UDSATHEDENS ÆSTETIK
Kunstscenens serbiske superstjerne
Af BO GREEN JENSEN
Af BO GREEN JENSEN
Fakirens første arbejder var farvet af propaganda. De ritualiserede kvæstelser blev i sig selv en seksuel protest. Med tiden er det asketiske udtryk drejet i retning ad kønspolitisk teater. Siden 2010 har The Marina Abramović Foundation for the Preservation of Performance Art haft base i Hudson, New York. På The Marina Abramović Institute kan kursister blive oplært i den patenterede Abramović Metode.
Den unge Abramović var pioner og partisan. I dag er hun så meget Mother Performance, at man næppe kan tale om kontroversiel kunst – snarere om knæsættelsen af det ekstreme.
THE Artist is Present var titlen på den store fejring, som Museum of Modern Art i New York foretog i foråret 2010. Fra den 14. marts til den 31. maj sad Abramović hver dag på en stol og var til stede blandt rekonstruktioner af sine øjebliksværker fra alle årene. De gamle arbejder blev til lejligheden genskabt af andre aktører, men sætstykket var det nye værk: at sidde foran kunstneren og se og blive set på.*
Udstillingen blev et stort tilløbsstykke. Der var kø rundt om bygningen, for alle ville ind og sidde med Marina. Det var museets største performance-satsning og kulminationen på kunstnerens karriere. Matthew Akers dokumenterer forløbet i en portrætfilm, som tegner konturerne af hendes karriere, mens den skildrer forberedelserne til MoMA-udstillingen og følger kunstnerens liv. Som tilskuer kommer man gennem et register af reaktioner, der ikke alle er positive.
Udstillingen blev et stort tilløbsstykke. Der var kø rundt om bygningen, for alle ville ind og sidde med Marina. Det var museets største performance-satsning og kulminationen på kunstnerens karriere. Matthew Akers dokumenterer forløbet i en portrætfilm, som tegner konturerne af hendes karriere, mens den skildrer forberedelserne til MoMA-udstillingen og følger kunstnerens liv. Som tilskuer kommer man gennem et register af reaktioner, der ikke alle er positive.
ABRAMOVIC selv er meddelsom og praktisk. Hun udviser en charmerende mangel på selvhøjtidelighed og besidder dertil et fascinerende fysiognomi, der kan forvandle sig for betragterens øjne, fra det forførende rollespil i religiøse, erotiske og politiske positurer til den neutrale betragter, som vasker udtrykket rent, når en ny gæst tager plads. Performance handler også om ikke at snyde. Det føles forkert, når kameraet ser ind i kunstnerens øjne.
Stjernen gør dog en god og autentisk figur. Problemet er snarere den kødrand af talende ansigter, kritikere og gallerister, som sætter ord på værkets egenart og formulerer sig så mandarinagtigt, at man får lyst til at bede dem tie stille. Abramović siger selv, at hun i begyndelsen af sin karriere altid blev spurgt: »Men hvorfor er det kunst?« Det undrer hende, at hun aldrig hører spørgsmålet mere.
Stjernen gør dog en god og autentisk figur. Problemet er snarere den kødrand af talende ansigter, kritikere og gallerister, som sætter ord på værkets egenart og formulerer sig så mandarinagtigt, at man får lyst til at bede dem tie stille. Abramović siger selv, at hun i begyndelsen af sin karriere altid blev spurgt: »Men hvorfor er det kunst?« Det undrer hende, at hun aldrig hører spørgsmålet mere.
EN særligt anstrengt sekvens har at gøre med kollegaen Ulay (Frank Uwe Laysiepen), som Abramović dannede par med fra 1976 til 1988. Sammen skabte de værker som Relation in Space (1976), Breathing in and breathing out (1977) og Rest Energy (1980), hvor han holdt buestrengen med en pil, som kunne dræbe hende, hvis han gav slip. De filmede selv deres afsked, som fandt sted på Den Kinesiske Mur.
I forbindelse med MoMA-udstillingen vender Ulay tilbage. Nu er Marina stjernen, og man fornemmer en decideret falsk hjertelighed. Ulay bliver interviewet om, hvor højt han beundrer sin ekspartner. Han sætter sig foran Abramović. Da hun tager hans hænder, klapper publikum, og alle siger nårh. Gensynet er iscenesat, så Marina og Ulay ville spytte, hvis de var yngre. Imens står anonyme aktører og genskaber Imponderabilia (1977), hvor gæsten måtte presse sig forbi det nøgne par.
I forbindelse med MoMA-udstillingen vender Ulay tilbage. Nu er Marina stjernen, og man fornemmer en decideret falsk hjertelighed. Ulay bliver interviewet om, hvor højt han beundrer sin ekspartner. Han sætter sig foran Abramović. Da hun tager hans hænder, klapper publikum, og alle siger nårh. Gensynet er iscenesat, så Marina og Ulay ville spytte, hvis de var yngre. Imens står anonyme aktører og genskaber Imponderabilia (1977), hvor gæsten måtte presse sig forbi det nøgne par.
MEN hvorfor er det kunst? Et kritisk kronvidne forklarer præmissen. Med The Artist is Present skaber Abramović »her own rent«, sin egen flænge i tiden; et sted, som hun fastholder midt i virak og tumult. Forskellen på performance og skuespil er, om kunstneren er eller foregiver at være. Akers devaluerer sin film, når han arrangerer private øjeblikke som gensynet med Ulay. The Artist is Present fungerer dog fint som en hyldest til Abramović og som en kritisk introduktion til performance.
I 2021 er Abramović stadig aktiv i kunsten på syv kontinenter. I 2016, da hun fyldte 70, var der fest på Guggenheim Museum i New York. Hun gav i den anledning alderen fingeren til ære for kunstmediernes fotografer, som må have taget flere portrætter af Abramović end af nogen anden nulevende kunstner.
Samme år udkom erindringsbogen Walk Through Walls, hvor Abramović for en gangs skyld taler mere om sit liv end sin kunst. Det er især interessant at læse om opvæksten i Beograd og høre, hvor megen modstand der var i begyndelsen. Udsathedens æstetik og de tidlige værker i Rhythm-serien (1973-1974) og Thomas Lips (1975) er om muligt blevet mere relevante i #MeToo-sammenhæng.
UWE Laysiepen døde af lungekræft den 2. marts, 2020. Han blev 76 år. Der blev ganske vist taget gode billeder, men der kom ingen stor forsoning ud af genforeningen i The Artist is Present. I 2015 lagde Ulay sag an mod Abramović og fik medhold i, at hun havde misligholdt deres aftale om royalties for værker, som de havde skabt og opført i fællesskab. De var dog sammen på scenen i Humlebæk i 2017, da Louisiana viste opsamlingsarbejdet The Cleaner.
Ulay døde i Slovenien. Årene efter Marina blev for ham et langt lærestykke, en demonstration af, hvem der var stjernen. I april 2020 skrev David Bramwell i The Guardian en artikel om parrets afsked på Den Kinesiske Mur i 1988. Abramović beskriver, hvordan mødet på muren – i sig selv et episk performanceværk med titlen The Lovers – tog form.
Alene logistikken var en bedrift. De begyndte i hver sin ende af muren, som måler 2.500 kilometer og med forgreninger cirka det dobbelte. I kinesisk folklore og mytologi er muren ryggen på en drage, der snor sig gennem bjerglandskabet. Ulay kom fra halen i Gobi-ørkenen; Marina satte ud fra det mere frodige hoved ved Liaodongbugten i øst.
Da The Lovers blev udtænkt var planen, at de skulle mødes på midten og holde bryllup. De var dog begge på det rene med, at præmissen var ændret til afsked, da vandringen begyndte. De kinesiske myndigheder var skiftevis forvirrede og beredvillige. De ville gerne have opmærksomheden. De elskende mødtes og tog afsked og fløj hjem hver for sig. Der gik syv år, før de talte sammen igen og 22 år, før de mødtes på MoMA i The Artist is Present.
MARINA Abramović fylder 75 år den 30. november. Hun har på det seneste været genstand for en QAnon-kampagne, der beskyldte hende for at være satanist. Hun har sagt, at hun ikke længere vil opføre værker, som fremstiller døden. En undtagelse er så operaforestillingen 7 Deaths of Maria Callas, som hun skabte til Bayerische Staatsoper i 2020.
Abramović har instrueret, tilrettelagt scenografien og skrevet manuskriptet sammen med Petter Skavlan. Hun spiller selv Callas i sammenvævningen af syv operaslutninger fra signaturværker af Bellini, Bizet, Donizetti, Puccini og Verdi. Som manden i billedet medvirker Willem Dafoe. En ny transmission er annonceret til den 27. juli 2021.
Den første store soloudstilling i London skulle åbne på Royal Academy of Arts i september 2020, men blev udsat på grund af COVID-19-pandemien. Den er nu berammet til efteråret 2021. Abramović modtog i 2021 en fortjenstmedalje fra den serbiske stat og var årets modtager af Princess of Asturias-prisen.
Maj 2023: Marina Abramović er årets modtager af Sonningprisen. Overrækkelsen skulle finde sted i Festsalen på Københavns Universitet den 24. april, men Abramović blev syg og meldte afbud med kort varsel. Efter flere udsættelser ligger det fast, at Royal Academy-udstillingen i London vises fra 23. september 2023 til 1. januar 2024. Det er en retrospektiv i fuld skala med arbejder fra alle faser af værket. Se mere på museets hjemmeside.
En stor – og måske den vigtigste – del af Abramovićs arbejde efter 2000 har været koncentreret omkring begrebet reperformance, som er en måde at bevare, åbne, fortolke og fastlægge eksisterende øjebliksværker på. Abramović sammenligner ideen med et musikalsk partitur, hvilket giver fuldkommen mening. Det er også en måde at sikre ophavsret til det i sagens natur efemere værk. Af samme grund er det interessant i forhold til danseteater og anden scenekunst, hvor en koreografi ligger til grund.
Abramovićs egen Seven Easy Pieces (Guggenheim Museum, 2005) var/er en antologi, som blander to af hendes arbejder – Lips of Thomas eller Thomas Lips (1975) og Entering the Other Side (skabt til lejligheden) – med fem nøgleværker i kunstgenrens historie: Body Pressure (Bruce Nauman, 1974); Seedbed (Vito Accondi, 1972); Action Pants: Genital Panic (Valie Export, 1969); The Conditioning (Gina Pane, 1973) og wie man dem toten Hasen die Bilder erklärt/ How to Explain Pictures to a Dead Hare (Joseph Beuys, 1965).
Alt for megen energi bliver brugt på at diskutere, om performance er en legitim og fuldgyldig kunstform; for lidt på, hvad den er og kan. Performance forener billedkunst og teater på samme måde, som tegneserien kombinerer elementer fra billedkunst og litteratur. Begge har et naturligt, skønt sekundært forhold til film.
Amerikaneren Carrie Stern har skrevet en interessant artikel, »The artist is present in the bodies of many: Reperforming Marina Abramovic« (Agôn, 2013), om begrebet reperformance. Blandt andet interviewer Stern de seks performancekunstnere, som arbejdede med Abramovićs og Ulays værker på MoMA.
Argumentet mod reperformance er naturligvis, at formen er uforenelig med det spontane og reaktive, som er selve præmissen i performance. Rekonstruktion er museal fossilering. Et andet relevant kritikpunkt kunne være, at værkerne i genopførelse får et lidt mere lækkert, æstetisk tidssvarende præg. Abramović lægger sin egen præmis frem i artiklen »PURE RAW Performance, Pedagogy, and (Re)presentation« (Performance Arts Journal 82, pp. 29-50, 2006).
Marina Abramović: The Artist is Present. Instr., manus, foto: Matthew Akers. 106 min. USA 2012. Dansk premiere: 28.03.2013.
Fotos: Show of Force/ REEL Pictures/ CineMaterial/ Royal Academy of Arts, London/ Museum of Modern Art, New York/ Solomon R. Guggenheim Museum, New York/ Louisiana Museium of Modern Art, Humlebæk/ Louisiana Channel
Filmen streames ikke i DK, men kan lejes/købes på MUBI, iTunes og Prime Video
Første del af teksten stod i Weekendavisen Kultur 29.03.2013
Ingen kommentarer:
Send en kommentar