Lars von Trier: Riget/ The Kingdom [Horror 100]

DET KOMISKE INFERNO
Lars von Triers Riget I-II

Af BO GREEN JENSEN

NOVEMBER 1994: DET begynder godt, og siden bliver det bedre endnu. Lars von Triers føljeton om Riget er en mærkværdighed i tv-sammenhæng, fordi den gør en dyd af en nødvendighed og dyrker et radikalt skyd-fra-hoften formsprog, der muligvis vil skræmme nogle seere i starten. Her danser kameraet efter skuespillernes rygge og foretager heftige panoreringer, der sagtens kan gøre en svag sjæl svimmel, mens Rigshospitalet langsomt forvandles fra et lysets sted til en gotisk struktur.

   Til tvivlerne er der dog blot at sige: hold ud og hæng på. Gradvis får man farten i kroppen, og den rå æstetik er mere end manér. Det bliver henad vejen ganske klart, hvorfor synsvinklen må skyde og slå sig så ekstremt.

   Trier har skrevet historien sammen med sin faste sparringspartner Niels Vørsel, og sjældent er det latente drengesind i deres praksis kommet bedre til sin ret. Som alle Triers film udspiller Riget sig i rum, der er bygget oven på andre rum, hvilket resulterer i en slags episk dobbelteksponering.

   Tydeligst peger Riget tilbage mod Epidemic (1987), hvor Trier og Vørsel tog på research i Tyskland, men også besøgte Rigsarkivet, hvor fugten drev og piblende sprækker syntes at indvarsle selve Huset Danmarks Fald. Her er det Rigshospitalet, som knager og revner og giver sig i fundamentet.

IFØLGE prologen er hospitalet bygget på det sted, hvor middelalderens blegemænd praktiserede deres erhverv. Lysets rationelle monument blev rejst på denne gyngende grund, og i deres formastelighed kaldte arkitekterne stedet for Riget. Nu vender mørket og fugten tilbage, måske fordi menneskene for længe har vendt ryggen til det, som ikke kan måles.*

   Den okkulte eller metafysiske ramme for Riget er primært et påskud for at fortælle en vild, balstyrisk og blodig historie, der kan bevæge sig hvor som helst hen, mens vi lytter og ser. Men gradvis bliver mærkværdigheden mere end en formel præmis. Den bliver en måde at erkende, erfare og fabulere på.

DEN svenske overlæge Helmer har stjålet så mange forskningsresultater fra andre, at ingen i hjemlandet vil give ham en stilling. Han er derfor, i allerhøjeste grad mod sin vilje, landet i folden hos professor Moesgaard på Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling.

   Stig Helmer, der spilles i høj, pragtfuld farcestil af Ernst-Hugo Järegård, er i bund og grund et ubehageligt menneske, så krakilsk og facistoid, at underholdningsværdien er høj, når han harcellerer over slapheden i den danske nationalkarakter. Når alting bliver ham for meget, og det gør det sidst i hvert afsnit, kravler han op på taget af Riget, skuer længselsfuldt mod Barsebäcks vagttårne og forbander de middelmådige Danskjävlar!**

   Mod sin vilje fatter man en pervers sympati for uhyret Helmer, for der er metode i hans galskab, og han er virkelig omgivet af inkompetance. Overlægen Moesgaard, spillet med distræt og nobel bravour af Holger Juul-Hansen, har travlt med at gennemføre trivselsprogrammet Operation Morgenluft. Det giver sig grotesk humoristiske udslag som forsøget på at afholde rundesang og den stadige tale om små klistermærker.

   Moesgaard tangerer det jublende idiotstadium og er samtidig et godt menneske. Resten af afdelingen lever med ham, men for Helmer er det næsten umuligt at sluge så mange kameler hver dag.

SKILDRINGEN af hospitalsmiljøet er karikeret som i en situationskomedie. Reservelægen Krogshøj, Søren Pilmark som dansk national(anti)helt endnu en gang, praktiserer alternativ forsyningsvirksomhed et sted i hospitalets kælder. Han kunne være klippet ud af Robert Altmans M*A*S*H eller måske Joseph Hellers Punkt 22, absurditeten som den skinbarlige fornuft, mens bureaukratiet imploderer. Hans forhold til kollegaen Judith (Birgitte Raabjerg) er en historie, som udvikler sig vildt siden hen.

   Moesgaards søn Mogge (Peter Mygind) leger kispus med afhuggede hoveder og belejrer søvnlaboratoriets sygeplejerske Camilla (Solbjørg Højfeldt). Den dæmoniske patolog dr. Bondo (Baard Owe) hjernevasker sine elever med forskruede maksimer om at yde, mens han leder efter den perfekte leversvulst.

   Narkoselægen Rigmor (Ghita Nørby) smyger sig kælent om Helmer og vil hele tiden nusse og flytte sammen (men har måske sin egen mørke grund, der henad vejen bliver rablende klar som alt andet i Riget).

   Som kronen på værket samles logen Rigets Sønner jævnligt i kælderen under det knagende hospital. Der er strengt taget ikke noget at sige til, at dr. Helmer tænker vemodigt på landet, der gav os Volvo, Björn Borg og The Hepstars.

PARALLELT med eller under dette komiske pandæmonium kører den mørkere fortælling, den rigtige historie om pigen, der døde på Riget engang. Det er simulanten og hobby-spiritisten Fru Drusse (Kirsten Rolffes i en formidabel præstation), der så småt etablerer kontakten i første afsnit.

   Siden vokser denne historie, efterhånden som det sorte vand gennembløder alt det hvide stof i Riget, og balancegangen mellem ironisk mysterium og alvorlig fortælling bliver blot mere rørende, når den kvindelige druide assisteres af portørerne Hansen (Otto Brandenburg) og Bulder (Jens Okking). Sidstnævnte fysiske klippe er tilfældigvis også Fru Drusses søn.

   Ved slutningen af første episode er man tilvænnet, men har endnu det meste af fornøjelsen til gode. Denne gang får man virkelig Triers billeder i blodet, og paradoksalt nok er dét, som instruktøren har betegnet som et venstrehåndsarbejde, lige ved at være hans mest helstøbte og medrivende historie til dato.

   Også fotografen Eric Kress, komponisten Joachim Holbek og medinstruktøren Morten Arnfred skal krediteres. Man er ligefrem lettet, da det sidste blodige billede følges af skærmteksten To be continued.***

FORBRYDELSENS element (1984) var måske mere uudgrundelig; Epidemic mere konsekvent i sin minimale æstetik; Europa (1992) større og renere tænkt. Men i Riget får 30 karakterer egenliv, og billederne bygger langsomt et sted. Det er skægt. Det er sort. Det er hektisk og uforudsigeligt tv-drama, der er gjort af samme stærke stof som Twin Peaks, Wild Palms og Edge of Darkness.

   Alle Triers film har haft en labyrint i deres inderste, men her befolkes strukturen for første gang med levende skikkelser, og historien overdøver den gennemførte æstetik. Med Riget har Trier skabt blivende skærmkunst. Og dertil fortalt os en fandens god historie.

SEPTEMBER 1997: Det mest bemærkelsesværdige ved Riget II er den selvfølgelighed, hvormed det lykkes Trier og Vørsel at holde hundrede bolde i luften på én gang og samle et fuldt hus af blandede genrekort, uden at konstruktionen på noget tidspunkt knager i fugerne. Riget, der i denne omgang faktisk får status som selve ondskabens epicenter, kilden alt mørke emanerer fra, er i høj grad en bygning i splid med sig selv, men filmen er det på ingen måde. Der er betydelig mere drive og stringens over handlingen i anden ombæring, som ofte citerer fra og tangerer ren horror, men livlinen til den skiftevis snerrende, skæve og gavmilde humor, der er Trier og Vørsels umiskendelige vandmærke, også hér, slippes aldrig ret længe ad gangen.

ERNST-Hugo Järegårds hovedrystende Stig Helmer skrider stadig rundt på gangene og måber over den danske slendrian og uduelighed, men han er i stigende grad et trængt menneske, som lever i skyggen af mange trusler og kun med nød og næppe klarer sig igennem fra krise til krise.

   Anæstesirapporten fra den hjerneskadede Monas forkludrede operation spøger stadig i periferien og fungerer som en slags macguffin, når Helmer og Søren Pilmarks »Krogen« nok engang mødes til et standoff i arkivet. Helmer må således tage walkman på for at overhøre en stævningsmand (Klaus Pagh er et af flere blasts from the past på den lange og smukt besatte rolleliste), der vil stikke ham papiret i hånden. Samtidig arbejder Helmer på at forvandle Krogen til en zombie, men dét handlingsspor savner endnu at finde en relevant funktion.

   Hvis Järegårds Helmer-skikkelse træder en anelse i baggrunden, rammer Kirsten Rolffes-figuren Fru Drusse til gengæld fuldkommen rent. Hun dominerer hver eneste scene, hun indgår i, og det er hende, der bærer handlingen rundt i korridorerne og kældrene i den nærmest detonerende hospitalsstruktur. Hendes hårdkogte one-liners sidder lige mellem øjnene, ikke mindst på hendes elskelige bamse af en søn. Og i hele fiktionen om Riget er hun den, der slipper bedst fra faktisk at tale med ånderne.

   

FOR mens Holger Juul-Hansens uforlignelige dr. Moesgaard begynder at samle på erotiske rekvisitter og går til radikal gestaltterapi hos Erik Wedersøe, der som psykiateren »Pigernes Ole« har fået et lille rum i den samme kælder, hvor Rigets Sønner fortsat holder deres lovlig parodiske møder; mens det til stadighed ikke lykkes Henning Jensens hospitalsdirektør at få skovlen under Rigets sminkede statistikker; mens personalet hver nat indgår væddemål om ambulancechaufføren Falkens blindkørsel; mens Solbjørg Højfeldts sexede Camilla (en bifigur som i sidste afsnit med ét vender plottet på hovedet) stadig dræner Peter Myginds Mogge for saft og kraft i søvnlaboratoriet, og Baard Owes denne gang så godt som redundante patolog Palle Bondo ikke nænner at få sit hepatosarkom dissekeret – mens alle disse spor kører slalom, er det i stigende apokalyptiske kræfter og motiver, som overtager Riget.

BIRGITTE Raabergs Judith plejer den søn, som hun fødte i første dels slutbillede. Allerede dengang havde han Udo Kiers hoved, og nu vokser han som »Lillebror« med en fart, som overskrider hans knoglers formåen. Som et grotesk messiasbarn anbringes han i afsnittene »Gargantua« og »Pandæmonium« efterhånden i et bizart stativ og er både en dreng med pibende stemme og et barn af sekelskiftet, der kan tage ondskaben på sig, hvis han får lov.

   Fru Drusse samler ånderne til rådslagning i det store auditorium. Fra luften ser vi Riget som selve Mørkets Hjerte, og i de nederste kældre foregår veritable sorte messer, mens Mona synes på vej til at blive et debilt orakel af en slags. Også i Swedenborg-rummet tælles der ned til årtusindeskiftet, og set i dét lys er det trygt og godt at have opvaskerne Vita Jensen og Morten Rotne Leffers stående i Rigets køkken, hvorfra de ser og kommenterer alt.

DA Riget I tog os med storm, kunne man pege på diverse kilder og eksempler, som enten havde inspireret Trier og Vørsel eller i hvert fald kunne have gjort det. Især David Lynch og Marks Frosts Twin Peaks – som også lod ondskaben vinde terræn, efterhånden som serien skred frem – var en hyppigt nævnt pendant, og forfatterne vedkendte sig gerne en vis gæld til både dén og Barry Levinsons politiserie Homicide (1993-1999, da. Drabsafdelingen), der sammen med Steven Bochcos NYPD Blue (1993-2005, da. New York Blues) gjorde de karakteristiske jumpcuts og det håndholdte kamera, der har været Trier en god følgesvend, til gængse stilfigurer. Vi havde aldrig set noget lignende, men vi kunne dog se, hvordan Riget var kommet i stand.

DET kan man ikke i anden omgang. Riget II er en så fuldkommen original kreation, at man næppe kunne nævne fortilfælde, hvis man skulle blive grebet af en pervers trang til at sætte skærmkunsten på formel. Riget II er blevet sin helt egen, selvindlysende verden, et komisk inferno i en rigt forsiret kosmologi, der har egenliv og hviler i sin egen balance. Den eneste usikkerhed kommer af måden, på hvilken serien er tænkt som både en føljeton med indlagte cliffhangers og en reel spillefilm, som man ser i ét hug.

   Jeg tror nok, at den trods alt gør sig bedst i sidstnævnte skikkelse, men sætter også denne gang pris på de selvironiske epiloger, som Trier i tv-versionen lader afrunde hver episode. Han er til lejligheden iført Carl Th. Dreyers aflagte smoking. Han gør både lysets og hornenes tegn med et stort glimt i begge forelskede øjne. Trier som ung kender slet ingen grænser. Der er derfor ingen tvivl om karakteren: fire stjerner ud af fire mulige.

Dette er de oprindelige anmeldelser af Riget og Riget II, som skrevet og trykt i 1994 og 1997, da formen var overraskende ny, og konceptet måtte forklares fra bunden. Den sidste sæson, Riget: Exodus, som både afslutter og genstarter værket, fik premiere på Venedig Festivalen i september og streames på Viaplay fra 9. oktober 2022.

*) Fortælleren (Ulrik Cold) fremsiger denne prolog: »Grunden under Rigshospitalet er gammel mose. Der lå Blegedammene engang. Her gik blegemændene og fugtede deres store lærreder i det lave vand for at lægge til blegning. Fordampningen indhyllede stedet i en permanent tåge. Senere byggedes Rigshospitalet her, og blegemændene blev skiftet ud med læger og forskere og landets bedste hjerner og mest fuldendte teknologi. Og som kronen på værket kaldte man stedet for Riget. Nu skulle livet defineres, og uvidenhed og overtro aldrig mere kunne ryste videnskaben. Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er, som om kulden og fugten er vendt tilbage. Små tegn på træthed er begyndt at vise sig i de ellers så solide og moderne bygninger. Ingen levende ved det endnu, men porten til Riget er begyndt at åbne sig på ny.«

**) Trier og Vørsel var inspireret af de (for vores generation) sagnomspundne »Lorteland«-monologer, som på rituel vis afsluttede hver episode af Hov-hov, den satiriske ugerevy, der blev sendt på DR fra 1968-70. Buster Larsen (1920-1993) fremsagde teksten, som var skrevet af Knud Poulsen (1920-2003). Også Ole Bornedal var inspireret af Hov-hov, da han skrev »Det’ fandme uhyggeligt, du!«-monologerne til Den Gale Mand (Peter Schrøder) i Den gode, den onde og den virkli’ sjove (DR 1990-91).

*** Ifølge Joachim Holbek lyder teksten til titelsangen i sin helhed: »Spe-cu-lum et cetera. (Umph!)/ A-ve fer-rum, spes u-ni-ca./ Læg ti læs kul i to rum. (Umph!)/ Mo-ri-tu-ri te salutant.// Glo-ri-a in ta-bu-la mors./ One, two, three, four, five, six, se-ven./ La di da di. La di da di./ R-E-C-T-U-M RECTUM.//A-ve fer-rum, spes u-ni-ca./ Mo-ri-tu-ri te sa-lu-tant./ Glo-ri-a in ta-bu-la mors./ R-E-C-T-U-M RECTUM.« Endvidere er der to kor: »1. Everbody’s [sic] down for a pound of flesh; 2. Oh, death where is thy sting?/ Oh, death where is thy blessed sting?«

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Dogville (2003) [Moderne mestre]; Lars von Trier: Manderlay (2005); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2019]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013); Lars von Trier: The House That Jack Built (2018).

Riget 1-2 (The Kingdom). Instr.: Lars von Trier & Morten Arnfred. Manus: Lars von Trier & Niels Vørsel. Foto: Eric Kress & Henrik Harpelund. 572 min. Danmark 1994-96.

Lars von Trier & Niels Vørsel: Riget. 198 s. København: Forlaget Aschehoug, 1995.

Fotos: Zentropa/ DR/ Viaplay/  DFI/ YouTube 

Riget + Riget 2 streames på Viaplay før premieren på tredje sæson, Riget: Exodus, der åbner 09.10.2022. Fra 2023 også på dr.dk.

Riget findes på dvd i flere udgaver. Den bedste er Zentropas egen, som indgår i The Lars von Trier Collection. I 2024 udkom et bluray-boxsæt med alle tre sæsoner og meget nyt baggrundsmateriale. Arthouse-platformen MUBI udgav den definitive The Kingdom Collection.

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 18.11.1994 (med rubrikken »Ind i labyrinten«) + Weekendavisen Kultur 10.10.1997 (med rubrikken »Triers komiske inferno«) – Sammenklippet er tidligere trykt i Det første landskab - myter, helte og kunsteventyr (Rosinante, 1999).