Darren Aronofsky: The Fountain (2006)

LIVETS TRÆ OG LYSETS KILDE
New Age version 2.0 begynder i The Fountain

Af BO GREEN JENSEN

KABBALA, kristendom og mystik løber sammen i denne på alle måder overdrevne fabel om livets uudslukkelighed og dødens grundlæggende neutralitet. I 2006 var The Fountain eksotisk. I 2021 kan man se Aronofskys film som et forvarsel. Her er hele woke-mentaliteten lagt frem. 

   Der er tre sammenflettede spor i fortællingen, og det lykkes ved effektiv klipning at holde publikum hen. Da forklaringen kommer, bliver tilskueren både bekræftet og overrasket. Om man fastholder interessen så længe, er et spørgsmål om smag. Nogle vil dele filmens undren. Andre vil gå fra en gryde med glosuppe.

   Der jongleres uhyre behændigt. Allerede i filmens første minutter er perspektivet bredt ud over godt og vel et årtusinde. I 1500-tallets Spanien bliver soldaten Tómas som den sidste, der ikke knæler for Inkvisitionen, sendt til kolonierne i Den Nye Verden for at finde Livets Træ ved en skjult pyramide i mayafolkets jungle. Dronning Isabella sender personligt sin ridder afsted og lover ham at blive »din Eva«, hvis han vender hjem med livets hemmelighed.

I VOR egen tid kæmper forskeren Tommy Creo for at finde en kur, der kan vende ældningsprocessen og helbrede hans hustru, Izzy, før svulsten i hendes hjerne er moden. Tommy har så travlt med at stræbe, at han glemmer at være til stede i nuet. Fem eller seks gange gentages scenen, hvor Izzy beder ham gå med ud i den første sne. Sidste gang hun spørger, går han med og lader forskningen være. Begge reaktioner har vidtrækkende konsekvenser.

   Endelig opsøger filmen Tom, en pyjamasklædt astronaut, der stiger mod universets loft i en blanding af sæbeboble og sneglobe. Også et døende træ og en kilde indgår i bonsai-landskabet. Ofte kommer Izzy og beder Tom gå med, hvis hun ikke opfordrer ham til at »gøre den færdig«. Han hvisker til træet, hvis fibre sitrer på samme måde som Izzys nakkehår, når de ligger i ske.

I SIN sidste tid har Izzy to projekter. Hun studerer en døende stjernetåge, Xibalba, hvor mayaerne mente, at deres underverden lå. Samtidig skriver hun på en roman om den sidste conquistador og hans dronning. Det er den bog, Tommy skal gøre færdig, når hun ikke magter mere. Det kræver ikke særlige evner at genkende Hugh Jackman og Rachel Weisz i de to hovedroller i alle tre aldre.

   Tómas finder træet, og bogen om Kilden får en overraskende slutning, da den udslukte mand bliver grådig og æder livsmasse af alle kræfter. Lotusmunken træder frem i Ny Spanien, mens soldaten duellerer med en blodindsmurt mayapræst. Izzy dør eller dør alligevel ikke, for i den sidste ende spiller alle vore planer ingen rolle. Det gør kun Livets Træ, som stiger mod Xibalba. Selv i fantasygenren får man det næppe mere sakralt eller kulørt.

FILMEN skuffer primært, fordi Aronofskys debut var så original. I den sære, sort-hvide Pi eller π (1998) var en migræneplaget matematiker ved at omsætte livets mening til tal. Ved en computer, som Robert Storm Petersen kunne have formgivet, blev han opsøgt af finansfirmaer og bortført af kabbalister. Måske var manden ved at knække koden, finde Guds navn og nøglen til markedets udsving. Endelig tog han en boremaskine, rettede den mod sin tinding og gjorde en ende på talkværneriet. Da kunne han atter høre børnenes stemmer.

   I Requiem for a Dream (2000) blev flere slags afhængighed skildret indefra og meget stærkt, med afsæt i en kultroman af Hubert Selby Jr. De første film var små produktioner. Aronofsky fik 35 mio. dollars at realisere The Fountain for, da Brad Pitt og Cate Blanchett sagde ja til hovedrollerne. Begge sprang i målet for at medvirke i Babel. Han fik alligevel sin chance i den store kommercielle form, og The Fountain kunne være blevet en effektfilm ud over det sædvanlige.

DET er den måske også. Flere fortalere har sidestillet The Fountain med Stanley Kubricks navnkundige 2001: A Space Odyssey (1968). Det er nu nok nærmest grebet i flugten. Kubrick ville hade al inderligheden.

   En mere nærliggende sammenligning er de visuelt bjergtagende efterdødsfabler, som man finder i grænselandet mellem høj romantik og blød science fiction, f.eks. Vincent Wards billedorgie What Dreams May Come (1998), hvor en enkemand følger sin døde hustru gennem universerne i malerier, som hun skabte eller var inspireret af, fra elysiske paradislandskaber til forfærdende helvedesvisioner. Der går en direkte linie fra The Fountain til de sammenfoldede musetrapper af tid i Cloud Atlas (2012).

   På idéplanet kan The Fountain synes så forskruet, så indfedtet i holisme og new age, at man vægrer sig ved at tage den alvorligt. Billedsiden lever dog sit stærke og uafbrudt fængslende liv. Især fortryller scenerne fra den sneglobe-agtige sfære, hvor Tommy Creo stiger op mod Xibalba. Her griber Aronofsky tilbage til tintede stumfilms stoflige skønhed. Selve filmkunstens DNA er i spil.

I ØVRIGT er det kun i lanceringsmaterialet, at fortællingens spor føjes bogstaveligt sammen. Her kan man læse, at scenerne med »den buddhistiske astronaut« finder sted i det 26. århundrede, hvor Tom – en slags repræsentativt menneske – endelig forstår »de mysterier, som han har bakset med igennem et tusinde år«. Faktisk bliver dette ikke forklaret i filmen, hvor cancerhistorien synes at definere virkeligheden.

   Det hænger ikke nødvendigvis bedre sammen, men historiernes porøse væsen får en mere konstruktiv kvalitet. The Fountain er nok en monumental tossestreg – det samme sagde mange i samtiden om 2001 – men den har store ideer og stærkt billedstof, samt en vilje til at løbe linen helt ud. Filmen ses bedst på stort lærred, hvor detaljerne kan komme til deres ret.

Se også Darren Aronofsky: Black Swan (2010); Darren Aronofsky: Noah (2014).

The Fountain. Instr. og manus: Darren Aronofsky. Foto: Matthew Libatique. 96 min. USA 2006. Dansk premiere: 04.04.2007.

Fotos: Warner Bros./ 20th Century/ CineMaterial/ MovieStillsDB

Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, iTunes, MUBI og SF Anytime

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.04.2007