Nora Fingscheidt: Systemsprenger/System Crasher (2019)

DEN VILDE PIGE
Et portræt af den evige undtagelse

Af BO GREEN JENSEN

ADHD og autisme er elastiske begreber, symptomsæt med hver sit vidtfavnende spektrum. Engang sagde man »problembarn« og gav eleven særundervisning. Nu har mange børn diagnoser, og folkeskolen hylder princippet om inklusion. Systemet er trængt på ressourcer, men rigt på professionelt engagement. Vi har næppe nogen sinde været bedre til at se og inddrage de særlige børn.

   Ideen er smuk og fungerer som regel – men ikke altid – i praksis, hvis miljøet omstiller og tilpasser sig. I Nora Fingscheidts Systemsprenger må pædagoger og skole give op over for den vrede naturkraft i en niårig pige, som hverken kan eller vil høre efter og indordne sig. Bernadette – som alle kalder Benni – vil bare være sammen med sin mor, som har parkeret hende i systemet.

   Benni er et af de særlige børn. Hun er ikke et teoretisk eksempel, men uregerlig, spillevende virkelighed. Benni reagerer på modstand ved at skrige og slå, før hun løber sin vej. Hun kan ikke sidde stille og har trommer i sit hoved. Der er ingen social kompetence, men pigen er klog og kan godt være kærlig. Benni er bare blevet afvist så ofte, at hun ikke møder nogen med tillid.

FINGSCHEIDTS hjerteskærende film er et portræt af den evige undtagelse. Benni er, hvad pædagoger kalder en systembryder. Hun sprænger alle rammer. Der er derfor ingen tilbud tilbage. »Min mor hader mig. Jeg må ikke komme hjem, fordi jeg går amok.« Den vilde pige har brugt sine chancer og brændt alle broer.

   I en scene står de afmægtige voksne og betragter den rasende Benni, som går til angreb på vinduet i korridoren. »Bare rolig, det er brudsikkert glas,« siger den ene behandler, som er ekspert i aggression. Men Bennis vrede er så stærk, at hendes spark får det hærdede glas til at slå revner.

FILMEN begynder langt inde i forløbet. Vi kan tænke os til de faser, der er gået forud. Benny er blevet undersøgt på kryds og tværs, alle gode kræfter har forsøgt sig. Somme tider giver Bennys mor efter og prøver at tage hende tilbage. For Benni er tanken blevet både en fantasi og en besættelse. Lederen Frau Bafane har strakt sig langt for at hjælpe den nødstedte pige, for hun holder af Benni. Men Benni er blevet en destruktiv kraft, inkarneret disruption, som ødelægger rutinen for andre.

   Sidste mulige udvej er vrede- og voldsterapeuten Micha, som har ansvaret for at følge Benni til og fra skole. Han tager pigen med på tre ugers »rammefri« ferie i en hytte i skoven, hvor der hverken er internet, tv eller andre mennesker. Benni kan mærke verden, høre sit ekko og være i fred. Her sænker hun nogle af de parader, som ellers er oppe pr. refleks. Vi ser, at Benni kan smile med øjnene. Ellers er grinet som regel en maske.

I EN film med lette løsninger ville pigen nu reagere positivt, komme verden i møde og blive et velfungerende barn. Hun ville i hvert fald tage de første skridt i den rigtige retning. Men kvaliteten i Fingscheidts film er præcis, at den ikke har noget svar på problemet. Benni ødelægger det igen for sig selv. Og hun spørger naturligvis Micha, om han vil være hendes far.

   Det gør sikkert afvisningen værre endnu. Micha føler, at han udvikler »redningsfantasier«, som forstyrrer hans professionelle distance. »Det er din spøg,« siger Frau Bafane, da han forklarer sig. Det er uklart, om hun finder ham sart eller usaglig. Sikkert begge dele. I den sidste ende er kun Frau Bafane med Benni hele vejen. Og det er pigen, som må trøste sin behandler, da hun bryder grædende sammen. Bennis mor tør end ikke se sin datter igen.

   Så de gode kræfter beslutter at eksportere problemet. Det er åbenbart praksis i Tyskland. Alle ser ned i gulvet, da de har fejret Bennis fødselsdag og sagt farvel. Men i lufthavnen springer Benni for livet, og Fingscheidt fryser bevægelsen fast. Billedet krakelerer som glas. Da er der jubel i salen. Benni har gjort det igen. Der er slet ingen grænser. Den vilde natur triumferer.

HELENA ZENGEL ER er selv en naturkraft som Benni. Hun bærer virkelig filmen og bliver hos tilskueren bagefter. Først er man jo tirret og træt som de øvrige voksne. Nora Fingscheidt har lagt en struktur, som tillader publikum at nærme sig langsomt og blive fortrolig med pigen. Det er gjort med stor kærlighed.

   Som Bennis mor er Lisa Hagmeister en studie i svag karakter og dårlig samvittighed. I rollen som Micha står Albrecht Schuch i kulden og ved, at han falder igennem. Gabriela Maria Schmeide har en mormors mine som Frau Bafane, der hverken kan eller vil være professionel og ligeglad.

   Ordet Systemsprenger er skrevet med sprøjtemaling i shocking pink. Som regel er lyserødt den romantiske farve, Barbies favoritkulør, som signalerer sværmeri og pigeting. Hele verden er pretty in pink. Fingscheidt forvandler den til et statement, symbolet på alt, som er positiv trods. Hun gør Benni til heltinden i en punk-farvet fabel, som i sig selv er en slags systembryder.

DET er en skrigende, kværnende, fræsende film, som bider sig fast med det samme og nægter at slippe sit tag i tilskueren, præcis som en vred lille hund. Systembryder var Tysklands Oscar-kandidat og en af de bedste film på Berlinalen i 2019, hvor en front af kvindelige filmskabere markerede sig med en ny realisme. Og ja, det var i verden før COVID-19, men de ting har næppe ændret noget for Benni. Hvad skal der blive af sådan et barn?

   Filmen er vigtig og værd at se for sin egen skyld. Den kan bestemt også bruges i skolesammenhæng. Systembryder er henvendt til alle, der interesserer sig bare en smule for børn.

Systembryder (Systemsprenger). Instr. og manus: Nora Fingscheidt. Foto: Yunus Roy Imer. 125 min. Tyskland 2019. Dansk premiere: 03.09.2020

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ Berlinale Wettbewerb/ Angel Films

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime

Teksten stod i Weekendavisen Kultur 04.09.2020