Kvinden i begyndelsen: Colette 1873-1954

KVINDEN I BEGYNDELSEN

Blid biopic om den unge Colette 1873-1954

Af BO GREEN JENSEN

COLETTES forfatterskab bliver genopdaget med mellemrum. Ikke at det nogen sinde har været glemt, men der er perioder, hvor formen og stilen passer bedre til tiden end andre.

   Nu kunne sagtens være én. Colette skrev for 120 år siden, hvad vi i dag kalder autofiktion. Hun blev 81 år gammel og efterlod sig et viltert værk, der har erindring, dannelse og erotisk mangfoldighed som sine grundtemaer. Man kan se hende som en forløber for Françoise Sagan, Annie Ernaux og Delphine de Vigan.

   Samtiden læste især Colettes bøger – fra Claudine-serien (1900-07) til hovedværkerne Chéri (1920), La Fin de Chéri (1926) og bestselleren Gigi (1944) – for den erotiske ligefremhed. Det er netop dén, der virker mod værket i dag. Ligesom f.eks. Guy de Maupassant (eller herhjemme Schade og Soya) blev Colette set som en »vovet« og »pikant« forfatter. Det er svært at ryste den slags støv af.

EGENTLIG hed hun Sidonie-Gabrielle Colette. Hun blev født i 1873 i Bourgogne og havde stort set den opvækst, som er beskrevet i Claudine à l'école (1900, da. Claudines skoletid). Hun skabte Claudine i tæt samarbejde med sin første ægtemand, Henry Gauthier-Villars, som under pseudonymet »Willy« drev en slags kulturelt tekstbureau.

   »Willy« var et vidtfavnende varemærke. Forretningen var leveringsdygtig i alt fra teater, film og varieté til slibrige postkort, tøj, chokolade og anden merchandise. I 2023 ville parret drive en netbutik og have sin egen YouTube-kanal. Colette så værdien i at blive et brand. Hun var altid på fornavn med sine fans. Der er ikke langt fra »Claudine« til »Colette«. 

   Entreprenøren fungerede selv som idémand og tekstredaktør, men det var stykbetalte underleverandører som forfatteren Marcel Schwob, der gjorde rugbrødsarbejdet. Willys navn stod alene på titelbladet i Claudine à Paris (1901), Claudine en ménage (1902) og Claudine s'en va (1903). Det blev Colette grundigt træt af. Først i La Retraite sentimentale (1907), det femte og sidste bind af sekvensen, er både Willy og Colette krediteret.

   Parret blev gift i 1893 og gik fra hinanden i 1906. Det er i den periode, at Wash Westmorelands film stiller skarpt på Colette. Hun bliver gift, begynder at skrive, frigør sig kunstnerisk og seksuelt. Willy, som var 14 år ældre end sin hustru, har rig lejlighed til at gøre det bedre, men griber aldrig sin chance.

ALT i filmen hænger på de to hovedroller, som bliver spillet af Keira Knightley og Dominic West. Knightley (f. 1985) har lavet film i årtier, men kan stadig gøre sig ung. West karikerer ikke Willy. Faktisk gør filmen meget ud af at sidestille de to. De elsker og forstår hinanden.

   Da Colette indleder et forhold til Mathilde de Morny, Napoleon III’s niece, som var transkønnet, ser »Missy« straks, at Colette er kunstneren i alliancen. Colette erkender sin frustration, men understreger samtidig, at hun ved, hvordan tingene hænger sammen. Hun er ikke et offer. Willy forstår den sociale maskine og kan få ting til at ske. Selv da hun begynder at hade ham lidt, anerkender hun hans evner. Colette sagde altid, at hun var skabt til ikke at skrive. Willy holdt hende til ilden.

   Da de deler en elskerinde, ved begge, at eksperimentet er godt stof, der kan bruges i romanerne om Claudine. Colette forlader Willy, fordi han sælger ophavsretten til deres bøger. »Du har dræbt vores barn,« siger hun. Han kunne kaste sig ud i et større selvforsvar, men nøjes med at sige undskyld. Der er gensidig respekt og intet hykleri.

TIDEN er la Belle Époque, men heldigvis ligner Colette ikke Vincente Minnellis musicaludgave af Gigi (1958) – den med Leslie Caron og Maurice Chevalier, som synger »Thank Heaven for Little Girls«. Gigi var allerede dengang på kanten af krænkende klamhed. I dag er den næsten ubærlig at se. 

   Westmorelands film holder sig stort set til sandheden – i hvert fald på Wikipedia-niveau. Den er kultiveret, begavet og gennemarbejdet. Erotikken er ikke erotisk, men også dét passer godt til den saglige tone i forholdet mellem Willy og Colette. Man kommer til at holde af begge parter.

   Alligevel er der i filmen en mislyd, en kvalitet af noget forstilt og fingeret, som er svær at sætte fingeren på. Der er noget, som ikke helt overbeviser. Måske er det karakterernes modernitet. De forstår som sagt hinanden, men det er de alene om.

FILMEN har to store kvaliteter. Den bliver levende, når den genskaber typen Claudine og lader Willy falde fetichistisk i svime over at elske med sin romanfigur. Og i sprækker aner man styrken i Colettes første bøger. Friskheden er formidabel. 

   Det var egentlig dét, jeg tog med mig, da den lidt for lange film var forbi. Colette er en moderne biografisk fremstilling, som ved, at den taler om balancen mellem kønnene; om andre seksuelle måder; om retten til at være fri og skille sig ud. Det passer bedre til Colette, end til så mange andre proto-feminister.

   Kvinden blev gammel og skrev mange bøger. Hun fik en datter og var gift to gange mere. Hun havde fans som Marcel Proust, Jean Cocteau og Truman Capote. Ved sin død i 1954 var hun både en kanoniseret legende og en skrøbelig, skrantende anakronisme.

   Det begyndte dog med en lærenem pige på 15, som gik i skole et sted i Bourgogne. Der er en rest af hendes livsappetit i den ellers lidt ujævne film om Colette.

CLAUDINE-bøgerne udkom på dansk i 1944 med fællestitlen Claudines Skoletid. Chéri blev oversat i 1943 og er genudgivet hver gang, der var en filmatisering at binde den op på. Det var der i 1955 og 1976. Dog ikke i 2009, da Stephen Frears instruerede Michelle Pfeiffer i rollen som Léa de Lonval og med bl.a. Iben Hjejle i det internationale cast. Chéri bliver spillet af Rupert Friend. Chéri konkurrerede på Berlinalen i 2009, men fik mærkværdigvis ikke dansk premiere.

   Gigi var blandt de første Tranebøger fra Gyldendal, da forlaget lancerede sin ikoniske paperbackserie i 1959. Film/tie-in-udgaven har nr. 12. Den seneste danske Colette-udgivelse er novelleudvalget Kvinden bag masken. Det udkom på forlaget Vandkunsten i 2017. Anette David har nyoversat. Secrets of the Flesh, amerikaneren Judith Thurmanns biografi om Colette, blev oversat af Nina Bolt i 2001. Kødets hemmeligheder udkom på forlaget Tiderne Skifter.

I MAJ 2022 udgav forlaget Norton Chéri and The End of Chéri i en ny og skarpere oversættelse ved Rachel Careau. I november 2022 genoptrykte New York Review Books Chéri and The End of Chéri i Paul Epriles ældre og mere fri version. Judith Thurmann skrev et nyt forord. Vintage udgav en vifte af Colette-titler i 2001. I serien Vintage Heroines blev Gigi trykt igen i 2021.De samlede noveller er senest udgivet i 2003. På fransk kan det hele vist fåes hele tiden.

Colette. Instr.: Wash Westmoreland. Manus: Richard Glatzer, Rebecca Lenkiewicz, W. Westmoreland. Foto: Giles Nuttgens. 111 min. Dansk premiere: 25.10.2018.

Fotos:Number 9 Films/ Killer Films/ Bold Films/ BFI Film Fund/ Pioneer Stilking Films/ Pixoloid Studios/ HanWay Films/ Scanbox Entertainment/ Wikimedia Commons/ CineMaterial

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, HBO Max, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY

Teksten stod (i lidt kortere form) i Weekendavisen Kultur 26.10.2018.