Translate

torsdag den 19. december 2019

Buñuel i skildpaddernes labyrint (2018)


LANDET UDEN BRØD
Luis Buñuel og Las Hurdes

Af BO GREEN JENSEN

SURREALISTEN Luis Buñuel (1900-1983) var aldrig i kridthuset hos magthaverne, uanset om disse kom fra venstre eller højre. Efter at have chokeret med det gennemskårne øje og seksualiteten i En andalusisk hund (1927), latterliggjorde han kirken i Guldalderen (1930). Herefter kunne han ikke få sine film produceret, hverken i Frankrig eller Spanien.
   En aften fik han stukket projektet Las Hurdes i hånden. I mangel af bedre, gav han sig til at udvikle det. Anarkisten Ramón Acín lovede at betale produktionen, hvis han vandt i lotteriet. Da det skete, holdt vennen sit ord. Buñuel, Acín og fotografen Eli Lotar rejste til Extremadura ved den portugisiske grænse og brugte en måned på at optage Landet uden brød (1933), en meget iscenesat dokumentar, som på én gang er fuld af dunkle signaler og har et klart budskab om nødvendig forandring.




Las Hurdes var en afsondret bjergegn, hvor man levede som i feudaltiden. Husene lignede skildpadders skjolde – heraf titlen på Salvador Simós animationsfilm – og befolkningen bar også fysisk præg af underernæring, indavl og overtro. Hvis nogen blev bidt af en slange, var det salven, som gjorde dem syge. Buñuel blev straks forelsket i stedet. I erindringsbogen Mit sidste suk (1982) siger han:
   »Jeg var hurtigt vundet for disse fortabte bjerge. Befolkningens nød betog mig lige så meget som deres intelligens og deres kærlighed til ’landet uden brød’, som det kaldtes. Nybagt brød hver dag – det var noget aldeles ukendt i omkring 20 landsbyer. Nu og da byttede de sig til en tør humpel brød, når en rejsende fra Andalusien kom forbi.«*

   

Buñuel i skildpaddernes labyrint er noget så sjældent som en animationsfilm om en filmklassikers tilblivelse. Forestil Dem en tegnefilm om Carl Th. Dreyers arbejde med Ordet – og sig i samme åndedrag: »Hvorfor ikke?« Forlægget er et album af tegneserieskaberen Fermín Solís, og filmen er realiseret i hans klare, klassiske stil. Mediet er faktisk perfekt til at blande virkelighed, drøm og erindring.


Landet uden brød er berømt, men filmen bliver altid studeret for sine surrealistiske islæt. Som dokumentar er den kontroversiel. Buñuel arrangerer virkeligheden og er som altid tæt på regulær fetichisme i sine studier af grusomhed og affekt. En hane får hovedet revet af, en bjergged får hjælp til at falde, et tøjret æsel bliver stukket ihjel af vrede bier, som Bunuel har sparket til live. Et barns død er fingeret, og begravelsen er overhældt med Brahms-musik, som konkurrerer med den svulstige kommentar på lydsiden.
   


Filmholdet forsømmer ingen lejlighed til at hjælpe virkeligheden på gled, så at sige. Lotars kamera dvæler ved fysiske misdannelser. Bunuels pointe var, at disse ting fandtes i Spanien. Der var ingen grund til at tage til Afrika og lave antropologisk etnofiktion. Las Hurdes er både rendyrket surrealisme og indigneret social protest. 




   Ramón Ácins navn blev taget af filmen før premieren. Republikanerne censurerede filmen, Franco forbød den, da han kom til magten. Acín blev henrettet af fascister i 1936. Da filmen langt senere blev restaureret, fik Buñuel hans navn genindsat. 
   Salvador Simó får alt dette med i sin film, som samtidig er et biografisk portræt. Der er tilbageklip til drengens opvækst og sult efter faderens anerkendelse. Der er blaserte cafésamtaler i den surrealistiske gruppe. I et mareridt ser Buñuel elefanter gå på giraffers skeletben. Han står i en lysende sky af guldsommerfugle, når han agerer mest grusomt.
   Simó citerer direkte fra Landet uden brød og sætter scenerne i fantastisk kontekst. Alle elementer balancerer i den valgte form. Og intet virker gemacht eller kitschet.



   Buñuel i skildpaddernes labyrint er ikke det familietilbud, som filmen ligner umiddelbart. Det er ingen venlig indføring i genren Buñuel for børn. Snarere et stykke filmhistorie, som i kritisk form hylder en stærk billedskaber, der stadig er lige så relevant, som han er uudgrundelig. Filmen siger sin kommercielle samtid imod og er på forunderlig vis nået helt op til Danmark. Den fortjener at blive godt modtaget.


Buñuel i skildpaddernes labyrint blev kåret som vinder i kategorien »European Animated Feature Film« ved den 32. uddeling af de europæiske filmpriser, European Film Awards, som fandt sted i Berlin den 7. december 2019. EFA-priserne svarer til de amerikanske Academy Awards. Filmen modtog altså den europæiske Oscar.

*) Citeret efter Luis Buñuel: Mit sidste suk. Oversat efter »Mon dernier soupir« (1982) af Jesper Tang. København: Forlaget Forum, 1983, s.133. Buñuel var fyldt 80 år og så meget dårligt, da han fortalte sine erindringer til forfatteren Jean-Claude Carrière (f. 1931), som havde hjulpet ham med manuskripterne til Dagens skønhed (1967), Mælkevejen (1969), Borgerskabets diskrete charme (1972), Frihedens spøgelse (1974) og Begærets dunkle mål (1977). Det er en fremragende bog, hvor Buñuel taler sig gennem filmværket i snart vidtløftig og anekdotisk, snart analytisk og meget skarp form. Endelig siger han samtiden nogle ubekvemme og ilde hørte sandheder i kapitlet 'Svanesangen', der står for sig og til slut, som et lille testamente.


Man kunne skrive et helt blogindlæg om mit eget eksemplar af Mit sidste suk. Jeg arvede det efter min ven og kollega, Jan Kornum Larsen (1949-1993), som døde alt for ung (i øvrigt i juledagene) for 26 år siden. Jan var en stor fan af både Buñuel og Carrière, og han interviewede sidstnævnte, da bogen udkom. Carrière har derfor tegnet ham på titelbladet med den hjertelige dedikation. Jeg mødte selv Carrière i 2006, da jeg var i Göteborg for at tale med Milos Forman om Goya' Ghosts, som blev vist på den årlige filmfestival. Interviewet stod i avisen, men jeg talte også indgående med Carrière og Saul Zaentz, filmens legendariske producer. Det var meget som at møde Statler og Waldorf, de evigt kværulerende teatergæster fra The Muppet Show, i virkeligheden. Zaentz var 92, da han døde i 2014. Carrière lever stadig og bor i Paris. I skrivende stund er han 88 år.


Buñuel i skildpaddernes labyrint (Buñuel en el laberinto de las tortugas). Instr.: Salvador Simó. Manus: Simó og Eligio R. Montero. Foto: Jose Manuel Piñero. 80 min. Spanien-Holland-Tyskland 2018. Dansk premiere: 10.10.19



Foto: Sygnatia/ Angel Films
Artilklen stod i Weekendavisen Kultur 11.10.19

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar