Robert Guédiguian: Kilimanjaros sne (2011)

FRANSKE SOCIALISTER

Hjemstavnsdigteren Robert Guédiguian

Af BO GREEN JENSEN

FAKTISK stammer titlen ikke fra Ernest Hemingways berømte novelle. Den er hentet i franskpopsangen »Kilimandjaro«, som crooneren Pascal Danel fik et hit med i sommeren 1967, da Michel (Jean-Pierre Darroussin) og Marie-Claire (Ariane Ascaride) var unge sammen med resten af verden: »Il n’ira pas beaucoup plus loin/ La nuit viendra bientôt/ Il voit là-bas dans le lointain/ Les neiges du Kilimandjaro.«*

   De dansede sammen til sangen og blev et par uden videre drama. Siden har de begge drømt om at rejse til Afrikas grønne bjerge en dag. Han fik job på havnen i Marseille, hvor han engagerede sig i fagforeningsarbejdet. Hun blev hjemmehjælper og er det endnu. De fik to børn, Flo og Gilles, som nu er voksne. Det er i dén grad gået som det skulle, og hele kredsen er med til at fejre parrets 30 års bryllupsdag. Man har samlet ind til gaven, som naturligvis er en rejse til Kilimanjaro.

   

DER er dog skyer på himlen, da man når til at feste. Michel har netop mistet sit job, fordi han vil gøre tingene rigtigt. Der skal skæres tyve stillinger. Som tillidsmand sørger han for, at det sker solidarisk. Alle lægger en seddel med deres navn. Michel lægger også sin egen. Da hans navn kommer op, kan han springe det over. Det er, hvad vennen Raoul (Gérard Meylan) forventer. Men Michel hylder socialismens principper. Han går, skønt fundamentet under familiens hverdag rives væk.

  

ROBERT Guédiguian (f. 1953) laver altid sine film i Marseille. Han bruger byen som en maler eller forfatter, der går ind i det samme univers hver gang. Hustruen Ariane Ascaride (f. 1954) har den kvindelige hovedrolle, og manuskripterne er skrevet i samarbejde med Jean-Louis Melesi (f. 1956). Kun to gange har Guédiguian brudt formatet. Det var i Le Promeneur du champ de mars (2005), en stort anlagt film om François Mitterrand, og i L’Armée du crime (2009), som er en meget kritisk fremstilling af modstandskampen under 2. verdenskrig.

   Resten af Guédiguians værk er en betagende nuanceret hjemstavnssaga, fra lokale produktioner som Derniere été (1981) og Rouge midi (1985) til gennembruddet med den sjælfulde Marius et Jeanette (1997), der som den første af Guédiguians film fik dansk premiere. À la place du coeur (1998) flytter James Baldwins If Beale Street Could Talk fra Harlem til Marseille. Solskinsfarcen A l’Attaque! (2000), den Chabrol-kolde thriller La ville est tranquille (2000), utroskabsdramaet Marie-Jo et sa 2 amours (2002), den feministisk funderede Mon père est ingénieur (2004) og rejsen til rødderne i Le voyage en Armenie (2006) tager alle udgangspunkt i Marseille.

HER er Guédiguian en virtuos og meget original billedskaber. Han er langt mere famlende uden for byen, når han overtager andres historier og vil efterligne fremmede filmsprog, som det sker i skildringen af Mitterrand. Gamle aktivister-krimien Lady Jane (2008) bruger Canned Heat-musik lige så uforglemmeligt som La ville est tranquille blander græsk tragedie med Janis Joplin. Det er stor hjemstavnsdigtning i mange stilarter, men altid med et socialistisk menneskesyn og den samme familie af skuespillere og teknikere foran og bag kameraet.

KILIMANJAROS sne kan derfor også ses som en midaldrende filmskabers status over tiden og dens værdier. Der er ikke længere plads til Michels altruistiske solidaritet, som er inspireret af hans helt Jean Jaurès, Frankrigs svar på Pio, Sabroe og Stauning. Til gengæld er det hjertevarmende, da slægt og venner finder pengene til at sende parret afsted. Der er ofte denne tillidserklæring til nærsamfundet i Guédiguians historier – kun borgerskabet er pr. definition hægtet af.

    Den nye tid viser tænder i scenen, hvor maskerede gerningsmænd trænger ind, stjæler pengene og skader familien så brutalt, som blev Paradis bombet af droner. Og filmen bliver endelig fransk Erik Clausen, da Michel og Marie-Claire tager kontakt til de nødstedte tyve. For her kender alle hinanden. Intet menneske er en ø. Alle kar er forbundne. Vi behøver hinanden, som Frank Capra sagde i 1930ernes USA.

GUÉDIGUIAN og Ascaride har rod i 1968. Les Neiges du Kilimandjaro er på den konto en ufortrøden hyldest til værdierne fra dengang. Altså en politisk film. Man kan næppe sige politisk korrekt, for socialismen ifølge Guédiguian går stik imod de toneangivende nyliberalister, der ikke kan få det darwinistisk nok. Han er mere en stemme på linje med englænderen Ken Loach, der også nægter at lade sig ryste i troen. De pakker af og til kortene tæt. Til gengæld er det guld værd, når humanister forkynder deres budskab og siger, at vi må nære omsorg for hinanden. Kilimanjaros sne er en smuk lille film om det hele, men især om værdien af solidaritet.

GUÉDIGUIAN og Melesi krediterer som inspirationskilde Victor Hugos »Les pauvres gens«, en tekst fra digtkredsen La Légende des siècles (1859-83, da. Århundredernes legende). Her finder man sandt nok konturerne af fortællingen om et ældre par, der tager sig af de yngre i i byen, hvor alle lever af fiskeri. Det er dog snarere som en patetisk gestus, at ånden fra Jean Valjean slår igennem. På sin haveterrasse indser Michel, at han er blevet en overkomplet. Marie-Claire modtager beskeden om hans fyring uden frygt. De går sammen til angreb på den sociale berøringsangst, og der er ægte fællesskab og kærlighed i scenen, hvor man fejrer familien på havnen.

GUÉDIGUIANS tre nøglespillere – Ascaride, Darroussin og Meylan – arbejder minimalistisk med deres karakterer. Resultatet er en dejlig, åbenlyst agiterende film, der kan ses som en vellykket blanding af modent manifest og overlagt anakronisme. Man får altid lyst til at se Marseille, når man er i selskab med Guédigaun. Denne gang vil man også til Kilimanjaro: »Voilà sans doute à quoi il pense/ Il va mourir bientot/ Elles n’ont jamais été si blanches/ Les neiges du Kilimandjaro.«

Se også Robert Guédiguian: La Villa | Huset ved havet (2017); Robert Guédiguian: Gloria Mundi (2019).

*) Pascal Danel: 'Kilimandjaro' (1967). Single fra albummet med samme titel. Danel er født i 1944 og stadig aktiv på franske scener. Hans andet store 60er-hit var 'La plage aux romantiques' (1966). 

Kilimanjaros sne (Les Neiges du Kilimandjaro). Instr.: Robert Guédiguian. Manus: Jean-Louis Melesi og Robert Guédiguian. Foto: Pierre Milon. 90 min. Frankrig 2011. Dansk premiere: 14.06.2012

Foto: Agat Film & Cie/ Camera Film 

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.06.2012