Translate

søndag den 10. oktober 2021

François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]


FRA SLUTNINGEN TIL BEGYNDELSEN
Et interview med filmskaberen François Ozon

Af BO GREEN JENSEN

PARIS 2004 - FRANÇOIS Ozon virker yngre for hver gang, man ser ham. Denne gang bærer han baseballkasket og arrangerer sig med det ene ben krøllet op i plyssofaen, som er sat frem på hotellet ved Place Vendôme. Også et videokamera snurrer. Vi er en mindre delegation af journalister, primært fra skandinaviske medier, som har ønsket at tale med instruktøren. Han svarer som altid beredvilligt, men uden for alvor at gå i dybden de steder, hvor det brænder på. Flere af de store spørgsmål fejer han simpelt hen væk med et »ja«, »nej« eller »ved ikke«. Han er hurtig og god til at returnere både lange, hårde og skruede bolde.
   I situationen bliver man meget charmeret. Jeg oplevede det i flere omgange, da vi talte om 8 femmes (2002, da. 8 kvinder – og et mord) forrige år. Umiddelbart synes samtalen frodig, og man begynder at skrive sit bånd ud med en fornemmelse af, at det hér bliver godt. Så opdager man, at Ozon ikke siger så forfærdelig meget, og hjertet synker en anelse. Denne gang er der dog tilløb til mere i flere af svarene. Eksempelvis prøver Ozon at besvare det obligatoriske spørgsmål om sin brug af vand som en visuel metafor. Det plejer han bare at lade passere.


DEN nye film, Cinq fois deux eller 5 x 2, fortæller i fem hårde scener historien om et ægteskab, der går i stykker. Ozon viser scenerne frem én for én og lader hver af dem spille cirka et kvarter. Der er mødet, brylluppet, fødslen, en meget ordrig middagsscene, hvor parret har besøg, og endelig det sidste samleje, som Marion og Gilles gennemfører på et hotel, da de sammen har været i retten og fået betingelserne for skilsmissen stadfæstet. Kvinden og manden bliver spillet, meget stærkt endda, af Valeria Bruni-Tedeschi og Stéphane Freiss.
   Det er et meget koldt blik på en bitter historie, som Ozon kaster fra sig i denne film. Kun i forbindelse med det første romantiske møde på Korsika fornemmer man en mulighed for lykke. Gilles forlader sin mopsede kæreste for den varmere Marion, som han kender fra kontoret hjemme. De går i vandet med hinanden i hånden, og vi betragter dem bagfra i meget lang tid. Modsat parret véd publikum, hvad der venter, og det er muligt at det farver vor måde at læse situationerne på. Det er en traurig og faktisk banal historie, som Ozon folder ud. Man har hørt den mange gange, og flere har sikkert levet den selv.


ENESTE variation indtræffer natten efter det brusende bryllup, hvor Gilles falder tidligt i søvn. Da går Marion melankolsk tur i natten og møder belejligt en fremmed, en amerikaner på gennemrejse, som hun elsker med under fuldmånen, før hun går tilbage til Gilles. Han på sin side kører planløst rundt i Paris, på flugt, må man tro, for det ansvar som venter, da Marion for tidligt føder en søn. Denne søn vil manden senere elske. Det ved vi, fordi Ozon fortæller sin historie bagfra. Kronologien er konsekvent, men filmen åbner med sin slutning og arbejder sig baglæns mod begyndelsen, for endelig at fade ud i det første lovende møde.


DENNE kronologiske gimmick tangerer en trend i fransk film. Også Gaspar Noé brugte tricket i Irréversible (2002), som dog var en anderledes voldsom fortælling, hvor den centrale, strategiske voldtægt var lagt i en gruopvækkende scene midtvejs i filmen. 5 x 2 er voldsom på en anden, mere virkelig måde, men spørgsmålet er, hvad historien vinder ved at blive fremlagt på så distancerende vis. Dét spørgsmål vil vi alle gerne stille, så det bliver det første Ozon kommenterer.
   – Hvornår fik du ideen til at vende kronologien?
   »Det var ikke min første indskydelse. Min oprindelige idé var at fortælle en historie om et par, to mennesker fra min egen generation, dvs. i 35-40 års alderen, og prøve at finde ud af, hvorfor deres forhold ikke kan holde. Af en eller anden grund begyndte jeg med at skrive scenen fra skilsmisseretten. Siden faldt det naturligt at arbejde mig baglæns i forholdet. At fortælle historien bagfra og så indspille filmen på samme måde.
   I lang tid kendte vi faktisk ikke slutningen. Optagelserne lå stille i fem måneder, før vi optog den sidste scene, hvor de møder hinanden på stranden. Så Valeria og Stéphane vidste ikke, hvordan Marion og Gilles har mødt hinanden. Det var en del af udfordingen ved denne film, at optage slutningen, før vi kendte begyndelsen.
   For mig var det vigtigste at være nærværende. For at skildre forholdet så sandfærdigt som muligt, koncentrerede jeg mig om at være til stede i hver scene, uden at tænke over, hvad der kom før eller efter. Så har tilskueren lejlighed til at spekulere over, hvad der er sket i mellemtiden, i afstanden mellem de enkelte scener.«
    Var det blevet en anden slags film, hvis du havde fortalt den fra begyndelsen?
   »Det var det. Jeg ved det, for jeg har prøvet. På dvd-udgaven af filmen kan man vælge at vende forløbet og se scenerne forfra, i kronologisk rækkefølge. Det kan godt lade sig gøre, men har nogle utilsigtede virkninger. Marion har sex med en anden mand, en fremmed, på sin bryllupsnat. Så kommer scenen, hvor Gilles’ og Marions søn bliver født, og med ét kan man få indtryk af, at deres barn bliver undfanget den nat. Det tænkte vi ikke på under indspilningen. Den mulighed forelå slet ikke.«


– HAR du prøvet det før, ikke at vide hvordan det skal ende, når I begynder at filme?
   »Ja, da vi optog Sous le sable (da. Under sandet), men det var ikke et æstetisk valg. Det var, fordi vi ikke havde penge til at gøre filmen færdig. Jeg ville lave den film på stranden i løbet af en sommer, og det første vi optog var scenen hvor manden forsvinder. I lang tid vidste jeg ikke, om han virkelig var død eller hvad.
   Sous le sable var inspireret af noget, jeg oplevede i min barndom. Cing fois deux er ikke selvbiografisk i bogstavelig forstand, men der er mange følelser og sansninger, som jeg kan genkende fra mit eget liv og min egen erfaring. Jeg har ikke selv født et barn, men jeg sagtens sætte mig i Marions sted.
   Da jeg skrev manuskriptet, vidste jeg ikke, hvem spillerne ville blive. Den oprindelige idé var at arbejde med store navne. Jeg spurgte Sophie Marceau og Vincent Cassel, men de ville ikke være med. For Sophie Marceau var det utænkeligt, at en kvinde kunne have sex med en fremmed mand på sin bryllupsnat. Det er en prisværdig følelse, hun er en god person, men jeg ved ikke, om det er en god egenskab for en skuespiller, at lukke af på den måde.
   For Cassels vedkommende var det bare ikke muligt at lave filmen, fordi han skulle noget andet, og da jeg henvendte mig til ham, havde jeg ikke noget færdigt manuskript, så det hele virkede lidt vagt. Jeg havde brug for skuespillere, som stolede på mig, og for denne films vedkommende er det sikkert bedst med ansigter, som folk ikke er så vant til at se på. Det er lettere for publikum at identificere sig med dem.
   Jeg lavede en lang liste med mange forskellige par på. En af mine inspirationskilder, det er vel ret tydeligt, var Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab, som jeg lod spillerne prøve igennem. Derfra tog jeg scenen, hvor parret går i seng sammen efter deres skilsmisse. Det er en smuk scene, og det er en meget lang scene. Da jeg så Valeria og Stéphane spille den scene sammen, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være dem.«
    Var de med til at udforme scenerne?
   »Ikke som forfattere, men som mennesker, bestemt. Det er vigtigt for mig at være tæt på skuespillerne. Da vi begyndte på Under sandet, havde jeg kun første halvdel og spillerne. Meget ændrede sig undervejs i løbet, og det var det samme for denne films vedkommende. Improvisation betyder ikke blot at ændre dialogen. Man kan også improvisere med følelser, motivationer og reaktioner. Som instruktør må man være åben for spillernes forslag. Somme tider er de bedre til at føle og bedømme nuancerne i kemien mellem karaktererne.«


CINQ fois deux er atter en film om et parforhold. Dem har Ozon lavet mange af.
   »Ja, jeg har lavet alt for mange. Og nej, jeg ved ikke, hvad denne hér har at tilbyde. Hvad mener du selv? For de fleste mennesker er parforholdet det vigtigste i tilværelsen, at leve sammen og have et godt liv. Det er ikke let. I min generation kan man have mange kærlighedsforhold i løbet af et liv. Der er næsten ingen som bliver sammen hele livet. Man møder én og begår måske nogle fejltagelser, som man forsøger at rette op på i det næste forhold, man befinder sig i.
   Mine forældres generation har ikke den indstilling, de gør tingene på en anden måde. For mig er lykkelige slutninger ikke det afgørende. Det afgørende er, om man er i stand til at forlade et forhold. Man prøver at leve sammen, og det lykkes eller det viser sig at være en fejltagelse, men det er ikke så vigtigt. Det vigtige er at kunne føle ting dybt. Det er derfor, at slutbilledet ligner en kliche, med de elskende på vej ud i vandet og solnedgangen. Det vigtige er at turde tage springet og hoppe i vandet, selv om man ved at det muligvis slutter en dag.
   De italienske sange? Jeg elsker Italien. For de fleste franskmænd er Italien indbegrebet af et romantisk land. De italienske sange er meget naive og romantiske. Derfor er de en god kontrast til de tunge, alvorlige sider af forholdet.«



– DU veksler mellem lystspil og film som er meget alvorlige...
   »Var denne hér ikke morsom for dig? Jeg ved ikke. Nogle dage er man glad, andre dage er man eftertænksom. Jeg vil gerne prøve noget nyt hver gang. Jeg er vel blevet ældre. Jeg tænker ikke så meget på min karriere, hvad publikum mener om mig og alt dét. Jeg prøver hver gang at komme tættere på kernen af mit begær, hvad jeg ønsker at skabe, hvad jeg ønsker at efterlade. Jeg har ikke det samme behov for at provokere, som jeg havde i de første film. Efterhånden fokuserer jeg mere på formen. Det virker sikkert ikke så stærkt på tilskuerne, men måske rører det dem dybere.
   Med hensyn til skilsmissen vidste jeg ikke præcis, hvordan det egentlig foregår, så jeg læste alle lovene og reglerne. Det var både overvældende og interessant. Det er meget mere omfattende end ritualet, når man indgår ægteskabet, så jeg tænkte at det var et godt sted at begynde. Scenen hvor borgmesteren læser vielsesritualet var egentlig meget længere, men jeg skar den ned, fordi det blev for meget. Jeg ville gerne lave en film om et par og definere hele forholdet efter alle de regler og love, som kvinden og manden forventes og formodes at leve deres liv i overensstemmelse med.
   Jeg er ikke nødvendigvis færdig med Marion og Gilles. Måske vil jeg vende tilbage til dem om 15-20 år og lave én film mere med Valeria og Stéphane, ligesom Bergman gør med Liv Ullmann og Erland Josephson i Sarabande. Det er vist anden gang, at jeg nævner Bergman, men han er min favoritinstruktør. Plejer jeg at sige være Cukor og Hitchcock? Nå ja. Jeg har mange favoritter. De er mine helte alle sammen. I øjeblikket er Bergman den vigtigste. Det kommer an på, hvilken dag man spørger mig.«


VAND har en særlig betydning i François Ozons film. I hvert fald er de fulde af det, havet og stranden, lyset på vandet som skifter. Det gælder fra novellefilmen Regarde la mer (1997) og Fassbinder-filmatiseringen Gouettes d’eau sur pierres brûlantes (1999, da. Dråber på hede sten) til Under sandet (2001), Swimming Pool (2003) og 5 x 2.
   »Jeg bliver ofte spurgt om det, men jeg kender ikke svaret. Jeg er meget interesseret i vand, i havet og stranden, og jeg kan godt lide at slutte mine film med et roligt, enkelt billede, som samtidig har dybde og kan tåle at blive stående. Det går dog ikke altid som man planlægger. I 5 x 2 ville jeg lave den sidste scene, hvor parret finder sammen, foran et meget voldsomt hav, et hav i oprør. Men netop den dag var vandet næsten blikstille, og vi havde ikke tid eller råd til at vente. Så vi optog scenen, og nu ser det ud, som om det var meningen, at havet skulle være så roligt.«


– Det er fristende at se bryllupsnatten og Marions utroskab som en slags revne i fundamentet, noget der dømmer forholdet fra begyndelsen...
   »Sådan ser jeg det ikke. Jeg tror, at der er mange forskellige ting, som gør sig gældende. Nogle gange er det kun en bevægelse, et blik, et ord, der skal til. Det er lige så vigtigt, at Gilles ikke er med på hospitalet, da deres søn bliver født. I øjeblikket virker det måske ikke vigtigt, men bagefter kan man se, at det var det måske.
   Det var vigtigt for mig at vise utroskaben uden at fordømme den. Somme tider er det vigtigt for et menneske at have et eventyr, en affære, for at indse at man elsker den person, man har valgt at leve sit liv sammen med.
   Jeg beklager, at jeg ikke viser de gode øjeblikke i deres forhold. Men de kom ikke til mig. På et tidspunkt ville jeg faktisk have en sjette scene med. Den skulle ligge mellem brylluppet og fødslen og vise et meget lykkeligt øjeblik. Jeg prøvede også at skrive scenen, men det interesserede mig ikke at indspille den. Jeg tror, det er op til tilskueren, han kan forestille sig hvad han vil. For mig var det mere interessant at beskrive de svære situationer og kritiske øjeblikke. En dag bliver det måske muligt for mig at beskrive lykken og de harmoniske sider af livet. Men i øjeblikket er det ikke muligt.«


– MARIONS forældre har et forfærdeligt ægteskab –
   »Det ved jeg nu ikke. Det er mere deres facon, fordi de har været sammen så længe. Og de får tingene sagt, de udtrykker deres følelser, selv om de skændes det meste af tiden. Det er Gilles og Marion, som går og brænder inde med tingene.«
   – En anden slags forhold er dét, som Gilles’ bror har til den unge fyr, som er hans kæreste. Gilles giver det ikke mange chancer...
   »Jeg håber, at det vil fungere for dem. Jeg siger ikke, at den ene måde er bedre end den anden. Jeg var mere interesseret i at skildre den afgrund, som ligger mellem teori og praksis. Gilles’ bror siger, at det ikke betyder noget for ham, om hans kæreste er sammen med andre mænd, men i hans ansigt kan man læse, at det ikke forholder sig sådan. Gilles fortæller om sit seksuelle eventyr ved festen, som han og Marion deltog i. Hun siger, at det ikke betyder noget for hende, men igen kan man se, at det ikke er sandt. Denne diskurs mellem idealet og virkeligheden var for mig det centrale i scenen.«
   – Du siger, du prøvede at skrive en sjette scene, som viste et lykkeligt øjeblik. Du må have eksperimenteret med andre øjeblikke og stemninger, da du skrev manuskriptet. Skulle det altid være fem scener eller overvejede du andre muligheder? Ti eller syv eller ni?
   »Jeg havde friheden til at gøre det, hvis jeg ville. Vi optog flere scener, men det var allerede på optagelserne, at jeg besluttede der kun skulle være fem scener. Der var en slags prolog mellem de to skuespillere, men vi klippede den ikke engang. Jeg vidste, der kun skulle være fem scener.«


OZONS første film med Charlotte Rampling, Under sandet, blev mod alle odds en succes. Bagefter instruerede han 8 femmes, som bragte otte af fransk films divaer sammen i en florlet, stærkt stiliseret, hyperironisk og meget musikalsk mordhistorie. Swimming Pool var en raffineret Hitchcock-pastiche, atter med Charlotte Rampling, som spillede en britisk krimiforfatter, der i dén grad fandt sin indre stærke kvinde frem under solen i Sydfrankrig, hvor hun mødte nymfen Ludivine Sagnier, den yngste af kvinderne fra 8 femmes. Er det stadig svært at finde finansiering efter succeser som 8 femmes og Sous le sable?
   »Det var svært at få penge til Sous le sable. Man sagde, at den var for mørk og deprimerende, emnet ville ikke appellere til et bredt publikum, og Charlotte Ramplings karakter var for stiv og gammeldags. Men det gav os faktisk en slags styrke, følelsen af at være ene mod alle. Charlotte hjalp mig meget, og efter 8 kvinder, som blev en stor succes, har jeg kunnet lave næsten, hvad jeg ville.
   Jeg holder meget af at arbejde med Charlotte Rampling. Hun var helt uundværlig for Under sandet og Swimming Pool. Hun var ikke med i 8 kvinder, og hun er ikke med i 5 x 2, simpelt hen fordi hun er englænder. Men vi har en idé, som vi udvikler sammen, måske ikke til den næste film, men på et tidspunkt vil vi arbejde sammen igen. Hun er en slags muse.«


 »DET er stadig en stor glæde at lave film. Det kedelige er mere alle udenværkerne, at lancere filmen, presset fra producerne, ting som man ikke kan se på filmen, men som bliver stadig vigtigere i industrien. Jeg prøver at ignorere dem. Det er blevet meget svært at lave film i Frankrig. Hvis jeg skulle lave min første film i dag, ville det være ti gange sværere for mig. Tv bærer noget af skylden, alt skal helst kunne vises i prime time, og alle har denne besættelse med penge og succes. Det er værre nu end for ti år siden.
   Jeg ville gerne lave et kostumedrama, en historisk periodefilm, en dag. Det kommer jeg sandsynligvis til. Og jeg ville elske at lave en actionfilm. Det kommer jeg sandsynligvis ikke til. Der er mange ting jeg gerne vil prøve. Og gerne noget forskelligt. Hvis jeg laver en film om året, er det bedst at skifte stil og genrer. Er der længere pauser, må man hellere være konsekvent, så publikum véd hvor de har én.«
   – I hvilken periode skulle kostumedramet udspille sig?
   »Jeg ville elske Renæssancen, for jeg elsker tøjet fra Renæssancen. Og jeg vil gerne prøve kræfter med en stor amerikansk blockbuster. Jeg ved ikke, om jeg kunne klare det, men jeg ville gerne forsøge.«
    Udgør Hollywood stadig en trussel?
   »Nej. Jeg tror, at den franske filmindustri har lært at forsvare sig nu. Der er en gammel og virkelig stærk filmtradition hér i landet. Den amerikanske underholdningsindustri er en meget stærk imperialistisk faktor, men vi har et godt system i Frankrig. Franske film er større end de amerikanske i Frankrig. Også i Europa kan vi lave film, der klarer sig over resten af verden.
   Lige nu er jeg ved at lægge sidste hånd på en film, der hedder Le temps qui reste. Det er et portræt af en ung mand, Melvil Poupaud har hovedrollen. Jeanne Moreau er med, og Valeria Bruni-Tedeschi har også en lille rolle. I Frankrig får den premiere til september eller oktober. Jeg har lavet den, og nu tænker jeg over, hvad jeg så skal arbejde med. Jeg har endnu ikke bestemt mig.«


François Ozon blev interviewet på Hotel Park Hyatt i Paris den 22. januar 2004



5 x 2 – Cinq fois deux (5 x 2 
– Kærligheden tur/retur). Instr.: François Ozon. Manus: Emmanuèle Bernheim, François Ozon. Foto: Yorick Le Saux. 90 min. Frankrig 2004. Dansk premiere 08.04.2005.


Fotos: Fidélité Productions/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Unifrance
5 X 2 streames på FILMSTRIBEN
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 08.04.2005

Ingen kommentarer:

Send en kommentar