David Robert Mitchell: Under the Silver Lake (2018) [Noir 100]

DELTE DRØMME OG VANDREHISTORIER
Et metamysterium i neo-noir

Af BO GREEN JENSEN

SILVER Lake Reservoir i Los Angeles er en mytologisk location. Allerede navnet fortæller historier. Der er faktisk to kolossale bassiner. Det største er opkaldt efter politikeren Herman Silver, som anlagde søen i 1906. Det mindste hedder Ivanhoe efter ridderromanen af Sir Walter Scott. Kun Ivanhoe er stadig en aktiv del af vandforsyningen. 
   Kvarteret grænser op til Hollywood med de gamle filmstudier. Sunset Boulevard snor sig det sidste stykke gennem Silver Lake mod Chinatown. Der er stille, tilgroede gader med gamle, forbløffende huse. Det er sådan et sted, hvor turister får udleveret et kort over stjernernes hjem.
    Billy Wilders Sunset Boulevard (1950), Roman Polanskis Chinatown (1974), Robert Altmans The Player (1992), David Lynchs Mulholland Drive (2001) og David Cronenbergs Maps to the Stars (2014) er netop de store – og vildt forpligtende – forbilleder for den okkulte popfabel, som David Robert Mitchell konstruerer i metamysteriet Under the Silver Lake. 
   Hvad Paul Thomas Anderson gjorde for Gordita Beach i sin psykedeliske filmudgave af Thomas Pynchons Inherent Vice (2014), ganger Mitchell med to eller tre. Herefter sætter han trumf på. Hippielegenden hos Pynchon var henlagt til en fiktiv udgave af Venice Beach. Hos Mitchell er der ingen naturlige mangler. Silver Lake er for real hele vejen.

EN kvinde forsvinder. Det er altid en solid begyndelse på en eksistentiel skattejagt. Sam (Andrew Garfield) er en ærketypisk døgenigt, en slacker fra 90erne, der har nået sin udløbsdato og øver sig på en livsstil, der ligner den fredelige fatalisme i brødrenes Coens The Big Lebowski. 
   Sam bor alene i et malerisk forfaldent kompleks, hvor han er måneder bagud med lejen. Hans mor ringer op og taler i timer om sine yndlingsfilm med Janet Gaynor. Sam lyver om, hvor godt det går. Han undgår at tænke på fremtiden ved at overvåge sine kvindelige naboer og onanere til gamle numre af Playboy. 
   Eller nej. Som sin helt går filmen op i detaljer, og det er i særdeleshed ét gammelt nummer af Playboy – fra juli 1970, da Janet Wolf var månedens Playmate – der taler til Sam. Don Ornitz fotograferede Wolf under vand. Senere bliver en anden kvinde skudt og daler ned gennem vandet i reservoiret i nøjagtigt samme position.

UNDER the Silver Lake er altid fetichistisk specifik med hensyn til sine objekter og spor. Der er muligvis tale om trivielle skatte fra den efemere popkultur, men de er udvalgt med autistisk tunnelsyn. For eksempel knækker Sam koden ved hjælp af det armbånd, som lå i en gammel morgenmadspakke, og kortet til pc-spillet The Legend of Zelda, som var trykt i første nummer af fanmagasinet Nintendo Power.
   Sam har studeret naboen Sarah (Riley Keogh). Hun ved, at han betragter hende. I kompleksets swimmingpool genskaber hun Marilyn Monroes badescene i Something’s Got to Give (1962). Mitchell kopierer George Cukors lyssætning fra filmen, som aldrig blev færdig.
   Sam og Sarah er tilsyneladende to alen af et stykke. De har god sex sammen i hendes lejlighed, hvor tv’et viser Tre piger søger en millionær (1953) med Monroe, Betty Grable og Lauren Bacall. På kaminhylden står tre Barbie-dukker, selvsagt vintage, som forestiller de tre divaer.
   Filmen tager sig god tid til at skildre Sams verden før syndefaldet. Den er ikke noget dårligt sted. Holder man skyklapperne tæt ind til tindingen, er der løvfuld skygge, masser af fritid, imødekommende kvinder og nærende hverdagsmysterier, som gør livet tilpas interessant.
   Så sætter mørket sin vilje igennem, og verden bliver aldrig den samme.

DET er en af de historier, hvor nogen eller noget sender protagonisten skjulte beskeder. Der er en virkelighed bag virkeligheden, og helten må ind i labyrinten, ned i kaninhullet, om bag døren i den grønne væg for at finde nøglen til mysteriet eller det næste spor i den komiske rebus, hvis læsning eller afkodning antager en skattejagts eventyrlige kvaliteter.
   Stilen er selvsagt neo-noir, en incestuøs og parasitær æstetik, der er bygget af henvisninger til noget ægte. Fordi jægeren er en udvalgt person, som må tvivle – men samtidig stole – på sin fornuft, får fortællingen paranoide kvaliteter. Og måske er der virkelig et komplot, et lag af dybere indsigt under overfladen af trivielle og banale fænomener.
   Sandheden er jo derude, som Fox Mulder sagde i The X-Files, der var bygget af de samme delte drømme og vandrehistorier. I hvert fald kan det være stor underholdning for fanboys, som ikke tænder på sport. Og der er god plads til kvinder i klassen, selv om de fleste nørder er mænd.

NÆSTE dag er Sarah væk, og hendes lejlighed er tom. Sam begynder at lede. Han træder i karakter som metafysisk privatdetektiv. Vi er i det samme revir og den samme mentalitet, hvor Sam Spade, Philip Marlowe, Lew Archer og andre gode gumshoes søgte en sandhed, der ofte viste sig at være illusorisk. Der var sager, som ikke kunne opklares helt. 
   Det bliver en jagt, der forløber på flere niveauer og fører vidt omkring i kvarterets historie. Sam bliver optaget af at læse tegneserien »Under the Silver Lake« i et håndlavet magasin, som behandler bydelens begravede mysterier. Forfatteren Milo (Patrick Fischler) har samlet arkana fra Hollywood hele sit liv. Kenneth Angers kultbøger om Hollywood Babylon er naturligvis urstedet i den lokale undergrundsgenre.*

FØR Milo bliver dræbt af Uglekvinden fra Organisationen, peger han Sam i retning af De Hjemløses Konge (David Yow) og Sangskriveren (Jeremy Bobb). Et særligt tegn går igen, og i alle labyrintens spejle får Sam et glimt af it-milliardæren Jeremy Sevence (Chris Gann), en holistisk hipster, som både holder harem og nærer et dødskompleks af de store.
   Nu kører toget, så skinnerne knager. I eskalerende paranoia samler Sam et viltert bevismateriale. Alle spor peger i retning ad et hemmeligt gravkammer under Silver Lake. Hvis der også var aliens og nazister, ville konspirationsudstyret være komplet.

JEG håber, jeg har givet en fornemmelse af filmens særegne styrke og betydelige svaghed. For den er både begavet og studentikos. Hvis man reagerer på de okkulte signaler, giver det mening at tyde mysteriet. Ellers er alt irriterende krims-krams. Det er som Kim Novaks frisure i Alfred Hitchcocks Vertigo. Spiralen er enten et kosmisk-sublimativt ciffer eller bare en måde, som håret er sat på.
   Filmen begynder forførende godt og er fuld af konkret atmosfære. Men den taber højde, efterhånden som gåderne akkumulerer, og den inderste sandhed kan ikke helt bære de mange lag af esoterisk indpakning.
   For mig knækker filmen i mødet med Sangskriveren, et vrængende orakel, som angiveligt har skrevet alle evergreens om kærlighed, længsel og romantik i Den Store Amerikanske Sangbog. Sam knuser hans hoved med den selvsamme Fender Rhodes-guitar, som Kurt Cobain brugte, når han spillede »Smells Like Teen Spirit«. Mordet er et rituelt gudedrab af den slags, som indebærer, at dræberen selv bliver præst.
   David Robert Mitchell dekonstruede teenageromantikken i The Myth of the American Sleepover (2010), som også gik i danske biografer, og fik mange fans i kraft af It Follows (2014), som gav horrorgenren en seksuel tydelighed, som var ny. Under the Silver Lake er betagende tænkt. Forhåbentlig drukner han ikke i søen.

* Undergrundskunstneren Kenneth Anger (f. 1927) blev en kultfigur i kraft af den okkult-esoteriske homoerotik i  Fireworks (1947), Scorpio Rising (1963), Invocation of my Demon Brother (1969) og Lucifer Rising (1970-80). I 1959 samlede han en bunke sladder- og vandrehistorier om den mørke side af Hollywood fra stumfilmens storhedstid til stjernesystemets udtoning. Bogen udkom i Frankrig og i en amerikansk piratudgave 1965. Der var forventning i luften, da Straight Arrow Books og Dell Publishing i 1975 udgav det rigt illustrerede skandalekompendium som mass market paperback. Jeg gik i 3.g. og kan sige, at vi åd den bog. Cirka samtidig kunne Filmmuseet på Christianshavn (nu Cinemateket i Filmhuset) præsentere en sjælden kopi af Scorpio Rising, som alle ved musikken fik set. Filmen viser grynede billeder af feticistisk klædte bikers, der åbenlyst nyder at vise sig frem. Kameraet kæler for blanke støvler, bugnende jeans og jakker med nitter og kæde, mens klassisk 50er-pop med Rick Nelson, Bobby Vinton, Elvis Presley og The Crystals m.fl. spiller i baggrunden. Det er ret ubehjælpsomt. Men Hollywood Babylon er en potent affære, der beskriver Fatty Arbuckles voldtægtssag, iscenesættelsen af Lupe Velez' selvmord , Jayne Mansfields halshugning i en trafikulykke og andre bizarre episoder i indgående detaljer. Mange af historierne er fri fantasi eller netop sejlivede rygter, delte drømme og vandrehistorier, som Anger skriver fast med hallucinatorisk autoritet. Han taler henført om Hollywoods purpurperiode. Fortsættelsen Hollywood Babylon II (1984) har slet ikke samme forførende tone, skønt forsiden med Elizabeth Taylor som opsvulmet bulimiker og binge-victim er lovende/tarvelig nok. Uanset sandhedsværdien har Anger et omfattende kendskab til det gamle Los Angeles. Anger har hele sit liv koketteret med at være fan og discipel af okkultisten Aleister Crowley. Hans vigtigste ni film er samlet som The Magick Lantern Cycle (2009), en sekvens som tager sin titel, inspiration og stavemåde fra Crowley.  Anger lever stadig, er 92 og bliver altid fejret på en filmfestival eller et kunstakademi et sted. Arbejdet ligger tættere på installation end på Hollywood-film. Han besøgte København i 2008 og blev hyldet af fans som Lars Movin og Nicolas Winding Refn ved et arrangement på Statens Museum for Kunst.

Under the Silver Lake. Instr. og manus: David Robert Mitchell. Foto: Mike Gioulakis. 139 min. USA 2018. Dansk premiere 03.01.19

Foto: Festival de Cannes/ UIP
Artiklen stod i Weeklendavisen Kultur 04.01.19