PACIFISTER MED VÅBEN
Idé og følelse blandes behændigt
Af BO GREEN JENSEN
Om dagen er gaderne tomme, når de »rigtige mænd« er i minen. Clarabelle (Novella Nelson), familiens afroamerikanske barnepige, taler Dicks far fra at sende ham derned. I stedet bliver han en af de unge, som muligvis har livet for sig, men alligevel er tilovers. Sky og sær begynder Dick at arbejde for den panikslagne købmand. Tiden går uden at sætte sig spor.
DRENGENE retter sig helt op. Susans bryster vokser i takt med de unge mænds selvfølelse. I salonen hører de The Zombies, »She’s Not There» og »Time of the Season«. Hver især tager en affekteret, pseudo-britisk identitet. De er landevejsrøvere, som ikke praktiserer, Dick Turpin ganget med Billy the Kid. I én scene hvor alt balancerer, skiftes de til at danse for kameraet. Deres data skrives udførligt på lærredet.
Fotos: Zentropa Entertainments/ Nimbus Film/ Lucky Punch/ Heimatfilm/ Slot Machine/ TV2/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Alt det ændrer sig imidlertid, da pistolen finder sin plads i hans hånd. Fornemmelsen er forbløffende stærk. Egentlig er våben slet ikke Dick. I hvert fald har de aldrig sagt ham meget. Men på mærkelig vis får hans liv en slags midte, og en aften dukker Stevie (Mark Webber) fra købmandsbutikken uanmeldt op med sin særlige »Partner«, en Luger fra krigen i Nordafrika, der har fået kælenavnet Bad Steel.
Så er de to til at læse om skudsår og avanceret ballistik. Begge unge mænd har fået faste blikke, da den fysisk udfordrede Huey (Chris Owen), hans lillebror Freddie (Michael Angarano) og generte Susan (Alison Pill) slutter sig til dem. De indretter sig i en mineskakt og bruger kun pistolerne dér. Det er Dick, som formulerer deres program. De skal forblive »pacifister med våben«. De kalder sig The Dandies, en hjemmestrikket outsiderbande, som hører gammel britisk rock og klæder sig som lapsede desperadoes.
DRENGENE retter sig helt op. Susans bryster vokser i takt med de unge mænds selvfølelse. I salonen hører de The Zombies, »She’s Not There» og »Time of the Season«. Hver især tager en affekteret, pseudo-britisk identitet. De er landevejsrøvere, som ikke praktiserer, Dick Turpin ganget med Billy the Kid. I én scene hvor alt balancerer, skiftes de til at danse for kameraet. Deres data skrives udførligt på lærredet.
Men tilværelsen har sine årstider. For Dick sætter vinteren ind, da Sherif Krugsby (Bill Pullman) beder ham blive værge for den kriminelle Sebastian (Danso Gordon), der er barnebarn af hans drengeårs Clarabelle. Sebastian har prøvet at dræbe og føler slet ikke det samme for Dandiernes pagt. Susan synes om ham, for nu at gøre ondt meget værre, og det piner Dick at tabe terræn. Han regerer i princippet, men Sebastian har naturlig autoritet.
Endelig udløses al mulig spænding, da Dandierne beslutter at demonstrere, hvad idealer betyder i praksis. Clarabella skal ikke sidde og blive ædt op af angst i sit køkken. De bevæbnede pacifister vil følge hende over pladsen, så hun kan drikke sin årlige kaffe med veninden. Hér går det galt, på den lille bys torv, som Dear Wendy kortlægger med samme pertentlige præcision, manuskriptforfatteren Lars von Trier lagde for dagen i sin egen Dogville.
DER er er da også lidt Dogville light over filmen, i det mindste et stykke af vejen. Imidlertid har Thomas Vinterberg forankret Triers abstrakte fabel i en konkret ung synsvinkels virkelighed, som på én gang føles frisk, realistisk og meget romantisk.
På ryggen af tegneserier og neoheroiske westerns går de unge løver til angreb på verden, da våbenglæden med ét bliver alvor. Forløsningen er så voldsom og mytologisk realiseret, at Sergio Leone og Sam Peckinpah ville smile.
Dear Wendy er mindre søgt end den lyder. Triers idé er måske ikke dyb, men den er skarp og ren og får lov at blive stående, mens Vinterberg iscenesætter de unge fredløses famlen.
Således mødes erfaring og uskyld i en særpræget film, der både har moralsk vision, romantisk løft og gennemkomponerede billeder. Dear Wendy udgør en undtagelse i begge filmskaberes produktion. Man ved aldrig helt, hvor man har den.
Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).
Se også Thomas Vinterberg: Kollektivet (2016); Thomas Vinterberg: Kursk (2018); Thomas Vinterberg: Druk/Another Round (2020) [Oscars 2021]; To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015).
Dear Wendy. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: Lars von Trier. Foto: Anthony Dod Mantle. 101 min. Danmark-Frankrig-Tyskland-UK 2005. Dansk premiere: 04.02.2005.
Filmen streames på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.02.2005
Ingen kommentarer:
Send en kommentar