Jeff Nichols: Take Shelter (2011)

DEN BIBELSKE REGN
Klimaforandring og undergangssyner

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN kunne være et træsnit. Midt i Amerikas hjerte, inde i Ohio, hvor krisen trykker og klimaet truer, går en ung, gudfrygtig far og døjer med apokalyptiske syner. Man ser den gode mand fra ryggen. John Ford havde filmet ham på samme måde, hvis han arbejdede i Amerika nu.

   Der er varme og kærlighed inde i huset. Hjemmet er både hans fort og hans slot. I en vis forstand er han alle mænd. Som han står på prærien og ser ud over den flade jord under den favnende himmel, kunne Curtis LaForche (Michael Shannon) være inkarnationen af nybyggerne, alle pionererne, som gjorde nationen til, hvad den er.

   Curtis er lykkeligt gift med Samantha (Jessica Chastain). Hun er på samme måde alle gode kvinder. De får mad hver dag og har tag over hovedet. Deres datter er døv og kræver kostbar særundervisning, men begge vil lære tegnsprog, og det viser sig, at forsikringen dækker. Der er ingen objektiv grund til bekymring. Var det ikke for hans drømme, ville vægtskålene balancere. Men lige nu er selve tiden af led.

CURTIS er begyndt at se sin verden gå under hver eneste nat. De forrevne mareridt er så livagtige, at han må betragte dem som varsler. En tornado trækker sig sammen på himlen. Der falder tung, grøn regn, der føles som olie. En sky af sorte fugle tager form. Familiehunden bider ham. Efterhånden frygter Curtis sin søvn. Han vil gerne afvise drømmenes indhold. Samtidig prøver han at forstå dem.

   Han siger ikke noget til Samantha. Hun forstår derfor ikke, hvorfor han bliver fjern. Curtis har også særlige grunde. Da drømmene insisterer, besøger han sin mor (Kathy Baker) på hjemmet, hvor man forstår, at hun har boet i årtier. Han spørger stilfærdigt til symptomerne på den psykose, som ødelagde familien. Moderen svarer ærligt og stille. For hende var der ingen syner. Der var bare stemmerne, som hun hørte.

DER er således flere lag skepsis. Take Shelter er et sjældent indfølt portræt af en mand, der frygter for sin forstand og samtidig mærker i hver fiber af sit væsen, at han må reagere på forudanelsen om den store storm, som er på vej. Curtis søger hjælp og bliver henvist til en psykolog, men der er for langt til hovedstaden Columbus, og det bliver i stedet til kommunal terapi.

   Topografien er ikke tilfældig. Ohio er tornadoland på samme måde som Kansas i Troldmanden fra Oz. Bag huset ligger et gammelt beskyttelsesrum. Alle ryster på hovedet, da Curtis tager et dyrt løn og bruger hver vågen time på at sætte den nedlagte bunker i stand. I ægteskabet spidser krisen til. Samantha må beslutte, om hun skal gå eller blive. Curtis støder sin bedste ven fra sig og bliver én, man peger fingre ad i den Winesburg, Ohio-agtige by.

FILMENS store scene er henlagt til forsamlingshuset. Den svigtede ven går til angreb, og Curtis bider fra sig som hunden, han har forvist fra huset og hegnet ind. »Jeg siger jer, en mægtig storm er på vej,« råber Curtis og bliver til en mandlig Kassandra. Han ser så klart, hvad der vil ske, men er dømt til ikke at blive troet.

   Som tilskuer drages man dybt i mandens hjerteskærende krise. Samtidig forstår man smerten hos hans hustru, som ikke vil trækkes med ind i mørket. Skal jeg tro på mine drømme, kan jeg stole på min fornuft? Og hvor trygt og hvor tæt kan man bygge sit hus, når man er byens Praktiske Gris? Michael Shannon og Jessica Chastain er to af tidens bedste skuespillere. De gør det plagede blue collar-par til et bud på troværdig amerikansk realisme.

JEFF Nichols debuterede med Shotgun Stories (2007) og har efter Take Shelter instrueret den næsten Huckleberry Finn-agtige Mud (2012), sekt/scifi-thrilleren Midnight Special (2014) og racedramaet Loving (2016). Take Shelter står dog med særlig styrke, fordi den viser Curtis’ syner og gør den hårde, bibelske regn så konkret, at man må sætte sig i hans sted. Denne mand er Noah, der bygger sin ark. Take Shelter er ikke en gyser. Alligevel bliver spændingen næsten ubærlig. Man må simpelt hen se, om Curtis får ret.

DET skal siges, at der gives et svar. Alt for ofte sætter man lighedstegn mellem begreberne Hollywood og amerikansk samtidsfilm. Hollywood fylder dog ikke det hele. Take Shelter er American Independent, når den flygtige størrelse fungerer bedst. Der kommer megen candyfloss ud af drømmemaskinen, men filmskabere som Derek Cianfrance (Blue Valentine), Sean Durkin (Martha Marcy May Marlene) og Jeff Nichols demonstrerer, at der stadig er livskraft og virkelighed i den amerikanske art cinema.

Take Shelter. Instr. og manus: Jeff Nichols. Foto: Adam Stone. 120 min. USA 2011. Dansk premiere: 05.07.2012

Fotos: Hydraulx/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Pluto TV, SF Anytime

2K Blu-ray fra Second Sight 03.09.2018

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.07.2012

Darren Aronofsky: Noah (2014)

ET GLIMT AF ADAM

»Du skal gøre dig en ark af gofertræ...«

Af BO GREEN JENSEN

STORE effektfilm, der vil have tilskueren til at tænke, er sjældne. Det samme er tænksomme filmskabere, som har mod på at lave blockbusters. Nu og da mødes ekstremerne dog. I Darren Aronofskys markante udlægning af den bibelske myte om Noa, får man mere film for pengene, end i mange heftigt hypede actionstykker.

   Det er en fri fantasi, som tager skriften på ordet. Noa er efterkommer af Set, den yngste af Adam og Evas tre sønner. Over resten af verden råder Kains æt, der spiser dyr, bor i byer og driver industri. Noa og hans familie er holistiske overlevere, der vil passe deres eget. Noa ser i drømme verden dø. Han ser også, i en hyppigt gentagen sekvens, slangen, æblet og stenen, som Kain slog Abel ihjel med.

NOA (Russell Crowe) forstår, at forsøget skal standses. Han er enig med Skaberen i, at fordærvet er gået for vidt. Han beder hustruen Naameh (Jennifer Connolly) pakke, så de sammen med sønnerne Sem (Douglas Booth), Kam (Logan Lerman) og Jafet (Leo Carroll) kan rejse til bjerget i ødemarken, hvor Metusalem (Anthony Hopkins) stadig lever. Noa vil høre, hvad hans bedstefar mener om drømmen.

PÅ vejen bliver de standset af Vogterne, faldne lysvæsener, som Gud lod dække af lava ved nedslaget, da de landede på Jorden for at hjælpe Adam. Også gudesønnerne er skuffede over mennesket. En af stenkæmperne ser dog et glimt af Adam i Noa. Metusalem giver ham et frø fra den første have, idet han plirrer konspiratorisk, som Anthony Hopkins nu engang gør.

   Da Noa planter frøet, skyder skoven op på ingen tid. Han bygger arken sammen med sine sønner og Vogterne. Arken ligner en supertanker af træ. »Du skal gøre dig en ark af gofertræ og indrette den med rum ved rum og overstryge den med beg både indvendig og udvendig,« siger Gud i Første Mosebog. I Aronofskys film taler han aldrig direkte, men meddeler sig i mirakler og epifanier.

   Noa følger de bibelske anvisninger: »Du skal gå ind i arken med dine sønner, din hustru og dine sønnekoner; og af alle dyr, af alt kød skal du bringe et par af hver slags ind i arken for at holde dem i live hos dig.«

   Familien har taget Ila (Emma Watson) til sig, da hun var lille. Pigen var såret og kunne aldrig blive frugtbar. Noa har elsket hende som sin datter. Som ung er hun blevet Sems kæreste, men det piner hende, at hun ikke kan få børn.

DA regnen begynder, kommer dyrene flyvende, gående, krybende og kravlende. Også Kains slægt vil med ind i Arken, og et episk slag følger i traditionen fra Peter Jacksons version af Ringenes Herre. Vogterne får tilgivelse og skydes hjem til himlen i søjler af lys. Floden kommer både oppe fra himlen og nede fra jorden. Det er selve kaosvandet, der ruller skabelsen tilbage.

   For Noa er det vigtigste at følge Herrens bud. Han forhindrer Kam i at tage en såret pige fra Kains æt med ombord. Noa forstår, at skabelsen skal genstartes uden mennesker. Slægten vil dø med ham, Nameeh og deres sønner. Da Ila alligevel bliver gravid, sværger Noa, at han vil dræbe barnet, hvis det er en pige. En dreng må leve tiden ud. Blot ingen kan undfange nyt liv efter Syndfloden.

   For resten har Arken en blind passager. Noas sønner får stadig sværere ved at lystre en far, der gebærder sig som lederen af en moderne selvmordskult. Nameeh er den sidste, som siger fra. Da Noa hæver kniven, får en vuggevise strategisk betydning. Det er umådeligt bevægende. Og smukt og spændende på den samme vagt kitschede måde, som alt ved Aronofskys bibelepos er.

DARREN Aronofsky fik mulighed for at realisere sin storfilm om Noa, da balletfantasien Black Swan (2010) blev så populær, at han var svær at sige nej til.

   Filmskaberen har fra begyndelsen brugt sin jødiske baggrund. I Pi (1998) leder en matematiker efter den talværdi, som rummer skabelsens nøgle og navnet på Gud. Han søger hjælp hos talmud-kyndige gangstere og får først fred i sit kværnende hoved, da han sætter en boremaskine for tindingen. Også The Fountain (2006), en fremtidsfabel om cancer og healing, bruger svære, kabbalistiske motiver.

   Instruktøren fandt for alvor sit publikum med Requiem for a Dream (2000), en hallucinatorisk afhængighedsskildring efter Hubert Selbys roman. Som den fallerede fribryder, der rejser sig i The Wrestler (2008), fik Mickey Rourke et sent comeback.

   Vigtigst for tingenes drejning i Noa er nok, at Aronofsky hverken er genfødt kristen eller et jødisk svar på Cecil B. DeMille. Han er en fantastiker med mosaisk baggrund, der mediterer over en skabelsesmyte. Det gør han i et originalt og frapperende filmsprog, som med stor opfindsomhed visualiserer teksten i Det Gamle Testamente.

DET er en hård, smuk film på sin grovslebne måde. Den deler visse ydre træk med tidens mange fantasyepos, men især minder troen og tvivlen om Jeff Nichols’ Take Shelter (2011), hvor Michael Shannon som en moderne Noa led mange af de samme kvaler, mens han byggede et overlevelsesrum til sin familie.

   Filmens stemningsfulde score er som altid komponeret af Clint Mansell. Det er dog Lenny Kaye og Patti Smith, som har skrevet den altafgørende vuggevise. Sidstnævnte synger »Mercy Is« sammen med Kronos Quartet, da vandet har trukket sig tilbage.

   Herren sætter sin bue i skyen, og kontrakten med mennesket bliver fornyet. Hvad der videre sker, må De selv ind at se.

Se også Darren Aronofsky: The Fountain (2006); Darren Aronofsky: Black Swan (2010); Klassiske karakterer: Moses og mogulerne; Kongernes konge: Kristus i filmen [Påske Special 2020].  

Noah (Noa). Instr.: Darren Aronofsky. Manus: Darren Aronofsky, Ari Handel. Foto: Matthew Libatique. 138 min. USA 2014. Dansk premiere: 03.04.2014

Fotos: New Regency Productions// Paramount Pictures/ Protozoa Pictures/ Disruption Entertainment/ Forty-Four Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ UIP/ YouTube [Paramount Movies Trailer + 'Mercy Is´clip]
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Paramount Pictures (UK) 28.07.2014

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.04.2014