Translate

lørdag den 3. april 2021

Darren Aronofsky: Black Swan (2010)


»DANDSE SKAL DU!«
Ballet noir for begyndere

Af BO GREEN JENSEN

DER er flere slags balletfilm, men for så vidt kun to hovedspor. Enten fokuserer man på glæden ved det fælles, de mange forskellige kræfter, som raser i ensemblet og ved kollektiv gejst bliver ét på den store premiereaften, hvor alting balancerer og forløses. Der kan nok være modgang, men grundatmosfæren er lys og heroisk. Sådan oplever man for eksempel ballettens verden i Robert Altmans The Company (2003).
   Eller også er enerens kamp hovedsagen. Man følger solistens arbejde og engagerer sig i hans eller hendes personlige baggrund. Det gælder egentlig uanset, om rammen er fiktiv eller dokumentarisk. Man når til at beundre disciplinen og begribe, hvorfor netop dette parti i denne opsætning bliver verdens vigtigste ting for en tid.
   I sidstnævnte kategori er en undergenre, man kunne kalde ballet noir. Det er dén, hvor dansen tager magten fra den enkelte danser. Grundstenen har gennem 70 år været The Red Shoes (1948), Michael Powell og Emeric Pressburgers farvemættede modernisering af H.C. Andersens eventyr »De røde Skoe« fra 1845. I Powells udgave bliver stjålen musik, rivaliseringen mellem to kompagnier og seksuel besættelse et bagtæppe for den sidste flammende dans til døden, som udføres af Moira Shearer.



TIL kernen af febrile balletfilm føjer sig nu Darren Aronofskys Black Swan. Natalie Portman har rollen som Nina Sayers, der på højden af sin bane får mulighed får at danse drømme- og dobbeltpartiet som Odette og Odile, den hvide og den sorte svane i Pjotr Tjajkovskijs uopslidelige Svanesøen (1877). Nina, der lever asketisk og paces frem af sin overbeskyttende mor (Barbara Hershey), som selv er forhenværende danser, vil gøre alt for at dreje og briste i lyset. Koreografen (Vincent Cassel) har dog ikke besluttet, om rivalen Lily (Mila Kunis) måske er et bedre valg til partiet.
   For Nina består problemet i at finde ind til den farlige side af selvet, så også de dæmoniske facetter kan forløses. Hun er derimod skabt til inkarnere den brusende hvide svane. For Lily er det omvendt. Koreografen opfordrer Nina til at udforske mørket, og han viger ikke tilbage for at presse hende seksuelt. Fra første færd har Nina syner, som kunne være hallucinationer. Hun er i øvrigt også ved at få vinger og lider af en vane med at skære i sig selv, som driver hendes mor til fortvivlelse.



FILMENS styrke ligger i den sammenbidte, stakåndede alvor. Vi ser med Ninas øjne og kan aldrig med sikkerhed skelne drøm og psykose fra virkelighed. Både dansernes verden og New Yorks natteliv, som Nina begynder at udforske sammen med Lily, er iscenesat med intens realisme. Nina vil om nødvendigt dræbe sin mørke tvilling for at danse baletten til ende. Dansen koster da også et liv, men begreberne slår en saltomortale, før spejlstumpen sidder i brystet til slut.
   Black Swan har alle den fødte klassikers træk. Ligesom i The Red Shoes er selve opførelsen af balletten højdepunktet, og skellet mellem dans og virkelighed viskes fuldkommen ud i den store finale. Natalie Portman yder en kompromisløs indsats, som Aronofsky gør alt for at maksimere. Af samme grund er filmen også et melodrama, der let kammer over i ren hysteri. Hvis man tvivler bare ét øjeblik, falder hele konstruktionen til jorden. Tricket udføres dog ret suverænt.



ARONOFSKY er manden bag genistregen Pi (1998), misbrugsskildringen Requiem for a Dream (2000), den holistiske scifi-fabel The Fountain (2006) og fribryderfilmen The Wrestler (2008). Black Swan rummer lidt af begge sidstnævnte. Og kimen til både Noah (2014) og Mother! (2017).
   Filmen fortjener at blive elsket, og mange vil gøre det uden forbehold. Mit går på graden af skævvreden psykologi. Så effektiv finalen føles, forekommer den meget gemacht. Endelig gentages ledemotivet så monomant, at man næsten når et mæthedspunkt med Tjajkovskijs vidunderlige musik.
   Mest imponerende er dæmonien, som er lige dele American Gothic, Dostojevskijs Dobbeltgængeren og den truende engel i Andersens barske, regulært foruroligende eventyr:

»Dandse skal Du!« sagde han, »dandse paa dine røde Skoe, til Du bliver bleg og kold! Til din Hud skrumper sammen som en Beenrads! Dandse skal Du fra Dør til Dør og hvor der boe stolte forfængelige Børn, skal Du banke paa, saa at de høre Dig og frygte Dig! Dandse skal Du, dandse --!«

   Georgina Parkinson fra American Ballet Theatre har trænet skuespillerne, som i særligt svære scener dubleres af danserne Sarah Lane og Maria Riccetto. Benjamin Millepied fra New York City Ballet har udført koreografien, og kompagniets dansere er udlånt af Pennsylvania Ballet. Komponisten Clint Mansell har bearbejdet Tjajkovskijs partitur, så filmens score bliver mere insisterende.
   Black Swan er højspændt, stram som wiren under en vaklende linedanser – og hele tiden i fare for at briste. Helheden skærer i sindet som glas, men blodet flyder dunkelt og smukt.


Black Swan. Instr.: Darren Aronofsky. Manus: Mark Heyman, Andrés Heinz, John McLaughlin. Foto: Matthew Libatique. 108 min. USA 2010. Dansk premiere: 20.01.2011


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Fox Searchlight Pictures/ 20th Century/ SF Studios/ 
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 21.01.2011

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar