DEN DRUKNEDE BY
Den første danske fremtidsfilm i årtier
Af BO GREEN JENSEN
DANSK science fiction på film er så sjælden, at man knapt nok kan tale om en tradition. Først var der Himmelskibet (1918), siden kom Reptilicus (1961). Det eneste ældre eksempel i klar verdensklasse er Manden, der tænkte ting (1969), som Jens Ravn instruerede – i Alphaville-stil og med John Price i titelrollen – efter et manuskript af Henrik Stangerup.
Nyere navne gør spredte forsøg, men ser man bort fra grænsetilfælde som Dannys dommedag (2014) og Sorgenfri (2015), der begge har mere med horror at gøre, skal man tilbage til cyberuniverset i Skyggen (1998), fremtidsmusikken i Allegro (2005) og måske dystopien i Forbrydelsens element (1984) for at finde noget, der ligner ægte sci-fi.
MAX Kestners bemærkelsesværdige QEDA kan derfor brede sig, som den vil. Her er ingen smilerynker. Det er en fremtidsfilm, som tager genren alvorligt, uden at ryste det mindste på hånden. Den handler om klimaforandring, rejser i tiden og hvilken slags samfund, vi får ved at blive ved som nu. Først og sidst er sagen dog menneskers evige længsel.
I 2095 er polerne smeltet. Ferskvand er blevet en kostbar ressource, salt har forgiftet flora og fauna. Vejret er altid ekstremt. I det oversvømmede København sejler både gennem gaderne. Byen er et dystopisk Venedig, som stadig kan huske, hvad der har været.
Ny teknik gør det muligt at rejse i tiden. En molekylær kopi bliver sendt tilbage og har stadig kontakt med sin tvilling. Det er selvsagt forbudt at ændre fortiden. Historien bliver ustabil, og konsekvenserne er uoverskuelige, hvis man begynder at efterjustere.
AKRONYMET QEDA står for Quantum Entangled Divided Agent. Det er agenter med licens til at rejse. Proceduren er annulleret, men ministeren (Stina Ekblad) lader alligevel sikkerhedschefen Fang Rung tage tilbage til 2017. Her opsøger han sin døende datters tipoldemor, forskeren Mona Lindkvist (Sofie Helin), for at få de resultater, som kan løse planetens problemer.
En del af historien udspiller sig i Gothersgade, hvor Fang stadig bor med familien. Lejligheden har udsigt til Rosenborg Slot. Fortroligheden gør blot fremtiden mere vemodig. Kestner bruger byen på samme måde som i dokumentaren Drømme om København (2009). Det er smukt og effektivt realiseret.
I 2017 kalder Fang Rung sig Gordon. Naturligvis bliver han forelsket i fortiden. Han sender resultaterne, men vender ikke selv tilbage. Så må Fang forsøge at hente sig selv. Carsten Bjørnlund er tilpas intens som den tvedelte mand, der diskuterer moral og løber om kap med sin QEDA.
HAR filmen selv et ophav, må det være Chris Markers legendariske La Jetèe (1962), som er fortalt i stillbilleder og for det meste blot viser et ansigt i hvile. Her rejser protagonisten tilbage til noget, han så i lufthavnen som dreng. En mand skabte uro og blev uskadeliggjort. Den rejsende opdager selvsagt, at han så sin egen død finde sted.
La Jetèe – som på dansk bliver kaldt År nul somme tider - var forlægget for Terry Gilliams 12 Monkeys (1995). Heller ikke dén film var uden evner, skønt Gilliam brød definitivt med minimalismen hos Marker.
QEDA går efter den samme grundstemning. Det er respektabel sci-fi og effektiv filmkunst, som smager af både Blade Runner og Stalker. Dunja Gry Jensen skal roses for manuskriptet. Eneste fejltrin er nogle scener, hvor filmen citerer Alice i Eventyrland og prøver at være en lille The Matrix.
QEDA. Instr.: Max Kestner. Manus: Dunja Gry Jensen. Foto: Rasmus Videbæk. 87 min. Danmark-Sverige 2017. Dansk premiere: 16.11.17
Foto: SF Studios
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 17.11.17
Ingen kommentarer:
Send en kommentar