Translate

fredag den 20. marts 2020

Besvarede bønner: Truman Capote 1924-1984




BESVAREDE BØNNER
Truman Capote 1924-1984

Af BO GREEN JENSEN

I Med koldt blod

DET var fire bestialske drab, som gjorde det litterære vidunderbarn Truman Capote til en moden amerikansk forfatter. De blev begået i 1959 i flækken Holcomb, »et øde område, som andre i Kansas kalder »derude««, skrev han syv år senere i In Cold Blood.
   Morderne var to bitre og skuffede unge mænd, den ikke så skarpe Richard Hickock og den karismatiske Perry Smith, der havde et kæmpemæssigt horn i siden på tilværelsen. Capote tabte hurtigt interessen for Hickock. Perry Smith kunne han derimod spejle sig i. Trods alt var det Smith, der sagde om sin forbrydelse: »I thought Mr. Clutter was a very nice gentleman. I thought so right up to the time I cut his throat.«
   »Det er som om Perry og jeg voksede op i det samme hus,« siger Capote til barndomsveninden Nelle Harper Lee i Dan Futtermans manuskript til filmen Capote (2005). »En dag rejste han sig og gik ud af bagdøren, mens jeg gik ud af fordøren. Var nogle få valg truffet anderledes, kunne han være den mand som jeg er blevet.«
   Lees svar er karakteristisk: »Are you kidding me?«. Hun er den eneste, der kan tale sådan til Truman. Det var bestemmende år for begge skribenter. Mens Capote baksede med sin dokumentarroman om drabene i Kansas, debuterede Lee med To Kill a Mocking Bird (1960, da. Dræb ikke en sangfugl), en vidunderlig bog som især unge mennesker har elsket stort set lige siden. I denne optræder drengen Truman som Dill: »We came to know a pocket Merlin, whose head teemed with eccentric plans, strange longings, and quaint fancies.«*
   


CAPOTE arbejdede hårdt med In Cold Blood. Han investerede sig selv i en grad, som han aldrig før havde gjort og med sikkerhed aldrig gjorde igen. Noget af det bedste i Bennett Millers film, der bygger på en biografi af Gerald Clarke, men holder sig strengt til perioden, hvor Capote skrev Med koldt blod, er skildringen af det enorme indtryk, som allerede nyheden om forbrydelsen gør på den ellers uimponerede forfatter, for hvem livet skiftevis er en vittighed og en skuffelse.
   Prologen viser fragmenter af blodbadet. Så klippes der til den fattigfine New York-lejlighed, som Capote deler med kæresten og kollegaen Jack Dunphy. Philip Seymour Hoffman er allerede ét med rollen, da han gemmer artiklen om Kansas fra side 39 i 16. november-udgaven af The New York Times. Han véd med det samme, at hér er hans stof, det elektriske stød, han har ventet på, og muligheden for at gøre noget stort.
   Siden har filmen sit tyngdepunkt i Holcomb, skønt den pendler mellem Kansas og New York. På den forblæste prærie er Truman mere udsat og aparte end en påfugl. Med sit diminutive fysiognomi, sin sydstatsaccent og sin lyse, læspende stemme må han ligne indbegrebet af alt, hvad jævne folk i Midtvesten forbinder med begrebet dekadence. Også derfor har han Harper Lee med. Hun er god til at falde i ét med hverdagen.
   Til gengæld fungerer Trumans berømmelse, som især efter Breakfast at Tiffany’s (1958) er betragtelig, som en vigtig autoritetsskabende faktor, når myndighederne skal besnakkes. Capote får privilegerede oplysninger, som man ikke ville give en gemen journalist. I første omgang gælder projektet en artikelserie i The New Yorker. Mens ideen til en bog tager form, får Capote lov til at komme og gå som han vil i fængslet hos Hickcock og Perry Smith.



II Et egerns flugt i et træ

JEG skal sige noget om Truman Capote, så lad mig begynde med at føre et karaktervidne. En berømt dansk forfatter har givet følgende karakteristik: »Fortryllelsen ved Truman Capotes Forfatterskab er dets særegne Kombination af Luftighed og Vægt. Vi følger det som vi følger et Egerns Flugt i et Træ, der er paa een Gang aldeles fantastisk og fuldkommen logisk, - den flyvende Figur kan kaldes baade letbenet og fortættet.«
   Aristokraten Karen Blixen er vel ikke umiddelbart en stemme, man forbinder med Truman Capotes groteske og meget amerikanske verden, men hendes skudsmål af forfatteren er det, og billedet af det pilende egern er til og med ganske præcist. Capote kvitterer i »Tanker ved nattetide« ved at kalde Blixen »en virkelig forførerske«, på trods af hendes »falmede, omend fornemme fremtoning.«
   Som lyslevende fabeldyr i de tidlige 60eres mediecirkus blev de to excentriske sprogmennesker en slags venner, giants in a small world. Der er disse fantastiske fotos af Carson McCullers, Blixen, Marilyn Monroe og Arthur Miller, som mødes og spiser frokost. Det ville svare til, at Marilynne Robinson og Quentin Tarantino spiste brunch med Daryl Hannah og Neil Young. Imens ville Michael Moore filme løs. Det ville ikke finde sted. I dag foragter alle hinanden for meget. I øvrigt har man talk shows og filmfestivaler til at levere den slags photo opportunities.



CAPOTE kom med tiden til at kende alt og alle i stjernernes verden. Især trivedes han blandt folk med penge, som han smigrede skamløst og lukrerede på med en blanding af hengivenhed og skadefryd. Han elskede at færdes i udkanten af lysenes rige, og det var blandt disse sårbare egoister, han følte sig mest tryg, mest hjemme. Gennem alle årene førte han dagbog over sine bedrifter i deres verden. Dette råstof af rygter, misbrugt tillid og overhørte samtaler skulle bruges i kronen på hans forfatterværk, Answered Prayers, en allerede i 1968 projekteret »roman uden forklædninger«.
  Capote begyndte imidlertid et skrive et helt andet sted, og han kom gennem flere frugtbare faser på vej til den golde endestation, som bogen om de besvarede bønner blev. Han døde 59 år gammel i 1984. Meget godt gået af en mand, der mod slutningen skyllede sine sovepiller ned med ufortyndet spiritus. Han overvejede at skrive INGEN KOMMENTARER eller MOD BEDRE VIDENDE på sin gravsten, men der står vist nok bare Truman Capote.





KAREN Blixens karakteristik af Capote stammer fra forordet til Holly (1960), Frank Jægers oversættelse af Breakfast at Tiffanys fra 1958. Denne fortryllende kortroman om societyvæsenet Miss Holiday Golightly er et godt sted at give Capote en chance. Stilen er besnærende let, og der er endnu uskyld og overskud i skildringen af den promiskuøse, desillusionerede Holly. En hel generation blev forelsket i Holly, som fremstillet af Audrey Hepburn i Blake Edwards filmatisering. Hendes melankoli er meget efter forfatterens egen: »Det er bedre at stå og glo op på himlen end at leve deroppe. Det er sådan et tomt sted; så tåget. Det er ikke andet end et land, hvor tordenen går og ting forsvinder.«
   Efter Breakfast at Tiffany’s følte Capote, at noget radikalt måtte ske. Han savnede en form, som kunne forene alt, hvad han vidste om litteratur, og det syntes i stigende grad at være journalistikken, der kunne give ham den. Han var træt af sig selv og ville gerne lære noget om andre mennesker. I 1956 havde han blandet reportage og romanstil sammen i The Muses Are Heard, en journalistisk beskrivelse af en amerikansk turné med Porgy and Bess i Sovjetunionen. Når han nu i 1958 sad og så på frugterne af sine første ti år som publiceret forfatter, forekom denne »dokumentariske kortroman« ham at være det, der havde mest fremtid og friskhed, mest mulighed i sig:
   »The Muses Are Heard fik mig til at tænke ad helt andre baner. Jeg ville lave en journalistisk roman, noget i det store format, som indeholdt kendsgerningernes troværdighed, filmens umiddelbarhed, prosaens dybde og frihed, og poesiens præcision.«






RESULTATET udkom efter seks års tavshed. In Cold Blood er en dokumentarisk beretning om en amerikansk forbrydelse, det bestialske mord på familien Clutter, far, mor og to teenagebørn, som Dick Hickock og Perry Smith begik den 15. november 1959 i Holcomb, Kansas, dvs. sige selve hjertet af det amerikanske Midtvesten.
   Essayisten William H. Gass har skrevet en bog med titlen In the Heart of the Heart of the Country. Det er hér, i landets inderste hjerte, at forbrydelsen i Med koldt blod finder sted. Capote klipper i forløbet, manipulerer med vore sympatier, følger morderne hele vejen gennem strafudmålingen, investerer sine objektive beskrivelser med al den subjektive alvidenhed, som forfatteren besidder i den klassiske romanform.
  Capotes research var minutiøs, det grundigste stykke arbejde, han nogen sinde gjorde, og resultatet er et af de største og mest skoledannende udtryk for den »New Journalism«, som i disse år spirede frem hos skribenter som Gay Talese og Tom Wolfe. Imidlertid insisterede Capote på at kalde Med koldt blod »a non-fiction novel«. Med andre ord: han kaldte sin journalistik for kunst. Det faldt mange for brystet, og Norman Mailer beskyldte Capote for at lide af mangel på fantasi. Senere – i 1979  skrev Mailer selv The Executioner's Song, om morderen Gary Gilmore, som insisterede på at blive henrettet. Bogen er en direkte efterkommer af Med koldt blod.
   In Cold Blood er ikke nødvendigvis Capotes bedste bog, men den er afgjort hans mest indflydelsesrige. Forfatteren kom sig aldrig for alvor. I Musik for kamæleoner (1980) står et sent forsøg på at gentage succesen i endnu mere rendyrket form, men »Håndskårne kister« er en bleg kopi i forhold til Med koldt blod.

III Musik for kamæleoner 

TRUMAN Capote blev født i New Orleans i 1924. Hans forældre blev skilt, da han var 4 år, og den diminutive digterspire voksede op hos ældre slægtninge forskellige steder i Louisiana og Alabama. Det er denne verden af skiftende steder og midlertidige forhold, der udgår universet i hans første publicerede fiktion, romanen Other Voices, Other Rooms (1948, da. Andre stemmer, andre steder), en yppig blanding af sydstatsgotik og formfuldendt dannelsesskildring, der er blevet kaldt GLBT-litteraturens svar på Great Expectations. Siden fulgte de omhyggeligt forarbejdede noveller i A Tree of Night (1949) og erindringsromanen The Grass Harp (1951).
   I denne fase minder Capote om væsensbeslægtede sydstatsforfattere som Tennessee Williams og Carson McCullers. Han fik ry for at være en krukket ekshibitionist, der ikke interesserede sig stort for andre mennesker. Det er ikke helt retfærdigt, men den berygtelse, som fulgte ham »tæt i alle årene siden«  det er hans egen formulering  havde absolut sine årsager. Som bøsse sprang han meget tidligt ud af skabet, og i stedet for at tilsløre sine særpræg, valgte han at fremhæve og forstørre dem til et image af effektiv camp. Capote talte med tynd, læspende stemme, komplet med hvislen og krukkede hvin. Af ydre var han en blanding af mandsling og gnom, en virkning som blev stadig mere grotesk, efterhånden som udskejelser og almindeligt slid trak furer i den blide barnemaske.






EN støt diæt af sprit og stoffer bærer meget af skylden for den udflydende tomhed i Capotes sidste fase, alle de år han efter eget udsagn brugte på at organisere materialet til Answered Prayers. Denne hudløse roman om ham selv og alle hans berømte venner og fjender skulle etablere ham som en amerikansk krydsning mellem Marcel Proust og Honoré de Balzac.
   Magasinet Esquire trykte tre uddrag i 1975-76: »Mojave«, »La Cote Basque 1965« og »Unspoiled Monsters«. De var faktisk glimrende og skabte forfatteren en masse fjender blandt hans gamle venner,  men da Besvarede bønner endelig udkom i 1986, tre år efter forfatterens død, bestod den væsentligst af anslag, skitser og aldrig gennemførte forløb. Altså slet ikke den amerikanske kronjuvel, forfatteren havde gejlet sig op til at tro på.





CAPOTES værdigste eftermæle er derfor skrivestykkerne i Music for Chameleons, som Bent Albrectsen oversatte til Musik for kamelæoner i 1982. Her interviewer Capote sig selv i »Tanker ved nattetide«, og han holder mikrofonen for andre (Capote var Andy Warhols erklærede helt og udførte flere opgaver for Warhols magasin Interview). Han fortæller Twilight Zone-anekdoter som grotesken »Et lys i vinduet«, leverer pragtfulde atmosfærestykker fra Martinique og New Orleans, og han rammer i Marilyn Monroe-portrættet »Et yndigt barn« præcis den tone af skandaløs fortrolighed, som kunne lykkes så godt for Capote, at man tilgav ham sladderaspektet.
   Først og sidst rummer bogen glimt af en gave for magisk præcision, som Capote besad hele vejen. De lyttende kamæleoner på Martinique er sådan et glimt:
   »Jeg ser op fra spejlets dæmoniske glans og bemærker, at min værtinde midlertidigt har trukket sig tilbage fra verandaen til sin skyggefulde salon. En klaverstreng klinger, og nok en. Madame leger med en melodi. Snart samles musikelskerne, kamæleoner i højrødt, grønt og violet, en tilhørerskare der i række på verandaens terrakotta-gulv ligner en melodi skrevet ud i noder på et blad. En mozartsk mosaik.«

IV Djævelen ved korsvejen



I BLUESMUSIKKEN taler man romantisk om den handel, som særligt begavede kunstnere indgår med djævelen, når de drikker sig mod til og møder ham ude ved jernbanen, oppe eller nede ved »the crossroads«, altid om natten og uden øjenvidner. Næste dag har de udvalgte fået ny indsigt og kan skrive sange med mere moden galskab end før. Robert Johnson gjorde det, i jazzen både Buddy Bolden og Miles Davis, i nyere tid i hvert fald Hendrix, Morrison, Dylan og Cobain.
   Filmen om Truman Capote lever højt på at fremstille drabene i Kansas som Capotes møde med djævelen ved korsvejen. Han var selv den første til at give denne myte næring, men flere kilder har beskrevet, hvor atypisk åbent han opførte sig i Holcomb. For første og sidste gang i sit liv var han oprigtigt interesseret i andre menneskers hverdag og tog del i den uden at forstille sig. Det er ikke kun en bekvem fiktion, som holdet bag filmen har fabrikeret til lejligheden. Kansas gjorde noget særligt ved Capote.
   Enhver der læser Med koldt blod kan mærke, i hvor høj grad forfatteren identificerer sig, ikke med ofrene, men med morderne. Han føler instinktivt en forbindelse mellem den mørke underverden, som Hickock og Perry Smith stiger op fra som hævnende engle, og den lyse amerikanske drøm, som alle i Eisenhowers 50ere dyrker.
   Ydermere ved han, at der er tale om forbundne kar. In Cold Blood er et pionerarbejde, fordi Capote her etablerer to genrer, dokumentarromanen og oplevelsesjournalistikken, som al senere true crime og new journalism udspringer af. Han begynder at skrive, hvad Tom Wolfe, Norman Mailer, Joan Didion, Hunter S. Thompson og James Ellroy bygger videre på, men lige så vigtigt er Med koldt blod den første solidariske skildring af en ubegribelig forbrydelse. Her er forstudiet til The Onion Field, Terrence Malicks Badlands og Bruce Springsteens Nebraska. Her er et af de første forsøg på at finde ind til mennesket i den fortabte dræber.


   

SOM bekendt kom Capote aldrig over sit møde med djævelen i Kansas. I flere omgange tabte han både sin uskyld og sin indbildskhed, mens han lærte at lyve og sno sig, synke dybt og gøre sig til, ikke for den ekshibitioniske glæde, men for den beskidte sandhed han famlede efter. Capote led alle helvedes kvaler, mens sagen mod Perry Smith og Dick Hickock trak i langdrag. Flere udsættelser blev givet, muligheden for én appelsag mere var altid nærværende.
   Capote foregav at føle med Perry, mens han lokkede de mest intime detaljer om drabene frem. Bagefter havde han mere end nok. Det eneste, som manglede for at han kunne skrive sin bog, var henrettelsen af de enfoldige mordere. Capote oplevede på den måde, hvordan det føles at begære andre menneskers død, at længes efter den af hele sit hjerte. Ikke for intet var Answered Prayers, »Besvarede bønner«, den titel, som han gav romanen, han skrev på i alle årene efter.
   Capote gjorde aldrig noget færdigt efter In Cold Blood. Han blev berømt for at være berømt og sank dybere ned i en invaliderende kombination af narkomani og den alkoholisme, som allerede var hos ham i Kansas-tiden. En af filmens fine detaljer er den whisky, som Truman blander med frugtmos til spædbørn.




PHILIP Seymour Hoffman (1967-2014) fik både en Golden Globe og en Oscar for sin fremstilling af Capote. Den er da også fuldkommen kamæleonagtig. I filmens første scener frygter man, at stemmen og manererne vil udarte, men Hoffman holder balancen og lærer os efterhånden at skelne mellem Capotes excentriske gestus. Der er ting, han gør af væsen, og mere udspekulerede strategier, som han griber til, når det gælder om at beskytte sig selv og narre fjenden.
   En særlig højstemt scene skildrer den aften, hvor Capote første gang læser fra In Cold Blood. Da er Smith og Hickock stadig i live. Perry bliver vred og såret over titlen, som »vennen« Truman har givet sin bog. Capote har i måneder erklæret sin medfølelse og betonet nødvendigheden af at forklare, hvor følsom den misforståede forbryder er. På stregen redder Truman ved at stikke Perry en grå løgn. Arrangøren skulle bruge en titel og valgte In Cold Blood i flæng. Bogen er stadig på skitsestadiet, bedyrer forfatteren, som faktisk blot mangler en slutning på værket.
   Capote er for det første en inciterende studie i en gennemført mærkelig karakter, der forenede en mængde modsætninger i sin person såvel som i sine værker. For det andet er filmen en tankevækkende markering af de moralske problemstillinger, som enhver journalist og forfatter er stillet over for, når han eller hun skriver om virkelige sager, hvor regnskabet ikke går op.
   Hoffmans opsigtsvækkende tour de force forankrer filmen, men også karaktererne i periferien er tegnet med akkuratesse: Catherine Keener som Harper Lee, Bruce Greenwood som Jack Dunphy, der lever i skyggen af Truman, Chris Cooper som den retskafne politichef, Clifton Collins som Perry Smith. Tonen er knastør, musikken er stille, og alle farver er dæmpet så effektivt, at filmen føles mere som et polaroidfoto end som en dramatisk rekonstruktion. Med andre ord ikke ulig den virkning, som In Cold Blood har på en førstegangslæser.

V Kontroversiel på den rigtige måde




RICHARD Brooks’ filmatisering af In Cold Blood blev meget vel modtaget i samtiden. Den var kontroversiel på den rigtige måde, og i denne balanceakt var Brooks en veritabel specialist. Brooks havde tyve år som tv- og filmforfatter bag sig, da han i 1960 begyndte at instruere, som regel efter egne manuskripter og ofte også med sig selv som producer.
   Brooks var manden, der gjorde F. Scott Fitzgeralds kuldslåede novelle »Babylon Revisited« til en regulær tåreperser i The Last Time I Saw Paris. Han forvandlede Dostojevskijs Brødrene Karamazov til en alenlang Hollywoodfilm med Yul Brynner – det er meget godt gået – og han modtog en Oscar for sin bearbejdelse af nobelpristageren Sinclair Lewis’  roman Elmer Gantry. Han havde flair for den sene Tennessee Williams, og mod slutningen af sin karriere – Brooks døde i 1992, 79 år gammel – scorede han et vaskeægte box office hit med Looking For Mr. Goodbar (1977), en mørk, misantropisk og faktisk også opportunistisk afsøgning af single-scenen i New York, umiddelbart før AIDS satte ind.
   Brooks’ speciale var den lødige, kunstnerisk skarpe problemfilm, der trak væsentlige emner frem i en demonstrativt sagsorienteret æstetik. In Cold Blood tynges i nogen grad ned af bevidstheden om sin egen relevans og fortræffelighed, men der er et uafviseligt hypnotisk drive i filmen, og Conrad Halls gennemkomponerede sort-hvide bredformatbilleder giver Brooks’ take på historien en ægte visionær kvalitet.
   Filmen er ikke så dyb og klar som Capotes sproglige iscenesættelse, men Halls til det preciøse smukke billeder, Quincy Jones’ energiske blå jazzmusik og frem for alt Robert Blakes eminente spil i rollen som Perry Smith forløser gerningsmændenes nervøse, frustrerede feber i blodet endnu bedre end Capotes ikke-skønlitterære roman.

VI Den anden biopic



FRA tid til anden sker det, at to filmprojekter tager afsæt i det samme emne, konkurrerer om at komme først og til det sidste nægter at bøje af, skønt så godt som alle erfaringer viser, at der ikke er plads til to film om det samme, uanset om filmene griber dette forskelligt an, når det kommer til stykket.
   I 2009 var der pludselig to store film om Coco Chanel. Anne Fontaines respektable Coco avant Chanel (med Audrey Tautou som modeskaberen) kom først og fik det store publikum. Jan Kounens mere markante Coco Chanel & Igor Stravinsky  (med Anna Mouglalis som Coco og Mads Mikkelsen som komponisten) fik premiere seks måneder senere og blev nærmest ikke set.
   Fra forrige århundrede kan man nævne de to Robin Hood-film  Kevin Reynolds’ Robin Hood: Prince of Thieves med Kevin Costner og Mary Elizabeth Mastrantonio og John Irvins Robin Hood med Patrick Bergin og Uma Thurman  som i 1991 kæmpede til stregen om at komme først med 90ernes bud på historien. I 1992 var det to Columbus-film, Ridley Scotts 1492: The Conquest of Paradise og John Glens Christopher Columbus: The Discovery, som kæmpede om at få status som den bedste Columbus i 500 året-film.
   Som regel tager den ene film hele markedet og får al opmærksomheden. Nu var ingen af Columbus-filmene særligt gode, men John Irvins Robin Hood repræsenterede faktisk et markant divergerende syn på legenden om den grønne helt fra Sherwood Forest. Hele filmen var optaget i gråvejr med overhængende regn, og solen kom først frem i sidste scene. Imidlertid var det Reynolds’ og Costners version, dén med den gyldne tidsfarve, som vandt markedet for sig og fik et langt efterliv.





JEG fortæller naturligvis dette, fordi endnu en biografisk baseret film om Truman Capote og tilblivelsen af In Cold Blood er i omløb. Douglas McGraths Infamous (2006) var en semi-uafhængig produktion, som blev distribueret af Warners arthouse-skuffeselskab Warner Independent Pictures. Capote kom på samme måde fra Sony Pictures Classics, men var i øvrigt en canadisk produktion.
   I Infamous spilles Truman Capote af Toby Jones. Sandra Bullock har rollen som Harper Lee, og englænderen Daniel Craig  dvs. den sjette James Bond  ses som Perry Smith. Endvidere er de mindre roller besat af navne som Gwyneth Paltrow, Isabella Rossellini, Sigourney Weaver, Hope Davis og Jeff Daniels. Hvor Dan Futtermans forlæg for Capote-manuskrirptet er Gerald Clarkes biografi, bygger Infamous på George Plimptons bog Truman Capote: In Which Various Friends, Enemies, Acquaintances and Detractors Recall His Turbulent Career.
   Berygtet er mindst lige så skarp som Capote. Alligevel blev det bærende tema ved modtagelsen, hvordan filmen forholder sig til CapoteJeg skylder i øvrigt at nævne, at Richard Brooks’ film ikke er den eneste dramatisering af In Cold Blood. I 1996 producerede Hallmark Entertainment en godt og vel tre timer lang miniserie med Eric Roberts, Anthony Edwards og Sam Neill. Jonathan Kaplan instruerede, og Benedict Fitzgerald skrev manuskriptet, som på næsten befriende vis ikke indføjer en Capote-figur i konteksten.

VII At skildre det som det er

MAN kan få en fysisk fornemmelse af selvkarikaturen Capote, hvis man opsøger Robert Moores filmatisering af Neil Simons krimikomedie Murder by Death (1976, da. Middag med Mord). I denne blanding af spoof og hommage spiller Capote rigmanden Lionel Twain, som samler en håndfuld berømte detektiver (eller deres lookalikes) i palæet på sin private ø og udlover 1 million dollars til den, som overlever natten der venter.
   Filmen er under alle omstændigheder værd at se for Peter Falks indsats i rollen den hårdkogte Sam Diamond - karakteren var så karismatisk, at Moore og Simon to år senere byggede den mindst lige så morsomme The Cheap Detective (1978) op omkring Falks Humphrey Bogart-parafrase - men her i vores sammenhæng er scenerne med Capote intet mindre end fascinerende.


DER findes et udmærket »Double Feature Boxset« med Capote og In Cold Blood i eksemplariske overførsler. Jeg vil også meget varmt anbefale Robert Mulligans 1962-filmatisering af Harper Lees To Kill a Mockingbird, Dræb ikke en sangfugl. Der er ikke noget at sige til, at Gregory Peck betragtede rollen som sagføreren og alenefaderen Atticus Finch som sin lange karrieres kunstneriske og menneskelige højdepunkt.
   Harper Lee (1926-2016) blev boende i Monroeville i Alabama, hvor hun lærte Capote at kende, da de var børn. Hun skrev ikke flere bøger og gav aldrig en forklaring, hvad hun og Capote blev uvenner over i årene efter In Cold Bloods succes.* Måske vidste de for meget om hinanden - eller Lee vidste for meget om Capote. Måske mente hun, at han krydsede en moralsk grænse og brød en uskreven lov, mens han ventede på, at Smith og Hickock skulle dø. I hvert fald havde hun og Capote ingen kontakt de sidste 15 år af hans liv.
   Det er jo tesen i Bennett Millers film: At noget i Capote gik stykker efter In Cold Blood. Imidlertid er det let at psykologisere på efterbevilling. Det er dét, som filmen om Capote gør, og det er dét, som jeg har gjort i denne tekst.
   Også Brooks’ In Cold Blood psykologiserer, skønt den træder frem som en objektiv skildring af det ondes ordinære ansigt. I scenen hvor Perry Smith ser gennem vinduet ud på natregnen, får Conrad Halls kamera det til at se ud, som om regndråberne på ruden i en vis forstand også er tårer, der driver ned ad Robert Blakes ansigt. Det er imidlertid nøjagtigt kvaliteten i Capotes egen In Cold Blood, at bogen ikke prøver på at forstå eller forklare, men prøver at skildre det, som det er.






VIII Tanker ved nattetide

CAPOTE redigerede selv Music for Chameleons i 1980. Bogen indeholder bl.a. et forord, hvor forfatteren gør sig tanker om sit liv og sin karriere. Hvis samlingen af prosaskitser, interviews og artikler ikke var polstret ud med de færdige afsnit af Answered Prayers, ville bogen næppe have nået 200 sider, skønt den faktisk repræsenterer det meste af 15 års litterær produktion.
   For Capote må det have været som at samle de sørgelige rester. Det lykkes ham dog at holde modet oppe ved en blanding af hudløs ærlighed og solid galgenhumor. Til slut i bogen sidder teksten »Tanker ved nattetide«. Den ene Truman Capote interviewer den anden Truman Capote. For forfatterens venner, kritiske fans og gamle beundrere var teksten et eksempel på, hvor småt det var blevet og hvor langt ud, den engang så stilrene, prunkløse sanger var kommet.
   Læst som mennesket Capotes »Sidste Vilje og Testamente«, er selv-interviewet dog gribende læsning. Lad mig citere slutningen, hvor den regressive bevægelse endelig fører helt tilbage til begyndelsen hos tanterne, som han voksede op hos.

TC siger til TC: »Jeg stod der midt i regnen, og jo tættere den faldt, des mere tænkte jeg på Julian. Jeg bad til, at jeg igen begyndte at tro på Gud og forstå, at kusine Sook havde ret: at alting var Hans værk, nymånen og fuldmånen, regnen der falder tungt, og at Han ville hjælpe, hvis jeg bare bad Ham om det.»
TC svarer TC: »Og har han?«
TC: Ja. Oftere og oftere. Men jeg er endnu ingen helgen. Jeg er alkoholiker. Jeg er narkoman. Jeg er homoseksuel. Jeg er et geni. Jeg kunne naturligvis besidde alle disse fire tvivlsomme egenskaber og stadig være helgen. Men jeg tør måske bemærke, at jeg ikke helt er nået dertil endnu.
TC: Nå ja, Rom blev ikke bygget på én dag. Lad os nu holde op og prøve at visse lidt.
TC: Men først skal vi bede vores aftenbøn. Lad os bruge den gamle aftenbøn. Den, vi plejede at bede, da vi var helt små og sov i seng sammen med Sook og Queenie, og alle tæpperne var dynget hen over os, fordi det var sådan et stort og koldt hus.
TC: Den gamle aftenbøn? OK.
TC og TC i kor: Nu lukker sig mit øje, Gud Fader i det høje, i varetægt mig tag. Fra synd og sorg og fare, Din engel mig bevare, som ledet har min fod i dag. Amen.
TC: Godnat.
TC: Godnat.
TC: Jeg elsker dig.
TC: Jeg elsker også dig.
TC: Det kunne også lige passe andet. Når alt kommer til alt, har vi ikke andet end hinanden. Alene. Indtil graven. Og det er dét, som er tragedien, ikke?
TC: Du glemmer, at vi også har Gud.
TC: Ja. Vi har Gud.
TC: Snork.
TC: Snork.
TC og TC i kor: Snork.




Capote. Instr.: Bennett Miller. Manus: Dan Futterman. Foto: Adam Kimmel. 114 min. USA-Canada 2005.Dansk premiere: 17.03.2006

Berygtet (Infamous). Instr. og manus: Douglas McGrath. Foto: Bruno Delbonnel. 110 min. USA 2006. Dansk premiere: 23.03.2007  

Med koldt blod (In Cold Blood). Instr. og manus: Richard Brooks. Foto: Conrad Hall. 134 min. USA 1967. Dansk premiere: 14.03.1968

*) »Efterhånden lærte vi Dill at kende som en lommeudgave af den store troldmand Merlin, hvis hoved vrimlede med ekscentriske planer, sælsomme længsler og løjerlige fantasier.« Harper Lee: Dræb ikke en sangfugl. Oversat efter »To Kill a Mockingbird« (1960) af Michael Tejn. 382 s. København: Jespersen og Pio, 1961., s. 12.

**) I 2015 udkom Go Set a Watchman (da. Sæt en vagtpost ud) under megen mediebevågenhed. Romanen blev lanceret som forhistorien til To Kill a Mockingbird. Der var dog tale om den del af manuskriptet, som Harper Lee og hendes redaktør havde udeladt ved førsteudgivelsen af Dræb ikke en sangfugl.  




Teksten er let revideret og ajourført. Den blev fremlagt som et foredrag i Cinemateket i Filmhuset i København, da man viste Capote + Med koldt blod 26.08.2006

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar