Translate

tirsdag den 14. januar 2020

Blade Runner - The Final Cut (1982/2007)



ET VIRKELIGT NU
Den sidste udgave af fremtidslegenden

Af BO GREEN JENSEN

RIDLEY Scotts futuristiske fabel om mennesker og replikanter har længe haft nyklassisk status. Skønt Blade Runner ikke blev regnet for meget ved premieren i 1982 – det var året, hvor alle elskede Spielbergs E.T. – fik filmen hurtigt hengivne fans, som foretrak denne mørkere fremtid. Blade Runner er voldsom, sexet og intelligent. Den har store filosofiske ideer, men er samtidig både kulørt og konkret. Ingen har nogen sinde beskyldt den for at tale til hele familien.
   Filmen udspiller sig i Los Angeles i november 2019. Den handler kort fortalt om Deckard (Harrison Ford), som på vegne af myndighederne i Los Angeles likviderer - »pensionerer« er den foretrukne eufemisme – de kunstige mennesker, der bruges til minearbejde i »the off-world colonies«. Fabrikanten, Eldon Tyrell (Joe Turkel), har givet dem en udløbsdato. Han har også givet dem en klonet erindring, og de har selv udviklet et følelsesliv.
   Som rebelske engle gør replikanterne oprør. Deckard får til opgave at finde og dræbe dem i neonjunglen: halvguden Roy Batty (Rutger Hauer), nydelsesmodellen Pris (Darryl Hannah), kampmodellen Leon Kowalski (Brion James) og kvindekrigeren Zhora (Joanna Cassidy), der optræder med sin syntetiske slange.
   Hos Tyrell præsenteres han for Rachael (Sean Young), et eksperiment i fuldkommen menneskelighed, som ikke ved, at hun er replikant. Deckard foretager Voigt-Kampff-testen. Rachael rystes i sin grundvold. Deckard er mod sin vilje forelsket. Én efter én bliver kopierne pensioneret, men Deckard vil ikke slå Rachael ihjel.

   
FILMEN bygger på Do Androids Dream of Electric Sheep? (1968), en også dengang ret berømt roman af Philip K. Dick (1928-82), som var en af de førende eksponenter for new wave science fiction i USA. Han boede selv i Los Angeles og brugte sin personlige erfaring til at undersøge og anfægte virkeligheden.
   Dick mente, der nok var mere i sagen. Han skrev en masse bøger på en støt diæt af sprit og speed, men han havde originale ideer og bliver i disse år bredt genopdaget. Fremfor alt kunne han tænke og føle. Han kunne sætte sig i kopiernes sted, mens han fastholdt menneskets perspektiv.

   
RIDLEY Scott kom sent ind i processen. Det var forfatteren Hampton Fancher, en væver og excentrisk mand, som fandt Dicks roman, købte optionen og skrev de første versioner af et manuskript, han kaldte Mechanismo. Hen ad vejen blev produceren Michael Deeley interesseret, og de to mænd udviklede sammen et treatment med titlen Dangerous Days.
   Nøglebegreberne blade runner og replicant stammer ikke fra Drømmer androider om elektriske får? I Dicks roman er Deckard bare bounty hunter - »prisejæger« skriver Jannick Storm i sin idiosynkratiske oversættelse - og replikanterne er ordinære androider.
   Fancher fandt sin nye titel hos William Burroughs, der i 1979 udgav Blade Runner (a movie), et aldrig realiseret udkast til en filmatisering af Alan Nourses roman The Bladerunner (1974), hvor begrebet giver mere mening.

   
DET var Ridley Scott, som foreslog, at man kaldte androiderne noget andet. Arbejdskopien af Blade Runner, som blev vist for studiechefer og udvalgte tilskuere, er forsynet med en fortekst, som citerer definitionen på ordet replicant efter Webster’s American Dictionary. Citatet stammer, står der, fra 2016-udgaven.
    Dick selv var aldrig involveret. Han syntes ikke, at han fik nok at vide om projektet, og han brød sig afgjort ikke om det manuskript – David Peoples »forbedrede« Fanchers version, da Scott blev træt af diskutere detaljer – som Warner Brothers endelig sendte ham til orientering.
   Dick, som på dette tidspunkt hørte stemmer og mente at have mærket Gud, døde i marts 1982, mens Scott endnu redigerede filmen. Han nåede dog at se en promo reel på 20 minutter og var både berørt og bevæget. Ikke over handlingen, men over Scotts Los Angeles. Det lignede byen, han selv havde set.


DET er ikke svært at forstå, hvorfor Dick var utilfreds med manuskriptet. Hverken Hampton Fancher, Michael Deeley eller Ridley Scott syntes særlig godt om romanen. David Peoples har stadig ikke læst den. Han forholdt sig alene til Fanchers version. Flere af Dicks centrale ideer blev kasseret med det samme. I romanen sørger menneskene over den knuste økologi, og fordi levende dyr er så sjældne, er der status i at eje en ged, en fugl, en hest, et får. Har man ikke råd til den ægte vare, investerer man i en »elektrisk« kopi.
   Do Androids Dream of Electric Sheep? begynder hjemme hos Deckard den 3. januar 1992. Han skændes med sin kone, der kalder ham »a murderer hired by the cops«, før han går op på bygningens tag for at fodre sit kunstige får. Imens vælger hans hustru en ny sindstilstand på den automatiske bevidsthedskifter og skruer op for sit tv, der sender morgenhygge med Buster Friendly and His Friendly Friends. Deckard rejser ind i en handling, som kun formelt ligner filmen de steder, hvor Deckard har kontakt med Rachael Rosen og de øvrige androider.

  
FILMUDGAVEN antyder, at Deckard selv er replikant. Heraf den legendariske drømmesekvens, som blev fjernet fra arbejdskopien og mangler i den version af Blade Runner, som fik premiere i 1982. Den blev genindsat i Director’s Cut-udgaven fra 1992 og er nyindspillet til det digitale final cut.
   Det er en ganske kort scene, bare et glimt. Deckard ser en hvid enhjørning, der kommer løbende imod ham i en måneoplyst skov. Han smiler svagt og kender sin drøm. Senere, da Deckard flygter med Rachael, har kommissær Gaff (Edward James Olmos) efterladt en af sine kunstfærdige origamifigurer i lejligheden. Gaff har været der, mens Rachael sov. For det første lod han hende leve. For det andet kender han Deckards drøm.

   
NOGET sådant er aldrig på tale hos Dick, skønt tanken næppe har været ham fremmed. Et bærende motiv hos Dick er, at virkeligheden er en designet illusion, et bedrag, som nogen har konstrueret for at holde mennesket hen. Hans helte har et sandhedens øjeblik, hvor de indser, at de har levet i en løgn.
   Imidlertid er et andet hovedtema - hvad er et menneske? hvad er et liv? - prioriteret i denne roman. Deckards androidejagt er blot en spændingsmotor. Kernen er kopiernes oprør og forholdet mellem Rachael og Deckard. Det fuldbyrdes også i bogen, før hun dræber den levende ged på hans tag som hævn for drabene på sine fæller.


FANCHER strøg uden videre den irriterende dyrehistorie. Peoples skrev en mere bogstavelig udgave, hvor åbningsscenen faktisk viste replikanternes arbejde i kolonierne på Mars. Scott var mest interesseret i byen og Rachael. Hvad han så for sig, var – fortæller han nu - »a futuristic urban film noir – very Marlowesque and dark.«
   En pointe er så, at romanens dybere lag alligevel lever i filmen. Også hér sidder en syntetisk ugle på Tyrells kontor, og klonet liv er noget, man køber for en slik på gaden i det multietniske Los Angeles, hvor Deckard går omkring og ligner en futurisk version af Philip Marlowe.
   Far/søn-opgøret mellem Tyrell og Roy Batty, der bogstaveligt presser livet ud af sin skaber, er ren romantisk trods i ånden fra Frankenstein og Mary Shelley. Rachael Rosen er begge steder gestaltet som svaret på en maskulin ønskedrøm, men hun er hårdere, klogere og mindre sentimental i romanen, som ikke har nogen positiv slutning.



DICK ville trods alt have elsket den færdige Blade Runner. Til gengæld blev han fornærmet, da Warner Books tilbød ham arbejdet at skrive en romanudgave af filmmanuskriptet. Man var ikke interesseret i at genudgive Do Androids Dream som movie tie-in. Dick havde sindet og hovedet fuldt af sine sidste, omsider åbenlyst religiøse skrifter, VALIS (1981), The Divine Invasion (1981) og The Transmigration of Timothy Archer (1982), som på én gang tangerer det geniale og det ulæselige. Han ville ikke have mere at gøre med filmen.


MED mange logistiske forhindringer blev Blade Runner endelig færdig. Man optog om natten, i regnlys og den støvede røg, som var en signatur for Scott på den tid. Warner-studiets New York-gade blev forvandlet til bogstavelig fremtid. Det var før, man havde CGI. Meget er attrapper, malerier og modeller, men hver fysisk genstand eksisterer.
   Ved at fylde filmen med slidt stoflighed og ramponerede maskiner, skabte Scott en holdbar fremtid.  Bogen er skrevet i 1968 og henlagt til 1992. Filmen er lavet i 1982 og foregår i 2019. Man kunne blive ved at skyde disse tal. Det vil altid være den nærmeste fremtid. Det vil altid være et virkeligt nu.



  
WARNER-cheferne syntes ikke om arbejdskopien. De havde svært ved at orientere sig i den kompakte forhistorie og havde forbehold på publikums vegne. Derfor kom fortællerstemmen tilbage. I Fanchers første version blev baggrunden genfortalt og formidlet af Deckard. Nu skrev Peoples en voice over, som bevidst er baseret på den lakoniske tone og blomstrende stil hos Raymond Chandler. Man satte også en ny slutning på. Deckard og Rachael flyver væk i en spinner, for at leve så længe de kan i vildnisset. Måske har Rachael ingen udløbsdato. Måske kan fremtiden lykkes trods alt.
   Det var denne version, som fik premiere i 1982, også i de danske biografer. Man var derfor i højere grad tilbøjelig til at se en pastiche, en futuristisk krimi med tragiske og erotiske tiltag, men også med reminiscenser af humor. Det var rigeligt. Mange havde Blade Runner på listen med yndlingsfilm fra begyndelsen. Der er tusind gode grunde til, at den – med eller uden voice-over – er en af de 100 »evige« film, som det amerikanske filminstitut AFI har besluttet at restaurere, frede og sikre for altid.
   

ALLIGEVEL var det en lille åbenbaring, da Warner i 1992 udsendte et Director’s Cut, som var baseret på den oprindelige arbejdskopi. Uden fortæller stod historien meget renere, og Deckard fik lov at have hemmeligheder. Drømmen om enhjørningen var tilbage, den positive slutning var slettet. Scott var med til at redigere kopien og rettede visse tekniske fejl, men det var ikke hans idé, at der skulle stå Director’s Cut på den fjerde version. 



PÅ den måde opstod planen om at skabe en definitiv udgave. Blade Runner - The Final Cut blev vist første gang på filmfestivalen i Venedig den 1. september, 2007. I december samme år udkom et bokssæt med alle fem versioner og en jungle af ekstramateriale, som man kan bruge uger på at gennemtrawle. Er første eller Final Cut så den originale udgave? Harrison Ford havde en god kommentar til Director's Cut-kopien: »They haven't put anything in, so it's still an exercise in design.« Måske er der slet ingen original. Måske er de alle versioner. 

   
FILMEN er fuld af magiske øjeblikke. Indflyvningsbillederne med de høje stikflammer. Neonreklamer og svirrende spinners. Myldrende, multietniske gader. Fremtidsridderen Deckard. Replikanten Roy Batty, som dør i regnen, mens han taler om ting, som nu vil gå tabt, fordi tiden kun findes i vor erindring:
   »I've seen things you people wouldn't believe. Attack ships on fire off the shoulder of Orion. I watched C-beams glitter in the dark near the Tanhäüser gate. All those moments will be lost in time, like tears in rain. Time to die.« 
   Drømmekvinden Rachael, furien Pris, amazonen Zhora, som flygter gennem natbyen og bliver skudt i ryggen af Deckard. Hun dør på gaden i en sky af neon, glas og sne.
   

FORDI der ikke var råd til at filme kolonierne på Mars, er ideen om dem begribelig nok. Fordi Dustin Hoffman blev ved med at kræve ændringer, fik han heldigvis ikke rollen som Deckard. Sean Young har brugt sin triste karriere på at leve op til drømmebilledet af Rachael. Selv tangentfænomenet Vangelis, som man ellers ofte får rigeligt af, har skabt en billeddannende fremtidsmusik, der beriger og understøtter hver scene.
   Man undrer sig, da der er gået to timer. Denne film sætter sig ud over tiden. Blade Runner har altid åbnet flere rum, end den viser. Med The Final Cut er den endelig færdig.




Blade Runner – The Final Cut. Instr.: Ridley Scott. Manus: Hampton Fancher og David Webb Peoples. Foto: Jordan Cronenweth. 112 min. UK-Hongkong-USA 1982/2007. Dansk premiere: 16.05.2008.





Foto: Warner Bros./ Sandrew Metronome Film
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.05.2008

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar