Nøgler til livet: Tennessee Williams 1911-1983

NØGLER TIL LIVET
Tennessee Williams 1911-83

Af BO GREEN JENSEN 

EGENTLIG hed han Thomas Lanier Williams III. Han blev født i delstaten Mississippi og tog først navnet Tennessee, da han i 1939 besluttede at satse alt på en karriere som professionel dramatiker. Før da var han faldet ud af flere uddannelser, havde prøvet kræfter med forskellige genrer og generelt gjort hvad han kunne for at komme i gang som forfatter.
   I 1935, mens han boede hos sin mor i St. Louis, skrev han om natten og arbejdede i en skoforretning om dagen. Han kunne ikke holde til dette i længden og fik et regulært sammenbrud, som han langsomt kom sig over, mens familien gik hinanden på nerverne. Det var i denne periode, at søsteren Rose for alvor begyndte at blive syg. I kraft af dette fandt Williams sit stof og blev i 1936 optaget på dramatikeruddannelsen på University of Iowa. To år senere bestod han sin eksamen, fik en agent og begyndte at indtage Broadway. I referat kan det ligne en let løbebane, men der var mange og svære forhindringer.
   Af samme grund tog Williams ikke mange ting for givne. Han levede hektisk, men skrev støt og roligt hele sin tid. Da han døde som 72-årig, talte værklisten romanerne The Roman Spring of Mrs. Stone (1950) og Kingdom of Reason (1975), to digtsamlinger (In the Winter of Cities og Androgyne, Mon Amour), fire novellesamlinger (på dansk foreligger udvalget Englen i alkoven), selvbiografien Memoirs (1975) og mere end 60 skuespil. Det sidste som blev opført, Clothes for a Summer Hotel (1980), var en Per Olof Enquist-agtig fantasi over ægteskabet mellem Zelda og F.Scott Fitzgerald.

FORDI Williams var så produktiv, kunne man få indtryk af, at ordene kom let til ham og sad løst i pennen. Det var ikke tilfældet. Williams bearbejdede til stadighed et stort materiale, som kunne være årtier om at finde den rette form og de rigtige stemmer. Selve den centrale sum af figurer og motiver – hvad Per Højholt kaldte et forfatterskabs hovedstol – var på plads allerede ved gennembruddet. Tematisk ændrede Williams sig kun lidt. Det var formen, som han udviklede og eksperimenterede med.
   Glasmenageriet er et godt eksempel. Det selvbiografiske »memory play« har sit udspring i novellen »Portrait of a Girl in Glass«, som Williams bearbejdede for teatret i 1943. Resultatet var i første omgang en enakter i fem scener. Da Williams samme år fik arbejde som manuskriptforfatter hos MGM-studiet i Hollywood, skrev han enakteren om til en drejebog med titlen »The Gentleman Caller«. Manuskriptet blev ikke produceret, men Williams brugte det til at nå frem til den sceneversion med syv scener, som blev uropført på Broadway i 1945. Det var dog først i 1948, da stykket blev sat op i Chicago, at teksten fik sin endelige form.

WILLIAMS' store tid var perioden 1945-61. I disse år blev han fejret som en af det amerikanske teaters mest betydelige og kontroversielle stemmer, og han satte så at sige dagsordenen for efterkrigstidens drama med en ny premiere hvert andet år.
   Ikke alle stykkerne var succeser – Camino Real, som Elia Kazan instruerede i 1953, var nærmest det modsatte – men han skrev de fire tekster, som har fået klassikerstatus og spilles igen og igen. Foruden Glasmenageriet er det A Streetcar Named Desire (1947, da. Omstigning til Paradis), Cat On a Hot Tin Roof (1955, da. Kat på et varmt bliktag) og Night of the Iguana (1961, da. Fanget i natten).
   Også The Rose Tattoo (1951, da. Den tatoverede rose), Suddenly Last Summer (1958, da. Pludselig sidste sommer) og Sweet Bird of Youth (1959, da. Ungdoms søde fugl) blev til i perioden, men har ikke i samme grad appelleret til eftertidens teaterensembler. Vi kender dem primært som kulørte gamle film, der spænder buen til bristepunktet. Især Joseph Mankiewiczs filmatisering af Pludselig sidste sommer med Montgomery Clift og Elizabeth Taylor er et af de sexfikserede 50eres rare klenodier.

WILLIAMS fik ikke nogen let gang på jorden. Han var livet igennem plaget af depression og skyldfølelser, som det kun lejlighedsvis lykkedes at neutralisere. Han var fra ungdommen alkoholiseret og tilgav aldrig sig selv og sin familie det kirurgiske indgreb, som i 1937 blev udført på søsteren, der var diagnosticeret som skizofren. Mens Williams studerede dramatik i Iowa, fik Rose foretaget det hvide snit og tilbragte resten af sit liv på institutioner. Hun er modellen for Laura i Glasmenageriet, der et stykke ad vejen kan læses som et kærlighedsdigt til den skrøbelige søster.

   Williams sprang ud som bøsse allerede i 30erne. Da partneren Frank Merlo døde i 1961, begyndte forfatterens nedtur for alvor. Han støttede sig i stigende grad til alhokol og diverse stoffer, og han kunne ikke tilgive broderen Dakin, at denne i 1969 fik Tennessee indlagt og afgiftet. Williams ville ikke afgiftes. Han havde vænnet sig til at leve i et drømmespil og var gradvis blevet ét med sine skrøbelige tragikere.
   Som kunstnerskæbne og sydstatsforfatter er han fætter til Truman Capote og Carson McCullers. Der er en grundlæggende smerte, et skiftevis tragisk og lakonisk livssyn, en kaotisk personlig livsførelse, en nydelse midt i fortabelsen og en umiskendelig historisk tyngde, som ingen af dem kan undslippe.
   Som amerikansk dramatiker er Williams søn af Eugene O’Neill og kan siges at have stået fadder til Sam Shepard. Arthur Miller, tidens anden store dramatiker, har skrevet, at »det nye i Tennessee Wiliiams var hans rapsodiske insisteren på formen som udtrykkets tjener, snarere end kraften som dominerede og forvrængede det. I ham fandt amerikansk teater, måske for første gang, en følelsernes veltalenhed og mangfoldighed.«

MANGE kritikere har psykoanalyseret Williams og forbundet de præcise portrætter af impotente eller afstumpede mænd og seksuelt frustrerede kvinder med forfatterens seksualitet. I biografien The Kindness of Strangers (1985) læser Donald Spoto systematisk værkerne som en nøgle til livet, næsten som var de dagbøger eller private papirer.

   Williams indbød selv til dette med de personlige forord, der indledte bogudgaverne af hans stykker. Men det for alvor stærke ved Williams er dog, at hans dramaer rejser sig over biografien. De bedste stykker er tidløse myter, og det spiller ingen rolle for oplevelsen af familien Wingfield, at den skrøbelige Laura er et drømmeportræt af forfatterens søster.
   I 70’erne og 80’erne var man tilbøjelig til at afskrive den sene Williams som en udlevet dramatiker, der aldrig tangerede styrken i Glasmenageriet og Omstigning til Paradis. Kat på et varmt bliktag blev den foretrukne tekst på teatrene, primært fordi rollen som Maggie er et optimalt udstillingsvindue for modne skuespillerinder. Elizabeth Taylor tog næsten patent på figuren i Richard Brooks’ filmatisering, men mange betydelige stjerner har spillet den på scenen, fra Jessica Lange til Juliette Binoche.

HELLER ikke disse centrale tekster blev dog set som andet end museumsgenstande i et teaterkredsløb, der var fikseret på form og klinisk teori. Først i 90erne begyndte genopdagelsen. I 2000 udgav Library of America de samlede dramatiske arbejder, og det er ikke mindst sene, sjældent spillede stykker som Out Cry (1973) og Vieux Carré (1977), som man nu interesserer sig for. Sidtnævnte holdt kun til fem opførsler, da det fik premiere. Michael York og Cara Duff-MacCormick kunne trods alt spille Out Cry igennem 12 gange i førsteudgaven.

   I 1978 begyndte Tennessee at tilbringe højtiderne sammen med Rose, som fik lov at forlade hospitalet. Året efter bosatte han sig i Key West, hvor søsteren fik sin egen bungalow. Siden blev hun dog indlagt igen. Edwina Williams, modellen for moderdyret Amanda i Glasmenageriet, døde 95 år gammel i 1980. Tre år senere, den 24. februar 1983, stod den Seconal-bedøvede Williams i New York og famlede med en flaske næsespray. Noget gik galt. Han fik plastictoppen galt i halsen og blev kvalt. Forfatteren er begravet ved siden af sin mor i New Orleans.

I 2014 udkom John Lahrs biografi Tennessee Williams: Mad Pilgrimage of the Flesh. 784 s. New York: W.W. Norton & Company.  

Fotos: Nathan Benn/ Trinity Mirror/ Eileen Darby/ Random House/ CineMaterial/ Yousuf Karsh/ FilmAffinity/ Tennessee Williams Papers, Columbia University (TW drinking with Maria St. Just)

Skrevet 20.03.2001 til programmet for Det KongeligeTeaters forestilling Glasmenageriet (instruktion: Susanne Bier), Turbinehallerne april 2001