Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]

LYSETS AFTEN

Ritual, besværgelse, undergangsfest

Af BO GREEN JENSEN

MELANCHOLIA nærmer sig Jorden. Kloderne danser vals med hinanden, og ingen ved med sikkerhed, om de vil kollidere. Den ti gange større eksoplanet har været skjult bag solen, men er synlig for enhver nu, da lyset bliver mindre. Profeter og forskere diskuterer. Menneskeheden lever sit liv. Vor art kan altid abstrahere. Det er muligt, at verden går under i morgen, men i dag skal der stadig væk købes ind.

   De første ti minutter af Lars von Triers Melancholia er en visuel besværgelse og en surrealistisk undergangsfest. Til tonerne af forspillet til Tristan og Isolde vises billeder, der er bedøvende smukke og sære, som om alting foregik i en drøm. Det er afgjort drømmens sprog, der taler: En hvid brud, der løber; en styrtende hest; en mor, som synker ned i græsset; to sole i solnedgangen.

   Det er lysets aften, og børnene drukner. Også epilogen bruger Wagners musik, men nu er det Isoldes Liebestod, som ledsager de apokalyptiske scener. Æstetikken er blevet mindre pompøs. Et barn og to kvinder rejser en skrøbelig bygning af grene. De sætter sig og holder hænder. Melancholia fylder nu hele himlen. Endelig smelter planeterne sammen. Mennesket er slettet ud.

 

MELLEM de digitale sætstykker ligger en realistisk fortælling, som bliver fortalt i to dele. Søstrene Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg) inkarnerer hver sit typiske livssyn. Lyse Justine er en fatalistisk drømmer, der gifter sig for at bryde monotonien i en depression. Hun vil se, om det hjælper at leve normalt.

   Mørke Claire er den praktiske kvinde, som sørger for at få tingene gjort. Planeterne trækker dog også i sindet, og blandingsforholdet ændrer sig undervejs. Claire knækker sammen, da lyset forsvinder. Justine bliver derimod stærkere.

   Der er aldrig nogen tvivl om, hvor det ender. Denne gang er historien virkelig slut. Formelt er genren science fiction, men i en blød og romantisk variation. Der er ingen rumskibe. Melancholia er ikke Armageddon eller Deep Impact. Snarere minder filmen i glimt om Solaris, for som altid hos Trier genkender man en stemning og nogle billeder fra forbilledet Andrej Tarkovskij. Melancholia lyder som Nostalghia.

DEN første lange time skildrer brylluppet i detaljer. Justine og Michael (Alexander Skarsgård) kommer for sent til ceremonien, som Claire og svogeren John (Kiefer Sutherland) har arrangeret. Festen finder sted på et gods, som egentlig ligger i Sverige, men i filmens virkelighed er stedet Pennsylvania. Trier vil have os til at tænke på brylluppet i George Cukors The Philadelphia Story (1940, da. Natten før brylluppet). En stor del af underholdningsværdien i Melancholia kommer fra filmhistoriske referencer.

   Der er ikke sparet på nogen ting. Far (John Hurt) holder tale. Mor (Charlotte Rampling) rejser sig og afbryder ham. De to er skilt for længe siden, og hun hader ham af et ærligt hjerte. I kulissen står husets ejer (Jesper Christensen) og diskuterer praktiske spørgsmål med arrangøren (Udo Kier). Brudens chef (Stellan Skarsgård) er beruset og selvfed. Justine får nok af forstillelsen og er sammen med Tim (Brady Corbett) i stedet for Michael.

FESTEN er et udstyrsstykke. Der er onkler og tanter, nevøer og niecer. Det er hele slægten, vi lærer at kende, og familien er også her alle familier. Så mange af dens gøremål er trivielle, og det er lige så let at lade tankerne vandre, som det er til et bryllup i virkeligheden.

   Flere tilskuere synes, at scenen minder dem om Thomas Vinterbergs Festen (1998). Den har dog snarere samme virkning som det lange bryllup i Michael Ciminos The Deer Hunter (1978) og dimissionsfesten i samme instruktørs Heaven's Gate (1980). Det er her, man lærer karaktererne at kende. Her er fundamentet, og det er denne hverdag, som udfordres og går til grunde, da det dramatiske konfliktstof begynder.

I DAGENE efter brylluppet skifter fokus fra Justine til Claire. Hun gemmer sig i sit arbejdsværelse, der er fyldt med bøger om romantisk kunst. Et af filmens smukkeste billeder, Kirsten Dunst som flyder i vandet med brudeslør og liljekonvaller, er direkte inspireret af præ-rafaellitten John Everett Millais’ berømte fremstilling af den druknende Ophelia (1852).

   På nettet finder Claire de sider, der beskriver planeternes dans. John bliver rasende. Han har regnet sig frem til, at Melancholia vil passere. Claire kan mærke, at Jorden skal dø, og hendes desperation tager til for hver scene.

   Men i panikken er Justine nu rolig. Ifølge Trier kan deprimerede mennesker bedre håndtere en krise, fordi de er vant til at vente det værste og bliver mindre overraskede, når det går skævt. Melancholia er »en smuk film om verdens undergang«, men filmen fastholder også en tilstand. Der er flere ritualer, flere sidste ting. Planeten, som sluger Jorden til slut, kommer egentlig ud af fortællerens hjerne. Han har haft sjov med at designe den. Depression er et klima i sindet. I Melancholia tager det bogstavelig form.

TRIER har kaldt de visuelle virkemidler for »cream on cream«, flødeskum ovenpå flødeskum. Han håber samtidig, at han fik indlejret en skarp knoglesplint, der kan knække den søde, rådnende tand. Men det er vel skønheden, som er det for alvor subversive ved denne film. Ligesom i prologen til Antichrist, hvor Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg har sex, mens deres barn går til grunde, er Trier aktivt skønhedssøgende i de første og sidste scener af Melancholia.

   Jordens undergang er skildret i en lækker og næsten længselsfuld form, der matcher den svulmende klangbund og det tragiske crescendo i Wagners kolossale musik. Filmen er stemt i andet leje end Antichrist og har ikke samme chokværdi til at neutralisere smagen af fyldt chokolade. Mens Antichrist var en gyser, er Melancholia en elegi.

   Trier har ikke talt om en trilogi denne gang, måske fordi filmografien er fuld af trilogier, der aldrig blev lukket. To gange Riget, men ingen forløsning; ingen Wasington til at samle tematikkerne i Dogville og Manderlay. For den sags skyld er »Guldhjerte«-trilogien kun gjort færdig, hvis man tæller Dogville med som sidste del.*

HVIS Antichrist var Triers The Shining, må Melancholia være en blanding af Barry Lyndon og 2001: A Space Odyssey. Trier nævner selv Visconti som et inspirationspunkt. I så fald er det ikke Leoparden, Døden i Venedig og andre film, som man typisk forbinder med aristokraten. Det er 1973-filmen om Ludwig II af Bayern, som Visconti indledte med ouverturen til Tannhäuser og nærmest lod drapere i en sødmefuld undergangsstemning, som matchede kongens følelsesliv.

   Det spiller naturligvis ingen rolle. Det er filmhistorisk filateli af den slags, som Trier snart er ene om at skabe i stor form herhjemme. Men det bliver spændende at se, hvilken farve den næste film får.

MELANCHOLIA har lange stræk uden synderligt drama og døde pletter, der slet ikke fandtes i den vilde, konstant foruroligende Antichrist, som til stadighed skiftede retning. Alligevel er der hele tiden en dunkel klarhed, en fornemmelse af uafvendelighed, som tangerer et religiøst tonefald. 

   Filmens styrke er dens skepsis. Der er ingen mulig transcendens, ingen illusion om et efterliv. For Trier at se, er vi mutters alene. Der er aldrig noget håb, og der er ikke nogen mulig tro. Men der er kærlighed mellem de mennesker, som venter på at blive udslettet.

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000) [Musicals]; Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier: Manderlay (2005); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013); Lars von Trier: The House That Jack Built (2018); Lars von Trier: Riget/ The Kingdom [Horror 100].

*) Tv-trilogien om Riget bliver gjort færdig i 2022, når miniserien The Kingdom: Exodus vises i fem episoder, formentlig først på Viaplay og siden i flowform på DRTV. Triers filmværk er et tetrisspil af overlappende, uafsluttede og/eller opgivne trilogier. Symmetrien er dog mere konsistent, hvis første film i en påbegyndt trilogi samtidig tæller som sidste i én, der bliver lukket. 

   Europa-trilogien består af The Element of Crime (1984, da. Forbrydelsens element), Epidemic (1987) og Europa (1991). Guldhjerte-trilogien består af Breaking the Waves (1996), Dancer in the Dark (2000) og Dogville (2003). USA-trilogien består af Dancer in the Dark, Dogville og Manderlay (2005). Depressionstrilogien består af Antichrist (2009), Melancholia og Nymphomaniac (2013). Eller Nymphomaniac åbner et nyt spor, og The House that Jack Built (2018) er andet led.

   Outliers er de første arbejder, Orchidégartneren (1977) og Befrielsesbilleder (1982); dogmefilmen Idioterne (1998), som dog kandiderer i Guldhjerte-sammengæng; Dear Wendy (2004), som Trier skrev og Thomas Vinterberg instruerede; kaoskomedien Direktøren for det hele (2006, int. The Boss of it All); tv-tragedien Medea (1988) og samarbejdet med Jørgen Leth i dokumentar/reality-eksperimentet De fem benspænd. (2003, int. The Five Obstructions).

   Man har både en påbegyndt cyklus og et færdiglagt billedfelt, hvis man medtager De unge år: Erik Nietzsche sagaen del 1 (2007, int. The Early Years: Erik Nietzsche Part 1), som Jacob Thuesen instruerede efter Triers autofiktive manuskript om sine elevår på Den Danske Filmskole. Så er der pludselig en læretidstrilogi bestående af Befrielsesbilleder, Epidemic og Erik Nietzsche. Eller et komediekompleks bestående af Idioterne, Erik Nietzsche og Direktøren for det hele. 

   Taksonomien er både fristende og futil. Hvad der derimod træder tydeligt frem, når man ser det samlede værk oppefra, er en uafbrudt kæde af dybe, solidariske og komplekse kvindeportrætter: Bess i Breaking the Waves, Karen og Susanne i Idioterne, Selma og Kathy i Dancer in the Dark, Grace i Dogville, Grace i Manderlay, kvinden i Antichrist, Justine og Claire i Melancholia, Joe i Nymphomaniac. Det giver stadig god mening at vente på den tredje Grace i Dogville-Manderlay-Wasington-sammenhæng. 

Melancholia. Instr. og manus: Lars von Trier. Foto: Manuel Alberto Claro. 136 min. Danmark-Sverige-Frankrig-Tyskland-Italien 2011. Dansk premiere: 26.05.2011.

Fotos: Zentropa Entertainments/ Memfis Film/ Film i Väst/ Slot Machine/ SVT/ DR/ Arte/ Canal+/ CNC/ CinéCinema/ Nordisk Film Distribution/ DFI/ Eurimages/ Nordisk Film- & TV-Fond/ Swedish Film Institute/TrustNordisk/ CineMaterial/Screenmusings.org (framegrabs)

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies Blu-ray fra Nordisk Film, Artificial Eye og Magnolia Pictures

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.05.2011