En studie i seksuel afhængighed
Af BO GREEN JENSEN
INGEN last er salig, når man aldrig kan få nok. Brandon Sullivan (Michael Fassbender) tænker altid på sex. Han efterstræber enhver mulighed, fylder samtlige sanser med sex. »Din harddisk var helt svinet til,« siger hans chef, da computeren kommer retur fra et tjek. »Forfra, bagfra, med dyr og børn, i alle åbninger. Man må virkelig være syg for at se på den slags hele dagen. Tror du, at det var din praktikant?«
Brandon svarer ikke. Det er i sådanne situationer, at han føler filmtitlens tårnhøje skam. I hvert fald indser han, hvor langt der er mellem ham og andre mennesker. Derfor har manden forskanset sig sikkert. Han bor alene på Manhattan, nøgen og skarp i en hvid lejlighed, hvor kun samlingen af vinylplader giver fornemmelsen af en person. Brandon er ikke til venskab. Det er mange år siden, at han hængte ud.
Derimod defineres han af sit behov. Han får udløsning seks eller syv gange dagligt. Det første Brandon gør, når han vågner eller kommer hjem, er at tænde den bærbare pc i køkkenet. Man får da et glimt af beskederne i hans indbakke. Alt er skrevet med kælne versaler, kryds og bolle og tre udråbstegn. Der står A*S, C**T, F**K osv. En pornografisk litani. Enhver, som sælger sex på nettet, kender Brandons ivrige øjne. Hans liv virker udadtil smagfuldt og svalt. Indvendig koger han op hele tiden.
DER er billeder i hans hoved, men endnu mere fysisk virkelighed. Brandon ser forrygende ud, har manerer og charme, er skåret til benet. Han husker farven på kvindernes øjne. Han scorer i metroen, søger kontakt og får det konstant. Brandon kan læse sociale signaler. Chefen gør sig til for pigerne, som er i byen, men det er Brandon, som bliver samlet op og taget med til et intensivt one night stand.
Men mere vil hele tiden have mere. Brandon ser porno på nettet, har fast besøgstid hos de prostituerede, dyrker sex med flere ad gangen. Han masturberer i badet, på toilettet på kontoret, ude bagved i restauranten. Hans drift er som et sort hul i hjertet, en sult, der ikke kan stilles. Efter at have set på fænomenet en tid, går det op for én, at Brandons afhængighed er lige så konkret som alkoholisme og narkomani.
Alt i hans liv bliver gjort uden glæde. Han træner som en samurai, og hans rutine er minimalistisk. Der er sengen, badet, køkkenet, tv, telefon og computer. Han nyder ikke at være alene med skammen, men han lever med den og fodrer sin sult. Over tid bliver selv det absurde en vane. Brandon gør det fornødne hver dag.
RUTINEN rystes af tre faktorer. Brandon hader at miste kontrol, og det er præcis, hvad der sker. For det første bliver computeren på kontoret konfiskeret. Det er en mærkelig historie, som han aldrig kommer til bunds i, skønt sagen vist nok ordner sig. Hvad tænker andre egentlig? Brandon frygter det værste og ved ingenting.
For det andet flytter hans søster, sangeren Sissy, ind og minder Brandon om, at han kommer et sted fra. Her er filmens skitse til en forklaring. Carey Mulligan giver den sørgmodige Sissy en anden form for styrke og en anden slags afhængighed. Hendes bror kan ikke skubbe verden hårdt nok væk. Hun kan ikke trænge langt nok ind. Der er ar på hendes håndled. I baren synger hun »New York, New York«, så langsomt og så inderligt, at tårerne brænder på Brandons kinder. Sangen foldes ud i fuld længde. Det er en uforglemmelig nøgen sekvens.
FOR det tredje spørger kollegaen Marianne (Nicole Beharie), om Brandon kan lide sukker i kaffen. Han ser den varme kvinde som en uventet mulighed for benådning. De spiser middag, ler og går ture, skal siden være intime sammen og have alle de dybe følelser med. Marianne er pigen fra Lou Reeds evergreen, »Perfect Day«: »You made me forget myself. I thought I was someone else – someone good.«
Metromanden gør et forsøg på at elske. Da det mislykkes, kompenserer han med fornedrende, grænseoverskridende sex. Der tankes dobbelt op i alle kar. Han sørger for at blive slået og sparket, da han tilbyder at betjene en kvinde analt. Han går ind på homobaren med den infernalske Gaspar Noé-belysning. Han besøger så mange bordeller som muligt. Han gør alt for at drukne i skammen.
»Vi er ikke dårlige mennesker. Vi kommer bare fra et dårligt sted,« siger Sissy på telefonsvareren. Somme tider bliver Brandon så svimmel af selvhad, at han tømmer alle depoter og prøver at brænde sin sjæl. Sexblade, pornofilm, den beskidte computer – alt ryger i skraldespanden, da han tror, han kan blive en anden. Spørgsmålet er, om man kan. Begge søskende søger et svar.
Brandon vil ikke høre flere forklaringer. Endelig er han tilbage i toget, og kvinden overfor er fortsat interesseret. Når hun står af, vil han følge efter, og den første berøring er altid elektrisk. McQueens film gør sit varige indtryk ved ikke at ændre eller fortolke. Hver dag står solen op på Manhattan. Brandon lever her længe endnu.
Alligevel er det som type, at Michael Fassbenders karakter står tilbage. Brandon Sullivan er årtiets udgave af manden i mængden, kældermennesket på Manhattan, i en tradition for fremmedgjort urbanitet, der rækker fra skriveren Bartleby til taxichaufføren Travis Bickle og seriemorderen Patrick Bateman.
Shame er en forbløffende film. Et moderne helvedesbillede. Bagefter vil man se sine kære og høre de små fugle synge. Hvad som helst, der viser én, at sygdommen ikke har vundet endnu.
Shame. Instr.: Steve McQueen. Manus: Abi Morgan og Steve McQueen. Foto: Sean Bobbitt. 101 min. Storbritannien 2011. Dansk premiere: 08.03.2012.
Fotos: Fox Searchlight Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, HBO Nordic, iTunes og SF Anytime
Trykt i Weekendavisen Kultur 09.03.2012
Ingen kommentarer:
Send en kommentar