DANSERNES VERDEN
Af BO GREEN JENSEN
ROBERT Altmans film har mange kvaliteter. Især var han uovertruffen, når det gjaldt om at udrede de fine spil og tråde, som
definerer en gruppe socialt. Han kunne noget særligt med kollektivformen, og den
forbinder hans mest markante arbejder, fra klassikere som M*A*S*H (1970)
og Nashville (1975) til sene highlights som Short Cuts (1993) og Gosford Park (2001). Mindre film som Hollywood-satiren The Player (1992),
modeskildringen Prêt-à-Porter (1994), erindringsstykket Kansas City (1996) og feriekrimien Cookie’s Fortune (1999) kan forekomme løse og
ujævne, men man husker dem altid for atmosfæren.
The Company var en bestillingsopgave. Imidlertid løste Altman den så inspireret, at dansefilmen føles som et kærlighedsarbejde. Stjernefrøet Neve Campbell var balletdanser, før hun blev skuespiller. Hun havde i årevis drømt om at skabe en film, der hylder dansens æteriske væsen, samtidig med at den skildrer de personlige afsavn og det hårde fysiske arbejde, som er forbundet med faget. Hun kontaktede forfatteren Barbara Turner, der har få men gode titler som Ulu Grosbards Georgia (1995) og Ed Harris' Pollock (2000) på sit generalieblad.
The Company var en bestillingsopgave. Imidlertid løste Altman den så inspireret, at dansefilmen føles som et kærlighedsarbejde. Stjernefrøet Neve Campbell var balletdanser, før hun blev skuespiller. Hun havde i årevis drømt om at skabe en film, der hylder dansens æteriske væsen, samtidig med at den skildrer de personlige afsavn og det hårde fysiske arbejde, som er forbundet med faget. Hun kontaktede forfatteren Barbara Turner, der har få men gode titler som Ulu Grosbards Georgia (1995) og Ed Harris' Pollock (2000) på sit generalieblad.
DET fremgår ikke,
hvorfor Chicagos vist nok verdenskendte Joffrey Ballet blev genstanden for
Campbells lovprisning. Til gengæld indrømmede Altman, at han i første gang sagde
nej tak, da Turner og Campbell henvendte sig. Han vidste intet om dans, men
blev alligevel interesseret. Ikke i dansernes verden som sådan, men i processen
som udgår en forestilling. »Dansere gør det umulige. Alligevel vil vi være som
dem. De er det smukke, det skrøbelige og udtryksfulde. De er essensen af det
æteriske,« udtalte han.
Ligesom Nashville
og Prêt-à-Porter opleves filmen som fiktion med dokumentarisk anslag. Koreograferne Lar Lubovitch og Robert
Desrosiers genskaber deres arbejde med forestillingerne Light Rain og Blue
Snake. Danserne spiller sig selv. Kompagniets direktør, »Mr. A.«, er derimod en fiktiv karakter, som
spilles af generationsikonet Malcolm McDowell, her 60 år gammel og god
i en atypisk rolle. Der er vævet romantiske sidehistorier og karrierevignetter
ind i den overordnede sammenhæng, men dansen er autentisk, og filmen skildrer
et virkeligt år i ballettruppens liv.
Resultatet er en
livsalig bagatel, der fungerer forbløffende godt. Altman eksponerer emnet ved
hjælp af den orkestrale teknik, som han (i regelen i samråd med klipperen Geraldine Peroni) bruger i sin øvrige
sædeskildrende praksis. Fordi filmen er fattig på egentlig handling, er der tid
til at dvæle ved dansen og forvandle lydsiden til en mosaik af de mange
versioner, som schlageren »My Funny Valentine« er blevet udsat for gennem
tiden. The Company ender med at udtrykke de kvaliteter, som man savnede
i Nicholas Hytners Center Stage (2000) og et par andre balletfilm fra årtusindeskiftet.
DET lyder prætentiøst og muligvis mildt latterligt, når Robert Desrosiers fortæller danserne om sine tanker med Blue Snake, som er en slags tantrisk ode til ånden fra 60erne. Men til slut er den blå slange slående smuk, og Mr. A. kan være stolt, fordi han så det fra begyndelsen. Modne danseres nedgangsår skildres. En akillessene brister så højt, at det kan høres, og McDowell har en fornem scene, hvor han husker de stjerner, som døde af AIDS. Der sættes dog ikke navn på erhvervssygdommen.
Som essensen af
æterisk er The Company lidt af en himmerigsmundfuld. Vaslav Nijinskij blev
engang spurgt, hvordan han egentlig bar sig ad. Den legendariske danser forstod
ikke helt. Så forklarede han: »Jeg springer bare op i luften og bliver hængende
et øjeblik.« Anekdoten er muligvis apokryf – jeg har den fra historikeren
Modris Eksteins – men det er et aftryk af denne mirakuløse lethed, som Robert
Altman har fastholdt i The Company.
Se også Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Gosford Park (2001); Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006).
Se også Darren Aronofsky: Black Swan (2010); Det store spring: Ballerina (2016); Bevægelsens grundstof: Pina Bausch 1940-2009; To versioner: Suspiria (1977/2018).
The Company. Instr.: Robert Altman. Manus: Barbara Turner. Foto: Andrew Dunn. 112 min. USA 2003. Dansk premiere: 18.06.2004
Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity
Ingen kommentarer:
Send en kommentar