RØG OG SPEJLE
Periodefilm med magisk tema
Af BO GREEN
JENSEN
GOD is alive, magic is afoot. Markedet er en mærkelig størrelse,
hvor flere projekter til stadighed prøver at komme først med den friske vinkel
på tidens varme emner. Nogle år gælder det sværd og sandaler, forelskede
cowboys og intime portrætter af Truman Capote. Andre år er pirater, Pearl
Harbor og seriemord sagen. Som regel vinder én film alle præmierne, og ingen
kan sætte fingeren på, hvad der med ét gør et tema centralt.
For tiden synes tryllefilm at repræsentere
en strømning. De kommer dog ikke ud af det blå. Dels barsler branchen med en biograffilm om Harry Houdini, den første siden George Marshalls Houdini (1953), som flere har haft på tegnebrættet.* Dels er nogle af
tidens mest læste romaner, f.eks. Glen David Golds Carter Beats the Devil (2001), baseret på klassisk scenemagi, som
forlenes med social betydning, når den kaster lys ind i en bestemt periode.
NEIL Burgers The Illusionist havde fordelen af at være først ude. Som dreng i
1880ernes Østrig-Ungarn bliver Eduard Abramowitz introduceret til de magiske
kunster af en gådefuld vandringsmand, der kunne være en gammel troldmand eller
for den sags skyld Djævelen selv. Endvidere forelsker den jødiske snedkersøn
sig i hertugdatteren Sophie. De leger sammen og bliver hinandens første store kærlighed.
Eduard fremstiller et smykke af træ, et hjerte med et hemmeligt rum, hvor de
kan være sammen hinsides klasser. Så forlader han byen og flakker om i ti år,
efter sigende primært i Kina, hvor han lærer det magiske håndværk.
Femten år senere er drengen tilbage i Wien
som tryllekunstneren Eisenheim (Edward Norton), der trækker fulde huse med
spektakulære illusioner, som får yderligere virkning ved at være stort
iscenesat. Eisenheim kan få et appelsintræ til at spire, blomstre og bære frugt
for øjnene af det måbende publikum. Han giver spejlbilleder konkret egenliv og
synes at kunne vække de døde. En aften er kronprinsen, Leopold (Rufus Sewell),
blandt tilskuerne med sin tilkommende, Sophie von Teschen (Jessica Biel). Atter
møder Eisenheim pigen, som han gav sit hjerte, da de var børn.
LEOPOLD er fascineret af Eisenheims
illusioner, som han samtidig prøver at afsløre. En optræden ved hoffet bliver
arrangeret. Her insisterer Eisenheim på at ydmyge den hensynsløse kronprins,
som i ledige stunder, når han ikke prygler sine elskerinder, planlægger et
militærkup, der skal styrte hans far, kejser Franz Josef, og rette op på flere
flydende tilstande, som truer det gudgivne autokrati. Snart har Eisenheim den
første af flere alvorlige samtaler med byens politichef, Walther Uhl (Paul
Giamatti), som Leopold har lovet en ministerpost, når de nye tider kommer om
lidt.
I princippet har man personlig frihed i
Østrig-Ungarn, men Leopold kontrollerer sin by ved hjælp af politistyrken, som
har uindskrænkede beføjelser. Politiske modstandere fjernes lige så effektivt som
konkurrerende bejlere og borgere, der bliver besværlige. Det er fra filmens
første scener klart, at Leopold vil have Eisenheim standset. Resten af historien
foldes ud i en kinesisk æske af flashbacks, som formidles af den opportunistiske
Uhl, der imidlertid ikke er uden integritet.
Det er aldrig klart, om Eisenheim faktisk
besidder paranormale egenskaber. Det er derimod tydeligt, at han ikke kan lade
være med at tirre autoriteterne. Især når han åbenlyst ville være bedre tjent
med at behage og underholde, må Eisenheim udfordre magten.
På sit andet teater, efter det
tilsyneladende tab af Sophie, der rammer ham som en selvforskyldt hybris,
optræder han med ét enkelt nummer, der ifølge de kinesiske assistenter »is no
trick«. Siddende på en køkkenstol, alvorlig og klædt i almindeligt tøj, kalder
Eisenheim de døde frem. Hans publikum omfatter nu alle samfundets lag. Selv
prinsen kommer inkognito, og politiet står klar i kulissen. Det er hér, at den store
illusion kan begynde.
FILMEN om Illusionisten forsøger selv at udføre en
stor tryllekunst. Alt er arrangeret om en krumtap, et centralt synsbedrag, som falder
mod slutningen og er tænkt som et grænseudvidende trick, der i traditionen fra The Usual Suspects (1995), The Sixth Sense (1999) og Memento (2000) forrykker fundamentet og
gør det nødvendigt for tilskueren at tænke hele historien igennem igen.
Desværre har man set det komme på flere
kilometers afstand, og fortællingens mange afledningsmanøvrer er ærlig talt
ikke meget bevendt. Som thriller er The
Illusionist bestemt på det jævne. Man er nysgerrig efter at se, hvordan
tricket bliver udført, snarere end man er følelsesmæssigt engageret og spændt
på at følge historien til dørs. At filmen samtidig har svært ved at slutte, men
bliver ved med at binde enderne op, gør ikke sagen bedre.
The
Illusionist er imidlertid interessant, fordi den knytter an til nogle politiske
felter og mentalitetshistoriske lag, som filmkunsten ikke har rørt ved de
seneste årtier: det gamle Europas tiltagende tusmørke, det nervøse »moderne«
århundredeskifte, hvor psykoanalysen kommer til verden sammen med ekstreme politiske
ideologier og ulmende etnisk konflikt. Den magiske artist er et effektivt
billede på kunstneren, som af flere årsager, principper såvel som personlige
grunde, gør modstand og sætter sit liv ind på dét.
DET betyder ikke, at filmen er absolut
vellykket. Burger eksponerer sit stof med udtalt mangel på historisk
fornemmelse, og det er en betydelig svaghed, at filmen fordrejer den politiske
baggrund, som den gør til en forudsætning for karakterernes relationer. For
eksempel er prins Leopold en fiktion. Kejser Franz Josef havde ingen søn af det
navn, men var derimod far til ærkehertug Rudolf, som tog sig af dage i en
selvmordspagt med kæresten, baronesse Maria Vetsera. Det skete på slottet
Mayerling i 1889 og er i sig selv så mærkelig og tidstypisk en tildragelse, at
filmens kulørte plot blegner i forhold.**
Det stærke produktionsdesign kan i længden
ikke skjule, at filmen er underligt sparsomt befolket og i øvrigt optaget i
Prag. Imidlertid er Edward Norton distinkt og uudgrundelig som den karismatiske
titelfigur. Rufus Sewell dækker den megalomane prins udmærket, især da magten
begynder at smuldre sammen med mandens greb om virkeligheden, og Paul Giamatti
er uhyre velanbragt som kommissæren, småborgeren der har sin grænse og for
resten selv er tryllefan.
BURGERS trumf er magien. Man siger, at film
om tryllekunst er sjældne, fordi alt i forvejen kan lade sig gøre med effekter.
Alligevel får scenerne fra Eisenheims teater det til at gibbe i tilskueren.
Både begyndelsens prangende show og den sene rituelle askese er realiseret med høj
stilbevidsthed. Diverse flashbacks til Eisenheims formative år er bearbejdet,
så de fremstår med en hyperrealistisk drømmevirkning. To af Eisenheims
illusioner, det blomstrende appelsintræ på det første teater og den mørke forsvindingskunst
på det sidste, er regulære showstoppers,
som man husker, når resten af filmen er glemt.
Illusionisten
er således meget seværdig. Filmen bygger på Steven Millhausers novelle
»Eisenheim the Illusionist« fra samlingen The
Barnum Museum (1990).*** I denne er der ingen royal hævnhistorie. Centralt i novellen
står Eisenheims forhold til en konkurrerende illusionist, Ernst Passauer. At The Illusionist slet ikke brugte dette
tema skyldes nok, at magisk rivalisering var hovedmotivet i årets anden store
periodefilm om tryllekunst, Christopher Nolans The Prestige, som fik dansk premiere i 2007.
*) En tv-film med titlen Believe: The Houdini Story blev produceret i 1998 og vist på TNT. Pen Densham instruerede Johnathon Schaech i titelrollen. 00ernes interesse for Harry Houdini (1874-1926) blev aldrig forløst i en storfilm. I stedet kom mindre projekter som Gillian Armstrongs Death Defying Acts (2007) med Guy Pearce som HH. Catherine Zeta-Jones og Saoirse Ronan spiller mor/datter-parret, som både vil elske og udnytte ham. I Danmark udkom filmen på dvd. Adrien Brody har titelrollen i miniserien Houdini, som Bernard C. Meyer og Nicholas Meyer skrev til A+E Networks i 2014. I Europa blev den vist på The History Channel og streames i 2020 på C More. Stephen Hopkins' serie om Houdini and Doyle, hvor Houdini og Sir Arthur Conan Doyle samarbejder, bliver desværre ikke streamet nogle steder. Houdini og Doyle mødtes også i virkeligheden og førte en venskabelig korrespondance, skønt de kom fra hver sin lejr i forholdet til det paranormale. Houdini satte en ære i at afsløre de spiritister, som Doyle blev stadig mere åben overfor.
**) Kronprins Rudolf (1858-1889) var søn af kejser Franz Josef og Elisabeth »Sissi« af Østrig-Ungarn. Han var gift med prinsesse Stéphanie af Belgien, men havde et forhold til Maria Vetsera (1871-1889). Rudolf og Maria begik selvmord sammen under et ophold på jagtslottet Mayerling uden for Wien. Mange teorier, også konspirationsteorier, verserede om hvordan og hvorfor. Affæren er skildret i talrige bøger, teaterstykker og film. Charles Boyer og Danielle Darrieux spillede Rudolf og Maria i Anatole Litvaks franske Mayerling (1936). Litvak instruerede også en amerikansk tv-film i 1957. I 1968 blev Terence Youngs Mayerling med Omar Sharif og Catherine Deneuve den romantiske storfilm, der skulle afløse Doktor Zivàgo som tidens tåreperser. Det lykkedes mere eller mindre. I Youngs film bliver kejserparret spillet af James Mason og Ava Gardner. Mayerling er stadig seværdig.
***) The Barnum Museum er ikke oversat. Det er derimod Millhausers Martin Dressler: The Tale of an American Dreamer (1996, da. Martin Dressler: Fortællingen om en amerikansk drømmer, 2002) og The King in the Tree: Three Novellas (2003, da. Kongen i træet s.å). Begge på forlaget Rosenkilde.
Illusionisten (The Illusionist). Instr. og manus: Neil Burger. Foto: Dick Pope. 109 min. Tjekkiet-USA 2006. Dansk premiere: 15.12.2006
Foto: CineMaterial/ MoviestillsDB/ [FilmGrab]/ FilmAffinity
Filmen streames (køb eller leje) på Blockbuster/ Google Play og iTunes/Apple+ TV
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 16.12.2006
Ingen kommentarer:
Send en kommentar