvor Rønde vil skildre utydelige drømme. Han skaber smukke, mørkt funklende billeder sammen med fotografen Magnus Nordenhof Jønck, som kan tage den halve ære for Bridgend. Pigerne flyder i det sorte vand som hvide åkander og ligner nymfer på et maleri af John William Waterhouse.*


RØNDE bruger sit antropologiske blik til at skildre byens fælles ritualer. I skolen læser eleverne et digt, som besværgende fastslår, at døden ikke vil sejre, den »skal ikke have noget herredømme«. Mærkværdigvis krediterer Rønde ikke sin kilde. Det er Dylan Thomas' »And Death shall have no Dominion«, som lægger en helt ny vinkel på sagen. Måske de unge vinder over døden ved at vælge den?
   Da det store spørgsmål bliver, om Sara vil dø eller leve, sælger filmen alle sine aktier for et mytologisk slutbillede, der står lige så stærkt og uforklaret som sekvensen med hekse, der lukker Lars von Triers Antichrist. Der er i øvrigt ikke langt fra selvmordskulten i Forbrydelsens element til de unge, som leger med døden i Bridgend. Begge steder giver handlingen udmærket mening, hvis man har en bestemt alder og læser verden i et særligt lys.



»SOME are born to sweet delight/ Some are born to Endless Night,« skrev William Blake. Nogle fødes til frydefuld sødme, nogle fødes til Endeløs Nat. Og nogle ting kan ikke forklares med lyset i sproget, men man kan skildre dem i billeder.**
   Lige dét lykkes ret godt for Rønde i Bridgend. Desværre reducerer formen det hele til noget i retning af en opdateret The Wicker Man. Det er højbrynet horror og meget mørk art rock.
   De unge tager stadig deres liv i skoven, som Saras far forsøger at brænde. Som dokumentarist var Jeppe Rønde med til at grundlægge hybridfilmen. Han kunne med fordel have skabt én om Bridgend.


*) John William Waterhouse (1849-1917) var en sen, men særdeles aktiv og produktiv eksponent for ideerne og idealerne i The Pre-Raphaelite Brotherhood. Han var yngre end de øvrige prærafaelitter, og en række af hans værker (Ophelia, Miranda m.fl.) står i skyggen af de mere markante fremstillinger, som John Everett Millais (1829-1896) havde givet motiverne. Ligesom Millais var Waterhouse en bedre tekniker end Dante Gabriel Rossetti (1828-1882) og William Holman Hunt (1827-1910), de store idébærere fra det oprindelige PRB (som var aktivt 1848-1855), og modsat William Morris (1834-1896), som også kom senere til, var han ikke interesseret i social helhedstænkning. Waterhouse begyndte som klassicist i den akademiske tradition fra Frederic Leighton (1830-1896) og delte den affinitet for seksuel subtekst, som man finder hos Lawrence Alma-Tadema (1836-1912), der for victorianerne repræsenterede en slags anerkendt eroticisme. Waterhouse fandt sin særlige niche, ikke i arthurianske og Shakespeare-inspirerede emner, som andre havde fortolket mere markant, men i personlige fortolkninger af episoder fra Odysseen og Æneiden. Hans billeder var blandt de mest populære, da det i 1970erne blev almindeligt at dække væggene med masseproducerede kunstplakater. Især Echo and Narcissus (1903) og
Hylas and the Nymphs (1896) var alle vegne. Jeg ved ikke, om sidstnævnte var en erkendt reference for Jeppe Rønde og Magnus Nordenhof Jønck, da de formgav sekvensen i Bridgend, men at se den var næsten som at være i det billede.   

**) »Every night and every morn,/ Some to misery are born,/ Every morn and every night,/ Some are born to sweet delight./ Some are born to sweet delight, some are born to endless night.« Linjerne er nogle af de oftest citerede fra William Blake (1757-1827). De kunne stå som et af »The Proverbs of Hell« i The Marriage of Heaven and Hell (1790-93) men de stammer fra fragmentet »Auguries of Innocence«, som Blake skrev ned i 1803, men aldrig arbejdede videre med. Først da det såkaldte Pickering Manuskript blev offentliggjort i 1863, kom teksten på tryk. Det skete, da Alexander Gilchrist udgav Life of William Blake, "Pictor Ignotus", som er en af de første monografier om Blake. Bogen er i to bind, det første med biografisk tekst, det andet med Blakes egne arbejder. Jim Jarmusch citerer skriftstedet i Dead Man (1995), en metafysisk hippiewestern, der ligesom Bridgend undersøger, hvordan det kunne være »at krydse over«.  Agatha Christie citerede strofen og brugte Endless Night som titel på en sen (meta)krimi fra 1967. Mest kongenialt er linierne brugt af Jim Morrison, som vender og drejer dem flere gange i teksten til »End of the Night« fra The Doors (1967): »Take the highway to the end of night/ Take a journey to the bright midnight/ Realms of bliss, realms of light/ Some are born to sweet delight/ Some are born to endless night...«

Bridgend. Instr.: Jeppe Rønde. Manus: Jeppe Rønde, Torben Bech, Peter Asmussen. Foto: Magnus Nordenhof Jønck. 95 min. Danmark 2015. Dansk premiere: 25.06.2015.


Fotos: Blenkov & Schønnemann Pictures/ Four Sons Pictures/ New Europe Film Sales/ DFI/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, DRTV, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2015