H.G. Wells 1866-1946: Manden der tænkte ting [Sci-Fi 100]

TIL VERDENS ENDE

Moderne film efter klassiske værker af H.G. Wells

SALONSOCIALISTEN Herbert George Wells (1866-1946) skrev meget andet end science fiction, men uden for England huskes han primært for fem banebrydende værker, der har fået et langt efterliv. The Time Machine (1895, da. Tidsmaskinen) var Wells’ debut. De genetiske eksperimenter i The Island of Dr. Moreau (1896, da. Dr. Moreaus ø) og den vildfarne forsker i The Invisible Man: A Grotesque Romance (1897, da. Den usynlige mand) viderefører motivet fra Mary Shelleys Frankenstein; or, the Modern Prometheus (1818, 1831) og gør sig tanker om, hvor langt videnskaben kan og bør gå.

   Kun The First Men in the Moon (1901, da. De første mennesker på månen) er blevet overhalet af udviklingen. Katastrofescenariet i The War of the Worlds (1898, da. Klodernes kamp) har derimod ingen udløbsdato. Her bliver Jorden angrebet af væsener fra Mars. I 1890erne var spekulationerne om naboplanetens ulmende rødme og tilsyneladende »kanaler« på deres højeste. Den unge Wells var sin tids Michael Crichton, og han lægger snittet så kropsnært som muligt. Krigen udkæmpes i hverdagens England, »in the last years of the nineteenth century«, hvor mennesket angribes af »intelligences greater than man’s and yet as mortal as his own.«

   

WELLS indleder romanen med en videnskabelig redegørelse, »The Eve of the War«. Fortælleren understreger, at de kosmiske fjender længe har iagttaget os. Men de studerer blot livet i mennesketuen og føler ikke mere, end vi gør ved at betragte »the transient creatures that swarm and multiply in a drop of water«. Styrkeforholdet er så skævt, at man ikke kan tale om en krig. Med mindre man vil påstå, at mennesker og mider fører krig.

   For Wells er det vigtigt at vise, hvordan den sociale struktur går i opløsning; hvor skrøbelig hele konstruktionen er. Myndighedernes reaktion er en vigtig faktor i romanen. Imidlertid er udfaldet positivt. Den panikslagne læser slipper med forskrækkelsen og får lov at ånde lettet op. Efter nivelleringen af al kendt orden bliver væsenerne i de gigantiske »trefødder« ofre for almindelige bakterier, som mennesker er immune for.

   

WELLS tilbragte årtier i samfundsdebatten og den realistiske samtidslitteratur, som han berigede med bl.a. Kipps (1905), The History of Mr. Polly (1910), The Passionate Friends (1913), Mr. Britling Sees It Through (1916) og The World of William Clissold (1926), der var timet til hans 60-års-dag. Der er flere korte fremtidsstykker. I The Shape of Things to Come (1936), der kan betragtes som et litterært testamente, bliver demokrati, fascisme og kommunisme undersøgt og fravalgt som forudsætninger for den realiserede utopi, World State, som er Wells' ideelle samfund.

   Både i The World of William Clissold og The Shape of Things to Come – som produceren Alexander Korda fik William Cameron Menzies til at instruere stift og statuarisk, endda i noget nær dorisk stil, men til stor tilfredshed for forfatteren, som selv skrev manuskriptet – er fiktion og filosofisk traktat smeltet sammen. Der er ingen fantastisk farve tilbage, men Wells tror stadig på menneskeden og fremtiden. Først i slutningen af forfatterskabet, i titler som Mind at the End of Its Tether (1945) er optimismen definitivt opbrugt.

Jorden i en dråbe vand: War of the Worlds (2005)

FASCINATIONSKRAFTEN i The War of the Worlds har været lige så stor som dets tilpasningsevne. For Den Kolde Krigs USA var invasionsscenariet et oplagt billede på truslen fra Sovjetunionen og statskommunismen. Er det måske ikke blodrød vegetation, som begynder at fylde havene og dække jorden, da de fremmede har fået fodfæste?

   Wells’ journalistiske fortæller bevarer en undren ved mangfoldigheden, ser til slut op på stjernerne og overvejer, om »the destruction of the Martians is only a reprieve«. Af denne visionære kvalitet er der ingen spor i Byron Haskins’ filmatisering fra 1953. Der er bare en by i Amerika og nogle tvivlsomme special effects.

DEN klassiske version af Klodernes kamp er radioudgaven, som Orson Welles og det øvrige Mercury Theatre opførte den 30. oktober 1938. Den fingerede reportageform udløste kollektiv panik. Lytterne troede på radiostemmen, som vi ville tro på en tv-avis, og man er tæt på at kunne sige, at den dramadokumentariske genre blev grundlagt denne aften. Tredive år senere var Welles’ metode udgangspunktet for grænseoverskridende dramatiseringer som Peter Watkins’ tv-film The War Game (1968, da. Krigsspillet), der beskriver virkningen af et atomangreb. Den gjorde seerne lige så bange.

I nyere tid har især kultserieskaberen Alan Moore brugt flere af Wells’ fiktioner i retroserien The League of Extraordinary Gentlemen (da. Det Hemmelighedsfulde Selskab), som han skriver til tegninger af Kevin O’Neill. Her pløjer Nautilus, kaptajn Nemos undervandsbåd, sig gennem den røde vegetation for at nå til Dr. Moreaus ø, og Hawley Griffin fra The Invisible Man er blandt medlemmerne af det victorianske helteforbund.

   En af de mest kuriøse versioner er det uopslidelige konceptalbum – dengang sagde man »rockopera« – som Jeff Wayne skrev i 1978. Her fungerer Richard Burton som fortæller, mens Justin Hayward lægger sangstemme til »Journalistens indre monolog«. De gjaldende tågehornsagtige brøl – oooo-laaaahhh!! – som kommer fra trefødderne, har næppe lydt mere livagtige.

   Albummet er genoptrykt i et dramatisk udvidet bokssæt (2005). Overhovedet er alt materiale, der relaterer til War of the Worlds, blevet vendt og drejet igen. Her kommer Steven Spielbergs film, som gerne vil være en definitiv moderniseret version.

HOS Spielberg går øvelsen ud på at bruge så meget som muligt af grundmaterialet. Storfilmen ønsker således ikke at skabe egentlig spænding. Snarere vil den rekonstruere og aktualisere pointerne og motiverne hos Wells. Prologen viser Jorden i en dråbe vand, hvor mikroorganismerne simrer. Morgan Freemans stemme reciterer en tilpasset udgave af første afsnit i Wells’ roman. Vi befinder os nu i begyndelsen af det 21. århundrede.

   Den første time fungerer godt. Visualiseringen er imponerende, og skønt en victoriansk katastrofefilm havde været mere interessant, giver det mening at flytte handlingen til New York, hvor den fraskilte havnearbejder Ray Ferrier (Tom Cruise) får sin mutte teenagesøn Robbie (Justin Chatwin) og gammelkloge 11-årige datter Rachel (Dakota Fanning) på weekend. Mor (Miranda Otto) og hendes nye mand afleverer børnene for så at forsvinde ud af historien.

MIDT i filmen får Tim Robbins en rolle som Ogilvy, en militant fantast, der har forskanset sig i en kælder (og stammer fra romanen). Ellers er der tusindvis af statister, men kun manden, sønnen og datteren bærer handlingen og har distinkte karakterer. Måske blev hele den del af budgettet brugt på at betale Tom Cruise. Han leverer en af sine seje, sagligt sammenbidte karakterer og gør i begyndelsen lidt ud af at gebærde sig arbejdsmandsagtigt. Siden bliver han Den Kæmpende Far. Også børnene indser, hvem det egentlig er, som de elsker.

I ANDEN time falder filmen ned i et sort hul, da familien gemmer sig i kælderen hos Ogilvy. En alenlang, meget syntetisk sekvens, hvor en af treføddernes fangarme undersøger kælderen, bliver næsten ufrivilligt komisk (man mindes kæmpeslangen i Anaconda). Her går filmen død på samme måde, som det skete i Jurassic Park (1993), hvor en lignende surrogatfamilie skjulte sig, mens dinosaurerne trampede rundt og sagde lyde i natten og regnen. Heldigvis kommer filmen op på knæ igen og kan skildre de røde væksters fossilisering meget anfægtende. Men kun første time indfrier de store forventninger filmen bliver mødt med.

STEVEN Spielberg nærer en ulykkelig kærlighed til den mørke side af fantasy-feltet. Hans force er den lyse magi og i bedste forstand barnlige undren, der præger hovedværker som Close Encounters of the Third Kind (1976, da. Nærkontakt af tredje grad), E.T. – The Extra-Terrestrial (1982) og slutningen af A.I. - Artificial Intelligence (2001), som han færdigjorde efter Stanley Kubricks forlæg. Alligevel går han igen og igen efter mørket, måske for at vise sig voksen og kompleks. Det har kun for alvor fungeret i Philip K. Dick-filmatiseringen Minority Report (2002).

   Her får ambitionen War of the Worlds til at knække på midten, men vist er filmen seværdig, og vist har den enkeltstående øjeblikke, hvor husfotografen Janusz Kaminski skaber uforglemmelige billeder. Jorden i dråben er nævnt. Også natlig panik ved en lysende færge gør indtryk, og floden som er fuld af drivende lig, da Rachel Ferrier er gået afsides. Trods sit kommercielle væsen demonstrerer filmen en fortsat evne til undren, som gør både forlægget og fortolkeren ære.

Fremtidsmusik: The Time Machine (2002)

ORIGINALE ideer er uopslidelige. Det samme gælder gode historier, og det er svært at ødelægge dem helt og aldeles, selv om man sjusker med udførelsen. Ikke alene har de første fem romaner, som Wells selv kaldte »videnskabelige romancer«, været udsat for talløse genfortællinger på film, teater, tv osv. De har også inspireret så mange variationer og kopier, at de hver især kan kaldes genreophav.

   Det er faktisk kun Edgar Allan Poe og Jules Verne, der kan matche Wells på idéfronten. Imidlertid var amerikaneren og franskmanden forskånet for at se, hvad en eftertid af makværker reducerede deres visioner til. Det var Wells ikke. Han skrev sin genreskabende science fiction i begyndelsen af en 50-årig praksis. Han gjorde det for at tjene penge og mente selv, at han siden blev større og bedre, men han afskrev aldrig de første arbejder.

   Da Universal Studios i 1933 lod James Whale instruere Claude Rains i den første af utallige film over The Invisible Man, var Wells med i studiet og havde i kontrakten betinget sig retten til at sige fra i kunstnerisk henseende.

WELLS gjorde sig mange tanker om samfundets indretning. Han var også interesseret i de nyeste videnskabelige opdagelser og teorier. Der er derfor både vision og substans i historien om Den Tidsrejsende, som konstruerer en maskine, der transporterer ham fra et skeptisk middagsselskab i Richmond til en næsten apokalyptisk fjern fremtid i året otte hundrede og to tusind syvhundrede ét e.Kr.

   På dette ubegribelige tidspunkt er Darwins teorier, som diskuteres udførligt i bogen, blevet demonstreret igen og igen. Og menneskeheden er blevet to arter: de lyse Eloiere, den smukke race som lever på overfladen, og de mørke undermennesker, Morlockerne, der driver maskineriet i dybet.

   Gradvis går det op for Den Tidsrejsende, at tingene ikke er så enkle, som de ser ud. Den ene art lever af den anden, men ingen af dem kan undvære hinanden i fødekæden, som vi i dag ville kalde et økologisk kredsløb.

   Den Rejsende bliver ven med barnekvinden Weena, hjælper Eloierne med at bryde det givne mønster og vender tilbage til sin egen tid. Da ingen af vennerne tror ham, rejser han, går vi ud fra, tilbage til fremtiden. Kun rammehistoriens fortæller venter ham til slut, men bogen ender bogstavelig talt i den yderste tid, da Jorden er holdt op med at rotere.

   Wells' vigtigste pointe ligger i forholdet mellem Eloiere og Morlocker. Disse racer demonstrerer, hvad der sker, hvis kroppen og sindet glemmer hinanden, og hvis klassesamfundets bund og top holder op med at tage vare på hinanden.*

   Resten af romanen er væsentligst eventyrlig iscenesættelse, der skal gøre det muligt for Wells at diskutere med læseren og fremlægge sine ideer og teorier. Han mente nok, at det en dag ville blive muligt at rejse i tiden, men i dag ville han sikkert vælge at sende sin pilgrim til fremtiden gennem et ormehul.

SIMON Wells, forfatterens tipoldebarn, har moderniseret Tidsmaskinen på vegne af Dreamworks-studiet. Resultatet er mere vellykket, end man skulle tro. Nostalgiske purister vil muligvis foretrække den stive, men relativt trofaste filmatisering, som amerikaneren George Pal instruerede i 1960. Der er dog meget ved 2002-udgaven, som taler for at gøre den til den gængse.

   En ny ramme er lagt uden om den gamle. Historien begynder i New York ved århundredeskiftet, hvor tidsforskeren Alexander Hartdegen mister sin forlovede. I første omgang tager han tilbage i tiden for at rette denne fejl i eksistensen. Han indser da – som det altid sker i genren – at man ikke kan diskutere med skæbnen eller ændre historiens gang. Via en mellemstation i vort eget årtusind, et New York som går i opløsning, da Månen er blevet sprængt i stykker, sendes han da frem til tidens yderste grænse.

ELOIERNE er denne gang gyldenbrune stammefolk, som taler kliksprog, bor i gennemsigtige trækokoner og driver jordbrug ved hjælp af vindmøller. Morlockerne er digitale supertrolde, som ledes af den dekadente Jeremy Irons. Et barn og en blid kvinde kan forstå »stensprog«, dvs. engelsk som aflæst på ruinerne.

   Pointen er jo, at tidsmaskinen ikke rokker sig af stedet. Den står fast, mens tiderne skifter, og i en vis forstand er vi stadig i New York. Vi har set landskabet ændre sig over årtusinder, og det er i disse sekvenser, at de computerfrembragte effekter for alvor kommer til deres ret.

   Guy Pearce er først meget stiv, men tør siden op som edwardianeren, der er landet i fremtiden. Selvfølgelig forelsker han sig, selvfølgelig vælger han side og vil blive. Men findes der en vej tilbage, og hvor ender tiden ved tidernes slutning? Man skal have en svaghed for denne slags tanker, og man må holde af både eventyr og science fiction for at få det fulde udbytte af Time Machine. Der er dog ingen tvivl om, at hjertet er med, og at Wells har skabt, hvad man kalder en god dårlig film, som vil holde.

Versioner af Wells

VI tænker på Wells som victorianer, men han var aktiv frem til slutningen på 2. verdenskrig. Han er tættere på, end vi gør os klart. I ekstramaterialet, som indgår i boxsættet The Universal Studios Classic Monster Collection (2000), kan man se Wells besøge Universal-studiet og tale med Carl Laemmle under optagelserne til The Invisible Man. Wells døde ni år, før Timothy John Berners-Lee blev født. Berners-Lee er manden, som skrev de første koder til World Wide Web i 1989. Wells forbinder flere tidsaldre.     

   Ikke overraskende er Wells selv blevet en moderne eventyrfigur. Nicholas Meyer – den amerikanske forfatter, fan og filminstruktør, som tillige er ansvarlig for nogle af de bedste pasticheromaner om Sherlock Holmes – lader i tidsrejsethrilleren Time After Time (1979, da. Kapløb med tiden) Wells (Malcolm McDowell) følge efter Jack the Ripper (David Warner), der er flygtet fra London i 1893 til San Francisco i 1979.

   Transporten finder selvsagt sted i en rudimentær tidsmaskine. I fremtiden møder Wells bl.a. den emanciperede Amy Robinson (Mary Steenburgen), som hjælper ham med at fælde Flænseren og rejser med tilbage til forfatterens tid.

AMY Robinson var navnet på Wells’ anden hustru, som han giftede sig med i 1895. Wells og Amy fik to sønner og blev sammen til hendes død i 1927, men det forhindrede ikke fritænkeren i at have ægteskabslignende forhold til andre kvinder. I 1914 fik han sønnen Anthony sammen med kollegaen Rebecca West (1892-1983). Anthony West, der døde i 1987, blev selv forfatter og skrev i 1984 biografien H.G. Wells: Aspects of a Life.

   Større tænkt var miniserien The Infinite Worlds of H.G. Wells (2001), som Nick Willing producerede for Hallmark Entertainment i 2001. I tre spillefilmslange episoder får den gamle Wells i 1946 lejlighed til at fortælle om sine begynderår i 1890erne. Tom Ward spiller Wells i begge tidsafsnit og er også hér forsynet med en romantisk blanding af kæreste og assistent, videnskabskvinden Jane Robbins (Katy Carmichael) fra Imperial College of Science i London.

   Detaljen er ganske vist anakronistisk. Imperial College fik først sit navn i 1907. På Wells’ tid hed stedet, der i dag hører under University of London, endnu Royal College of Science. Til gengæld var det her, at han underviste, da han i 1894 fik Amy Robinson som elev. På forfriskende vis er det ikke de sædvanlige prototypiske romaner, men seks mindre kendte noveller, der ligger til grund for den velskabte miniserie, som udkom på dvd i 2005.

WELLS optræder som biperson i en række pasticher og er en af de autentiske figurer, som hyppigst indfattes i perioderomaner fra det victorianske og edwardianske England. I Doctor Who-føljetonen Timelash (1985) bliver han spillet af David Chandler, mens Terry Kiser fremstiller skikkelsen i to episoder, »Tempus Fugitive« (1995) og »Soul Mates« (1996), fra Lois & Clark: The New Adventures of Superman (1993-97).

   Forfatterens bo markerede 100-året for udgivelsen af The Time Machine ved at bestille The Time Ships (1995), en autoriseret fortsættelse af typen, som blev moderne i 80erne og 90erne, hos forfatteren Stephen Baxter. På overdrevet, men i emnets ånd, skrev Elizabeth Hawley og Columbia Rossi i 1974 Bertie: The Life after Death of H.G.Wells, der fortælles af Wells selv i første person ental.

ENGLÆNDEREN David Lodge (f. 1935), hvis skønlitterære forfatterskab har stået i skyggen af hans vigtige indsats som akademisk underviser og kritiker, skrev i 2011 A Man of Parts. Bogen kombinerer biografisk fiktion og kritisk analyse i en særegen form, som især britiske forfattere eksperimenterede med ved årtusindeskiftet. Peter Ackroyds monumentale Dickens (1990) er et andet eksempel på genren, som siden er blevet mindre fremherskende.

   Lodge lader den døende Wells interviewe sig selv, mens han sidder i huset på Hanover Terrace i 1944 og skriver på Mind at the End of its Tether. Han husker på den måde afgørende valg, som han foretog: personlige, politiske, seksuelle og æstetiske dispositioner. Generelt er den akademiske læsning af Wells mere interesseret i hans person end i romanerne, han skrev. Wells foregreb selv hybridformatet i Experiment in Autobiography (1934).

   I science fiction-kontekst er han blot blevet større. I 2020erne er man mere interesseret i, hvordan hans forestilling om »a world brain« foregriber internettet og Wikipedia. Ideerne fra de første fem romaner forbliver hjørnesten i selve fundamentet under genren. 

 

*) Wells fik naturligt nok status som en slags ekspertvidne i forhold til fiktive fremstillinger af fremtiden. Det var ham, som tidens medier opsøgte, når sandsynligheden i spekulativ fiktion og science fiction generelt skulle vurderes. Man kunne tro, at Wells ville være en åben og imødekommende kritiker, der var gavmild mod fæller i faget. Det var på ingen måde tilfældet. Wells var nidkær, nøjeregnende og fokuseret på at værne om sin førerposition.The New York Times bad forfatteren anmelde Fritz Langs Metropolis (1927), da filmen fik amerikansk premiere. Resultatet var en af de mest kontrære og ukongeniale tekster, der er skrevet om filmen. Wells' vrangvillighed er særligt bemærkelsesværdig, fordi forholdet mellem eliten og folket, Hoved & Hænder – som forenes af Hjertet: »Mittler zwischen Hirn und Händen muss das Hertz sein!« – i Langs og Thea von Harbous dystopiske allegori svarer nøje til den gensidige afhængighed mellem eloiere og morlocker i The Time Machine. Wells kunne have antydet inspirationen. I stedet hælder han filmen af brættet som uvidenskabeligt tankespind. Abonnenter kan læse Wells' anmeldelse i NYT's arkiv. Endvidere er den genoptrykt i Lapham's Quarterly den 4. oktober 2011.

Time Machine (The Time Machine). Instr.: Simon Wells. Manus: John Logan. Foto: Donald McAlpine. 95 min. USA 2002. Dansk premiere: 05.04.2002

War of the Worlds. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Josh Friedman og David Koepp. Foto: Janusz Kaminsky. 117 min. USA 2005. Dansk premiere: 29.06.2005

Alan Moore & Kevin O'Neill: The League of Extraordinary Gentlemen, Volume II. America's Best Comics (Wildstorm/ DC Comics) 2003.

Jeff Wayne’s Musical Version of The War of the Worlds. 7-Disc Collector’s Edition. First released June 9, 1978. Sony/BMG 2005.

Time After Time (Kapløb med tiden). Instr. og manus: Nicholas Meyer. Foto: Paul Lohmann. 112 min. USA 1979. Dansk premiere: 17.12.1979. 

The Infinite Worlds of H.G. Wells. Instr.: Robert Young. Format and Story: Nick Willing. Manus: Chris Harrald etc. Foto: John McGlashan. 267 min. UK 2001.

Bertie: The Life after Death of H.G. Wells. Recounted by Elizabeth Hawley and Columbia Rossi. 224 s. London: New English Library, 1973.

David Lodge: A Man of Parts. 566 s. London: Harvill Secker, 2011.

Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Filmgrab/ National Portrait Gallery/ Paramount Pictures/ Warner Bros./ Orion Pictures/ America's Best Comics/ Wildstorm/ DC Comics 

War of the Worlds streames på Amazon Prime, Blockbuster, Google Play, iTunes, HBO Nordic, NETFLIX, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay og YouTube Movies

Time Machine streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV og SF Anytime

Time After Time streames på Google Play, iTunes og YouTube Movies

Teksten tager udgangspunkt i anmeldelser fra Weekendavisen Kultur 05.04.2002 + 29.06.2005. Slutning, ramme og noter er nyskrevne oktober 2021