Translate

tirsdag den 24. december 2019

Have Yourself A Merry White Christmas



HAVE YOURSELF A MERRY WHITE CHRISTMAS
En særlig tekst om to af filmens største julesange 

AF BO GREEN JENSEN

AF alle amerikanske julesange sætter jeg størst pris på »Have Yourself A Merry Little Christmas«. Den findes i utallige versioner, men den bedste er og bliver den første, som Judy Garland synger til Margaret O’Brien i Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944).
   Mød mig i St. Louis er i det hele taget blandt de bedste musicals. Der ville være en god historie med dybe lag, stærke karakterer og vigtige konflikter, også hvis filmen var uden sang og dans. Nu tilføjer de et finishing touch og gør familiefortællingen til en slags myte.



DET er ikke en julefilm per se. Men hvad man kunne kalde en livsfrisefilm, som følger medlemmerne af en amerikansk familie gennem sorg og glæde, medgang og modgang, i en bestemmende periode, hvor alting er oppe i luften. Store forandringer venter, uanset om man vil dem, og de gamle måder forsvinder. De gælder både for familien i historien og for nationen, som den blev fortalt til.





RAMMEN var supernostalgisk allerede, da Irving Brecher og Fred Finklehoffe bearbejdede Sally Bensons erindringsnoveller fra The New Yorker, som Metro-Goldwyn-Mayer havde sikret sig rettighederne til, da de blev samlet i bogform i 1942.*
   Tiden er sommeren 1903, og alle i Missouri er opstemte over nyheden om, at St. Louis det følgende forår bliver værtsby for Verdensudstillingen. The St. Louis World’s Fair vil markere Midtvestens metropolis. Det er en ny verden og et nyt århundrede. Alle synger ivrigt med på »The Trolley Song«.
   Anna og Alonzo Smith (Leon Ames og Mary Astor) har fire døtre. Rose (Lucille Bremer) er ældst og klar til at forlove sig med Warren Sheffield, hvis han bare kunne erklære sig, da han ringer fra New York - udenbys! -i den nyligt installerede telefon. Agnes (Joan Carroll), som næsten forsvinder i mængden, er forfatterens yngre jeg. Teenageren Esther (Judy Garland) har været forelsket i nabosønnen John Truett, siden de legede sammen som børn. Nu er de ikke børn mere, og det synger hun om i »The Boy Next Door«.
   

KONFLIKTEN opstår, da Alonzo bliver tilbudt en bedre stilling i New York. Siger han ja, må familien flytte, men sådan noget hører jo med, og Far er skuffet over manglende opbakning, da den glade nyhed bliver serveret. Familien har for god ordens skyld en bestemt irsk hushjælp, som hedder Katie (Marjorie Main). Meet Me in St. Louis er tidløs, men set på 80 års afstand er det en meget hvid film fra monokulturens guldalder.
   Hver har sine udfordringer hen over året. Intrigen omkring Rose og hendes bejlere er rimelig uinteressant. Til gengæld lever dramaet stærkt i pigen Tootie (Margaret O’Brien) på ni, som er optaget af at udleve sin barndom. Imens nærmer tiden for flytningen sig. Kun Alonzo holder fast i, at han ser frem til at rykke rødderne op. 



Det er en genistreg at forbinde familiens sorger og glæder med de skiftende årstider. Filmen åbner i høj, heroisk sommer og har et sætstykke i Halloween-afsnittet, da Tootie overvinder sin frygt og banker på i Heksehuset. Hun udvirker også, at Esther og John finder sammen, da en misforståelse er opklaret. Så er scenen sat for det fornemme juleafsnit.






DET er til teenagernes julebal, hvor Esther for første gang bærer korset, at Garland og O’Brien optræder på slap line med »Under the Bamboo Tree«.
   Først nu hører Tootie om flytningen og er utrøstelig. Garland synger »Have Yourself A Merry Little Christmas«, og Minnelli har lyssat hende så empatisk, at tilskueren aldrig glemmer hverken sangen eller følelsen i scenen, der vågner og lever ved hvert eneste gensyn, som var den pulverkaffe, der blev hældt kogende vand på.
   Senere vælter Tootie familien af snemænd, som hun har bygget i haven. Garland knæler i sneen og trøster sin hulkende søster. Deres far ser til fra vinduet og beslutter dér og da at opgive sin forfremmelse. Herefter har alle det bedre. Om foråret, da Verdensudstillingen åbner, er hele familien med til indvielsen, hvor man synger »Meet Me in St. Louis«.





OG ikke et øje er tørt. Der er mange andre film, som vil ramme den almene følelse af en families liv på et sted og binde det op på en fejring af julen og det nye år. Lad os i forbifarten nikke til Erik Ballings Den kære familie (1962) og den store julefrokost i begyndelsen af Ingmar Bergmans Fanny og Alexander (1982).
   Frank Capras It’s a Wonderful Life (1946) gør det måske endnu bedre og har sit svar på »Have Yourself a Merry Little Christmas« i scenen, hvor George Bailey (James Stewart) sætter kronbladene tilbage på datteren Zuzus blomst, før hele Bedford Falls har sit Dickens-øjeblik Julemorgen, og George Bailey indser, at han er ønsket og elsket og uundværlig, skønt han aldrig fik kastet en lasso om Månen. Det er herligt at leve har noget nær alt – men ikke en sang med Judy Garland i sit eget livs zenit.





Have yourself a merry little Christmas
Let your heart be light
Next year all our troubles will be out of sight

Have yourself a merry little Christmas
Make the yuletide gay
Next year all our troubles will be miles away     

Once again as in olden days
Happy golden days of yore
Faithful friends who are dear to us
Will be near to us once more

Someday soon we all will be together
If the fates allow
Until then we’ll have to muddle through somehow
So have yourself a merry little Christmas now

Sangen er jo ikke noget lyrisk mesterværk. På rugbrødsdansk kunne teksten lyde cirka sådan hér:

Hav nu en god lille jul, min ven
Lad dit hjerte være let
Til næste år er alle vores trængsler forsvundet

Hav nu en god lille jul, min ven
Gør højtiden munter og glad
Til næste år vil alle vores trængsler være langt herfra 

Endnu en gang som i gamle dage
Lykkelige gyldne dage som tilforn
Vil trofaste venner som vi har kær
Være nær ved os igen

En skønne dag vil vi alle være sammen
Hvis skæbnegudinderne tillader
Indtil da må vi bare hutle os igennem
Så hav en god lille jul, min ven, lige nu

MUSIKKEN til sangen er skrevet af Ralph Blane (1914-1995). Teksten er forfattet af Hugh Martin (1914-2011), som kom fra en from og troende baggrund. Han havde egentlig skrevet: »Through the years we all will be together/ If the Lord allows«. Men blev bedt om at gøre skæbnen mindre kristent specifik. MGM's film var jo for hele nationen.
   Judy Garland og Vincente Minnelli (som giftede sig efter optagelserne) havde problemer med den prosaiske og deprimerende stemning i linier som: »Have yourself a merry little Christmas/ It may be your last/ Next year we may all be living in the past.« Så de vers blev ændret til »Let your heart be light/ Next year all our troubles will be out of sight«.
   Den eneste version, som kommer i nærheden af Garlands fortolkning, er Frank Sinatras. Han indspillede »Have Yourself a Merry Little Christmas« for Capitol Records i 1948 med den samme tekst, som Garland synger i filmen. Da han ti år senere skulle indspille temaalbummet A Jolly Christmas (1957) for sit eget selskab, Reprise, bad han Martin finde på noget mere opløftende end: »Until then we’ll just have to muddle through somehow«.
   Atter leverede Martin et positivt alternativ: »Hang a shining star from the highest bough«. Men sangens sejlivede forfatter blev efterhånden så træt af omskrivninger, at han i 2001 skrev en ny version til kirkebrug og brugte sin originale tekst til »Have Yourself a Blessed Little Christmas«. Det bliver sangen hverken bedre eller ikke stærkere af, tværtimod. 


***









DE bedste julesange er universelle, fordi den religiøse faktor er fjernet eller i hvert fald forklædt. Tidens løsen var assimilering. Alle bidrog til en fælles musik, man tog nye, amerikansk klingende navne. Immigrantkulturen udviklede nye sportsgrene, der kunne samle forskellige etniske grupper. Cricket blev til baseball, football er tilpasset rugby.
   I samme ånd er julen afstemt med demokratiske idealer. De amerikanske sange er hverken kristne salmer eller karoler i den franske og britiske stil. Den mest populære – Irving Berlins »White Christmas« - er skrevet i La Quinta, Californien, af en jødisk amerikaner, som havde levet de første fem år af sit liv i zartidens Rusland.**
   Der er absolut ingen metafysik i den kommercielle stiløvelse, kun fingeret nostalgi efter en forestilling om julen, som Berlin ikke selv havde kendt. Han skrev sangen til Bing Crosby, som var af skotsk-irsk herkomst og havde familie blandt de første puritanske pilgrimme på Mayflower, da skibet ankom til den nye verden i 1620. Det handlede både for Bing og Berlin om at skabe et universelt juleminde, som ingen kunne huske, og alle kunne dele.





CROSBY sang »White Christmas« første gang i sit radioprogram Juledag 1941. Den fik for alvor gennemslagskraft, da han sang den til Marjorie Reynolds i Paramount-produktionen Holiday Inn (1942), hvor Crosby og Fred Astaire delte de mandlige hovedroller.
   Tolv år senere var sangen så stor, at den skulle bære filmen, ikke omvendt, da Michael Curtiz (som faktisk var ungarsk og hed Manó Kaminer) instruerede Crosby, Danny Kaye, Vera-Ellen og Rosemary Clooney i White Christmas (1954). Som gør julen til et grelt spektakel i bred VistaVision og ekstrem technicolor, men det er en anden historie.
   Lige hér er pointen, at »White Christmas« blev særligt populær blandt soldater, der havde hjemve i julen 1942. USA var trådt ind i krigen efter det japanske angreb på Pearl Harbor i december 1941. Da der var gået et år, havde patriotismen mistet meget af sin stråleglans. Alle de unge mænd ville bare hjem til det snedækkede julelandskab, Berlin havde skabt. Hvor kærester som Judy Garland stod og sang »Have Yourself a Merry Lilttle Christmas« i skæret af lampen, som hang over døren. 

 


OGSÅ på den måde deler »White Christmas« og »Have Yourself a Merry Little Christmas« nogle vilkår og grundlæggende kvaliteter. Den sidste strategiske ændring i teksten var tidsperspektivet. I filmen synger Garland: »Someday soon we all will be together«. Altså noget med en skønne dag meget snart. Efter krigen blev det ændret til »Through the years we all will be together/ If the fates allow«. 
   At der kom flere krige og mere adskillelse i familien, gør bare perspektivet dybere på denne afstand. Det er den største julesang om at savne, og den bliver sunget af en ung voksen til et stort barn, som hun holder af. Der er fuldkommen tillid. Der er ingen, der forstiller sig. Alle vil kun hinanden det gode, og verden kan klare sig længe nu.  
   Jeg elsker den film, og jeg elsker den scene. Så Glædelig Jul, Alle Sammen: Have yourself a merry little Christmas...now.










*) Jeg har, med skam at melde, ikke selv læst Sally Bensons bøger, som var populære i samtiden, men er støvet til. Det havde derimod Gerald Kaufman (1930-2017), den britiske filmkritiker (og Labour-politiker med sæde i Parlamentet), som foretog et sammenlignende studie af bogen og filmen i monografien Meet Me in St. Louis (BFI Film Classics, 1994). En fin lille bog i en fremragende serie, der arbejder sig støt gennem filmhistorien. I seriens første bind kunne man læse Salman Rushdies analyse af The Wizard of Oz



**) Man kan læse om sangens fødsel og videre liv i Jody Rosens White Christmas: The Story of a Song (4th Estate, 2002). Israel Isidore Beilin amerikaniserede sit navn til Irving Berlin. Han blev født i Tjumen i Rusland den 11. maj 1888. Familien emigrerede, da han var fem år. Manden, som skrev White Christmas, skrev også Alexander's Ragtime Band, There's No Business like Show Business og Easter Parade. Og naturligvis God Bless America, som han donerede til den amerikanske spejderbevægelse. Berlin var strengt konservativ og varm tilhænger af assimilering. Han døde den 22. september, 1989. Sangskriveren var da fyldt 101 og så med udtalt skepsis på samtiden. Berlin skrev cirka 1.500 sange. I hvert fald en tiendedel er stadig i omløb.






Artiklen er skrevet færdig 24.12.2019. Dobbelt særtryk i dagens anledning. Happy Xmas (War Is Over)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar