Ridley Scott: Covenant (2017) [Sci-Fi 100]

FORKLARINGEN PÅ LIVET

Ridley Scott slipper aldrig Alien-serien

Af BO GREEN JENSEN

RIDLEY Scotts rumgyser Alien – den 8. passager (1979) bliver lidt mere klassisk for hvert år. Det var instruktørens anden spillefilm og hans første amerikanske opgave. Scott kom til faget efter ti år med tv og reklame. Han debuterede ultrastilfuldt med Duellanterne (1977), en Joseph Conrad-fortælling fra Napoleonskrigenes tid, og han var sulten efter at skabe Stor Filmkunst.

   Efter sigende kastede han Dan O’Bannons manuskript til Alien fra sig med en foragtelig gestus og sagde til sin kone, at Hollywood spildte hans tid. Eller også gælder anekdoten projektet efter Alien, den endnu mere nyskabende og slidstærke Blade Runner (1982). Under alle omstændigheder var Someone to Watch over Me (1987) – en kærlighedsthriller i The Bodyguard-genren – det første amerikanske projekt, som Scott selv var entusiastisk omkring.

    

TIDEN er gået, og den flittige kæmpe har instrueret 25 film, næsten alle i episk format og ofte med en vis succes. For nu at nævne en håndfuld: Thelma & Louise (1991), Gladiator (2000), Black Hawk Down (2001), American Gangster (2007) og The Counsellor (2013), som Cormac McCarthy skrev manuskript til. Alligevel er det de to sci-fi film fra begyndelsen, som han bliver ved at vende tilbage til, og som publikum aldrig har sluppet.

   Scott har klippet Blade Runner om flere gange og ajourført den med nye teknikker. Alien holdt han afstand til, mens Fox-studiet lod serien om facehuggers og chestbusters fortsætte i andres regi.

   I James Camerons Aliens (1986) var passageren ganget med 1000. David Finchers Alien3 (1992) trak et filter af myte over motiverne fra de første film. Endelig overdrev Jean-Pierre Jeunets Alien: Resurrection (1997) så markant, at Sigourney Weaver sagde nej til at spille Ripley igen.

   Scott var tilbage med eftertryk i 2012, da Prometheus fik premiere som den første af tre planlagte film, der foregår før Alien. Da Neill Blomkamp (District 8) annoncerede, at han var undervejs med en Alien 5, som Sigourney Weaver havde sagt ja til at medvirke i, blev projektet annekteret og lukket ned.

I DEN rodede og ret skuffende Prometheus så man gudelignende væsener (Engineers bliver de kaldt i fan-universet) skabe mørkt liv på en ung planet, og man fulgte besætningen fra Prometheus, der nødlandede på en planet med jordisk atmosfære. Store stenansigter og en sunken stad markerede en svunden civilisation. Kun arkæologen dr. Elizabeth Shaw (Noomi Rapace) og (rester af) androiden David 8 (Michael Fassbender) overlevede ekspeditionen, der var finansieret af The Weyland Corporation.

   Prologen til Covenant skildrer den første samtale mellem Peter Weyland (Guy Pearce) og David, der kalder hinanden Far og Søn. Afgørende for hele historien er, at Weyland skabte de første versioner af David – som tager sit navn efter Michelangelos skulptur – i sit eget megalomane mogulbillede.

ELLEVE år efter er fartøjet Covenant undervejs med 2000 kolonister og en besætning på 15 ombord. Rejsen tager syv år, og alle sover hypersøvn. Kun androiden Walter er vågen. Walter er en senere, tilrettet udgave af den syntetiske David. Også han bliver spillet af Michael Fassbender.

   Det bliver af flere grunde nødvendigt at vælge en anden planet – den som Prometheus landede på. Her venter en skabelsesmyte, der blander motiver fra Mary Shelleys Frankenstein med Shakespeares Stormen og H.G. Wells’ fortælling om de ulykkelige eksperimenter på Dr. Moreaus ø.

   Der venter naturligvis også flokke af xenomorfer i alle udviklingsstadier. Legendariske H.R. Giger designede den første falliske alien – som faktisk var en hun - og det er stadig hans skabelon, der bliver brugt.*

   Fortællingen hænger sammen uden at være skelsættende stor. Publikum skal gyse over slutbilledet – to ekstra kapsler føjes til summen af sovende fostre, og skaberen smiler livsaligt - men det er svært at være euforisk. Det er til gengæld let at beundre teknikken, som instruktøren altid har mestret.

GRUNDLÆGGENDE er problemet, at de nye film – som interesserer sig for ontologiske spørgsmål – bliver koblet på den første historie. I den gamle film var der simpelt hen en fremmed livsform, som ved et tilfælde blev samlet op af et ramponeret jordisk handelsfartøj. Det var en intens og realistisk præmis, som de følgende sequels og prequels egentlig bare har undermineret.

   Det er med Covenant, som det var med Prometheus. Det er solide film, som ville være tilfredsstillende, hvis de ikke skulle være »forklaringen« på livets historie. På paradoksal vis var der mange flere perspektiver i Alien, som bare skulle være en gyser, end i Covenant, som længe havde arbejdstitlen Paradise Lost. Jo større det bliver, jo mindre virkningsfuldt er det. Det er desværre et forhold, som gælder for det meste af Sir Ridleys produktion.

MÅSKE var det ikke så skævt, at Scott overlod instruktionen af Blade Runner 2049 til Denis Villeneuve (Arrival). Allerbedst ville det være, om Alien og Blade Runner kunne få lov at stå alene. For mig er Scott mest interessant, når han fortæller om historiske emner, der faktisk interesserer ham. Som i The Kingdom of Heaven (2007) og Robin Hood (2010). The Martian (2015) var i øvrigt en anden slags virkelig vellykket sci-fi.

   Ånden i de nye Alien-film er, hvad man kalder studentikos. Det er sådan set godt gået af en 79-årig instruktør. Scott har mindst en prequel mere i ærmet. Jeg kan sagtens vente lidt med at se den.

*) Hans Rudolf Giger (1940-2014) skabte den første alien. Det udførlige artwork er udstillet på H.R. Giger Museum, som fylder hele Château St. Germaine i kunsterens schweiziske hjemby, Gruyéres. Giger skærer et bredt spor op gennem popkulturen fra begyndelsen af 1970erne. Han studerede indretningsarkitektur og industridesign på Kunsthåndværkerskolen, før han blev ansat hos møbeldesigneren Andreas Christen i Zürich. Hans første tegninger blev trykt i schweiziske undergrundsmagasiner og H.P. Lovecraft-fanzinet The Cthulhu News. Det tidligste værk, man stadig ser gengivet, er serien 'Atomic Kids' fra 1962-63.

   Giger var fra begyndelsen interesseret i sammensmeltningen af menneske og maskine. Hans 'bio-mekaniske' kunst fik retning for alvor, da han opdagede airbrush-teknikken i 1972. Flere malerier blev masseproduceret i plakatform (der hang en på væggen i mit teenageværelse i Kastrup, hvor også Salvador Dalis fikserbillede af svaner og elefanthoveder, der spejler sig i hinanden, konkurrerede med helteportrætter af Jim Morrison og Che Guevara - det var ømt) . Det var formentlig ad den den vej, at han kom til at designe coveret til albummet Brain Salad Surgery med progrock-supergruppen Emerson, Lake and Palmer. Det gjorde underværker for udbredelsen. ELP var kæmpestore i 1973.
   Giger designede siden LP-omslag og hele koncepter/kampagner for bl.a. Magma, Debbie Harry, Dead Kennedys og en lang række tyske heavy- og death metal-bands.
   Hans første filmarbejde var Swiss Made 2069 (1968), som han designede og instruerede sammen med Fredi M. Murer. Herpå blev Giger kontaktet af den argentinske film- og tegneserieskaber Alejandro Jodorowsky, Det er Gigers konceptuelle illustrationer og storyboards, der gør indtryk i den legendariske hvidbog til Jodorowskys aldrig realiserede filmatisering af Frank Herberts Dune.
   Giger var i flere omgange tilknyttet Alien-serien og fungerede som scenograf på Alien 3 i 1992. Hans tidlige kærlighed til H.P. Lovecraft blev uddybet i filmen Giger's Necronomicon (1975) og billedværkerne Necromicon (1977) og Necronomicon 2 (1985). Alt ved Giger er glinsende mørke koncepter, som udtrykker en post- og næsten inhuman livsfilosofi. I den japanske manga- og anime-kultur har ligefrem begrebet Gigeresque.
   Gennem hele sin karriere var Giger samtidig en efterspurgt møbel- og smykkedesigner. 'Han var en stor inspirationskilde for tatovører og fetischister.' står der i Wikipedia-opslaget. Jeg synes, at hans stærke signaturstil blev fortyndet i takt med den kommercielle disneyficering, som kulminerede med indvielsen af H.R. Giger Museum i 1998. Når det er sagt, skal det også siges, at især Gigers skulpturelle værker bevarer deres fascinationskraft.
   Hans mærkelige livsbane er skildret af Belinda Sallin i dokumentaren Dark Star: H.R. Gigers World (2014). Asteroiden 109712 Giger bærer hans navn. Museet lever videre med kunstnerens anden hustru, Carmen Maria Scheifele Giger, som direktør.

Alien: Covenant. Instr.: Ridley Scott. Manus: John Logan, Dante Harper. Foto: Dariusz Wolski. 122 min. Storbritannien-USA 2017. Dansk premiere: 17.05.2017

Foto: Fox/ H.R. Giger Museum
Første version af  artiklen stod i Weekendavisen Kultur 19.05.2017