David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]

DEN DRESSEREDE ABE
Det gamle Hollywood lever og dør

Af BO GREEN JENSEN

DRAMATIKEREN og kritikeren Herman J. Mankiewicz (1897-1953) kom til Hollywood i 1927. Han havde derfor rutinen, da stumfilm blev til tonefilm i 1929. »Mank« fik ansvaret for manuskriptafdelingen på Paramount og inviterede sine venner fra New York til filmbyen: Ben Hecht, Charles Kaufman, S.J. Perelman. Han inviterede også sin lillebror, Joseph, som ad åre faldt bedre til i miljøet.

   Det er let at forveksle de to Mankiewiczer. Joseph instruerede All About Eve, Guys and Dolls og Cleopatra. Han producerede 40 solide film, men han skrev ikke Citizen Kane. Det gjorde Herman på bestilling fra Orson Welles, der som 24-årigt boy wonder kom til Hollywood for at erobre en ny disciplin. RKO gav ham final cut og frie hænder. Det ville David O. Selznick – som også optræder i Mank og er ved at lave Gone with the Wind – aldrig have gjort.

HVIS 1930ernes Hollywood blev en herreklub, kan Mank tage noget af skylden. David Fincher smører dog ekstra tykt på i sit portræt af filmbyen, hvor forfatteren bliver spillet af Gary Oldman. For eksempel siger Mank fra, da hans bror vil have ham med i forfatternes nystiftede fagforening. Det gjorde han også i virkeligheden, så han kom aldrig på kommunistjægernes liste. Men det var ikke Joseph, der spurgte sin bror. Det var forfatteren Dorothy Parker.

   Mank kom i huset hos mediemogulen William Randolph Hearst, som var modellen for Charles Foster Kane, skønt både Welles og Mankiewicz altid sagde, at de tænkte i mere mytologiske baner. I 1940 skrev Herman American – den originale titel på Citizen Kane – som tak for ti års nedtur. For det første kunne han ikke tie stille. For det andet var han ludoman og alkoholiker. Det var de egenskaber, der skød ham i sænk.

   Mank beskriver, hvordan Welles og hans praktiske partner, John Houseman, isolerer Mankiewicz på et tørlagt hotel i Mojave-ørkenen. Mank ligger brak med benet i gips efter en trafikulykke. Han får en sekretær og to måneder til at skrive. Imens er barskabet lukket. Dét er for så vidt hele handlingen. Resten er flashbacks i manuskriptform.

DAVID Fincher har arbejdet eksklusivt i og med mørket fra Alien 3 (1992) og Se7en (1995) til Zodiac (2007), Gone Girl (2014) og Mindhunter-serien (2017-19). Det var om nogen Fincher, der gjorde seriemorderen til en arketypisk figur. Af ti store film er kun F. Scott Fitzgerald-filmatiseringen The Curious Case of Benjamin Button (2008) et vidnesbyrd om, at han har sans for andre tonearter. Selv The Social Network (2010), et satirisk portræt af Facebook-grundlæggeren Mark Zuckerberg, var struktureret som en labyrintinsk film noir. Det er den film, som ligner Mank allermest.

   Mank burde være en ren lækkerbisken, men Fincher arbejder adspredt med stoffet. Erik Messerschmidt har fotograferet i sort-hvid »Hi-Dynamic Range« med et tæt lyddesign i formatet Mon((o))scape. Det skal sikkert sætte en film noir-stemning og svare til det dybe fokus, som Gregg Toland udviklede i 1941.

   Mank er dog snarere en sædeskildrende fabel. Fincher udlever sin Orson Welles-fetich, men han lader stil overdøve substansen. Charles Dance, som spiller Hearst, fortæller, at han følte sig fanget i plottet fra Groundhog Day, hvor den samme dag bliver evigt gentaget, mens Fincher tog den store middagsscene om hundrede gange.

   Den berusede Mankiewicz konfronterer Louis B. Mayer og Hearst med deres korrupte moral. Som finale kaster han op på gulvet, mens gæsterne flygter. Hearst tager Mank ved skulderen og følger ham ud, mens han fortæller »lignelsen om lirekassemandens abekat«. Da alle vil have Mank til at skrinlægge Citizen Kane, er det erindringen om ydmygelsen, som får forfatteren til at stå fast. I en vis forstand er den dresserede abe filmens »Rosebud«, som den bemalede slæde med rosenknoppen var i Citizen Kane.

MANK er skrevet af instruktørens far, Jack Fincher, som døde i 2003 og var optaget af realpolitik. Jack skrev et manuskript, som blev fravalgt, da Martin Scorsese skulle lave sin film om Howard Hughes, The Aviator fra 2004. David ville lave Mank, da han havde instrueret The Game i 1997, men finansieringen faldt på gulvet. Man mere end fornemmer, at dette er sønnikes gave til far.

   Det er al ære værd og forklarer, hvorfor filmen fokuserer på et glemt sidespor. Det er sandt, at Hearsts aviser saboterede det californiske lokalvalg i 1934, da forfatteren Upton Sinclair, som var aktiv socialist, stillede op som guvernørkandidat. Og at MGM i den anledning producerede iscenesatte nyhedsrevyer, der foregriber vor tids fake news. Men det er ikke nogen hemmelighed. Det var ikke et amerikansk syndefald. Bare beskidt politik.

FOR at sætte pris på filmen, skal man bryde den ned og betragte de enkelte afsnit. Der er fine skildringer af vigtige mennesker fra perioden. Mank er gift med Sara, som alle kalder »stakkels«, men han bliver ven med Marion Davies, Hearsts kæreste, som Amanda Seyfried vækker til live. Man fornemmer konstant, hvad Mank kunne være. Den kommer bare aldrig rigtigt i gang.

   Det giver sig selv, at Citizen Kane er modellen. Da John Houseman efterlyser stringens, forklarer Mank, at manuskriptet er formet som en kanelsnegl. For man kan ikke forstå eller forklare et liv i lineær punkt-til-punkt form. Jorge Luis Borges sagde om Citizen Kane, at filmen var som en labyrint uden midte. Det samme gælder for Mank – men ikke altid på den mest stimulerende måde.

FILMENS bedste figur er Irving G. Thalberg, som bliver spillet af Ferdinand Kingsley. Han og Herman Mankiewicz har rigtige samtaler om, hvad magt og integritet indebærer. Kun de to karakterer nærer ikke illusioner.

   Thalberg var tronarving på MGM, da han døde som 37-årig. Det var om ham, at F. Scott Fitzgerald skrev sin ufuldendte Hollywood-roman, The Last Tycoon. Tænk hvilke film, der er skabt på den baggrund. Som kun lige anes i Mank.

   Louis B. Mayer bliver dæmoniseret i højere grad end sædvanligt. Hearst er altid skildret med en vis fascineret respekt. Welles er for det meste blot en stemme i telefonen. Han og Mank skændes, da forfatteren alligevel vil have sit navn på den færdige film. Der var aldrig tvivl om, at det skulle stå der. Ideen om, at Citizen Kane blev »stjålet« fra Mankiewicz var noget, som kritikeren Pauline Kael fandt på, da hun skrev forord til The Citizen Kane Book i 1971.*

I CITIZEN Kane bliver mysteriet om »Rosebud« endelig løst. Det sker i dødsøjeblikket, da Welles giver slip på snekuglen, og vi ser slæden fra barndommen brænde i pejsen i Kanes Xanadu. Der er ingen til at overvære det. Kun publikum forstår sammenhængen.

   Fincher forklarer sig anderledes udførligt. Han lader Hearst uddybe lignelsen om lirekassemandens abe, så ingen – hverken publikum eller den berusede Mank – kan overse analogien. Hver dag får aben fint tøj på og danser til sin herres musik. Der er bifald, men aben misforstår magtforholdet. Den glemmer, hvem der giver den mad.

   Mank er værd at se, men Finchers Citizen Kane er den ikke. Snarere filmen om filmen – og en god søns bårebuket til sin far.

*) Det er en indviklet historie, som der er skrevet bøger om. For det første: Welles og Houseman ansatte Mankiewicz som manuskriptkonsulent. Han skulle skabe struktur i et viltert materiale, 300 sider med ideer og udkast, som Welles forsynede ham med. I kontrakten var specificeret, at Mankiewicz ikke blev krediteret. Ophavsretten tilhørte The Mercury Theatre (dvs. Welles og Houseman). Lanceringen af Citizen Kane gør meget ud af at præsentere cast og teknikere som et hold. »The Mercury Actors« er krediteret på filmens plakat og bliver hver især præsenteret til slut. Da Mankiewicz alligevel ville krediteres, fik han sin vilje. Både han og Welles er krediteret for manuskriptet i forteksterne.

   For det andet: Pauline Kael (1919-2001) var den legendariske filmkritiker på magasinet The New Yorker. Hun blev i 1970 bedt om at skrive forord og indledning til manuskriptet, som det er trykt i The Citizen Kane Book (Boston: Little, Brown and Company, 1971). Tidligt i forløbet bed Kael sig fast i historien om, at Welles ikke selv skrev ret meget af manuskriptet. Hun havde den fra (især) John Houseman og Sara Mankiewicz. Welles blev ikke selv spurgt eller inddraget.

   Kaels indledning blev til et 80 sider langt essay, »Raising Kane«, som The New Yorker trykte over to numre i 1971. Teksten skabte debat og var kontroversiel. Welles var naturligvis ikke begejstret. »Raising Kane« fungerer i øvrigt udmærket, når man læser essayet for sig selv, som en polemisk pamflet. I The Citizen Kane Book – som er en fejring i anledning af 40-året for premieren på »verdens bedste film« – virker Kaels tekst som et langt sidespor.

   Med fin ironi kom Kael selv i problemer efter udgivelsen. Hun havde ikke selv talt med John Houseman og de øvrige nøglepersoner, som bliver citeret i »Raising Kane« . Det havde filmlæreren Howard Suber fra University of California, som Kael havde mødt, da hun gæsteforelæste på UCLA. Kael betalte Suber for hans research, men hun nævnte ham ikke i bogen og beholdt selv ophavsretten. Læseren af The Citizen Kane Book må tro, at Kael har gjort hver erfaring personligt. 

   Citizen Kane-affæren indgik i bevismaterialet, da Renate Adler – Kaels kollega på The New Yorker – foretog et veritabelt karaktermord i forbindelse med udgivelsen af When the Lights Go Down (1980), det sjette opsamlingsbind med Kaels anmeldelser. I The New York Review of Books [14.08.1980] skrev Adler en lang essayanmeldelse, »The Perils of Pauline«, som demonstrerer, hvordan Kael er blevet en selvparodi. Også dén tekst er ganske bemærkelsesværdig.

   For det tredje: »Sandheden« er formentlig, som Welles selv fremstillede den: »After mutual agreements on storyline and character, Mank went off with Houseman and did his version, while I stayed in Hollywood and wrote mine.« Welles redigerede, rokerede, beskar og føjede til, men råmaterialet kom Mankiewicz med. »At the end, naturally, I was the one making the picture, after all who had to make the decisions. I used what I wanted of Mank's and, rightly or wrongly, kept what I liked of my own.«

   Der er ingen grund til at tage noget fra hverken Welles, Kael eller Mankiewicz. Pauline Kael er stadig værd at læse, og hendes bedste tekster foreligger i adskillige udvalg. For Keeps – 30 Years at the Movies (New York & London: Dutton/ Penguin Books, 1994) er Kaels eget final cut på 1300 sider. The Age of Movies: Selected Writings of Pauline Kael. Edited by Sanford Schwartz (New York: The Library of America, 2011) er et kurateret destillat i cirka halv størrelse. Se også Rob Garvers dokumentar What She Said: The Art of Pauline Kael (2018), som er et kritisk portræt i spillefilmslængde. Både de gode og dårlige sider er med. Inklusive »Raising Kane« og Adlers anmeldelse.

   Heller ikke Mank beskylder Welles for at stjæle ideen og tage hele æren. Mankiewicz får sin kreditering uden sværdslag. Finchers film siger bare, at Kane især var Manks vision. Det skal nok være rigtigt. Welles kom med resten, hele indramningen. Han lod fotografen Gregg Toland udvikle banebrydende teknikker. Han lod Bernard Herrmann komponere et atmosfærisk score med moderne sensibilitet. Han satte scenen og dirigerede produktionen. Welles var den ansvarshavende redaktør, kan man sige. På en måde som Hearst og Charles Foster Kane. 

Mank er Oscar-nomineret i 10 kategorier: Best Picture, Best Director, Best Actor (Gary Oldman), Best Supporting Actress (Amanda Seyfried), Best Cinematography (Erik Messerschmidt), Best Original Score (Trent Reznor og Atticus Ross), Best Production Design (Donald Graham Burt/Jan Pascale), Best Makeup (Colleen LaBaff etc.) og Best Costume Design (Trish Summerville).   

Mank. Instr.: David Fincher. Manus: Jack Fincher. Foto: Erik Messerschmidt. 131 min. USA 2020. Dansk premiere: 19.11.2020

Fotos: Netflix/ Cinematerial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Angel Films/ MUBI

Filmen streames på Netflix

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.11.2020