Dear Wendy: Et interview med Thomas Vinterberg [2005]

HJEMME FRA SUNDANCE

Thomas Vinterberg om sin og Lars von Triers våbenfabel

Af BO GREEN JENSEN

FEBRUAR 2005: THOMAS Vinterberg taler belevent med pressen. Han er netop kommet hjem fra Robert Redfords Sundance Film Festival i Utah, formentlig verdens mest prestigiøse udstillingsvindue for mindre, typisk uafhængige filmproduktioner, der på diverse måder bryder med den kommercielle hovedstrøm. Er en film af skandinavisk herkomst, vil dét i sig selv være nok.

   Dear Wendy fik ganske vist ingen priser – modsat Susanne Biers Brødre, der blev kåret som publikums favorit – men den blev medlevende anmeldt i brancheblade som Hollywood Reporter og det britisk baserede Screen International. En europæisk film om amerikanske »pacifister med våben«, skrevet af instruktøren bag den forkætrede Dogville, men instrueret af manden bag den elskede Festen, må selvsagt virke provokerende i Guds eget land.

   Nu gælder det premieren herhjemme, og dansk kunstfilms 35-årige kronprins vil atter forholde sig til spørgsmål om, hvad der skete med Dogme95-ånden og hvorfor det igen er blevet noget ganske andet end Festen. For to år siden frygtede han det værste og håbede det bedste, da It’s All About Love skulle lanceres. Denne gang tager han det lidt mere roligt. Endvidere kan mange spørgsmål sendes videre til Lars von Trier, som skrev manuskriptet – efter sigende på fire dage.

– HVORDAN blev »Dear Wendy« modtaget i Sundance, og er reaktionen i Sundance typisk for, hvordan filmen vil blive modtaget i USA generelt?

   »Lad mig starte bagfra: Nej, det tror jeg ikke. Jeg forestiller mig, at der må være nogle mennesker, der har stemt på George Bush, siden han er blevet præsident, og jeg tror ikke, at det er dem der dukker op til Sundance Film Festival. Jeg bilder mig også ind, at der er en stor mængde højre-religiøse, som ikke nødvendigvis vil tage den hér film til sig. Men jeg ved det ikke. Jeg kan kun sige, at modtagelsen i Sundance var en stor lettelse for mig, fordi jeg vidste, at jeg endnu en gang var ude i en ikke helt almindelig film, en film som dybest set, helt ned i sin kerne, er en konstruktion.«

   – Når man har set »Dogville« og ved, at de to film har samme manuskriptforfatter, genkender man en række stilgreb. Den skematiske plan over torvet, karaktererne som bærer nogle bestemte moralske standpunkter...

   »Lars har en del, hvad skal man sige, signaturer rundt omkring. Jeg har i ydmyghed og respekt for oplægget – og i virkeligheden også med en vis grad af taknemlighed – selv fremelsket nogle af dem. Altså kortet over pladsen og den slags ting, som jeg ikke forsøger at lægge skjul på overhovedet. Der var en del af produktionsforløbet, hvor jeg tænkte: Sørg for at få fjernet hvert et spor af Lars von Trier. Men pointen var ligesom at forsøge at forene det bedste af to verdener. Det var dét, vi blev enige om at prøve.«

Det bedste af to verdener

– DU skriver kort om det i pressematerialet. At Lars står for det matematisk præcise, konstruktionspræget, som du har forsøgt at levendegøre. Blandt andet har du gjort karakterne ti år yngre, hvilket sikkert er meget godt set. Er Dick så i virkeligheden en teenageudgave af Paul Bettanys karakter i »Dogville«, den selvretfærdige humanist? Har de ikke en hel del tilfælles?

   »Jo, det kan man roligt sige. Jeg kan næsten svare ja uden egentlig at have tænkt det igennem. Det hænger vel sammen med, at Lars, som mange andre forfattere, skriver sig selv ind, og naturligvis på den øverste hylde. Man skriver i virkeligheden lidt af sig selv ind i alle karaktererne, og det mener jeg i meget høj grad, at han har gjort, både hér og i Paul Bettanys rolle.«

   – Det er jo ikke flatterende selvportrætter. Humanister som tror de er lidt bedre end andre, hvorpå det viser sig, at de faktisk er værre...

   »Men de er stadig karismatiske mennesker, som folk flokkes om. Det er også karakteristisk for Dear Wendy. Her er endnu en gang en historie i Lars’ liv, en mand samler nogle disciple omkring sig om et galt projekt, og så hopper de ud over klippen sammen. Jeg har selv deltaget i Dogme-projektet, som havde samme karakter. Måske er Idioterne den film, der tydeligst kan parallelliseres på den måde. Og hele Zentropa. Og Filmbyen som begivenhed.«

Våbenkulturen

– BLEV I selv lidt fascinerede af våben og våbenkulturen, mens I arbejdede med filmen?

   »Der ligger to spørgsmål dér. Ja, vi blev fascinerede af våben. Men med våbenkulturen forstår jeg den dér mængde af nørder, som findes i virkeligheden, og dét var ikke specielt attraktivt. Det er nogle helt specielt tossede mennesker, og det er lukket land for mig.«

   – En af dem har en snert af det, den første som kommer til Dick...

   »Stevie, ja. Han har lidt af det hér rigtige våbennørd. Som ikke taler så meget, som støber sin egen ammunition og sådan. Jeg blev fascineret af at skyde, og jeg lærte en masse om våben og skudsår. Det var utroligt så lidt, jeg vidste om de ting. Eller det er utroligt så meget, der er at vide. Og det er utroligt, så mange spøgelser der er i folks bevidsthed omkring det at skyde. Jeg har jo altid haft en forestilling om, at når man bliver skudt, bliver man kastet tilbage. Men det svarer bare til, at du bliver nevet og siger av og hopper tilbage. Jeg har haft en illusion om, at man bliver slynget tilbage.«

   – Det gør man som regel på film...

   »Men ikke i virkeligheden, lige meget hvor kraftig en kaliber, du bliver mødt med. Var du i løb fremad, så fortsætter du i løb fremad. Og synker sammen.«

   – Clarabelle, Sebastians bedstemor, har den dér enorme riffel i sin taske, som hun pludselig hiver frem midt på pladsen...

   »Ja, men det er jo spredehagl. Så dét er en helt anden snak. Det er dér, det bliver virkelig tegneserie. Og på et meget tiltrængt tidspunkt. Personlig synes jeg faktisk, at filmen er på lidt af en skovtur lige dér. Jeg ånder lettet op, hver gang hun pløkker den dér politimand, så er vi ligesom tilbage på sporet.«

Young Guns

– TIL gengæld er det også dér, at der virkelig går »Young Guns« i filmen. Der er mange, der har sagt det. Slutopgøret ligner decideret »Young Guns«, også i kraft af karakternes alder og kostumer...

   »Det synes jeg jo er en fornem sammenligning. Det lyder ikke, som om den er formuleret sådan, men i min verden er det en kompliment.«

   – Man mener vel, at der går stiliseret og let romantiserende voldsfremstilling i filmen til slut...

   »Det er jeg slet ikke enig i. Det er jeg virkelig ikke. Men det er jo deres oplevelse, dén skal de have. Tværtimod synes jeg, at man er i deres verden, med de stiplede linier og alting. Man er simpelthen gået helt ind i deres computerspil på det tidspunkt. På et tidspunkt bliver vi meget længe på Jamie, og først dér begynder han at mærke virkeligheden. Han ser ligene for sig og sidder og trækker vejret længe.«

   – Hver kan én ting. En er god til præcisionsskydning, og vi ser ham tage snigskytten ud i ét skud –

   »Ja, og dét kan vi tale om. I virkeligheden synes jeg, det er en smule misvisende at kalde det romantiserende, men det er interessant, at der er en vis tilfredsstillelse ved det, selv om de alle sammen bliver mejet ned. Vi har jo siddet en hel film og ventet: Få nu fyret de våben af! Da jeg læste manuskriptet, var dét i sig selv meget stærkt provokerende for mig. Ligesom det var provokerende at forestille mig Henning Moritzen som faderen i Festen, for ham kan vi jo godt lide. Som gammel kollektivopdraget dreng generede det mig, at jeg sad og tørstede efter det hér blodbad. Der er faktisk noget opløftende ved det. Mere har jeg ikke at sige om det. Andet end at det forstyrrer mig.«

Dandier og Zombies

– DANDYKLUBBENS medlemmer er de dér stille teenagere, klassiske outsidere som går lidt alene. Er der andet end våben, som kunne have samlet dem?

   »Min kone sagde faktisk, at for hende kunne det lige så godt have været en film om heroin. Hvis man skiftede plakatens pistol ud med en kanyle, kunne man beholde sloganet: One Shot Is All It Takes. Det afhængighedsforhold, som de opbygger, dét med at dyrke 70er-musik, følelsen af, at de vokser af det. Så det er vel dét med at være en gruppe. Hvis vi skærer det politiske lag væk et øjeblik, kan man sige, at her er en gruppe unge mennesker, som vil noget større end deres virkelighed. Vi kan ovenikøbet forstå dem, for vi har malet virkeligheden meget trist, og de vil noget mere end det. De tager afsked med virkeligheden og går ind i deres egen verden for at være sammen om et eller andet. Det kunne være noget så fornuftigt som et band. Det kunne være heroin. Det kunne være graffitimaleri. Nu blev det våben, og på den måde synes jeg, at Lars er genial, fordi han i sit eget lille mikrokosmos sender en verdenspolitisk provokation ud. Samtidig er det også dét, som jeg tror vil desorientere nogle mennesker. De tænker: Orv, der er en besked, vi skal fange, og den vil de sidde og lede efter, ikke sandt?«

   – Du siger 70er-musik. The Zombies er vel snarere 60er-musik. De lavede to plader, »Begin Here« (1965) og »Odessey & Oracle« (1968), og så fik Rod Argent og Colin Blunstone deres egne bands og projekter. Hvorfor var det band så vigtigt for »Dear Wendy«?

   »Det er jo Lars, der skal svare på det. Zombies var med i manuskriptet. Et af de fornemste svar, som jeg har hørt ham give, er: Inde i mit hoved er der en lille kasse med ting, som jeg godt kunne tænke mig at putte i en film. Sådan har vi det alle sammen, når vi skriver. I den kasse lå der altså en stak Zombies-plader, og det er jo det ærligste udgangspunkt.

   Grunden til, at jeg virkelig har forelsket mig i musikken, udover at den giver filmen noget hipt og noget coolness, adskiller den lidt fra bare sådan at være en brilleabefilm, er at den fremhæver hele det anglofile element. Der er et spændingsfelt, han sætter op, mellem at være en handlingens mand og en ordets mand, Amerika over for England og Europa. Der er ligesom sat nogle poler op, der giver en kraftig spænding i filmen. Dandiernes fine manerer kombineret med hele westerngenren. Deri indgår Zombies som det helt rigtige element.«

Amerikanernes våben

– HVAD mener Lars von Trier selv om resultatet?

   »Han er meget begejstret. Påstår han. Det virker han nu også til at være. Han har været meget engageret hele vejen. Det er en meget klar overenskomst i europæisk film, at når man instruerer, så er man den, der bestemmer. Sådan har det også været hér, og så har det jo ikke kostet ham noget eller mig noget. Vi har diskuteret tingene undervejs, men det har været fuldkommen klart, at jeg tog beslutningen til slut.«

  – Angående idéindholdet: Det er let at se filmen som en politisk allegori om, hvordan Vesten er...

   »Det er dét, jeg har sagt så smart i pressematerialet, for jeg syntes pludselig, at det var så nærliggende.«

  –- Har filmen mest relevans i Europa eller USA?

   »Hvis amerikanerne vil tage den til sig, hvis de åbner sig for den, så vil jeg mene, at den kan have større relevans dér. Samtidig sidder jeg og tænker i mit hoved, at den formentlig vil spille bedre i Europa. Den reflekterer over amerikanernes liv, men man kan jo sige, at amerikanerne er foregangsmænd for hele den vestlige verden. Derfor er de også, hvad skal man sige, essensen af hvad vi er hér. Vores samfund er vel efterhånden i realiteten Amerika light. Derfor er det interessant at forske i, hvordan tingene hænger sammen derovre.«

   – Vi har en tilbøjelighed, i hvert fald når det gælder våben, til at tænke, at vi er lidt bedre og mere fornuftige end de. Men samtidig er det, som om vi lader dem have våbnene, køre NATO og gøre det beskidte arbejde, mens vi analyserer, om vi kan forsvare at være med...

   »Det hænger fuldstændig sammen. Det kunne være interessant at se, hvordan et land som Danmark ville reagere med en lige så liberal våbenlovgivning. Jeg tror, det ville gå mindst lige så galt. Michael Moore har jo lavet nogle fordrejninger i vores hoveder. Han sammenligner USA med Canada og insinuerer, at de har lige så mange våben, men de skyder ikke hinanden. Det er desværre forkert. Det er ellers en interessant sammenligning, men det er altså også noget med, at det er meget sværere at komme i besiddelse af våben. Jeg talte med nogle canadiske journalister om det. De siger, at det er fup og svindel.«

Efter Festen

– ER der nogen sinde nogen der siger: Hvorfor laver du nu sådan noget? Hvorfor laver du ikke en ny »Festen«?

   »Det var der én, der sagde i Sundance. Han sagde: Jeg hader Lars von Triers film. Jeg elsker dine film. Så sagde jeg: Må jeg godt bestille dig til at rejse rundt og sige det? Men hvad spørger du egentlig om?«

  – Jeg spørger, om du ind imellem føler det som et pres at skulle gentage succesen fra »Festen«?

   »Ikke mere. Det gjorde jeg i meget høj grad. Det talte vi jo om i forbindelse med It’s All About Love. Nu er jeg begyndt at kunne nyde Festen som en del af min tilværelse, som noget jeg er stolt af og som en del af det program, det cirkus jeg rejser med. Måske er det, fordi jeg har trukket mig tilbage fra den dér konkurrence med mig selv. Og i virkeligheden også fra konkurrencen med andre. Jeg opdagede, hvor selvoptaget en proces det er, sådan hele tiden at måle sig i forhold til omverdenen. Det har jeg simpelt hen, på alle mulige konkrete måder, fralagt mig. Det er skønt, og det fungerer. Når det så er sagt, kan jeg mærke en fornemmelse af vilkårlighed, der kan opstå i min række af film, og som jeg ikke bryder mig om. Og som jeg derfor udfordrer nu ved at lave en dansk film.«

Thomas Vinterberg blev interviewet på Nordisk Film i Valby den 31. januar 2005. Filmen, som han nævner til slut, er En mand kommer hjem, der fik premiere i 2007. Den kan, uden sammenligning i øvrigt, ses som en pendant til Lars von Triers Direktøren for det hele (2006) og Lone Scherfigs Hjemve (2007). Det var tiden, hvor hjemstavnen blev generobret med komedier. Snart var man videre i høj form, Scherfig på engelsk med An Education (2009), Trier med kønsalkymien i Antichrist (2009), Vinterberg med virkeligheden i Submarino (2010).

Se også Lars von Trier: Dancer in the Dark (2000); Lars von Trier | Thomas Vinterberg: Dear Wendy (2005); Lars von Trier: Direktøren for det hele (2006); Lars von Trier | Jacob Thuesen: Erik Nietzsche – De unge år (2007); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]; Lars von Trier: Melancholia (2011) [Sci-Fi 100]; Lars von Trier: Nymphomaniac 1 + 2 (2013).

Se også Thomas Vinterberg: Kollektivet (2016); Thomas Vinterberg: Kursk (2018); Thomas Vinterberg: Druk/Another Round (2020) [Oscars 2021]; To versioner: Far from the Madding Crowd (1967/2015).

Fotos: Zentropa Entertainments/ Nimbus Film/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ BGJ

Dear Wendy streames på Blockbuster, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime

Interviewet stod i Weekendavisen Kultur 04.02.2005.