Robert Altman: The Company (2003)

DANSERNES VERDEN
Robert Altman går til balletten 

Af BO GREEN JENSEN

ROBERT Altmans film har mange kvaliteter. Især var han uovertruffen, når det gjaldt om at udrede de fine spil og tråde, som definerer en gruppe socialt. Han kunne noget særligt med kollektivformen, og den forbinder hans mest markante arbejder, fra klassikere som M*A*S*H (1970) og Nashville (1975) til sene highlights som Short Cuts (1993) og Gosford Park (2001). Mindre film som Hollywood-satiren The Player (1992), modeskildringen Prêt-à-Porter (1994), erindringsstykket Kansas City (1996) og feriekrimien Cookie’s Fortune (1999) kan forekomme løse og ujævne, men man husker dem altid for atmosfæren.
   The Company var en bestillingsopgave. Imidlertid løste Altman den så inspireret, at dansefilmen føles som et kærlighedsarbejde. Stjernefrøet Neve Campbell var balletdanser, før hun blev skuespiller. Hun havde i årevis drømt om at skabe en film, der hylder dansens æteriske væsen, samtidig med at den skildrer de personlige afsavn og det hårde fysiske arbejde, som er forbundet med faget. Hun kontaktede forfatteren Barbara Turner, der har få men gode titler som Ulu Grosbards Georgia (1995) og Ed Harris' Pollock (2000) på sit generalieblad.

DET fremgår ikke, hvorfor Chicagos vist nok verdenskendte Joffrey Ballet blev genstanden for Campbells lovprisning. Til gengæld indrømmede Altman, at han i første gang sagde nej tak, da Turner og Campbell henvendte sig. Han vidste intet om dans, men blev alligevel interesseret. Ikke i dansernes verden som sådan, men i processen som udgår en forestilling. »Dansere gør det umulige. Alligevel vil vi være som dem. De er det smukke, det skrøbelige og udtryksfulde. De er essensen af det æteriske,« udtalte han.

   Ligesom Nashville og Prêt-à-Porter opleves filmen som fiktion med dokumentarisk anslag. Koreograferne Lar Lubovitch og Robert Desrosiers genskaber deres arbejde med forestillingerne Light Rain og Blue Snake. Danserne spiller sig selv. Kompagniets direktør, »Mr. A.«, er derimod en fiktiv karakter, som spilles af generationsikonet Malcolm McDowell, her 60 år gammel og god i en atypisk rolle. Der er vævet romantiske sidehistorier og karrierevignetter ind i den overordnede sammenhæng, men dansen er autentisk, og filmen skildrer et virkeligt år i ballettruppens liv.

   Resultatet er en livsalig bagatel, der fungerer forbløffende godt. Altman eksponerer emnet ved hjælp af den orkestrale teknik, som han (i regelen i samråd med klipperen Geraldine Peroni) bruger i sin øvrige sædeskildrende praksis. Fordi filmen er fattig på egentlig handling, er der tid til at dvæle ved dansen og forvandle lydsiden til en mosaik af de mange versioner, som schlageren »My Funny Valentine« er blevet udsat for gennem tiden. The Company ender med at udtrykke de kvaliteter, som man savnede i Nicholas Hytners Center Stage (2000) og et par andre balletfilm fra årtusindeskiftet.

DET lyder prætentiøst og muligvis mildt latterligt, når Robert Desrosiers fortæller danserne om sine tanker med Blue Snake, som er en slags tantrisk ode til ånden fra 60erne. Men til slut er den blå slange slående smuk, og Mr. A. kan være stolt, fordi han så det fra begyndelsen. Modne danseres nedgangsår skildres. En akillessene brister så højt, at det kan høres, og McDowell har en fornem scene, hvor han husker de stjerner, som døde af AIDS. Der sættes dog ikke navn på erhvervssygdommen.

   Som essensen af æterisk er The Company lidt af en himmerigsmundfuld. Vaslav Nijinskij blev engang spurgt, hvordan han egentlig bar sig ad. Den legendariske danser forstod ikke helt. Så forklarede han: »Jeg springer bare op i luften og bliver hængende et øjeblik.« Anekdoten er muligvis apokryf – jeg har den fra historikeren Modris Eksteins – men det er et aftryk af denne mirakuløse lethed, som Robert Altman har fastholdt i The Company.

Se også Robert Altman: Kansas City (1996); Robert Altman: Gosford Park (2001); Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006). 

Se også Darren Aronofsky: Black Swan (2010); Det store spring: Ballerina (2016); Bevægelsens grundstof: Pina Bausch 1940-2009; To versioner: Suspiria (1977/2018).  

 

The Company. Instr.: Robert Altman. Manus: Barbara Turner. Foto: Andrew Dunn. 112 min. USA 2003. Dansk premiere: 18.06.2004

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity

Filmen streames ikke, men kan stadig fås på dvd

Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 18.06.2004