Darren Aronofsky: Noah (2014)

ET GLIMT AF ADAM

»Du skal gøre dig en ark af gofertræ...«

Af BO GREEN JENSEN

STORE effektfilm, der vil have tilskueren til at tænke, er sjældne. Det samme er tænksomme filmskabere, som har mod på at lave blockbusters. Nu og da mødes ekstremerne dog. I Darren Aronofskys markante udlægning af den bibelske myte om Noa, får man mere film for pengene, end i mange heftigt hypede actionstykker.

   Det er en fri fantasi, som tager skriften på ordet. Noa er efterkommer af Set, den yngste af Adam og Evas tre sønner. Over resten af verden råder Kains æt, der spiser dyr, bor i byer og driver industri. Noa og hans familie er holistiske overlevere, der vil passe deres eget. Noa ser i drømme verden dø. Han ser også, i en hyppigt gentagen sekvens, slangen, æblet og stenen, som Kain slog Abel ihjel med.

NOA (Russell Crowe) forstår, at forsøget skal standses. Han er enig med Skaberen i, at fordærvet er gået for vidt. Han beder hustruen Naameh (Jennifer Connolly) pakke, så de sammen med sønnerne Sem (Douglas Booth), Kam (Logan Lerman) og Jafet (Leo Carroll) kan rejse til bjerget i ødemarken, hvor Metusalem (Anthony Hopkins) stadig lever. Noa vil høre, hvad hans bedstefar mener om drømmen.

PÅ vejen bliver de standset af Vogterne, faldne lysvæsener, som Gud lod dække af lava ved nedslaget, da de landede på Jorden for at hjælpe Adam. Også gudesønnerne er skuffede over mennesket. En af stenkæmperne ser dog et glimt af Adam i Noa. Metusalem giver ham et frø fra den første have, idet han plirrer konspiratorisk, som Anthony Hopkins nu engang gør.

   Da Noa planter frøet, skyder skoven op på ingen tid. Han bygger arken sammen med sine sønner og Vogterne. Arken ligner en supertanker af træ. »Du skal gøre dig en ark af gofertræ og indrette den med rum ved rum og overstryge den med beg både indvendig og udvendig,« siger Gud i Første Mosebog. I Aronofskys film taler han aldrig direkte, men meddeler sig i mirakler og epifanier.

   Noa følger de bibelske anvisninger: »Du skal gå ind i arken med dine sønner, din hustru og dine sønnekoner; og af alle dyr, af alt kød skal du bringe et par af hver slags ind i arken for at holde dem i live hos dig.«

   Familien har taget Ila (Emma Watson) til sig, da hun var lille. Pigen var såret og kunne aldrig blive frugtbar. Noa har elsket hende som sin datter. Som ung er hun blevet Sems kæreste, men det piner hende, at hun ikke kan få børn.

DA regnen begynder, kommer dyrene flyvende, gående, krybende og kravlende. Også Kains slægt vil med ind i Arken, og et episk slag følger i traditionen fra Peter Jacksons version af Ringenes Herre. Vogterne får tilgivelse og skydes hjem til himlen i søjler af lys. Floden kommer både oppe fra himlen og nede fra jorden. Det er selve kaosvandet, der ruller skabelsen tilbage.

   For Noa er det vigtigste at følge Herrens bud. Han forhindrer Kam i at tage en såret pige fra Kains æt med ombord. Noa forstår, at skabelsen skal genstartes uden mennesker. Slægten vil dø med ham, Nameeh og deres sønner. Da Ila alligevel bliver gravid, sværger Noa, at han vil dræbe barnet, hvis det er en pige. En dreng må leve tiden ud. Blot ingen kan undfange nyt liv efter Syndfloden.

   For resten har Arken en blind passager. Noas sønner får stadig sværere ved at lystre en far, der gebærder sig som lederen af en moderne selvmordskult. Nameeh er den sidste, som siger fra. Da Noa hæver kniven, får en vuggevise strategisk betydning. Det er umådeligt bevægende. Og smukt og spændende på den samme vagt kitschede måde, som alt ved Aronofskys bibelepos er.

DARREN Aronofsky fik mulighed for at realisere sin storfilm om Noa, da balletfantasien Black Swan (2010) blev så populær, at han var svær at sige nej til.

   Filmskaberen har fra begyndelsen brugt sin jødiske baggrund. I Pi (1998) leder en matematiker efter den talværdi, som rummer skabelsens nøgle og navnet på Gud. Han søger hjælp hos talmud-kyndige gangstere og får først fred i sit kværnende hoved, da han sætter en boremaskine for tindingen. Også The Fountain (2006), en fremtidsfabel om cancer og healing, bruger svære, kabbalistiske motiver.

   Instruktøren fandt for alvor sit publikum med Requiem for a Dream (2000), en hallucinatorisk afhængighedsskildring efter Hubert Selbys roman. Som den fallerede fribryder, der rejser sig i The Wrestler (2008), fik Mickey Rourke et sent comeback.

   Vigtigst for tingenes drejning i Noa er nok, at Aronofsky hverken er genfødt kristen eller et jødisk svar på Cecil B. DeMille. Han er en fantastiker med mosaisk baggrund, der mediterer over en skabelsesmyte. Det gør han i et originalt og frapperende filmsprog, som med stor opfindsomhed visualiserer teksten i Det Gamle Testamente.

DET er en hård, smuk film på sin grovslebne måde. Den deler visse ydre træk med tidens mange fantasyepos, men især minder troen og tvivlen om Jeff Nichols’ Take Shelter (2011), hvor Michael Shannon som en moderne Noa led mange af de samme kvaler, mens han byggede et overlevelsesrum til sin familie.

   Filmens stemningsfulde score er som altid komponeret af Clint Mansell. Det er dog Lenny Kaye og Patti Smith, som har skrevet den altafgørende vuggevise. Sidstnævnte synger »Mercy Is« sammen med Kronos Quartet, da vandet har trukket sig tilbage.

   Herren sætter sin bue i skyen, og kontrakten med mennesket bliver fornyet. Hvad der videre sker, må De selv ind at se.

Se også Darren Aronofsky: The Fountain (2006); Darren Aronofsky: Black Swan (2010); Klassiske karakterer: Moses og mogulerne; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].  

Noah (Noa). Instr.: Darren Aronofsky. Manus: Darren Aronofsky, Ari Handel. Foto: Matthew Libatique. 138 min. USA 2014. Dansk premiere: 03.04.2014

Fotos: New Regency Productions// Paramount Pictures/ Protozoa Pictures/ Disruption Entertainment/ Forty-Four Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ UIP/ YouTube [Paramount Movies Trailer + 'Mercy Is´clip]
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures (UK) 28.07.2014

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.04.2014

Darren Aronofsky: Black Swan (2010)

»DANDSE SKAL DU!«
Ballet noir for begyndere

Af BO GREEN JENSEN

DER er flere slags balletfilm, men for så vidt kun to hovedspor. Enten fokuserer man på glæden ved det fælles, de mange forskellige kræfter, som raser i ensemblet og ved kollektiv gejst bliver ét på den store premiereaften, hvor alting balancerer og forløses. Der kan nok være modgang, men grundatmosfæren er lys og heroisk. Sådan oplever man for eksempel ballettens verden i Robert Altmans The Company (2003).

   Eller også er enerens kamp hovedsagen. Man følger solistens arbejde og engagerer sig i hans eller hendes personlige baggrund. Det gælder egentlig uanset, om rammen er fiktiv eller dokumentarisk. Man når til at beundre disciplinen og begribe, hvorfor netop dette parti i denne opsætning bliver verdens vigtigste ting for en tid.

   I sidstnævnte kategori er en undergenre, man kunne kalde ballet noir. Det er dén, hvor dansen tager magten fra den enkelte danser. Grundstenen har gennem 70 år været The Red Shoes (1948), Michael Powell og Emeric Pressburgers farvemættede modernisering af H.C. Andersens eventyr »De røde Skoe« fra 1845. I Powells udgave bliver stjålen musik, rivaliseringen mellem to kompagnier og seksuel besættelse et bagtæppe for den sidste flammende dans til døden, som udføres af Moira Shearer.

TIL kernen af febrile balletfilm føjer sig nu Darren Aronofskys Black Swan. Natalie Portman har rollen som Nina Sayers, der på højden af sin bane får mulighed får at danse drømme- og dobbeltpartiet som Odette og Odile, den hvide og den sorte svane i Pjotr Tjajkovskijs uopslidelige Svanesøen (1877). Nina, der lever asketisk og paces frem af sin overbeskyttende mor (Barbara Hershey), som selv er forhenværende danser, vil gøre alt for at dreje og briste i lyset. Koreografen (Vincent Cassel) har dog ikke besluttet, om rivalen Lily (Mila Kunis) måske er et bedre valg til partiet.

   For Nina består problemet i at finde ind til den farlige side af selvet, så også de dæmoniske facetter kan forløses. Hun er derimod skabt til inkarnere den brusende hvide svane. For Lily er det omvendt. Koreografen opfordrer Nina til at udforske mørket, og han viger ikke tilbage for at presse hende seksuelt. Fra første færd har Nina syner, som kunne være hallucinationer. Hun er i øvrigt også ved at få vinger og lider af en vane med at skære i sig selv, som driver hendes mor til fortvivlelse.

FILMENS styrke ligger i den sammenbidte, stakåndede alvor. Vi ser med Ninas øjne og kan aldrig med sikkerhed skelne drøm og psykose fra virkelighed. Både dansernes verden og New Yorks natteliv, som Nina begynder at udforske sammen med Lily, er iscenesat med intens realisme. Nina vil om nødvendigt dræbe sin mørke tvilling for at danse baletten til ende. Dansen koster da også et liv, men begreberne slår en saltomortale, før spejlstumpen sidder i brystet til slut.

   Black Swan har alle den fødte klassikers træk. Ligesom i The Red Shoes er selve opførelsen af balletten højdepunktet, og skellet mellem dans og virkelighed viskes fuldkommen ud i den store finale. Natalie Portman yder en kompromisløs indsats, som Aronofsky gør alt for at maksimere. Af samme grund er filmen også et melodrama, der let kammer over i ren hysteri. Hvis man tvivler bare ét øjeblik, falder hele konstruktionen til jorden. Tricket udføres dog ret suverænt.

ARONOFSKY er manden bag genistregen Pi (1998), misbrugsskildringen Requiem for a Dream (2000), den holistiske scifi-fabel The Fountain (2006) og fribryderfilmen The Wrestler (2008). Black Swan rummer lidt af begge sidstnævnte. Og kimen til både Noah (2014) og Mother! (2017).

   Filmen fortjener at blive elsket, og mange vil gøre det uden forbehold. Mit går på graden af skævvreden psykologi. Så effektiv finalen føles, forekommer den meget gemacht. Endelig gentages ledemotivet så monomant, at man næsten når et mæthedspunkt med Tjajkovskijs vidunderlige musik.

   Mest imponerende er dæmonien, som er lige dele American Gothic, Dostojevskijs Dobbeltgængeren og den truende engel i Andersens barske, regulært foruroligende eventyr:

»Dandse skal Du!« sagde han, »dandse paa dine røde Skoe, til Du bliver bleg og kold! Til din Hud skrumper sammen som en Beenrads! Dandse skal Du fra Dør til Dør og hvor der boe stolte forfængelige Børn, skal Du banke paa, saa at de høre Dig og frygte Dig! Dandse skal Du, dandse --!«

   Georgina Parkinson fra American Ballet Theatre har trænet skuespillerne, som i særligt svære scener dubleres af danserne Sarah Lane og Maria Riccetto. Benjamin Millepied fra New York City Ballet har udført koreografien, og kompagniets dansere er udlånt af Pennsylvania Ballet. Komponisten Clint Mansell har bearbejdet Tjajkovskijs partitur, så filmens score bliver mere insisterende.

   Black Swan er højspændt, stram som wiren under en vaklende linedanser – og hele tiden i fare for at briste. Helheden skærer i sindet som glas, men blodet flyder dunkelt og smukt.

Se også Darren Aronofsky: The Fountain (2006); Darren Aronofsky: Noah (2014).

Se også Robert Altman: The Company (2003); Bevægelsens grundstof: Pina Bausch 1940-2009; Det store spring: Ballerina (2016); To versioner: Suspiria (1977/2018) [Horror 100].

Black Swan. Instr.: Darren Aronofsky. Manus: Mark Heyman, Andrés Heinz, John McLaughlin. Foto: Matthew Libatique. 108 min. USA 2010. Dansk premiere: 20.01.2011

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Fox Searchlight Pictures/ 20th Century/ SF Studios/ 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film

2K Blu-ray fra 20th Century Fox 01.04.2013

Anmeldelsen er fra Weekendavisen Kultur 21.01.2011

Darren Aronofsky: The Fountain (2006)

LIVETS TRÆ OG LYSETS KILDE
New Age version 2.0 begynder i The Fountain

Af BO GREEN JENSEN

KABBALA, kristendom og mystik løber sammen i denne på alle måder overdrevne fabel om livets uudslukkelighed og dødens grundlæggende neutralitet. I 2006 var The Fountain eksotisk. I 2021 kan man se Aronofskys film som et forvarsel. Her er hele woke-mentaliteten lagt frem. 

   Der er tre sammenflettede spor i fortællingen, og det lykkes ved effektiv klipning at holde publikum hen. Da forklaringen kommer, bliver tilskueren både bekræftet og overrasket. Om man fastholder interessen så længe, er et spørgsmål om smag. Nogle vil dele filmens undren. Andre vil gå fra en gryde med glosuppe.

   Der jongleres uhyre behændigt. Allerede i filmens første minutter er perspektivet bredt ud over godt og vel et årtusinde. I 1500-tallets Spanien bliver soldaten Tómas som den sidste, der ikke knæler for Inkvisitionen, sendt til kolonierne i Den Nye Verden for at finde Livets Træ ved en skjult pyramide i mayafolkets jungle. Dronning Isabella sender personligt sin ridder afsted og lover ham at blive »din Eva«, hvis han vender hjem med livets hemmelighed.

I VOR egen tid kæmper forskeren Tommy Creo for at finde en kur, der kan vende ældningsprocessen og helbrede hans hustru, Izzy, før svulsten i hendes hjerne er moden. Tommy har så travlt med at stræbe, at han glemmer at være til stede i nuet. Fem eller seks gange gentages scenen, hvor Izzy beder ham gå med ud i den første sne. Sidste gang hun spørger, går han med og lader forskningen være. Begge reaktioner har vidtrækkende konsekvenser.

   Endelig opsøger filmen Tom, en pyjamasklædt astronaut, der stiger mod universets loft i en blanding af sæbeboble og sneglobe. Også et døende træ og en kilde indgår i bonsai-landskabet. Ofte kommer Izzy og beder Tom gå med, hvis hun ikke opfordrer ham til at »gøre den færdig«. Han hvisker til træet, hvis fibre sitrer på samme måde som Izzys nakkehår, når de ligger i ske.

I SIN sidste tid har Izzy to projekter. Hun studerer en døende stjernetåge, Xibalba, hvor mayaerne mente, at deres underverden lå. Samtidig skriver hun på en roman om den sidste conquistador og hans dronning. Det er den bog, Tommy skal gøre færdig, når hun ikke magter mere. Det kræver ikke særlige evner at genkende Hugh Jackman og Rachel Weisz i de to hovedroller i alle tre aldre.

   Tómas finder træet, og bogen om Kilden får en overraskende slutning, da den udslukte mand bliver grådig og æder livsmasse af alle kræfter. Lotusmunken træder frem i Ny Spanien, mens soldaten duellerer med en blodindsmurt mayapræst. Izzy dør eller dør alligevel ikke, for i den sidste ende spiller alle vore planer ingen rolle. Det gør kun Livets Træ, som stiger mod Xibalba. Selv i fantasygenren får man det næppe mere sakralt eller kulørt.

FILMEN skuffer primært, fordi Aronofskys debut var så original. I den sære, sort-hvide Pi eller π (1998) var en migræneplaget matematiker ved at omsætte livets mening til tal. Ved en computer, som Robert Storm Petersen kunne have formgivet, blev han opsøgt af finansfirmaer og bortført af kabbalister. Måske var manden ved at knække koden, finde Guds navn og nøglen til markedets udsving. Endelig tog han en boremaskine, rettede den mod sin tinding og gjorde en ende på talkværneriet. Da kunne han atter høre børnenes stemmer.

   I Requiem for a Dream (2000) blev flere slags afhængighed skildret indefra og meget stærkt, med afsæt i en kultroman af Hubert Selby Jr. De første film var små produktioner. Aronofsky fik 35 mio. dollars at realisere The Fountain for, da Brad Pitt og Cate Blanchett sagde ja til hovedrollerne. Begge sprang i målet for at medvirke i Babel. Han fik alligevel sin chance i den store kommercielle form, og The Fountain kunne være blevet en effektfilm ud over det sædvanlige.

DET er den måske også. Flere fortalere har sidestillet The Fountain med Stanley Kubricks navnkundige 2001: A Space Odyssey (1968). Det er nu nok nærmest grebet i flugten. Kubrick ville hade al inderligheden.

   En mere nærliggende sammenligning er de visuelt bjergtagende efterdødsfabler, som man finder i grænselandet mellem høj romantik og blød science fiction, f.eks. Vincent Wards billedorgie What Dreams May Come (1998), hvor en enkemand følger sin døde hustru gennem universerne i malerier, som hun skabte eller var inspireret af, fra elysiske paradislandskaber til forfærdende helvedesvisioner. Der går en direkte linie fra The Fountain til de sammenfoldede musetrapper af tid i Cloud Atlas (2012).

   På idéplanet kan The Fountain synes så forskruet, så indfedtet i holisme og new age, at man vægrer sig ved at tage den alvorligt. Billedsiden lever dog sit stærke og uafbrudt fængslende liv. Især fortryller scenerne fra den sneglobe-agtige sfære, hvor Tommy Creo stiger op mod Xibalba. Her griber Aronofsky tilbage til tintede stumfilms stoflige skønhed. Selve filmkunstens DNA er i spil.

I ØVRIGT er det kun i lanceringsmaterialet, at fortællingens spor føjes bogstaveligt sammen. Her kan man læse, at scenerne med »den buddhistiske astronaut« finder sted i det 26. århundrede, hvor Tom – en slags repræsentativt menneske – endelig forstår »de mysterier, som han har bakset med igennem et tusinde år«. Faktisk bliver dette ikke forklaret i filmen, hvor cancerhistorien synes at definere virkeligheden.

   Det hænger ikke nødvendigvis bedre sammen, men historiernes porøse væsen får en mere konstruktiv kvalitet. The Fountain er nok en monumental tossestreg – det samme sagde mange i samtiden om 2001 – men den har store ideer og stærkt billedstof, samt en vilje til at løbe linen helt ud. Filmen ses bedst på stort lærred, hvor detaljerne kan komme til deres ret.

Se også Darren Aronofsky: Black Swan (2010); Darren Aronofsky: Noah (2014).

The Fountain. Instr. og manus: Darren Aronofsky. Foto: Matthew Libatique. 96 min. USA 2006. Dansk premiere: 04.04.2007.

Fotos: Warner Bros./ 20th Century/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, SF Anytime

2K Blu-ray fra Walt Disney Studios 28.05.2007

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.04.2007