Ridley Scott: House of Gucci (2021)

EN STORSLÅET TARVELIGHED

Ridley Scott kaster (atter) alting i gryden

Af BO GREEN JENSEN

MAN forventer måske en tragisk fortælling om modehuset Guccis storhed og fald. Det er ikke, hvad man får i 84-årige Ridley Scotts spillefilm nr. 27. Det ville også være kontrafaktisk: varemærket Gucci lever og er kun blevet mere ikonisk, siden det lurvede jalousidrab, som én gang for alle fjernede den italienske del af familien fra ligningen i 1995.

   Snarere fortæller House of Gucci den instruktive historie om, hvordan firmaet blev reddet fra sine ejere. Er der en helt, må det være Domenico De Sole, familiens juridiske rådgiver. Han er skakspilleren, som tænker mange træk frem. Han bliver spillet af Jack Huston, som for det meste glider i ét med tapetet, mens de indbildske hovedaktører gør sig til midt på gulvet.

SCOTT præsenterer historien som en komisk opera buffa. Der er realistiske rum og romantiske arier, men tonen i bunden er grel og kulørt. Målet må være at skabe en tarvelig storslåethed, der udstiller dårskaben og dekadencen. Det lykkes, hvis man er med på ideen. House of Gucci har dog ikke tyngden, kynismen og klarsynet, som kendetegnede All the Money in the World (2017), der brugte 1970'ernes Italien og J. Paul Gettys familie på samme måde.

DET er for så vidt en enkel historie. Fem faste skikkelser navigerer i en konfettilignende sværm af vignetter. Imens går tiden stærkt i Firenze, Milano, Rom og New York.

   Scott og fotografen Dariusz Wolski lægger hjerte i at huske livsfarven fra tre årtier. Det er sikkert karakteristisk, at tonen er kærligst i de ældste afsnit. Det begynder til tonerne af »Sono bugiarda«, som er Caterina Casellis italienske version af Neil Diamonds »I’m a Believer«. Eurythmics (»Here Comes the Rain Again«) inkarnerer 80'erne stort. Det slutter i 90'erne med rumlende mørk porno chic.

   Kildematerialet er Sara Gay Fordens bog om Gucci, men Becky Johnstons manuskript har presset kronologien. I virkeligheden mødtes Patrizia Reggiari (Lady Gaga) og Maurizio Gucci (Adam Driver) i 1970. Her sker det først i 1978.

MAURIZIO er endnu den uspolerede tronarving. Patrizia ved, hvad hun vil, med det samme. Maurizio læser jura, og hun stalker ham behændigt. Familien driver et fragtfirma og er aldrig god nok til Maurizios far.

   Nu kommer titanerne ind – eller også er det de primære klovner. Jeremy Irons spiller Rodolfo Gucci, som bestyrer den italienske forretning. Som ung skuespiller mødte han sin tyske hustru, der hjalp ham med at få stil. Han bor som Burt Lancaster i Leoparden. Rodolfo kan på én gang vise venlighed og foragt. Han gør Maurizio arveløs, da sønnen insisterer på sin kærlighed.

   Det bliver derfor onkel Aldo, som træder alfaderligt til. Aldo varetager Guccis interesser på Manhattan i New York, hvor Sophia Loren (Madelina Diana Ghenea) stjæler rampelyset, da Patrizia er på besøg. Her er mange hurtige scener, hvor legender fra tiden optræder: Anna Wintour, Gianni Versace, Karl Lagerfeld, Tom Ford. Der måtte gerne være flere, for filmen blomstrer op.

AL Pacino spiller Aldo med en hjertelig charlatanvarme, der er stik modsat kulden hos Irons. Han nyder at gøre Maurizio til en bonussøn. Hans egen søn er Paolo Gucci (Jared Leto), som hele tiden vil selv og aldrig lykkes med noget. »Han er en idiot,« konstaterer Aldo. »Men han er min idiot«.

   Da Rodolfo er borte, træder Maurizio i hans sted. Jeg skal ikke røbe mere om intrigerne, som udarter over de næste to timer. Filmen har en vis fortrolighed med Patrizia, der er glad for Maurizio, skønt hun tager ham for givet. Man forstår for så vidt, hvordan værdierne skrider for hende.

   Maurizio selv forbliver et ciffer, og Adam Driver kan spille et ciffer med stil. Han er lige så svær at læse hér, som han var i The Last Duel, Scotts anden film fra 2021. Det er alligevel en gåde, hvordan parret mister den uskyld og kærlighed, som forbandt dem. Vi ved, at magt korrumperer. Men her er der slet ingen tilløb.

DEN moralske deroute hos parret i midten er gennemført og forstemmende. Jo værre smerten bliver, jo mere karikerer Scott. Det fungerer sådan set. Tre timer går i en fart. Det føles samtidig som forspildt materiale – der er mere i menneskene og historien. Det er bare for sent for filmen at tage det op.

   Scott er altid en mesterlig håndværker, men satire hører ikke til hans kompetencer. Fortilfældet er Prêt-à-Porter (1994), et ironisk myldrebillede, som Robert Altman skabte præcis på den tid, der er skildret i House of Gucci. Berømthederne spillede næsten sig selv. Også hér indgik Sophia Loren. Men filmen var en skuffelse, og den er ikke blevet stående.   

SCOTTS bud forsvinder nok lige sådan. Jeg tror, at der er to instruktører, som kunne have fundet mere i stoffet. Italieneren Paolo Sorrentino har en Fellini-agtig fornemmelse for både skønheden og humoren og det sære. Men mest interessant kunne det være at se en Gucci-film af Tom Ford.

   Texaneren fik sit gennembrud som designer, da han skabte Guccis 1994-kollektion. I House of Gucci bliver han spillet af Reeve Carney. Han fik chancen, fordi ingen store navne ville arbejde for Gucci, der blev afskrevet som en mormorbutik. Ford blev hos Gucci til 2004. Han har selv instrueret to fornemme film: A Single Man (2009) og Nocturnal Animals (2016).

   Efter premieren på Scotts film sagde Ford, at han følte det, som havde han overlevet en orkan. Han tilføjede: »Det er svært at se humor og camp i noget, der var så blodigt. I virkeligheden var ingenting camp. Somme tider var det absurd, men i den sidste ende var det bare tragisk.«

FILMEN er fuld af ikoniske tasker, tørklæder, kjoler og sko. Da det første forræderi er fuldbragt, og Aldo må sælge sine aktier i Gucci, så Maurizio kan blive enevældig, viser stråmanden ham en af sine Gucci-sko. Det er en hyttesko med indlagt guldblad, som Aldo designede til Clark Gable.

   Når filmen gør plads til detaljer, bliver den mere vedkommende. Patrizia er lamslået, da hun ser en kopi af »the Bamboo Bag« – den ikoniske taske med bambushåndtag – som køkkenpigen har fået af sin mand. Det fører til en diskussion af kopifænomenet, som Aldo i øvrigt opmuntrer. Men i glimtet af stuepigen er der et helt socialt rum, som åbner sig.

DET er en film, som er bygget af sladder og metavirkelighed. Salma Hayek spiller sandsigersken, der hjælper med at bestille drabet på Maurizio. Hayek er gift med François-Henri Pinault, som er CEO for Kering, der ejer luksusmærker som YSL og Boucheron. Men juvelen i selskabets krone er Gucci.

   Scott kaster alting i gryden. Det slutter, som i virkeligheden, med et lejemord og en dom på 29 års fængsel. Patrizia Gucci er 74 år i dag. Hun blev løsladt i 2016. Efter sigende er hun meget tilfreds med filmens portræt.

   House of Gucci er et forrevent vanitasbillede. Filmen skal ses som et stift genrestykke. Sir Ridley behersker trods alt sin metier. Der er et vist format over tarveligheden.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; All the Money in the World (2017) [Christopher Plummer 1929-2021]; Ridley Scott: The Last Duel (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

House of Gucci. Instr.: Ridley Scott. Manus: Becky Johnston, Roberto Bentivegna. Foto: Dariusz Wolski. 158 min. UK-Canada-USA 2021. Dansk premiere: 02.12.2021.

Fotos: BRON Studios/ MGM/ Scott Free Productions/ Universal Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB.

Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy

Teksten trykt (let forkortet) i Weekendavisen Kultur 03.12.2021.

Antologifilm | All the Invisible Children (2005)

DEN ØDELAGTE BARNDOM
Syv kortfilm til verdens udsatte børn

Af BO GREEN JENSEN

KUNSTEN bliver ofte tandløs, når berømte mennesker arbejder gratis til fordel for en lødig sag. Det gælder dog ikke for antologifilmen All the Invisible Children, hvor otte af tidens betydelige filmskabere fortæller hver sin historie om en udsat eller ødelagt barndom. Måske er ideen – som skyldes den italienske producer Chiari Tilesi – bare bedre end på beslægtede projekter. I hvert fald er der intet fyld og få falske toner i filmen, som følger børn i vidt forskellige kulturer, men taler til hjertet på det samme grænseløse sprog.

   I »Tanza« følger Mehdi Charef en afrikansk drengesoldat, som efter to år i borgerkrigen får anfægtelser ved at anbringe en bombe i skolestuen. Emir Kusturicas No Smoking Orchestra fyrer atter op under dræbermusikken i »Blue Gypsy«, hvor en serbisk romadreng ser sig nødsaget til at flygte tilbage til ungdomsfængslet. Hos Kusturica truer maneren konstant. Til gengæld er farverne stærke og tonen forfriskende hårdfør.

SPIKE Lees »Jesus Children of America« giver i fuld novellelængde en uafrystelig skildring af, hvad det vil sige at være den HIV-positive præpubertetsdatter i en familie, hvor begge forældre tager stoffer. Som Blancas mor og far er Rosie Perez og Andre Royo tæt på at stjæle opmærksomheden fra Hannah Hudsons stille, nødstedte datter. Til gengæld undgår Lees segment de socialrealistiske klicheer. Der er mange katastrofer, men også varme og hverdag i denne familie.

   Kátia Lunds brasilianske »Bilu & João« fortæller solidarisk og bittersødt om gadebørn i São Paulo, mens Stefano Veneruso i »Ciru« følger en dreng, der lever på gaden i Napoli, bogstavelig talt som en jaget hund. Ridley Scott og datteren Jordan Scott lader fotografen »Jonathan« være hjemme fra fronten for at lade op. Han har haft en dårlig nat og går ud for at ryge en cigaret, før taxien kommer og kører ham tilbage til krigen i den anden virkelighed.

FOTOGRAFEN (David Thewlis) ser to drenge ro forbi på floden og løber efter dem for at nå med. Gradvis bliver han til drengen Jonathan, som gik på eventyr med sine kammerater, da alting var enklere, skønt ikke nødvendigvis mere uskyldigt. Nu spørger de ham, hvor han har været, og hvad han arbejder med. Han tager dem med ind i et krigslandskab, der realiseres i fuld Black Hawk Down-størrelse.

   En voksen stemme kalder, fuldkommen som en mor, synes drengene, men det er Jonathans hustru (Kelly Macdonald), for bilen er kommet og holder og venter. Det er en overvældende lille film, hvis man selv kender til at se tilbage og undres ved, hvor småt det hele var engang. Bevidst eller utilsigtet har »Jonathan« samme erindringsfarve som Graham Greenes drømmenovelle »Under the Garden«.

MEST oplagt hjerteskærende er John Woos segment, »Song Song & Little Cat«, en for én gangs skyld kinesisk historie fra Woo, der i arketypisk klar form sidestiller en rig og en fattig piges historier. Den rige far forlader sin familie i første scene, og hustruen overvejer at tage sit og datterens liv. Pigen kasserer en dukke i trods. Den bliver samlet op af en gammel mand, som 6 år før fandt pigen Lille Kat i en skraldespand og tog sig af hende.

   En tid lang er alt som i Charlie Chaplins The Kid, men da Bedstefar bliver påkørt, er Lille Kat alene som »Den lille Pige med Svovlstikkerne«.

   All the Invisible Children er en meget bekræftende filmoplevelse. Vi har alle været børn, mange af os har fået flere af slagsen. Det er derfor hårdt at blive konfronteret med den voksne verdens omsorgssvigt på så mange indiskutable niveauer. Alle syv episoder undgår den følelsespornografiske fælde, som de let kunne være faldet i, og set sammen virker de små film som én. Et uafviseligt Se Mig, Hør Mig på vegne af verdens usynlige børn.

All the Invisible Children (De usynlige børn). »Tanza«. Instr. & manus: Mehdi Charef. Foto: Philippe Brelot; »Blue Gypsy«. Instr.: Emir Kusturica. Manus: Stribor Kusturica. Foto: Glucica Milorad; »Jesus Children of America«. Instr.: Spike Lee. Manus: Cinqué & Joie Lee. Foto: Cliff Charles; »Bilu & João«. Instr. & manus: Kátia Lund. Foto: Toca Seabra; »Jonathan«. Instr.: Jordan & Ridley Scott. Manus: Jordan Scott. Foto: James Whitaker; »Ciro«. Instr.: Stefano Veneruso. Manus: Diego De Silva, Stefano Veneruso. Foto: Vittorio Storaro; »Song Song & Little Cat«. Instr.: John Woo. Manus: Li Qiang. Foto: Zeng Nianping. 124 min. Frankrig-Italien 2005. Dansk premiere: 08.12.2006.

Fotos: MK Film Productions/ Rai Cinema/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ YouTube [trailer]

Filmen streames ingen steder og er senest udsendt på dvd i  2009 – de fleste af filmene ligger på YouTube og kan ses i rækkefølge

Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 08.12.2006 

Klassiske karakterer: Moses og mogulerne [2014]

MOSES OG MOGULERNE

Fra Cecil B. DeMille til Ridley Scott

Af BO GREEN JENSEN

»MINE damer og herrer, unge og gamle. Det virker måske usædvanligt, at jeg taler til jer, før filmen begynder, men vi har et usædvanligt emne, historien om frihedens fødsel.«

   Det er selveste stormogulen, der taler. Cecil B. DeMille præsenterer The Ten Commandments (1956, da. De ti bud), en helaftensfilm om Moses og jødernes udfrielse, som skal være kronen på et langt liv i Hollywood.

   Der er skrevet om filmen i måneder. En halv verden venter i spænding. Charlton Heston, tidens foretrukne he-man, har rollen som Moses. Som Ramses ser man Yul Brynner. Kun DeMille kunne slippe afsted med at basere en film på »The Holy Scriptures and other ancient and modern writings«.

   Ouverturen er afspillet, mens tilskuerne fandt deres pladser. Nu henvender filmskaberen sig direkte til publikum. Det er sandt nok usædvanligt. Kun Walt Disney og Alfred Hitchcock har gjort noget lignende.

   DeMille redegør for sin metode. Man fornemmer, at han er stolt af sin film. Så skærer han igennem og forklarer, hvorfor alt det med Moses er vigtigt:

   »Denne films tema er, om mænd skal styres af Guds lov, eller om de skal styres af en diktator som Ramses’ indfald. Er mænd statens ejendom, eller er de frie sjæle under Gud? Det samme slag kæmpes fortsat over hele verden i dag.«

CECIL Blount DeMille (1881-1959) bliver sjældent nævnt med venlig stemme i filmhistorisk sammenhæng. Hans speciale var spectaculars, kæmpemæssige produktioner, som krævede hære af teknikere og statister. Byer blev genrejst, berømte slag udkæmpet i fuld størrelse. De ti bud var ikke den første.

   Kritikken går på, at der ikke var andet end kamp og tummel i de panoramiske rekonstruktioner. »Send out for some pillars and Cecil B. DeMille,« synger Bob Dylan i »Tombstone Blues«. Pauline Kael afskrev ham som »en skinhellig manipulator«.

   DeMille, som kom fra Massachusetts, debuterede i 1914 med The Squaw Man. Han instruerede 61 stumfilm og 19 tonefilm. Mange var westerns. Fra begyndelsen fik han ry for at være en købmand, den jævne mands D.W. Griffith. The Plainsman (1936) var hans Birth of a Nation, The Sign of the Cross (1932) var hans Intolerance.

   Det var DeMille, der fandt på at bruge Bibelen som forlæg for kulørte blockbusters. Han instruerede en (stum) version af The Ten Commandments allerede i 1923. I hans version er sværd-og-sandal genren som regel også lig med sex. Maria Magdalene skejer stort ud i The King of Kings (1927). Victor Mature og Hedy Lamarr gav Amerika duggede briller som bibelske sexmonstre i Samson and Delilah (1949).

DeMILLE holdt af at ligne en kunstner. Han bar megafon, kasket og ridestøvler. Hvis folk skulle beskrive en filminstruktør, tænkte de på Cecil B. DeMille. Da Gloria Swanson lader sig tale ned ad trappen i Billy Wilders Sunset Boulevard (1950), er det med ordene: »All right, Mr. DeMille, I'm ready for my close-up.«

   Han skal endvidere have været en reaktionær og selvhævdende mand. I 1952 fik han adskillige Oscars for cirkusfilmen The Greatest Show on Earth, der i dag er svær at forholde sig til. For kollegaen Stanley Kramer var der ingen tvivl om, at DeMille fik priserne, fordi han støttede Joseph McCarthy.

   Kollegaen William Wellman sagde: »I faglig henseende er hans film nok det værste, jeg har set i mit liv. Men de tjente en formue. Til dét var han dygtigere end vi andre.«

AL denne modstand skulle manes i jorden med filmen om Moses. Derfor den personlige introduktion, derfor den forhåndsindhentede blåstempling fra kristne og jødiske kirker. Og DeMille var måske en kedelig fætter, men De ti bud er faktisk en god film. Den bruger hele produktionsapparatet og dækker sig slet ikke ind.

   For instruktøren er der blot at runde af: »Vores hensigt var ikke at skabe en historie, men at genfortælle den guddommeligt inspirerede historie, der blev skabt for 3000 år siden. De fem Mosebøger. Historien tager tre timer og 39 minutter. Der vil være en pause. Tak for Deres opmærksomhed.«

DER er ingen pause i Exodus: Gods and Kings (2014), som »kun« varer to timer og 30 minutter. Der er heller ingen filmet fortale. Alligevel er det oplagt, at The Ten Commandments er modellen, og at Ridley Scott betragter sin moderne fortolkning som en forbedring.

   Scott er i mange henseender en Cecil B. DeMille for sin tid. Han er beundret for sin teknik, men heller ikke han bliver set som en åndfuld eller empatisk instruktør. Alien og Blade Runner er klassiske film, men succesen tilskrives andre faktorer.

   Også Scott er respekteret for sin evne til at sælge billetter. Han elsker at lave storfilm for mænd: White Squall, Black Rain, Hannibal, Black Hawk Down, American Gangster, Body of Lies. Ikke desto mindre var to af 90ernes feministiske tiltag, Thelma and Louise og G.I. Jane, instrueret af Ridley Scott.

   Han bliver stædigt ved med at bejle til de episke discipliner. Columbus-biografien 1492 var en fuser, men det var Scotts Gladiator, som genrejste sværd-og-sandal genren, og i korsfarerfilmen Kingdom of Heaven fik riddertiden et lige så anakronistisk boost. DeMille gav dette emne et skud i The Crusades (1935).

   Scott lavede sin Robin Hood i 2010. Efter Prometheus (2012), som var en skuffende prequel til Alien, er han nået til emnet, der definerer en mand i den episke genre. Exodus: Gods and Kings er hverken mere eller mindre end Anden Mosebog ifølge Ridley Scott.

SCOTT springer ind i fortællingen, da Moses (Christian Bale) og Ramses (Joel Edgerton) er voksne mænd. Ramses er arving til tronen efter Seti (John Turturro), en skrantende, alfaderlig Farao, som i virkeligheden er mere tryg ved den adopterede Moses, der fungerer som general og daglig leder af hoffets forretninger.

   Seti beslutter at angribe først, da en hær på 16.000 hittitiske soldater slår lejr ved Kadesh. Før slaget (som fandt sted i 1274 f.Kr., dvs. fem år inde i Ramses’ regeringstid) bliver det spået, at en stor leders liv vil blive reddet af mand, som selv bliver en leder. Selvsagt redder Moses Ramses, da det er.

   Moses erkender sin jødiske identitet under et besøg i Pithom, hvor statholderen Hegeb (Ben Mendelsohn) lever som en konge og frygter en opstand blandt de hebræiske slaver.

   Nun (Ben Kingsley) fortæller Moses om kurven, som Bithiah (Hiam Abbass) fandt i sivene. Næppe er Seti begravet, før Ramses’ mor, Tuya (Sigourney Weaver) og Hegeb orkestrerer en konfrontation, der mistænkeliggør Moses. Han tager afsked med sin søster, Mirjam (Tara Fitzgerald), og drager i landflygtighed.

DEN skyldbevidste Ramses har givet Moses kongesværdet med. Det fungerer i filmen som staven i Bibelen. Gud giver sig ofte til kende for Moses. Han kommer da som englen Malak (Issac Andrews), en dreng med et voksent ansigt, der minder Moses om Geshom, sønnen som han har fået med Zipporah (Maria Velverde).

   Malak dikterer de ti bud, som Moishe personligt indgraverer, mens det hjemvendte folk gør Guldkalven festklar. Kun Moses kan se Malak. Det er muligt at opfatte ham som en hallucinerende mand. Der er dog aldrig tilløb til den moderne tvivl, som gjorde Darren Aronofskys Noah (2013, da. Noa) så kantet og interessant.

   Både Ramses og Moses har eftertænksomme øjeblikke. Da Ramses sidder i ruinerne og ser på resterne af sin hær, mumler han et ironisk »Ramses den Store«. Efter flugten forudser Moses de problemer, som vil opstå, når 400.000 udfriede slaver ikke længere er »et folk af stammer«, der kæmper for den samme sag.

FREMFOR alt er det effekternes film. I overflyvningsbilleder er Memfis et imponerende sted. Moses træner jøderne til partisankrig, men Herren bliver træt af at vente og vil se resultater. De ti plager, som tvinger Ramses i knæ, er overbevisende fremstillet. Kolossale krokodiller går til angreb, og blodet farver Nilen rød.

   Scott kan godt være følelsesfuld. Det er uventet bevægende at se den knækkede farao stå med sin balsamerede søn og hviske til drengen, at han var elsket. Manuskriptet har godt fat i brodermotivet, som altid er en faktor mellem Ramses og Moses. Scott har dedikeret filmen til sin bror, Tony Scott, der begik selvmord i 2012.

   Sætstykket er og bliver scenen, hvor Herren hjælper sit udvalgte folk. Han holder bølgerne tilbage, så Moses og hans folk kan passere. Så lader han havet styrte sammen over Faraos hær. Det var for denne spektakulære effekt, at man måtte og skulle se De ti bud i min barndom. Scott gør miraklet mørkere og langsommere. De druknede soldater ses nedefra.

DER er slående ligheder med handlingsgangen i The Prince of Egypt (da. Prinsen af Egypten), som i 1998 fortalte historien for hele familien. Faktisk kan animationsfilmen ses som et missing link mellem DeMille og Scott. Exodus har undertitlen Gods and Kings, så man ikke forveksler den med Otto Premingers 1960-klassiker om det moderne Israels fødsel.

   Det er næppe en ny version af fortællingen om Moses, de fleste drømmer om at få til jul. Den føjer heller ikke meget til vor forståelse af den jødisk-kristne mytologi, men det er unægtelig en effektfuld version, som man ser med indlevelse og interesse, når den nu er her.

   Jeg blev positivt overrasket af Exodus. Det er stadig »historien om frihedens fødsel«, som DeMille beskriver i sin prolog. Ridley Scott fortæller den værdigt og sagligt. Manden har altid haft film i sit blod.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: American Gangster (2007); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: All the Money in the World (2017); Ridley Scott: The Last Duel (2021); Ridley Scott: House of Gucci (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Tårer i regnen: Blade Runner 2049 [Sequels nr. 3].

The Ten Commandments (De ti bud). Instr.: Cecil B. DeMille. Manus: Æneas Mackenzie, Jesse Lasky Jr., Jack Gariss, Fredric M. Frank. Foto: Loyal Griggs. 220 min. USA 1956. Dansk premiere: 06.10.1959.

Exodus: Gods and Kings. Instr.: Ridley Scott. Manus: Adam Cooper, Bill Collage, Jeffrey Caine, Steven Zaillian. Foto: Dariusz Wolski. 150 min. UK-USA 2014. Dansk premiere: 25.12.2014.

Fotos: Chernin Entertainment/ Twentieth Century Fox (20th Century Studios)/ Motion Picture Associates/ Paramount Pictures/ CineMaterial/ Movie StillsDB

The Ten Commandments streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures (UK) 29.03.2021

Exodus: Gods and Kings streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox (UK) 11.04.2016 

Artiklen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 23.12.2014

Ridley Scott: American Gangster (2007)

DER VAR ENGANG I HARLEM

Det store amerikanske gangsterdrama

Af BO GREEN JENSEN

HARLEM 1968. Efter 15 år som højre hånd for Ellsworth »Bumpy« Johnson, en alfaderlig gangster med borgmesterlignende status, overtager Frank Lucas territoriet. Den unge mand har planer med sit liv og sin forretning. Han har set og taget ved lære. Tidens handelsvare er heroin, der beslaglægges og videreforhandles af korrupte politifolk, som har aftaler med det kriminelle miljø. Man har vænnet sig til, at det bare er sådan.

   Lucas vil eliminere engrosledet. Vietnamkrigen eskalerer, og via en militær kontakt får han forbindelse med de primære fabrikanter i Thailand. Varen skibes hjem i kister, når døde soldater bliver fløjet tilbage. Inden længe er kvalitetsproduktet Blue Magic det eneste, stofmisbrugerne vil røre. Det er ufortyndet heroin, så rent at man kan ryge det. Markedet er i chok, mens Lucas markerer det afro-amerikanske initiativ i en branche, som hidtil har været kontrolleret af italienske mafiafamiler. Manden skaber sig magtfulde fjender.

DET samme gør Richie Roberts, som læser jura i sin fritid og er noget for tiden og stedet så sjældent som en ubestikkelig narkobetjent. Han bliver én gang for alle persona non grata, da han finder en million dollar i bagagerummet på en bil. Richie kunne stryge gevinsten og holde sin kæft. Det er, hvad kollegerne forventer, men han insisterer på at aflevere de sorte penge som bevismateriale. Fra da af er Richie og makkeren som spedalske.

   Imens gør Frank Lucas kometkarriere. Privat har manden stil og principper. Han arbejder på at uddanne sig, henter hele familien fra North Carolina til et nyindkøbt rigmandspalæ på Long Island og gifter sig med Miss Puerto Rico 1970 i en ceremoni, der markerer hans overgang fra etnisk gangster til amerikansk succeshistorie. Professionelt er han ubønhørlig, sætter ild til en angiver uden at blinke og likviderer en konkurrent på åben gade ved højlys dag.

FRANK vil have respekt og får den. Han ser ned på konkurrenternes Superfly-stil. Selv holder han en lav profil. Han har ingen straffeattest, og der går flere år, før politiet kan sætte et navn og et ansigt på manden. Det sker, da han mod bedre vidende tager en kostbar pels, en gave fra hustruen, på til bokseopgøret mellem Joe Frazier og Muhammad Ali. Han har bedre billetter end mafiahøvdingen Dominic Cattano (Armand Assante), der indgår en aftale med Lucas, skønt begge mænd åbent foragter hinanden.

   Det er naturligvis Richie Roberts, som gradvis får skovlen under Frank Lucas. Samtidig slutter krigen i Vietnam, og forsyningssikkerheden er truet. Roberts har fået sin egen interne afdeling, der nok skal bekæmpe narkohandlen, men fremfor alt luge ud i en politistyrke, hvor tre ud af fire officerer er korrupte. Statistikken omfatter afgjort kriminalløjtnant Trupo (Josh Brolin), der hader Roberts på samme måde, som Cattano ser ned på opkomlingen Lucas.

SOM det fremgår etablerer American Gangster en parallel struktur. Filmen sidestiller Lucas og Roberts som ligeværdige skæbner, resolutte outsidere med integritet, der ikke vil bøje nakken for nogen. Historien er autentisk og bygger på en artikel af journalisten Mark Jacobsen, som har ført lange samtaler med Frank Lucas. Roberts er derimod skabt til lejligheden, for symmetriens skyld, og virker da også i højere grad som en skrivebordskonstruktion.

   De to mænd spilles med fuld stjernestyrke af Denzel Washington og Russell Crowe. Hele filmen bygger op til den scene, hvor parterne endelig mødes. Da det sker, er det helt som i Michael Manns Heat (1995), hvor der på samme måde skabes forbindelse mellem gangsteren, spillet af Robert De Niro, og hans nemesis, spillet af Al Pacino. Der er mange udenværker i American Gangster, men filmen slutter tilfredsstillende og oven i købet retfærdigt.

LUCAS og Roberts er sider af den samme mønt. Narkohandlerens slægtninge irriteres af hans bedrevidende facon, kriminalbetjenten er forhadt af sine kolleger. Begge kæmper mod interti i systemet. Længe nægter Roberts’ overordnede at tage Lucas alvorligt, fordi sorte gangstere pr. definition er dummere end de italienske familier, der har drevet landets organiserede kriminalitet, siden uafhængighedserklæringen blev skrevet. Det kan derfor ikke undre, at de to mænd trykker hænder til slut, da ingen har mere at miste.

FILMEN er – som signaleret i titlen – et bravt forsøg på at modernisere det ærketypiske gangsterdrama, der i USA også er en familiehistorie. Englænderen Ridley Scott har muligvis ikke de fornødne forudsætninger for at genskabe 70ernes New York. Til gengæld har han stil og håndelag i spandevis. Den episke ambition er filmens store styrke, men bliver endelig også dens svaghed. Scott vil på én gang lave Scarface, The Godfather, The French Connection, Shaft, Prince of the City, Once Upon a Time in America, Goodfellas, Heat og The Sopranos.

   Det lykkes at strejfe et stykke af alle de nævnte modeller, men på målstregen savner filmen til gengæld sine egne markører. Den ville intet være uden Denzel Washington, der skaber og bærer American Gangster. I en særligt isnende scene knuser han sin fætters hoved med låget på et flygel. Ikke mange antihelte kan gøre dét og bevare vor billigelse.

DE bedste afsnit er logistiske sætstykker, som beskriver narkotrafikken. Rejsen op ad floden i Thailand; transporten ud af Vietnam; fabrikken i Harlem, hvor alle er nøgne, så ingen kan stjæle af varen.

   Fra Alien (1979), Blade Runner (1982) og Someone to Watch over Me (1987) til Thelma & Louise (1991), Black Hawk Down (1999), Gladiator (2000) og Kingdom of Heaven (2005) har Scott været alle genrer igennem. Senere i 2008 er der premiere på Irak-filmen Body of Lies. Til næste år venter en filmatisering af Cormac McCarthys Blood Meridian. Det bliver Sir Ridleys første western. Kun Spielberg har været så alsidig, kun Ford har været så stilren. I en alder af 70 år er Ridley Scott ved at være den kommercielle filmindustris sidste auteur.*

*) Body of Lies fik dansk premiere 28.11.2008. Filmatiseringen af Blood Meridian blev ikke til noget. Til gengæld skrev Cormac McCarthy originalmanuskriptet til grænselandsdramaet The Counselor, som Scott instruerede i 2013. Den film kan så betragtes som englænderens første western. Ridley Scott er født i 1937. Han fylder 84 år den 30. november 2021.

Se også Blade Runner – The Final Cut (1982/2007); Ridley Scott: Kingdom of Heaven (2005); Antologifilm | All the Invisible Children (2005); Ridley Scott: Prometheus (2012) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott | Cormac McCarthy: The Counselor (2013); Ridley Scott: The Martian (2015) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]; Ridley Scott: All the Money in the World (2017); Ridley Scott: The Last Duel (2021); Ridley Scott: House of Gucci (2021) + Philip K. Dick 1928-1982; Klassiske karakterer: Moses og mogulerne.

American Gangster. Instr.: Ridley Scott. Manus: Steven Zaillian. Foto: Harris Savides. 158 min. USA 2007. Dansk premiere: 04.01.2008.

Fotos: Universal Pictures/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab

Filmen streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 21.10.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.01.2008