SKREVET PÅ HUDEN
Cronenbergs take på den hårdeste genre
Af BO GREEN JENSEN
RIDDER, livvagt, samurai: Nikolai Luzhin er den perfekte
håndlanger. »Bedemanden«, bliver han kaldt af kolleger, for Nikolai fjerner
beviser og blodspor, når forhindringer elimineres i den engelske underverden, hvor
de russiske gangstere opererer.
Kongen hedder Semyon og driver familierestauranten
Trans-Siberian. Han tilbereder udsøgt borsjtj og dekorerer desserten med rosenblade. Imens tager Nikolai sig af kronprinsen,
den fortabte Kirill (Vincent Cassell), som hader sig selv for en række
svagheder og bestandigt begår fejltagelser. Chauffør, barnepige og drukkammerat:
det er den gode soldat også.
Sædvanligvis ser
man ikke den mørke side af London, en subkultur af prostitution, narkohandel og
menneskesmugling, som trives i skarp konkurrence med organiseret lokal
kriminalitet og rivaliserende landmænd. Semyon og Kirill tilhører broderskabet Vory V Zakone, der i Stalin-årene blev
grundlagt som et alternativ til magtapparatet og et russisk sidestykke til Cosa
Nostra og de asiatiske triader. Nikolai har ønsket optagelse, siden han blev
voksen i fængslet, hvor en rigtig mand får sin historie skrevet på huden i form
af tatoveringer. »Du leger med prinsen for at nå til kongen,« siger den faderlige
Semyon, som afgjort ikke er tabt bag en vogn. Som fremstillet af Armin
Mueller-Stahl, er han både Satan i forklædning og et russisk svar på Don
Corleone.
DET er mafiasoldatens
historie, som fortælles i Eastern Promises,
men filmen begynder et andet sted, i den relativt lyse normalvirkelighed, hvor
Anna (Naomi Watts) fungerer som jordemoder på Trafalgar Hospital og bor hos sin
mor (Sinead Cusack) og sin russiske onkel Stepan (Jerzy Skolimowski), der hader
og frygter Vory V Zakone, som alle retskafne russere gør. De to verdener forbindes,
da Anna forløser et foster, en pige, og finder en belastende dagbog hos
moderen, en såkaldt sexslave i Semyons stald, som dør under fødslen.
Anna følger sporene
og møder den venlige restauratør. Hun indser, hvem og hvad Semyon er, netop som
hun har betroet sig til ham. Nikolai får mulighed for at avancere, hvis han kan
løse problemet med dagbogen og udrede trådene efter likvideringen af en tjetjenisk
rival. Manden er morder og opportunist. Han er også et godt menneske, for hvem
anstændighed har »affektionsværdi«. Så kan det lykkes soldaten at gøre en
forskel, samtidig med at han realiserer sin drøm og bliver konge i stedet for
kongen?
Der opstår ægte varme
mellem Anna og Nikolai, livgiveren og livtageren, men Eastern Promises er mere interesseret i at skildre sit miljø og
bevare jordforbindelsen. Alle knuder løses fornemt i en sjældent disciplineret
indsats fra den notorisk kolde og sære auteur,
David Cronenberg, som med Eastern
Promises signerer sin spillefilm nummer 15.
FILMEN bliver især noget særligt, fordi Viggo Mortensen
fremstiller Nikolaj Luzhin med usædvanlig indlevelse og et helt register af paradoksale
nuancer. Han er hård og blød, kold og varm og virkelig, på samme tid. Kun Ed Harris, som Mortensen fysisk minder en
del om, kunne spille rollen med samme sårbare tyngde. De to mænd var af samme
grund perfekte komplementære modsætninger i Cronenbergs forrige film, A History of Violence (2005).
Eastern Promises er også en film, hvor
alt virker velkendt og dog drejet en omgang i forhold til genrerne, som den
orienterer sig efter. Det er det samme brutale drama om skæbne og ære, som den
amerikanske gangsterfilm har skåret i mange udformninger med italiensk, irsk og
jødisk mafiavæsen som emne. Det får her den prosaiske tone fra realistiske britiske
gangsterfilm som Get Carter (1971) og
The Long Good Friday (1980), men føles
fremmed og nyt i kraft af de russiske typer.
Forfatteren Steven Knight har tidligere skildret »det andet London«, indvandrernes skyggeland, i sit
manuskript til Stephen Frears’ Dirty
Pretty Things (2002), hvor en afrikansk mand og en tyrkisk kvinde finder
sammen på et lufthavnshotel, der også er leveringsdygtigt i prostitution og
handel med donororganer. Eastern Promises
og Dirty Pretty Things har så megen
atmosfære tilfælles, at Knight kan tage en stor del af æren for det farvemættede
resultat.*
I enkelte scener
demonstrerer Cronenberg sin affinitet for kvæstelser og foruroligende skønhed.
Det udtagne foster ligner en blanding af alien
og dinosaurunge. Nikolai tøer et frossent lig op med en hårtørrer og klipper
det yderste led af fingrene på den døde, alt imens han ryger og passer på sit
silkeslips. En retarderet ung mand får struben skåret over, mens han lader sit
vand på en gravsten. Der er ikke mange af disse scener, men fordi volden hele
tiden er mulig, øges indsatsen også hos tilskueren.
FLOTTEST som
rendyrket fysisk fortælling er Nikolais optagelse i Vory V Zakone. Den illustererede
mand står nøgen foran broderskabets ledere, fortæller sin historie og besvarer
deres spørgsmål, før han indlemmes i familien og får tatoveret stjerner på
bryst og knæ, så han ikke behøver at knæle for nogen og har lov at kalde Semyon
»Far«.
Nikolai gribes af stolt ærefrygt. Modsat publikum kan han ikke vide, at privilegiet
camouflerer et forræderi. Nikolai er lige så nøgen i det sidste imponerende
opgør, som udspiller sig i et tyrkisk bad.
Man har ofte afsagt
thrillerens dødsdom eller afskrevet den som kommerciel farvelade. Der er dog altid eksempler på genren som stilskabende fornyer og bærer af
virkelighed. Fordi forbrydelse som forretning er evig, siger gangsterfilm mere om tiden end demonstrativt vinklede
problemfilm. Eastern Promises er i hvert fald helstøbt, velskabt og meget vedkommende.
Med Eastern Promises fortsætter Cronenberg/Mortensen-trilogien, som indledtes med A History of Violence (2005) og afsluttes med A Dangerous Method (2011).
Eastern Promises. Instr.: David Cronenberg. Manus: Steve Knight. Foto: Peter Suschitzky. 100 min. Canada-UK 2007. Dansk premiere: 28.09.2007
Fotos: Kudos Film and Television/ FilmGrab/ FilmAffinity/ Cinematerial
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 30.09.2007
Ingen kommentarer:
Send en kommentar