James Bond #25: No Time to Die (2021)

DET ER BARE ET TAL

Følsomheden er ikke til pynt

Af BO GREEN JENSEN

DER er fire-fem overraskelser i den nye James Bond-film, som endelig får premiere, stærkt forsinket af COVID-19-pandemien.

   Nogle er bare rynker i stoffet, som kun seriens fans vil bemærke. Andre er store, bestemmende ting, der ændrer hele 007-universet.

   Nogle forrykkelser sker en passant, andre er høje som operasang. Jeg begyndte tidligt at tælle faktorer, som jeg ikke måtte røbe, når jeg skrev. Der var til en hel dosmerseddel. På filmens plakat er et hashtag placeret under sloganet »Keep the Secrets«. Det siger: #NoTimeForSpoilers.

   Henstillingen bør bestemt respekteres. En stor del af glæden ved filmen – den femte og sidste med Daniel Craig i 007-rollen – har at gøre med måden, som ændringerne sker på. Faktisk er det med lettelse og undren, at man læser den obligatoriske slutlinje: »James Bond Will Return«.

BOND-serien prøver at følge med tiden. Det har den gjort med held og finesse. Det er sikkert også det anslag, en skønsom blanding af zeitgeist og anakronisme, som publikum foretrækker. Men vil man fortsætte serien i noget, der ligner bøgernes ånd, skal man sætte uret tilbage og lave Bond som historisk fiktion.

   Der var lidt af den idé i Casino Royale fra 2006. Ikke siden Goldfinger (1964) havde en film fulgt forlægget så tæt. Siden seriens genstart har kun Quantum of Solace (2008) været en skuffelse. Især var det en god idé at lade Sam Mendes give Bond en rigtig baggrund i Skyfall (2012) og Spectre (2015). Agenten blev næsten en tragisk figur.

FØR premieren på No Time to Die har der været spekuleret i, om den nye 007 kunne være en kvinde. Som det bliver sagt mange gange i filmen: »It’s only a number«. Det er bare et tal. Der er kommet en ny 007, da Bond vender tilbage til MI6. Men serienumre kan deles.

   Plottet er i gammel stil med en teatralsk superskurk, som vil regere hele verden. Han har både sin egen ø og et potent supervåben. Det er en slags virus, som MI6 selv har sat i verden under navnet Projekt Hercules. Den russiske virolog Valdo Obruchev (David Dencik i komisk modus) har udviklet dræberteknikken. Og Obruchev arbejder for Lyutsifer Safin (Rami Malek).

   Med Hercules kan man nålestikslikvidere. Våbenmesteren Q (Ben Whishaw) forklarer senere, at nanorobotter kravler ind i hver celle og går målrettet efter et bestemt DNA. Det bliver farligt at være i slægt med hinanden. Og familien er vigtig i No Time to Die. For første gang spiller børn en stor rolle, og Bond siger »Jeg elsker dig« til en kvinde. Men jeg lovede ikke at spoile.

DET første kvarter er udsøgt koreograferet. Det begynder med droneoptagelser af et snelandskab. En pige og hendes mor er alene i huset. Mor er beruset og røber onde ting om Far. Samtidig nærmer en vansiret mand sig. Han bærer snedragt og kabukimaske. Figuren trænger ind. Pigen finder et våben og skyder. Hun flygter over isen. Han rejser sig og løber efter. Hun er fanget under isen, og de ser på hinanden. Så begynder han at skyde isen i stykker.

   For enden af samme kameragang dukker Madeleine Swann (Léa Seydoux) op af vandet i Italien. Hun og en afslappet, omsorgsfuld Bond er kommet for at ofre hemmeligheder og tage hul på en ny fremtid sammen.

   En vifte af hurtige sætstykker følger. Action-sekvensen er som ballet. Bond er kold i blikket, da navnet Blofeld popper op. Verdens mest skudsikre bilruder bliver demonstreret. Bond kører motorcykel på trapper, tage og broer. Endelig sætter han Madeleine på toget og siger, at det slutter her.

DET gør det naturligvis ikke. Historien er knap begyndt. Først nu kommer titlerne på, og Billie Eilish synger titelballaden. To timer senere, da slutteksterne kravler op, er Louis Armstrong et mere kongenialt valg. Han synger »All the Time in the World«.

   Der er gået fem år, og Bond har trukket sig tilbage til Jamaica, som altid var Ian Flemings hjertested. Felix Leiter (Jeffrey Wright), den gamle CIA-kollega, beder ham ordne et ærinde på Cuba. Her møder James den nye 007 og tøver endnu mere med at vende hjem. Men selvsagt får han og M talt sig til rette.

   Jeg elsker Ralph Fiennes i rollen som M. Han har blussende kinder og knirkende sko. Bond-serien var en kønspolitisk first mover, da Judi Dench blev castet som M. Ellers har det altid været et hvidt, imperialistisk univers, hvor man frygtede asiatiske fjender (Fu Manchu-klonen Dr. No) og den røde fare fra Sovjetunionen (som også kaster en lang skygge hér).

   Nu er man tilbøjelig til at overkompensere. Både Moneypenny (Naomie Harris) og 007 (Lashana Lynch) er britisk-afrikanske. Q er en non-binær LGBTQ+-person. Bond og M er som døende hanelefanter. Men alle arbejder sammen for England, og alle nærer respekt for hinanden.

AL følsomheden er investeret i forholdet til Madeleine Swann. Léa Seydoux er god og anti-glamourøs. Eneste klassiske Bond-babe er CIA-rekrutten Paloma (Ana de Armas), en kampmaskine i cocktailkjole og pumps. Blofeld (Christoph Waltz) er isoleret som Hannibal Lecter. Flere faste skikkelser dør. Ikke siden første sæson af Game of Thrones er så mange legender taget ud systematisk.

   Bagefter er man høj på det hele og rent ud begejstret. Ved eftertanke bliver det klart, at filmen forløber i faser. Det lette, lyse og luftigt moderne er anbragt forrest i filmen. Midterdelen er nærmest en antologi over temaer og troper fra de ældste film i serien. Lyutsifer Safin er bare en ny Dr. No.

SPILLETIDEN er to timer og fyrre minutter. Man kunne have taget tyve ud og stået med en renere film. Der bliver endelig brugt missiler. Da eksplosionerne begynder, er man klar til bare at tune ud. Her er der dog ekstra vægt i finalen.

   Det nye er intimiteten i scenerne mellem Craig og Seydoux. Det gælder både, hvad de siger til hinanden og måden, som de siger det på. Og nu er der levende børn med i mikset. Tænk, at man også skulle opleve dét.

   Cary Joji Fukunaga (Beasts of No Nation) har mere end løftet opgaven. Bond #25 er på alle måder en stor actionfilm. No Time to Die er en værdig afslutning på Daniel Craig-fasen, der har strakt sig over 15 år. For millennials er han den rigtige Bond.

Mere stof fra 007-universet: James Bond #21: Casino Royale (2006); James Bond #22: Quantum of Solace (2008); James Bond #23: Skyfall (2012); James Bond #24: Spectre (2015); Fornyet licens: Ian Fleming 1908-1964.

No Time to Die. Instr.: Cary Joji Fukunaga. Manus: Fukunaga, Neal Purvis, Robert Wade, Phoebe Waller-Bridge. Foto: Linus Sandgren. 164 min. UK-USA 2021. Dansk premiere: 30.09.2021.

Fotos: EON Productions/ Danjaq LLC/ MGM/ SF Studios

Filmen er stadig i biografdistribution

Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.10.2021