Bruno Dumont: Ma Loute | Mysteriet ved Slack Bay (2016)

SAND I SNØRESTØVLERNE
Om klasseforskel og kannibalisme

Af BO GREEN JENSEN

DENNE cocktail af krimi og surrealistisk sædekomedie ligner ikke andre film, jeg har set. Skønt den trækker på velkendte typer, er kombinationen af form og register unik. Fra dyb diskurs til tindrende nonsens. Fra Den kære familie til Undskyld, vi flygter.

   Året er 1910, og den excentrisk indavlede Van Petaghem-slægt ferierer som altid i Normandiet. Hr. André (Fabrice Luchini) går pukkelryggede ture, mens fru Isabelle (Valeria Bruni Tedeschi) klipper roser. Skyggetanten Aude (Juliette Binoche) er en eksalteret og arrogant skabning.

   Denne sommer kommer også Audes datter, teenageren Billie (Raph), på besøg. Hun er en naturfisk i det dekadente akvarium, har en sund appetit og forstiller sig ikke. Hun ser ungersvenden Ma Loute og vil have ham.

   

MA Loute har flyveører, filipenser og masser af selvtillid. Den karismatiske knøs bor i landsbyen, hvor familien Brufort – også excentrisk og indavlet, men uden de rige naboers midler – lever af muslingefangst og tuskhandel.

   Patriarken Brufort – med tilnavnet »Den Evige« – har en lukrativ sidegesjæft. I sæsonen skal borgerskabets frøkener fragtes over den søvnige flod. Brufort tager hårdt fat og bærer dem over.

   Somme tider hjælper sønnen til. Det giver gode drikkepenge. Det er pikant for alle parter. Der er sand i snørestøvlerne og blafren i hvert stivet underskørt.

INDTIL nu har Mysteriet ved Slack Bay været en løbsk komedie, der kan minde om 1960ernes danske herregårdsfilm (eller 2020ernes Badehotellet). Farcen viser tænder, da Ma Loute når hjem til muddergrøften hos Mutter Brufort.

   Her er et mylder af små søskende. Rygtet siger, at familien er kannibaler. Rygtet taler sandt. De sidder netop og gnaver af afskårne lemmer fra den senest forsvundne sommerturist. Der er blod og snot i alle de trodsige børneansigter.

   Helt dadaistisk bliver farcen, da ordensmagten kommer på banen. Kommissær Machin (Didier Després) og assistenten Malfoy (Cyril Regaux) er en grotesk version af Den Tykke og Den Tynde. De er Gøg & Gokke som opdagerpar.

   Den korpulente Machin er så kolossal, at han må lade sig falde og trille, hvis han vil hurtigt fra klitterne ned til stranden. Manden ligner en spærreballon – og leviterer faktisk til slut.

   Machin har en uudgrundelig visdom. Malfoy er tynd som en tændstik og dum som en dør. Begge mænd bærer sort tøj og derbyhatte. De ligner noget, Hergé kunne have tegnet.

SAGEN er, at turister forsvinder. Publikum ved allerede, hvad der bliver af dem, og Machin har en fornemmelse. Van Petaghem-klanen vil helst intet vide om noget.

   Hvis Brufort & Søn frygter en straf, får det dem ikke til at ændre adfærd. Borgerskabets frøkener og unge mænd bliver nakket. De fattige spiser de rige. Og er lige så snu, som de andre er dumme.

   Sådan er tingenes orden på egnen – indtil Ma Loute bliver forelsket i Billie, som både vil ham og noget andet end sin klasses lediggang og forfald. Det er Håbløse Slægter som fransk tegneserie. Selvsagt er begge perverse familier imod den naturlige alliance.

BRUNO Dumont (f. 1958) har altid blandet professionelle og amatører. I Mysteriet ved Slack Bay bliver de lokale typer fremstillet af amatører, mens de fine i huset ved stranden er stjerner.

   Luchini, Tedeschi og Binoche spiller deres karakterer så stort og så overdrevent som muligt. Især Binoche leverer en arie af kvidrende idioti, fremført så hårene rejser sig stejlt, om det nu er af skræk eller undren.

   Dumont brugte også Binoche i den tragiske Camille Claudel 1915 (2013). »Den Evige« og Ma Loute bliver spillet af Thierry og Brandon Lavieville, som er far og søn i virkeligheden. Kontrasten er frugtbar og interessant. Metoden giver fuldkommen mening.

DE stiliserede billeder er realistiske nok, når kannibalerne mæsker sig i døde turister. Det ligner ofte en tæt tegneserie – Tintin ifølge Fellini eller Rohmer som tegnet af Moebius. Den enorme Machin er et knivskarpt fatamorgana. »La ligne claire« forstærker blot en fuldendt og vild absurdisme.

   Fra L’Humanité (1999) og Flandres (2006) til Hors Satan (2011) og Camille Claudel 1915 har den filosofisk skolede Dumont været en stor billedskaber. Han var indbegrebet af alvor, næsten lige så bondsk og intens som kommissæren i L’Humanité. Man troede knap sine øjne, da Dumont i tv-serien P’tit Quinquin (2014) sprang ud som grotesk humorist.

STILEN er en smagssag, men originaliteten må respekteres. Ma Loute havde premiere på Cannes Festivalen 2016. Nogle elskede den. Andre sukkede og spurgte, hvad der var blevet af alvorsmanden.

   Som han selv siger, er der nok ikke så langt fra L’Humanité til Ma Loute. Vort liv er en tragisk komedie, vort liv er en komisk tragedie. Det er rigtigt, at latteren stikker i halsen. Det er vigtigt, at begge masker bliver set.

Ma Loute (Mysteriet ved Slack Bay). Instr. og manus: Bruno Dumont. Foto: Guillaume Defontaines. 122 min. Frankrig-Tyskland-Belgien 2016. Dansk premiere: 06.07.2017.

Fotos: 3B Productions/ Memento Films/  Another World Entertainment/ CineMaterial/ Filmgrab/ YouTube (MUBI Trailer]

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film

2K Blu-ray fra Kino Lorber (region A) 12.09.2017

2K Blu-ray fra Indigo (region B) 08.09.2017

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.07.2017 [henvisninger ajourført marts 2025]

Athina Rachel Tsangari: Attenberg (2010)

DEN GRÆSKE BØLGE

Athina Tsangari bryder igennem

Af BO GREEN JENSEN

GRÆSK film har forvandlet sig fra en ælling til en svane. Køligt elegante kunstfilm som Yorgos Lanthimos’ Dogtooth (2009) og Athina Rachel Tsangaris Attenberg er blevet noget, enhver festival må have med i paletten.

   Der er vel at mærke ikke tale om enkeltstående titler. Under slagnumrene bobler et vækstlag af film, som med prunkløs realisme skildrer den sociale virkelighed i katastrofeøkonomien – f.eks. Stanos Anastopoulos’ Correction fra 2007 – eller afsøger alle bevidsthedens lag som i Alexis Alexious’ metagyser Istoria 52 (2008).

   Før 2000 var der kun Costa-Gavras og Theo Angelopoulos. I 10erne kunne man pludselig tale om en veritabel græsk bølge af fornemme film.

   Attenberg følger den 23-årige Marina (Ariane Labed), som sammen med veninden Bella (Evangelia Randou) venter i en by ved kysten, hvor hendes far bliver behandlet for cancer. Marina har en blokering i forhold til sin seksualitet. Hun udforsker kroppen sammen med Bella og spørger sin far om de fysiske processer. Filmen leger med ordene på samme måde, som den fascistiske kernefamilie gjorde i Dogtooth. At demonstrere sproglig fremmedgørelse må for de græske filmskabere være lige så vigtigt, som en dialektisk dialog var i post-kommunistiske film fra Rumænien.*

ATTENBERG er dog også en legende, morsom og sanselig film. Det fantastiske billede af veninderne, der slikker på hinandens tunger, mens kameraet ser dem fra siden, findes allerede i første scene. »Hvordan føles min tunge?« »Som en snegl. Det er ulækkert. Jeg vil ikke mere,« siger Marina. Det vil hun dog alligevel, da en fremmed flytter ind på hotellet. Processen er langstrakt, og manden bliver udspurgt om alle kønnets mysterier, men Marina nærmer sig indvielsen lige så sikkert, som hendes far bevæger sig mod døden. På god græsk vis hænger tingene endelig sammen.

   Det er ikke en film, som fortæller. Den observerer og viser situationer, som tilskueren selv må sætte i orden. Far og datter holder af at se David Attenboroughs naturfilm – heraf titlen – og viser hinanden hengivenhed ved at sige som aber, der gør sig til. Marina og Bella spadserer i støvler og kitler, taler om freudianske sexdrømme og agerer synkront som dansende fugle. Det er enkle og fantastiske billeder, som Thimios Bakatakis arrangerer med symmetri og økonomi. Netop fordi der ikke er råd til episke storproduktioner, går filmskaberne ind i de enkelte menneskers liv.

MARINAS far dør. Bella sender ham godt afsted, og Marina tager selv den hårde tørn med at ordne begravelsen. Hun vænner sig til et liv uden ham. Ingen agerer på noget tidspunkt teatralsk. Som tilskuer er man bjergtaget og føler sig hensat til franske og spanske film fra 1960erne, da den samme slags kølige blik sidst blev kastet. De nye film fra Grækenland er udtryk for en abstrakt realisme, der formår at lade form og sjæl smelte sammen, så det føles som inderlig virkelighed. I Dogtooth var resultatet preciøst og lidt hysterisk. I Attenberg er det simpelt hen mageløst.

*) Jeg tænker på film som Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger og 2 dage (2004) og Corneliu Porumboius Politi, adjektiv (2009). Især i den rumænske bølges første år var der altid en centralt anbragt scene, hvor en person med magt beskrev sin magt og den totalitære logik i strukturen. Fosterfordriveren gør det i Mungius film. Hos Porumbuiu taler politiassistenten med den lakoniske kommissær, som fører en nær-monolog. Ti år senere handler det om statslig korruption og nødvendig bestikkelse i Mungius Baccalauréat (2016, da. Prøven). Porumbuiu har simpelt hen opgivet sproget i den absurdistiske gangsterfilm om The Whistlers (2019). Her kommunikerer man med fonetiske fløjt.

Attenberg. Instr. og manus: Athina Rachel Tsangari. Foto: Thimios Bakatakis. 95 min. Grækenland 2010. Dansk premiere: 08.09.2011

Fotos: Haos Film/ Cinematerial/ Øst for Paradis Distribution

Filmen streames på Amazon Instant og iTunes

Trykt i Weekendavisen Kultur 09.09.2011 

Farce, fabel, satire og drama: Parasite (2019) [Oscars 2020]

GRIMME, DUMME, BESKIDTE

Årets Oscar-favorit er en svimlende opsang til tiden 

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE er fattige, andre er rige. Der bliver flere af den første slags, og for den sidste procent kender velstanden slet ingen grænser. Det er vel blot, som det er og bør være. Liberalistisk realpolitik, ikke sandt?

   Afstanden mellem hob og elite er vokset. Vi føler det selv i høflige demokratier. I uregulerede samfund er forskellen blevet en afgrund. Måske er kunsten til for at vise dét, som alle ser, men ikke taler om. Det kunne være forklaringen på, at så mange stærke politiske fabler for tiden kommer fra asiatiske filmskabere.

   Årets vinderfilm i Cannes var sydkoreaneren Bong Joon-hos Parasite. Juryformanden Alejandro González Iñárritu sagde i sin motivation, at der var en særlig energi i film, som brugte genreelementer til at tale politisk, og Bongs var den bedste i bundtet.

   Parasite er i hvert fald en ener. Den gør med satire og horror, hvad japaneren Hirokazu Kore-edas Shoplifters gjorde med patos og humanisme i 2018. Shoplifters fik både Guldpalme og Oscar. Det kan sagtens gå Parasite lige sådan.

FILMEN følger en fattig familie, der er vant til at være B-mennesker. De bor i en grundfugtig kælder. Berusede kunder fra gadens bodega forretter deres nødtørft ved køkkenet. Når kommunen sprøjter for kakerlakker, står vinduet alligevel på klem. Giften svier i lunger og øjne, men skadedyrsbekæmpelsen er gratis – og et af mange halve symboler, som den sociale fabel er fuld af.

   I første scene har teenagebørnene problemer med at finde et åbent wifi-signal. Der kommer klager over de 1.000 pizzaæsker, som patriarken Ki-taek (Song Kang-ho fra The Host og Bongs øvrige film) har tjent sorte penge ved at lade familien folde forkert. Det er dog en pointe, at de foldede æskerne sammen. Kælderfamilien gør alting sammen.

   En medalje på væggen afslører, at den barske mor, Chung-sook (Chang Hyae-jin), engang var olympisk mester i hammerkast. Sønnen Ki-woo (Choi Woo-sik) skal til jobsamtale og forklæder sig som elitestudent. Datteren Ki-jung (Park So-dam) er til mere til smart tøj og hurtige sange. Hun forstår sig dog på at forfalske og skaffer sin bror et eksamensbevis.

KI-WOO bliver huslærer hos den rige Park-familie, som bor i et arkitekttegnet glashus. Han skal lære datteren engelsk. Hun forelsker sig i ham. Det passer fint. Da en forpost er etableret, sørger Ki-wook for, at den faste chauffør bliver fyret, så hans far kan overtage posten. Der er snart renset ud i husstanden. Ki-jung får arbejde som nanny. Kronen på værket er fyringen af den gamle hovmesterinde, som altid har boet i huset.

   Da Mor Hammerkast flytter ind, er Gøgereden endelig fuld. Kælderfamilien lykønsker hinanden. Imens har publikum ikke fattet den mindste sympati for Mønsterfamilien, som ejer glashuset. Den fantasirige Mr. Park er fjern og fraværende. Hans hustru er naiv og ubehjælpsom. Drengen er et diagnosebarn. Kun datteren, som Ki-woo holder af, er skildret med mere end formel sympati.

   Mens familien Park er på campingtur, flader snylterfamilien ud i stor stil. De drikker og fråser som Buñuelske vagabonder ved en symbolsk beggars’ banquet. Så ringer det på. Den gamle husholderske vender tilbage, og filmen slår vinduet ind til en ekstra dimension. For i kælderen under huset har hendes mand i årevis levet godt og usynligt.

  

I BONG Joon-hos allegoriske virkelighed er der altid et ekstra lag underverden, en kælder under kælderen og ikke nogen bund at nå.

   Filmen har i sin mentalitet den samme beske absurdisme som Joseph Loseys The Servant (1963, da. Snylteren) og Brutti, sporchi e cattivi (1976, da. Grimme, dumme og beskidte) af Ettore Scola, hvor familien bor på en losseplads. Der er heller ikke langt til Andrej Svjagintsevs Elena (2011), hvor husbestyrerskens familie overtager huset, da oligarken er skaffet af vejen. Det handler om værdighed, dybest set, skønt der er megen mørk situationskomik.

   Efter farce og satire følger horror og suspense. Så træder Parasite i karakter som en tragisk fabel, der vil mere end leg med stilistiske filtre. Bongs film har skabt en fantastisk situation. Nu skildrer den, hvad der videre sker, med fotografisk realisme og absolut troværdighed.

   Familien i lyset har fæstet sig ved lugten, der hænger om kælderfamilien. Ki-taek kan lugte den selv, og han væmmes. Ved en overdådig børnefødselsdag, hvor de rige par drejer og kvidrer på græsset, tager han en logisk og velfortjent hævn, men det er kun begyndelsen på den metafysiske afvikling. Du skal se det, før du tror det, simpelt hen.  

BONG har undersøgt temaet før, i hævnhistorien Mother (2011). Han er en original billedskaber, der bruger hele det tekniske apparat og forlener en mytisk fortælleform med psykologisk realisme. Der blev grinet i skægget, da han ankom med The Host (2006), en effektfuld katastrofegyser, som på samme tid var sjov, fantastisk og realistisk.

   Efter Snowpiercer (2013) og Netflix-filmen Okja (2017) blev der ikke grinet mere. Sammen med Park Chan-wook (Oldboy) og Lee Chang-dong (Burning) er Bong blandt Koreas førende filmskabere. Nu er kældermennesket anerkendt som en mester.

Parasite var Oscar-nomineret i 6 kategorier og vandt de 4 store Academy Awards: Best Original Screenplay, Best Achievement in Directing, Best International Feature Film og Best Motion Picture of the Year.  

Parasite (Gisaengchung). Instr. Bong Joon-ho. Manus: Jin Won Han og Bong Joon-ho. Kamera: Kyung-pyo Hong. 132 min. Sydkorea 2019. Dansk premiere: 25.12.2019.

Fotos: CJ Entertainment/ Barunson E&A/ Camera Film/ Curzon Film Distributors/ YouTube 

Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Curzon Film World 23.11.2020

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.12.2019