Translate

mandag den 15. februar 2021

David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100]


LØGN OVER LØGN
Når to narcissister fortjener hinanden

Af BO GREEN JENSEN

DAVID Finchers tiende spillefilm er en stramt komponeret krimihistorie, som lader to upålidelige fortællere forvirre tilskueren med modstridende versioner af et forløb, der lægges frem i nøje afmålte doser. Hele idéen er, at publikum skal lade sig forføre af først den ene, så den anden fortæller. Man bør derfor vide så lidt som muligt, hvis filmen skal virke efter hensigten. Læs derfor kun videre, hvis du allerede kender den populære thriller af Gillian Flynn, som ligger til grund for Finchers filmatisering.
   Flynn har selv bearbejdet romanen, som fungerer på mange niveauer, skønt præmissen for så vidt er enkel. Nick og Amy Dunne (Ben Affleck og Rosamund Pike) har 5 års bryllupsdag, da han kommer hjem til huset i North Carthage, Missouri, og finder knust glas under vinduet. Til gengæld er Amy forsvundet. Han kontakter politiet og kommer hurtigt til at stå øverst på listen over mistænkte.



KRIMINALFOLKENE Boney (Kim Dickens) og Gilpin (Patrick Fugit) finder blodspor i køkkenet. Der er fejl i Nicks forklaring, vitale informationer, han har udeladt, og fundet af Amys dagbog bliver en særligt belastende faktor. Den fortæller en anderledes mørk version af historien om det gyldne par. Her er Nick en voldelig ægtemand, der har brugt sin hustrus penge på golfkøller og en gigantisk fladskærm. At disse ting står i garagen hos Nicks søster, Margo (Carrie Coon), øger sandhedsværdien af dagbogens udsagn. Amy skriver, at hun frygter for sit liv.
   Der er hans version og hendes version. Længe lytter man primært til ham, mens fortiden eksponeres i flashbacks, som stammer fra hendes dagbog. Begge forklaringer overbeviser; begge forstår at fingere en stemning og konstruere plausible detaljer. Midtvejs bliver der vendt op og ned på alle begreber. Så følger parrets fælles historie, der bliver fortalt i en mere objektiv form. Meget er stadig oppe i luften, men ét står fast: de to ægtefæller fortjener hinanden.



NICK og Amy mødtes på Manhattan i 2007. Begge havde skrivejobs. Begge fandt den anden part befriende forskellig fra hoben af opblæste almindeligheder. Begge nød at spille en spændende og romantisk rolle i filmen, som den anden iscenesatte. Som ægte narcissister var de skabt for hinanden. Som alle narcissister syntes de, at de selv var lidt mere interessante. Det var i hvert fald let at blive et par.



FACADEN krakelerer, da finanskrisen kommer i 2008. Begge mister deres arbejde. Det gør i første omgang ikke så meget, for Amy lever i virkeligheden af royalties, hendes forældre har tjent på at skrive en serie elskede børnebøger om Amazing Amy. Amy hader sine forældre, fordi de stjal hendes barndom. I bøgerne var hun et gyldent barn, som kunne og ville det hele. I virkeligheden var hun en ordinær lille pige.
   Vi ved fra Nick, at Amy er den fødte manipulator. Selv fremstår han som en lidt indolent, men dybest set også gedigen mand, der har fundet det svært at vende hjem til fødebyen. Han har åbnet en bar, som giver underskud. Han underviser i creative writing. Da det viser sig, at han har et forhold til en studerende, bliver hans troværdighed yderligere undermineret. For resten var Amy vist nok gravid. Så hvem manipulerer mest, og kunne Nick være den psykopatiske sjuft, som Amy beskriver?
   Alle viser sig fra deres værste side, da Amys forsvinden bliver varmt mediestof. Filmen har sin virkelige styrke i den satiriske, men ikke urealistiske skildring af tv-stationernes hæmningsløshed, studieværternes standret, groupier, der lægger fotos på Twitter, hele aftrykket af den offentlige mening, når den er værst. Fordi Fincher er en misantrop på niveau og i klasse med Alfred Hitchcock, bliver ingen skånet undervejs: ikke Nick, ikke Amy og absolut ikke publikum. Hér er den mediekultur, vi fortjener.



BÅDE i filmen og bogen taler Nick og Amy med hver sin stemme. Film er dog et mere bogstaveligt medium, og at publikum faktisk ser tingene ske, inklusive de løgne som bliver fortalt, øger troværdighedspræget af begge versioner. Fincher instruerer i sin sædvanlige, klinisk afmålte stil, der er blevet kaldt precision noir. Historien ligger perfekt for hans metode. Det er løgn over løgn til det sidste, og måske er sandheden simpelt hen pillet i stykker, da der ikke er flere bedrag at bestyre.
   Ben Affleck er både tillidvækkende og tilpas uaflæselig som den nødstedte Nick. Rosamund Pike fungerer lige godt som gylden pige, forurettet furie, trailer trash og regulær sociopat. I forbifarten registrerer filmen en kriseramt nation. Sandheden skrives af den dygtigste løgner, og al sympati er til salg for en slik.
   Nick lærer på den hårde måde, at det gælder om at smile på de rigtige steder. På en i øvrigt solid rolleliste gør Tyler Perry særligt indtryk som superadvokaten, der forstår spillets regler og trives med hele det glitrende show.
   Der er meget, man ikke vil røbe af hensyn til historien og måden, som Fincher fortæller den på. Midtvejs ved man, hvad der blev af Amy, men krigen bliver ved til det sidste, og efterhånden er det snarere bedragets omfang, som fascinerer. Filmen er et generationsportræt, en ægteskabsskildring og en sønderlemmende kulturkritik. Den er for resten også en udmærket thriller, omend af den mere vidtløftige slags.


Kvinden der forsvandt (Gone Girl). Instr.: David Fincher. Manus: Gillian Flynn. Foto: Jeff Cronenweth. 145 min. USA 2014. Dansk premiere: 23.10.2014


Fotos: Twentieth Century Fox/ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes, MUBI, Netflix, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Weekendavisen Kultur 24.10.2014

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar