Translate

tirsdag den 12. oktober 2021

François Ozon: Ricky (2009)


VÆBNET MED VINGER
En fabel om forskellighed 

Af BO GREEN JENSEN

MAN må hellere sige det stille og gøre det småt, hvis man håber på kollektiv velvilje. En ægte ener er Ricky, der begynder som fransk fabriksrealisme og ender som et moderne eventyr, ovenikøbet af den opbyggelige slags. Katie (Alexandra Lamy) bliver straks gravid, da hun og charmetrolden Paco (Sergio Lopez) har holdt hyrdetime på toilettet under en rygepause på medicinalfabrikken, hvis rutiner skildres længe og indgående.
   Katie har været alene med datteren Lisa på 9 år. Denne føler sig nok tilsidesat, da babyen ankommer, men hun får lov at vælge navn til Ricky, og i grunden fungerer familien ret godt, mens Katie er på barsel. Så skal Paco passe barnet, og Katie må tro, at han har mishandlet drengen, da Ricky græder og udvikler to røde steder på skulderbladene. Man kan heller ikke fortænke Paco i at føle sig så uretfærdigt behandlet, at han går sin vej.


SÅ er mor og datter atter alene, og det synes Lisa udmærket om. Overraskelsen og det umærkelige stilskift i filmen indtræffer, da Rickys vinger begynder at vokse frem. Det er kyllingagtige gevækster, og Ozon gør dygtig brug af både choktaktik og situationskomik i sin skildring af de logistiske problemer ved at have en flyvende baby. Det ser ret troværdigt ud, når Ricky flyver og falder. Hans perlende latter er smitsom.


MERE alvorlig bliver filmen, da medierne kaster sig over familien. Paco, som er vendt tilbage, foreslår at de sælger historien. Da familien poserer for pressen, kommer Katie til at slippe snoren, som udgør Rickys jordforbindelse. Det magiske væsen er fløjet, og intet er, hvad det var. Længe går Katie omkring som i trance. En morgen går hun, måske i søvne, måske for at drukne sig, ned til søen med træerne bag betonbyggeriet. Da kommer Ricky tilbage én sidste gang, og Katie accepterer det magiske.


OZONS kilde er novellen »Moth« af den britiske forfatter Rose Tremain.* Det vides ikke, om han kender Wikke og Rasmussens Der var engang en dreng – som fik en lillesøster med vinger (2006). Fablerne har meget tilfælles. Der er ingen sange i Ricky, men bag den fantastiske gimmick handler begge film om at udfordre normaliteten, der må åbne sig for og erkende værdien af det afvigende. Katie, Paco og Lisa lærer faktisk noget af Ricky, som ikke er dybt symbol, men en virkelig dreng der kan flyve.


RICKY er en lille film med en stor idé, og den holder ikke sin intensitet hele vejen. Men en stor forbedring i forhold til periodedramaet Angel og endnu et ekvilibristisk formskift fra instruktøren, der har skabt så forskellige film som det psykologiske drama Under sandet, musicalen 8 femmes, metakrimien Swimming Pool og den lydefri Les temps qui reste om en dødsmærket ung mand, som siger verden ret farvel.

*) »Moth« står i samlingen The Darkness of Wallis Simpson (Chatto & Windus, 2005). Rose Tremain (f. 1943) er ophavskvinde til et omfattende og ganske udsøgt forfatterskab. Flere af hendes historiske romaner har danske elementer. Music and Silence (1999, da. Musik & stilhed) udspiller sig ved Christian IVs hof på Rosenborg Slot og fortæller historien om hans skilsmisse fra Kirsten Munk og ægteskabet med Vibeke Kruse. Fortælleren er en engelsk lutspiller, Peter Clair, som arbejder ved hoffet og forelsker sig i Emilia Tilsen, Kirsten Munks tjenestepige. Især er romanen et sjældent portræt af den danske renæssancekonge set med udenlandske øjne. Tremains mest populære bøger er stadig Restoration (1989, da. Genrejst) og fortsættelsen Merivel: A Man of his Time (2012), der foregår i 1660erne, dvs. den engelske Restaurations-periode under kong Charles II. Sacred Country (1996, da. Lukket land) følger udviklingen i en landsby i Suffolk fra 1950-1980 og kredser om et kønsskifte. The Colour (2004, da. Guld) følger et ungt par, som emigrerer til New Zealand i 1850erne. Rose Tremain bor i Norfolk, som de fleste af bøgerne har en forbindelse til. Hun har undervist og fungeret som administrator ved University of East Anglia. Hendes samlever gennem 30 år er Richard Holmes, forfatter til en lang række biografier om digterne fra den engelske romantik, bl.a. den fremragende Shelley: The Pursuit, 1974, Coleridge: Early Visions,1989 og Coleridge: Darker Reflections, 1998. 
På dansk foreligger også Tremains børnebog Journey to the Vulcano (1985, da. Rejsen til vulkanen) og YA-romanen The Way I Found Her (1997, da. Min sommer med Valentina).


Ricky. Instr.: François Ozon. Manus: Emmanuèle Bernheim, François Ozon. Foto: Jeanne Lapoirie. 89 min. Italien-Frankrig 2009. Ingen dansk premiere. Set på Berlinalen 05.02.2009


Fotos: Eurowide Film Productions/ Unifrance/ BOF/ CineMaterial
Filmen streames ikke i DK - i UK på Prime Video, i USA på YouTube Movies
Teksten er et udtag fra en festivalreportage (»Jagten på det ansvarlige liv«) i Weekendavisen Kultur 13.02.2009

Ingen kommentarer:

Send en kommentar