Translate

onsdag den 15. januar 2020

Kevin Costner: Open Range (2003) [Westerns 100]



ÅBNE VIDDER
Kevin Costner og den amerikanske western

Af BO GREEN JENSEN


FÅ genrer er gravlagt og genrejst så ofte som den traditionelle amerikanske western. Siden Zinnemans High Noon (1952), Stevens’ Shane (1953) og Fords The Searchers (1956) er det sket en gang i hvert årti, og processen har fået sin egen inerti. Publikum siver, finansieringen forsvinder, gunfighther-formlen bliver et selvforlængende sæt af klicheer, og den ærke-amerikanske myte om åbent rum, the frontier, overføres til andre genrer, road movie, sci-fi osv. 
   Man når et punkt, hvor ingen vil sætte penge og talent i en western. Men hver gang dødsdommen definitivt er afsagt, kommer en enkelt bemærkelsesværdig film og genskaber prærien, så det giver mening. En film som Sergio Leones Once Upon a Time in the West (1968), Sam Peckinpahs The Wild Bunch (1969), Walter Hills The Long Riders (1980), Clint Eastwoods Pale Rider (1985) eller samme genreikons Unforgiven (1992).
   Nogle år med film som ligner følger. Så ebber interessen ud, og processen med at glemme og genopdage begynder forfra. Det er i regelen et spørgsmål om timing, snarere end om kvalitet. I perioder kan tiden ganske enkelt ikke forholde sig til historiske fabler om kvægdrift og revolvermænd. Michael Ciminos episke Heaven’s Gate (1980) og Lawrence Kasdans mørke Wyatt Earp (1994) var store film, der døde på stedet, fordi de kom på det forkerte tidspunkt.
   



OMVENDT er der tider, hvor både filmskaberne og publikum bruger genren som en ramme for allegorisk samtidskritik. Ralph Nelsons Soldier Blue og Arthur Penns Little Big Man, begge produceret i 1970, var på én gang amerikanske selvopgør med folkemordet på indianerne og aktuelle kommentarer til krigen i Vietnam. Tonen, som de anslog, kan endnu høres tyve år senere i Kevin Costners instruktørdebut, Dances with Wolves fra 1990. 
   Som det fremgår, er western et vidt begreb, der under ét forener drama, komedie og tragedie, indianerfilm, borgerkrigsfilm, egentlige cowboyfilm og biografiske portrætter af autentiske desperados som Jesse James og Billy the Kid. Går man langt nok tilbage, betegner Vesten alt som ligger til venstre for Appalacherne. Pocahontas blev født i 1595. The Last of the Mohicans udspiller sig under revolutionskrigene. Little Big Man kulminerer med Custers nederlag ved Little Big Horn i 1876. The Wild Bunch dør i 1913. Det er en periode på tre hundrede år som beskrives.





   Ligesom Eastwood arbejder Costner med genren, uanset om den p.t. er inde i varmen. Hans karriere har derfor delt skæbne med den amerikanske western. Somme tider er han på mode, somme tider opfattes han som corny, kikset og mildt flødebollet. Han spillede selv soldaten, som vender ryggen til verden i Danser med ulve. Han var medproducer på Wyatt Earp og spillede den berømte marshall. Også Costners fremtidsfilm, Kevin Reynolds Waterworld (1995) og The Postman (1997), som han selv instruerede, kan ses som post-apokalyptiske westerns.
   Som skuespiller er Costner måske ikke verdens livligste, men han mestrer både det lette og det intense. Som instruktør er han stædig og mildt monoman. Det gav bagslag i The Postman, men det mere end lønner sig nu. Costners Open Range er en af de hegnspæle, som genren har brug for, hvis den skal overleve i en tid, hvor der ikke er flere åbne vidder.





DE desillusionerede nybølgewesterns fra 70erne og 80erne betonede mørket og grådigheden i et amoralsk univers, som tidligere blev tegnet i klare etiske farver. Nu består revisionismen i at genindføre lidt af værdigheden og uskylden fra vore forældres høviske westerns. Open Range skildrer venskabet mellem to gode mænd, Boss (Robert Duvall) og Charley (Costner selv), der gennem ti år har drevet kvæg fra sted til sted. Som free grazers udgør de en torn i øjet på stedfaste farmere, der må lægge jord til, når frigræsserne er på træk.
   Begyndelsen lægger værdierne fast, mens personkredsen introduceres. Året er 1882, og det gamle Vesten er ved at forsvinde. Hver dag er derfor dyrebar, og både Boss og Charley ved det. Selve luften vibrerer i solen, lyrisk og elegisk, da de to veteraner og deres unge hjælpere, kokken Mose (Abraham Benrubi) og knægten Button (Diego Luna), fører en kvægflok gennem et favnende landskab. Dette kunne ligge i Montana, Dakota eller Wyoming (filmen er indspillet i Alberta i Canada). I 1882 havde områderne i det nordlige Midtvesten endnu status af territorier. De blev delstater i 1889. 





LANDET er grønt, så langt øjet rækker. Den skyfri himmel er klar og enorm. Det er så godt at være levende og ude på the open range, at også publikum mærker det nede i salen. Filmen bliver aldrig mere romantisk end i begyndelsen, hvor det hårde enkle arbejde prises. Mænd og dyr passerer ad urgamle ruter. Lyset flyder så tykt, at man næsten kan røre. Netop da sætter en tordenstorm ind. Himmel og jord står i ét i flere dage, så mændene bare kan vente, skutte sig og spille kort, mens flokken spredes og vognen synker dybt ned i mudderet.
   Efter stormen rider Mose tilbage for at købe ekstra proviant. Da han ikke vender tilbage, følger Boss og Charley efter for at opklare, hvad der er sket. Det fører til det første møde med kvægbaronen Baxter (Michael Gambon) og dennes lakaj, den korrupte sheriff Poole (James Russo). Mose er blev slået ned og sat i fængsel. Frigræsserne får besked på at rejse videre med det samme. Boss og Charley tager dog Mose med til lægen og møder hér Sue Barlow (Annette Bening), Doc Barlows søster og sygeplejerske. Hun og Charley deler ét blik og er mere end interesserede i hinanden, uden at nævne det med et ord.
  





ALLE relationer i Open Range er nemlig voksne og realistiske, dvs. stærkt understatede. Især omgangstonen mellem de vejrbidte cowboys er mesterligt skrevet og realiseret. Duvall og Costner eksponerer mere med pauser, drilske udbrud og lakoniske enstavelsesord, end ordrige beretninger ville have gjort. Costner har en mørk fortid og ved, hvordan man dræber effektivt. Det bliver enden på legen efter endnu nogle møder med Baxters hær af betalte kujoner.
   Open Range er en velkommen genkomst for genren, der altid får det bedste frem i Hollywoods maskuline selvforståelse. Dramaet bliver endnu en episode i den evige kamp mellem rigtigt og forkert. Den lille by vælger side, da der endelig er nogen, som vover at trodse kolossen. Der er dog langt fra tale om enkle problemstillinger, skønt retten og sympatien ligger fast placeret hos Boss og Charlie. »Jeg har aldrig haft noget problem med at dræbe,« siger Costner og betror sin ven, hvordan han gjorde skamfulde ting, da han efter borgerkrigen udlejede sit talent for at dræbe til mænd som Baxter.



   
OGSÅ Duvall har en hemmelig baggrund. Vennerne er variationer af de sidste hårde mænd, som færdes i frihed, før vildnisset lukker og ødemarken opdyrkes, men de taler om jordnære emner og virkelige ting. I en vis forstand er de mytologiske gestalter. De bærer westernarven med sig, men er alligevel unikke karakterer. Ingen af filmens øvrige skikkelser, heller ikke Annette Benings fine lægesøster, får lov at træde så fuldt i karakter.
   Open Range er en højstemt western, som hylder freden, glæden, landet og venskabet. Alligevel kulminerer filmen i et langstrakt skudopgør, der ikke står tilbage for Eastwoods blodigste bidrag til genren. Blot er de symbolske farver tonet ned, her er ingen voldsom apokalyptik. Open Range bygger på en roman, The Open Range Men (1990) af Lauran Paine, en westernforfatter i Louis Lamour-traditionen. Den er nært beslægtet med Lonesome Dove, miniserien fra 1988, som fulgte to cowboys fra Texas til Montana med afsæt i Larry McMurtrys roman. Robert Duvall delte her hovedrollen med Tommy Lee Jones.



Open Range. Instr.: Kevin Costner. Manus: Craig Storper. Foto: James Muro. 139 min. USA 2003. Dansk premiere: 14.05.04





Foto: Touchstone/ Buena Vista Pictures
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 14.05.03

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar