Translate

mandag den 29. marts 2021

Stephen Frears/Posy Simmonds: Tamara Drewe (2007/2010)


EN ROSE AF PAPIR
Den britiske tegneserieroman

Af BO GREEN JENSEN

ALT ånder fred i det engelske landskab, hvor Tamara Drewe tager sin begyndelse. Fuglene kvidrer, køerne græsser, solen er fremme, duggen er klar. Man har set det på film mange gange, og billedet lyver som regel. De store smil er falske. Passion og perversion florerer. Der er et dræbende mørke under idyllen.

   På skriverefugiet Stonefield gør krimiforfatteren Nicholas Hardiment (Roger Allam) sig klar til at flirte endnu en dag, mens hans hustru varter kursisterne op. Glen McCreavy (Bill Camp) er forelsket i Beth Hardiment (Tamsin Greig) og får sværere ved at skjule sin foragt for Nicholas, hver gang han har været på Stonefield. Amerikaneren skriver for øvrigt på en biografi om forfatteren Thomas Hardy.
   Landsbyen hedder Ewedown og ligger i Dorset, hvor Hardy skrev dunkle romaner som Tess of the d’Urbervilles, Jude the Obscure og Far from the Madding Crowd. I hans version hed egnen Wessex. Der sker ikke meget til hverdag, i hvert fald ikke på den pæne overflade, hvor dyr og mennesker færdes. Teenagepigerne Jody og Casey kan derfor ikke få armene ned af begejstring, da to sensationer sker på én gang.


   
FOR det første flytter Tamara Drewe (Gemma Arterton), den feterede journalist, tilbage til Ewedown, hvor hun som barn var en grim ælling med en stor næse, som hun blev hånet for af sine kammerater. For det andet kommer hun sammen med rockstjernen Ben Sargeant (Dominic Cooper), som pigerne er vilde med.
   Endelig sker der en masse, men det går ikke den rigtige vej. Tamara hyrer barndomskæresten Andy (Luke Evans), som er handyman på Stonefield, til at istandsætte huset, som hun har arvet. Romancen med Ben Sergeant er truet, så pigerne må bryde ind og skrive falske e-mails, da de tager affære. Samtidig rodes der op i en masse mørk fortid, som Tamara har i forhold til Nicholas. Beth erkender sin bitterhed. Amerikaneren erklærer sig. Pastoralen bliver til skæbnemusik.
   Så det handler om sex og død, da det kommer til stykket. Man vil sikkert have fornemmet, at sigtet er satirisk og den idylliske ramme en grum, skønt også kærlig parodi. Der er til det sidste kontrast mellem solfulde smil og mørke passioner. Kan man ændre sit liv ved at få en ny næse? Det bissende kvæg tramper skammen ihjel, så de rigtige elskende kan finde sammen. Det sidste billede ligner det første.



STEPHEN Frears (f. 1941) har lavet film i mange formater og genrer, fra gangsterhistorien The Hit (1984) til billedversionen af Colettes romaner om Cherí (2009). Han har filmatiseret alt fra Joe Orton (Prick Up Your Ears), Hanif Kureishi (My Beautiful Laundrette), Roddy Doyle (The Snapper) og Nick Hornby (High Fidelity) til Pierre Choderlos de Laclos (Dangerous Liaisons) og Jim Thompson (The Grifters).
   Frears har faktisk aldrig lavet en film, som var direkte dårlig eller bare almindeligt uinteressant. Værklisten tæller store amerikanske projekter og bittesmå britiske ting. Der er moderne westerns som The Hi-Lo Country, Preston Sturges-agtig satire som Accidental Hero, nostalgiske stykker som Mrs. Henderson Presents, tidssvarende socialrealisme i Dirty Pretty Things og gotisk romance i Mary Reilly. Man kunne føre et forsvar for auteur-teorien ved at gennemgå mandens 50 produktioner.
   Det var Frears, som i England markerede filmkunstens 100 år med dokumentaren A Personal History of British Cinema (1997). Alligevel står han ofte i skyggen af kolleger som Mike Leigh og Ken Loach, når nationens store filmskabere opregnes. Måske fordi han sjældent træder frem med et tydeligt budskab. Måske fordi hans foretrukne form er ironisk. Måske fordi han er fagligt aktiv i kulturpolitisk sammenhæng. Eller simpelt hen fordi de fleste af hans film har fået et internationalt liv.

   

DET er dog som en specifikt britisk filmskaber, at Frears har markeret sig efter 2000. Især tv-spillet The Deal (2003), om det interne New Labour-opgør mellem Tony Blair og Gordon Brown, og den mesterlige The Queen (2006), med Helen Mirren som dronning Elizabeth II, var fyldt med subtile nuancer, som få andre kunne formidle så præcist. Begge film blev skabt i samarbejde med dramatikeren Peter Morgan, som senere finsleb sine ideer og bredte dem ud i Netflix-serien The Crown (2016-). 
   På afstand ligner det trygt stof i arvesølvsgenren, som britisk film eksporterer så flittigt, men på nært hold ses detaljer, som man næsten må have Frears’ alder, baggrund og uselviskhed for at forløse. Han lægger altid det rigtige snit, bliver aldrig velmenende som Ken Loach eller misantropisk som Mike Leigh. Man kan savne en personlig faktor, men den kommer dog glimtvis til syne, f.eks. i den spidse voice over til Chéri, som instruktøren selv lagde stemme til.
   Tilbage i 1980erne skildrede Frears en ny social virkelighed i Mit smukke vaskeri og Sammy and Rosie Get Laid. De store film fra de senere år har politiske og historiske emner. Men ingen steder ser man noget, som ligner dramakomedien i Tamara Drewe.



DET er egentlig også svært at forklare, hvorfor filmen på én gang er morsom, vigtig og skarp. Forlægget er en tegneserie/grafisk roman af Posy Simmonds (»the chattering classes’ favourite cartoonist«), en britisk kusine til Nikoline Werdelin, der har specialiseret sig i indforstået satiriske striber – fx Gemma Bovery (2000), Literary Life (2003) og Cassandra Drake (2018) – for litterært inklinerede voksne.*
   Tamara Drewe blev først bragt som ugentlig side i The Guardians kultursektion. Som nævnt er filmen fuld af henvisninger til Thomas Hardy, men den trækker i sit soap opera-præg også på radioføljetonen The Archers, et dramatisk kvarter, som BBC har sendt hver dag siden – hold fast – den 1. januar 1951. Med mere end 19.000 episoder er The Archers den længst løbende fiktionsserie i noget format noget sted.
   Tamara Drewe er med andre ord marineret i britisk middelklassekultur, så kun indfødte kan få det fulde udbytte. Det svarer lidt til at vise Matador for et engelsk publikum. For filmversionen ligger der en betydelig udfordring i at globalisere den meget lokale egnsret. Det lykkes nok ikke til fulde, men Tamara Drewe kan ligesom Bridget Jones og britisk tv trække på den anglo-amerikanske forbindelse.



DET resulterer i lidt flere smil, at forfatterrefugiets iscenesatte idyl er et hit blandt anglofile amerikanere. Skal man kort give et indtryk af sted og stilleje, kunne Midsomer Murders være et bud. Hyggekrimien med John Nettles som Detective Chief Inspector Barnaby [og fra 2011 med Neil Dudgeon som fætter John, der tager over i tv-serien, som nu er i sæson 22] foregår i det samme England med ny nostalgi, feudale reminiscenser og mørk lidenskab bag facaden. Det er kort sagt engelsk som Agatha Christie.
   Midt i mørket lyser Tamara, der i Gemma Artersons skikkelse er en romantisk heltinde, en fin engelsk rose – men også en blomst af papir eller plast, for så vidt som næsen og livsstilen ikke er ægte. Filmen ler ad vor forfængelighed, egentlig mere i ånden fra William Thackeray end fra Thomas Hardy. Der er ikke langt fra Ewedown til Vanity Fair.
   Det er en sød, vittig film, som vil more de fleste, og historien føles svimlende let. Man griner, græder og lever sig ind i føljetonuniverset, hvor de store følelser faktisk er ægte, skønt rammen virker kulørt og konstrueret. Stephen Frears burde tage en tørn med Jane Austen. I Tamara Drewe gør han atter småt liv til stor billedkunst.

*) Gemma Bovery blev bragt som føljeton i The Guardian og samlet i bogform i 2000. Anne Fontaine filmatiserede bogen i 2014. Det er et særligt fint træk, at Gemma Arterton spiller titelrollen, skønt filmen er lige så fransk, som Tamara Drewe er britisk. I Fontaines film ligger hovedsynsvinklen hos bageren Martin Joubert (Fabrice Luchini), der brænder for Gustave Flauberts bøger og er optaget af at se overensstemmelser mellem livet og sin yndlingslitteratur. Han vil om nødvendigt gribe aktivt ind og bøje begivenhederne, så de nærmer sig den litterære model. Da Charlie (Jason Flemyng) og Gemma Bovery (Arterton) flytter til byen, begynder en stalker-aktivitet, som Fontaine orkestrerer med vid og elegance. Det bliver vigtigt for Martin at forhindre den tragiske slutning fra Madame Bovary. Sidste scene antyder, at Martin vil tage en anden forfatter op i forhold til sin nye russiske nabo. Tjekhov, måske, eller Tolstoj? Gemma Bovery fik desværre ikke dansk premiere.    

Tamara Drewe. Instr.: Stephen Frears. Manus: Moira Buffini. Foto: Ben Davis. 111 min. Storbritannien 2010. Dansk premiere: 10.03.2011.

Posy Simmonds: Tamara Drewe. 134 s. London: Jonathan Cape, 2007


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Jonathan Cape/
Filmen streames på Google Play, iTunes og YouTube Movies
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 11.03.2011

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar