Translate

lørdag den 22. august 2020

Christopher Nolan: The Prestige (2006)



ILLUSIONERNES AFTEN
Brødrene Nolan gør op med magien

Af BO GREEN JENSEN

DER er, forklarer fortælleren, tre akter i et godt tryllenummer. Først lægges rammerne fast med »The Pledge«, hvor illusionisten forpligter sig på en metode. Så følger »The Turn«, som forvirrer tilskueren ved at suspendere naturlovene. Kroppen saves over, fuglen forsvinder, den lænkede kvinde nedsænkes i vand. Endelig genoprettes balancen, og den for publikum så nødvendige katharsis følger, når trickets dybde er klar i »The Prestige«.
   På dansk bliver trickets tre faser til Præmis, Drejning og Højdepunkt. Egentlig er der tale om britisk varietéjargon fra forrige århundredeskifte. Fortællerstemmen tilhører Cutter (Michael Caine), en professionel ingenieur, som designer tryllekunster til sine kunder. Selv nærer han ingen illusioner, men sondrer til gengæld mellem håndværkere og troldmænd, egentlige wizards, der kan gøre, hvad flertallet blot foregiver.
   Den gamle mand taler i øvrigt til en pige, hvis identitet først til slut bliver klar. Han tryller en kanariefugl væk, idet han smiler udførligt. Da han tryller den frem igen, tror publikum uvilkårligt, at det er den samme fugl. Det er det ikke altid. Sommetider bliver arbejdet drab som rutine, og en dedikeret magiker må risikere at få snavsede hænder. Ét er dog sikkert: hvad publikum ser er aldrig, hvad publikum tror at det ser.
   I den sidste ende er alting et spørgsmål om struktur, iscenesættelse og timing. Fordi filmen selv er et illusionsnummer, følger Cutters fortælling nøje den magiske dramaturgi, han skitserer. Første billede viser en bjergside, som er dækket af sorte hatte, der tilsyneladende alle er ens. Det gælder om at holde ørene stive, mens Cutter taler stemmen varm. Men til slut giver nummeret mening. Der er for den sags skyld også en værdig Prestige.



FILMEN fortæller – ikke kort, men godt og grundigt – om den tragiske rivalisering mellem tryllekunstnerne Alfred Borden (Christian Bale) og Robert Angier (Hugh Jackman), som begge er magiske stjerner på den victorianske varietéhimmel. Cockneyen Borden er et naturtalent med sans for illusionens væsen, mens den aristokratiske Angier har evnen til at præsentere et trick. Sammen kunne de drive det vidt. I stedet bruger de et helt liv på at bekæmpe hinanden, mens de til stadighed prøver at matche og overgå konkurrenten.
   Som unge mænd er de endnu venner og assisterer ved en forestilling, hvor Angiers hustru Julia (Piper Perabo) lader sig binde på hænder og fødder og sænke ned i en tank med vand. Aften efter aften er de unge mænd tilfældige ringers, der hales op for at verificere. Så drukner Julia på en måde, som Borden må tage skylden for, skønt han ikke husker, hvilken slags knude han bandt. Siden sætter mændene en ære i at ydmyge og lemlæste hinanden. Borden mister således to fingre, da han skal foregive at fange en kugle. Angier har nemlig sørget for, at der ikke er tale om ren illusion.



BORDEN får en hustru (Rebecca Hall) og en datter. Angier får en smuk assistent (Scarlett Johansson), som han sporenstregs anbringer i Bordens lejr som spion. Borden driver sin hustru i graven ved skiftevis at være varm og kold. Dette er, hvis nogen skulle være i tvivl, et særdeles håndgribeligt spor. Ganske vist bliver der afledt og distraheret, men The Prestige respekterer kontrakten. Der er ingen falske markører i mysteriet.
   Begge mænd får hinandens noter at læse, blot for at føle sig taget ved næsen, når der pludselig skrives direkte til dem. I udgangspunktet har begge tabt. Før de indfoldede flashbacks sidder Borden på dødsgangen, og publikum har med egne øjne set Angier drukne i tanken. Denne ramme er dog blot »The Pledge«. Siden følger Drejningen over adskillige grader, før vejs ende når »The Prestige«. Alt udspiller sig i en stemningsfuld victoriansk kulisse, som filmen med god grund er glad for og stolt af.



GENREN er dark fantasy, men på ét punkt gnider filmen kind med virkeligheden. Med Bordens notesbog i hånden rejser Angier til Colorado Springs for at møde opfinderen Nikola Tesla (1856-1943), der spilles med excentrisk akkuratesse af en ulastelig David Bowie. Her indhenter filmen sit surrealistiske åbningsbillede af bjerget, som flyder med hatte. På bestilling konstruerer Tesla maskinen, som gør Angier i stand til at overtrumfe Bordens trick, »The Transported Man«, med illusionen »The New Transported Man«.
   Teslas optræden gør det muligt at datere historien. Den virkelige Tesla, manden som opfandt vekselstrømmen og andre teknologier, slog sig ned i Colorado Springs for at eksperimentere med en kolossal magnetisk indretning. Det skete i sommeren 1899. Han rejste igen i januar 1900.
   Filmen lader Tesla føre krig mod Thomas Edison, for hvem det var vigtigt at gøre jævnstrøm til normen. Den elektriske krig er autentisk. Her spejler opfindernes rivalisering den lange kamp – og gensidige afhængighed – mellem illusionisterne, der til overflod er hinandens komplementære modsætninger.



FORANKRINGEN er britisk, men finansieringen er amerikansk. Christopher Nolan havde i tre genrefilm (Memento, geninspilningen af den norske Insomnia og genstarten af Batman-universet i Batman Begins) demonstreret, at han kunne skabe, hvad Hollywood netop da satte pris på: en kommercielt bæredygtig art cinema. Som kollegerne David Fincher og Bryan Singer kunne Nolan tage troper fra fælleskulturen og hærde og slibe dem til raffineret, tidssvarende filmkunst, der gav genlyd uden for genresegmentet.
   Vidtfavnende generationsfæller som J.J. Abrams og Damon Lindelof var i gang med det samme, men havde ikke helt Nolans cineastiske tilgang og fokus. Han har med stor konsekvens holdt sig fri af tv-projekter og streaming. Nolan fik lov at bruge 40 mio. dollars på en risikabel periodefilm om to tryllekunstnere, fordi han samtidig sagde ja til at arbejde videre med Batman-trilogien, der løftede genren til nye højder. The Dark Knight fulgte i 2008. På samme måde kunne budgettet på Inception (2010) være Nolans pris for at instruere The Dark Knight Rises (2012).
   Zoomer man ud, fører alle veje til Tenet (2020), hvor Nolans personlige spor gennem værklisten er realiseret i kolossal skala.





THE PRESTIGE bygger på en roman af Christopher Priest.* Det er en af de film, som distributøren sender ud med en henstilling om, at pressen ikke røber den spektakulære præmis, som får alt til at vende i luften, før det falder på plads i den store finale. Generelt skal man lytte til Caines fortæller. Gør man det, er der egentlig kun én forklaring på mysteriet om de transporterede mænd.
   Mere interessant er nok, om filmen kan holde til stadige gensyn, når benovelsen over tricket er brugt. Det kan den i høj grad, mere for designet end for spillernes skyld, men først og fremmest, fordi der er nogle dybe, mørke lag i tematikken, som kommer bedre til deres ret, når man kan se den betydning, de til stadighed har for karaktererne.
   Den anden tryllefilm fra 2006, Neil Burgers The Illusionist, foregår i samme periode og bekender kulør som en blanding af kærlighedsdrama og romantisk mysterium. I The Prestige er der både flere og færre dobbelte bunde. Til syvende og sidst er filmen en fabel om, hvad det koster at have en besættelse.

Se også teksten om Nolans nyklassiker Interstellar (2014) i temaet Sci-Fi 100

*) Christopher Priest (f. 1943), som stadig er uhyre aktiv, skrev The Prestige i 1995. Det var i mange år et mysterium, at forfatterskabet ikke blev oversat. Endelig udkom novelleudvalget Tidsparken, som Niels Dalgaard redigerede og oversatte i 2017, da Priest i samme anledning var gæst på Fantasticon-messen i København.
   Priest skriver i sporet fra fæller og forbilleder som John Wyndham, Anna Kavan, J.G. Ballard og Brian Aldiss. Ligesom sidstnævnte er han meget bevidst om sin gæld til H.G. Wells. Priest er fungerende næstformand for det internationale H.G. Wells Selskab. Selv har han været et eksempel for fantastikere som David Mitchell.
   Priest har skrevet hård science fiction som The Inverted World (1974) og klassiske dystopier som Fugue for a Darkening Island (1972), men er især markant i Wells-inspirerede perioderomaner som The Space Machine (1976). I The Affirmation (1981) introducerede han et 'øhav af drømme', som deler topografi med The Islanders (2011) og novellerne i The Dream Archipelago (1999). Priest opererer i krydsfeltet mellem sci-fi, fantasy, dystopisk eller alternativ samtid, gotisk pastiche og cyberpunk. Man plejer, lidt misvisende, at tale om genreoverskridende tekster. Bruce Sterling har brugt betegnelsen slipstream om den genresammenføjende praksis. Priest har også købt ind i begrebet. Han gør sig mange og gode tanker på hjemmesiden Christopher Priest.
   Alligevel står The Prestige isoleret. Brødrene Nolan har ændret både strukturen, tricket og tonen. I romanen fortæller Borden og Angier hver deres historie. De samme begivenheder bliver skildret fra flere vinkler, og det er op til læseren at vælge side og konstruere en usikker sandhed. Bogen kan være en skuffelse, hvis man tror man skal til bunds i alle gåderne fra filmen. Og filmen må være en skuffelse, hvis man kommer for at se en visualisering af Priests metafysiske overvejelser. Det er trods alt en kongenial versionering. Taktiliteten og kompleksiteten er tilsvarende. Der er frem for alt den samme kærlighed til illusionistfaget og perioden.      


The Prestige. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan & Christopher Nolan. Foto: Wally Pfister. 131. USA-UK 2006. Dansk premiere: 05.01.2007


Foto: Touchstone/ Warner Bros./ CineMaterial/ FilmAffinity/ MoviestillsDB/ FilmGrab [+], The Movie Titles Stills Collection
Revideret udgave af teksten fra Weekendavisen Kultur 06.01.2007

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar