Translate

fredag den 3. januar 2020

Far from the Madding Crowd (1967/2015)



FJERNT FRA VERDENS VRIMMEL
To film efter Thomas Hardys roman 

Af BO GREEN JENSEN

THOMAS Hardy (1840-1928) skrev på tyve år ti romaner, som udspiller sig i en fiktiv version af Dorset, Devon og Somerset i det sydvestlige England, hvor han selv var født og vokset op. Han kaldte egnen for Wessex og skabte ad åre en fælles baggrund for bøgernes realistiske skildring af en stor og som regel romantisk historie.
   Når der står Casterbridge hos Hardy, skal man forestille sig Dorchester, hvor forfatteren selv havde adresse. Man kan finde alle stederne, hvor Hardys hjertescener udspiller sig, inklusive den afskærmede »fordybning mellem bregnerne«, hvor Frank Troy og Batsheba Everdene mødes i Far from the Madding Crowd (1874). Topografien er altid autentisk. Derfor er Wessex i dag et yndet rejsemål for litterære turister.
   Hardy skrev sin prosa til magasiner og aviser, ofte på mål og bestilling. Han gjorde det for at finansiere arbejdet med sine digte, som han nørklede med i årtier, før han sendte dem til tryk. Det er dog ikke ensbetydende med, at romanerne og novellerne i Wessex Tales (1888) og Life’s Little Ironies (1894) blev rystet ud af ærmet. Hardy var en grundig mand, som så på verden med kulsorte øjne. Hans livssyn er knusende tragisk. Alligevel har bøgerne været i tryk lige siden, han skrev dem.
   

THOMAS Vinterberg har instrueret (endnu) en filmatisering af Far from the Madding Crowd. Også det er gjort på mål og bestilling, men alligevel er der tale om grundigt og ordentligt hjertearbejde. Hovedparten af Vinterbergs film er realistiske historier. Undtagelserne er to fabler, It’s All about Love (2003), som var dystopisk sci-fi med samtidsadresse, og Dear Wendy (2004), som var en slags syndefaldsmyte om våben, forklædt som teenagewestern og skrevet af dogmebroderen Lars Von Trier.
   Med Submarino (2010) og Jagten (2012) fandt Vinterberg på den svære måde en ny modenhed og vendte tilbage efter nogle usikre år med En mand kommer hjem (2008) og diverse forefaldende arbejde. Alle Vinterbergs film har en dansk signatur og en personlig tone. Far from the Madding Crowd er britisk arvesølv.
   Øvelsen skal demonstrere, at Vinterberg kan lave ægte periodefilm og i en vis forstand overskride sin grænse. Han er i denne film helt og holdent fortællingens tjener. Roman Polanski gjorde noget lignende, da han filmatiserede Hardys Tess of the d’Urbervilles i 1979. Det er ikke just et eksempel, der skræmmer.
   


HARDY fortæller som altid om stor kærlighed og en lunefuld skæbne. Batsheba Everdene (Carey Mulligan) inkarnerer begge dele. Hun er viljestærk og handlekraftig. Hun siger nej til fåreavleren Gabriel Oak (Matthias Schoenaerts), mens han endnu er den økonomisk stærke i forholdet. Hun charmerer naboen William Boldwood (Michael Sheen) med et ubetænksomt gækkebrev, som slår manden mentalt ud af kurs.
   Batsheba er altid hensynsfuld, når hun forklarer sine bejlere, hvorfor kærligheden ikke er en god idé. Hun bliver dog selv kørt over af skæbnen, da hun falder for soldaten Frank Troy, som kun er interesseret i fem minutter og behandler hende (og alle andre, for den sags skyld) fuldkommen hensynsløst. Ikke fordi han er grusom som sådan, men fordi det ligger i hans natur.
   

DENNE natur er hos Hardy et bæst, som bliver værre med tiden. De første af hans bøger er relativt lyse i mælet. De har kønne titler som Under the Greenwood Tree (1872) og A Pair of Blue Eyes (1873). Fjernt fra verdens vrimmel tager sin billeddannende titel fra et digt af Thomas Gray: »Far From the madding crowd's ignoble strife/ Their sober wishes never learn'd to stray;/ Along the cool sequester'd vale of life/ They kept the noiseless tenor of their way.«
   I senere karakterstykker som Tess of the d’Urbervilles (1891) og Jude the Obscure (1895) er positivismen forvandlet til determinisme. Hardy står under den tomme himmel og ryster sin knyttede hånd i protest. Til gengæld elsker han jorden, som brave bønder dyrker i pagt med de skiftende årstider. Hardy var en stor fan af landmandslivet. Han så industrialiseringen som begyndelsen på menneskets slutning.
   Bøgernes mænd er som hugget i sten. Michael Henchard sælger sin kone og sin datter til en sømand i The Mayor of Casterbridge (1886). Jude Fawleys forstyrrede søn tager sit eget og sine søskendes liv - »Fordi vi er for mange« - i Jude the Obscure, hvor også klassekamp og systemkritik er blevet en del af Hardys register.
   Den tragiske Tess er vel Hardys største kvindefigur. Til gengæld har Batsheba inspireret en lang række fiktive søstre, fra Scarlett O’Hara i Gone with the Wind til Katniss Everdene i The Hunger Games, fordi hun er ressourcestærk og ingenting fortryder. Hun lærer også af sine fejl. Batsheba træffer omsider det rigtige valg.

   

HISTORIEN har en forpligtende stamtavle. Den første stumfilm blev indspillet i 1909. En lang version med Florence Turner fik premiere i 1915. Filmen er gået tabt, men lanceringen overlever. Man ser, at det hen over 100 år uvægerligt er scenen, hvor Batsheba og Troy mødes i »the hollow amid the ferns«, der tænder publikums fantasi.
   Bogen er overført til scenen i mange omgange. I 1882 var Hardy selv medforfatter på den første teaterudgave. Far from the Madding Crowd findes også som ballet (1996), musical (2000) og opera (2006). Den mest trofaste dramatisering er tv-udgaven fra 1998, en miniserie i dobbelt spillefilmslængde med Paloma Baeza, Nathaniel Parker og Jonathan Firth (Colins lillebror) som Frank Troy.
  

DOG skal Vinterbergs film især konkurrere med erindringen om John Schlesingers på alle måder velskabte helaftensfilm fra 1967. Julie Christie var muligvis for moden og moderne i rollen som Batsheba, men Alan Bates var en bundsolid Gabriel Oak, og som soldaten havde Terence Stamp en panache, der er væk i den nye version. Peter Finch havde rollen som Boldwood. Aristokraten er altid en skyggefigur.
    Romanen var kongenialt bearbejdet af Frederic Raphael, og Nicolas Roegs billedside var decideret spektakulær. Kort efter blev Roeg selv instruktør af Performance, Walkabout, Don’t Look Now, The Man who Fell to Earth og Bad Timing. Man kan se, hvor han kommer fra i Far from the Madding Crowd, der også giver sangene fra Hardys bog betydelig plads. Filmen er stadig en svimlende oplevelse. 



  
VINTERBERG lægger alt dette væk og begynder fra bunden et helt andet sted. Det bør publikum også gøre. Manuskriptforfatteren er David Nicholls (som skrev romanforlægget for Lone Scherfigs One Day), og Charlotte Bruus Christensens mørkere, blødere billedside lægger sig efter jordfarverne i Dorset, som man også ser i Polanskis Tess, der var fotograferet af Ghislain Cloquet og Geoffrey Unsworth.
   Vinterberg gør en dyd af at respektere traditionen. Alligevel er det i kraft af sin moderne sensibilitet, at filmen skiller sig positivt ud. Carey Mulligan er lige så meget en type af sin tid, som Julie Christie var i 1967. Stoikeren Gabriel har alle dage koncentreret de bedste af jordens kvaliteter. Karakteren er lidt af et egetræ selv.
   Mest interessant er derfor soldaten, som spilles af Tom Sturridge med nærmest neurotisk forurettelse og det, som amerikanere kalder a sense of entitlement. Frank Troy skal fra Hardys hånd være en charmerende sjuft, der lever i nuet (»He was a man to whom memories were an incumbrance, and anticipations a superfluity.«)


   



TROY forfører Batsheba med sin fægtekunst. Scenen, hvor de mødes ved solnedgang, og han drejer cirkler om hende med sin parringsdans, er et højdepunkt i alle versioner af historien. Hos Hardy beder hun selv om at se kunststykket, som der går rygter om på egnen. Hun bygger forventningen op i et helt kapitel og er moden til at plukke, da de mødes. Han spidder larven på hendes kjole og skærer en lok af hendes hår med et stød, som kunne være drevet igennem. 
   Hos Schlesinger bliver episoden i sig selv et ækvilibristisk sætstykke. Der zoomes og blændes over, mens Christies karakter får åndenød og ser kavaleri, der stormer fremad i fuld uniform. Terence Stamps elegante forfører er filmet fra mange vinkler, mens han trækker sig væk, bøjer sig frem, presser på og driver stødet ind. Han betoner, at han ikke kan præstere, hvis hun er bange. Det er så tæt på et samleje med fuld penetration, som filmkunsten kommer på denne side af Hitchcocks dampende lokomotiver, der forsvinder ind i en dragende tunnel.
   Hos Vinterberg kommer opvisningen ud af det blå. Den har samme effekt, at tryllebinde Batsheba, men hun er uforberedt på demonstrationen. Der er ingen stor musik og ingen dvælende gylden montage. Der er slet ingen indklip af angribende kavalerister. Tværtimod afvikles scenen med kejtet håndgribelighed. Troy bakser med sit våben. Atmosfæren er erotisk, men også mere solidarisk. Både manden og kvinden anstrenger sig.
   


DET er denne empatiske kvalitet, der får den nye filmatisering til at leve, som regel efter Mindre er Mere-princippet. Gabriel er skildret uden de teatralske reaktionsbilleder, som Schlesinger-filmen er fuld af. Da hans får drives ud over klippen, er det mere forfærdende end nogensinde. Det er også mere virkeligt.
   Far from the Madding Crowd er tæt på at være en lydefri film. Det lykkes at levendegøre passionen, snarere end at forklare den. Hardy forklarer i øvrigt selv frejdigt løs og analyserer på sine karakterer, meget som en victoriansk dukkemester. I Vinterbergs hænder bliver Far from the Madding Crowd en moderne fortælling, som respekterer sit klassiske forlæg, men taler til tiden og mennesker nu.


Far from the Madding Crowd. Instr.: Thomas Vinterberg. Manus: David Nicholls. Foto: Charlotte Bruus Christensen. 119 min. Dansk premiere: 23.04.2015.




Foto: MGM/ Studiocanal//Fox Searchlight Pictures/ Filmcompagniet/ SF Studios
Artiklen stod (forkortet) i Weekendavisen Kultur 24.04.2015

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar