Translate

onsdag den 3. februar 2021

Athina Rachel Tsangari: Attenberg (2010)


DEN GRÆSKE BØLGE
Athina Tsangari bryder igennem

Af BO GREEN JENSEN

GRÆSK film har forvandlet sig fra en ælling til en svane. Køligt elegante kunstfilm som Yorgos LanthimosDogtooth (2009) og Athina Rachel Tsangaris Attenberg er blevet noget, enhver festival må have med i paletten.
   Der er vel at mærke ikke tale om enkeltstående titler. Under slagnumrene bobler et vækstlag af film, som med prunkløs realisme skildrer den sociale virkelighed i katastrofeøkonomien – f.eks. Stanos Anastopoulos’ Correction fra 2007 – eller afsøger alle bevidsthedens lag som i Alexis Alexious’ metagyser Istoria 52 (2008).
   Før 2000 var der kun Costa-Gavras og Theo Angelopoulos. I 10erne kunne man pludselig tale om en veritabel græsk bølge af fornemme film.
   Attenberg følger den 23-årige Marina (Ariane Labed), som sammen med veninden Bella (Evangelia Randou) venter i en by ved kysten, hvor hendes far bliver behandlet for cancer. Marina har en blokering i forhold til sin seksualitet. Hun udforsker kroppen sammen med Bella og spørger sin far om de fysiske processer. Filmen leger med ordene på samme måde, som den fascistiske kernefamilie gjorde i Dogtooth. At demonstrere sproglig fremmedgørelse må for de græske filmskabere være lige så vigtigt, som en dialektisk dialog var i post-kommunistiske film fra Rumænien.*



ATTENBERG er dog også en legende, morsom og sanselig film. Det fantastiske billede af veninderne, der slikker på hinandens tunger, mens kameraet ser dem fra siden, findes allerede i første scene. »Hvordan føles min tunge?« »Som en snegl. Det er ulækkert. Jeg vil ikke mere,« siger Marina. Det vil hun dog alligevel, da en fremmed flytter ind på hotellet. Processen er langstrakt, og manden bliver udspurgt om alle kønnets mysterier, men Marina nærmer sig indvielsen lige så sikkert, som hendes far bevæger sig mod døden. På god græsk vis hænger tingene endelig sammen.
   Det er ikke en film, som fortæller. Den observerer og viser situationer, som tilskueren selv må sætte i orden. Far og datter holder af at se David Attenboroughs naturfilm – heraf titlen – og viser hinanden hengivenhed ved at sige som aber, der gør sig til. Marina og Bella spadserer i støvler og kitler, taler om freudianske sexdrømme og agerer synkront som dansende fugle. Det er enkle og fantastiske billeder, som Thimios Bakatakis arrangerer med symmetri og økonomi. Netop fordi der ikke er råd til episke storproduktioner, går filmskaberne ind i de enkelte menneskers liv.



MARINAS far dør. Bella sender ham godt afsted, og Marina tager selv den hårde tørn med at ordne begravelsen. Hun vænner sig til et liv uden ham. Ingen agerer på noget tidspunkt teatralsk. Som tilskuer er man bjergtaget og føler sig hensat til franske og spanske film fra 1960erne, da den samme slags kølige blik sidst blev kastet. De nye film fra Grækenland er udtryk for en abstrakt realisme, der formår at lade form og sjæl smelte sammen, så det føles som inderlig virkelighed. I Dogtooth var resultatet preciøst og lidt hysterisk. I Attenberg er det simpelt hen mageløst.

*) Jeg tænker på film som Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger og 2 dage (2004) og Corneliu Porumboius Politi, adjektiv (2009). Især i den rumænske bølges første år var der altid en centralt anbragt scene, hvor en person med magt beskrev sin magt og den totalitære logik i strukturen. Fosterfordriveren gør det i Mungius film. Hos Porumbuiu taler politiassistenten med den lakoniske kommissær, som fører en nær-monolog. Ti år senere handler det om statslig korruption og nødvendig bestikkelse i Mungius Baccalauréat (2016, da. Prøven). Porumbuiu har simpelt hen opgivet sproget i den absurdistiske gangsterfilm om The Whistlers (2019). Her kommunikerer man med fonetiske fløjt.


Attenberg. Instr. og manus: Athina Rachel Tsangari. Foto: Thimios Bakatakis. 95 min. Grækenland 2010. Dansk premiere: 08.09.2011


Fotos: Haos Film/ Cinematerial/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Amazon Instant og iTunes
Trykt i Weekendavisen Kultur 09.09.2011 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar