Translate

fredag den 13. december 2019

Noah Baumbach: Marriage Story (2019)



NYE SCENER FRA SKYTTEGRAVSKRIGEN
En film om, hvordan vi forlader hinanden

Af BO GREEN JENSEN 

DER er talrige historier om, hvordan vi møder hinanden og finder sammen som par. I filmsammenhæng er det tæt på at være den største fortælling i biblioteket. Der er også mange beskrivelser af, hvordan vi lever og overlever i familier. Derimod er der relativt få bud på, hvordan vi forlader hinanden, når kærligheden kommer til kort. 
  Umiddelbart kan det undre. Hvis halvdelen af alle ægteskaber bliver opløst, burde skilsmisseskildringen være et grundtema. Ydermere er den nyligt fraseparerede ægtefælle ivrig efter at spejle sig i historier, som han eller hun kan se sig selv i. Jeg taler af erfaring. Et helt nyt rum bliver åbnet, når de gamle rutiner forsvinder. Og hvis bruddet ovenikøbet er bittert, vil man gerne se fiktive lidelsesfæller.



Der er ganske vist stribevis af komedier om nyskilte folk, der skal finde sig selv og lære at date igen. Der er bitre beskrivelser af, hvor surrealistisk en juridisk proces kan udarte. En personlig favorit er Danny DeVitos The War of the Roses (1989), hvor vildskaben bliver til sort farcestof. Der er film med og uden andre partnere i billedet. Film, som ser bruddet med børnenes øjne, og forsonende beskrivelser af, hvordan det nok skal blive bedre med tiden. Men få film har alle farverne med.
   Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab (1973) er hverken så dyb eller universel, som den tror. Til gengæld er Søren Sveistrups Nikolaj og Julie (2002-03) en af de gode tv-fiktioner. François Ozon vender tiden i 5 x 2 (2004), så man forstår, hvor problemerne opstod. Derek Cianfrance gør noget lignende i Blue Valentine (2010). Andrej Zvjagintsevs Loveless (2017) er skræmmeeksemplet på, hvor udsatte børn er. Der er andre gode fremstillinger, men ikke ret mange, som ser sagen fra begge sider.
   Derfor har Robert Bentons Kramer mod Kramer (1979) i 40 år været filmen, man gik til som nyskilt. Den har de fleste af positionerne med, og skønt det er lettest (for manden) at dele Dustin Hoffmans synsvinkel, er der kvindelig indsigt og overskud nok til at give Meryl Streeps karakter lige så megen ret og respekt. For sin tid var det næsten nyfeminisme.


   
NOAH Baumbachs fornemme Marriage Story er opmærksom på arven fra Kramer mod Kramer. Familien, som består af Nicole (Scarlett Johansson), Charlie (Adam Driver) og sønnen Henry (Azhy Henderson), eksisterer ikke i et kulturelt tomrum, men er solidt forankret i virkeligheden, som den former sig for medlemmer af den kreative klasse i New York.



   Charlie Barber har været et fyrtårn i progressivt amerikansk teater, mens Nicole tog imod instruktion og kropsliggjorde hans ideer. Da de mødtes, tog hun tilløb til en karriere som filmskuespiller. Hun medvirkede i en teenagekomedie, som familien ofte har moret sig over. Begge er midt i trediverne nu. De har en lang fortrolighed og rutine. De har også en travl hverdag, hvor han er ordensmennesket, og hun er den, der sørger for at lege, skabe liv og holde uforudsigeligheden i hævd.


   Begyndelsen bruger tid på at skildre de gode sider af forholdet. Det er parret selv, som fremhæver de positive kvaliteter, mens de sidder hos terapeuten, der har bedt dem lave en liste. Da der zoomes lidt ud, bliver det sværere at bevare velviljen. Det korte af det lange er, at Nicole føler, hun forsvinder i Charlies projekter. De vil aldrig nå til hendes ting, som han har lovet. Hun kommer fra Californien, han er newyorker til benet. De elsker begge Henry, og det store spørgsmål bliver ikke, om de skal skilles, men hvor drengen, som knytter dem sammen, skal bo.
   



NICOLE flytter hjem til sin mor (Julie Hagerty) i Hollywood. De vil for så vidt hinanden det bedste, indtil juristerne rykker ind. Nicole har iniativet og er på hjemmebane. Hun allierer sig med Nora Fanshaw (Laura Dern), der har gjort lukrativ bodeling til en lidenskab og levevej. Marriage Story giver en indgående skildring af amerikansk ægteskabslovgivning – og forskelle mellem de enkelte delstater – som kun i begrænset grad kan overføres til europæiske forhold. Men frustrationen og forurettelsen kan.
   Charlie fravælger i første omgang den kyniske Jay (Ray Liotta) og får kontakt med en livsklog veteran, formidabelt fremstillet af Alan Alda, som forklarer ham, hvor sort det ser ud. Da krigen eskalerer, vender Jay med de brutale manerer tilbage.



   Processen bliver et uskyldstab i etaper. Begge er chokerede, da advokaterne begynder på det store karaktermord. Hun bliver gjort til en ansvarsløs stofmisbruger, der har udnyttet hans kreative geni. Han bliver en selvisk horebuk, der kan finde på at råbe og slå. Imens er det hverdag for andre mennesker. Det kommer bag på begge parter, at sagførerne taler sammen og omgås privat.
   Der er et utal af teknikaliteter. Sagen kompliceres, da Charlie samtidIg modtager et MacArthur-legat, som i teorien sikrer arbejdsro. Midtvejs er de lige ved at finde sammen igen – Marriage Story er uovertruffen, hvad angår detaljer og troværdighed i følelsesdybden – fordi de er de eneste, som forstår hinanden i absurditeten.
   Der er humor og tristesse, men aldrig ren farce eller tragedie. Sagen kommer ingen vegne, medmindre Charlie finder et sted i Los Angeles. Han vil ikke lade kufferten ligge i bilen og bugserer den og sønnen omkring på en høj solskinsdag. Selv er han klædt til regnen i New York. Alt foregår i uskønt trav. Som sagt er filmen især realistisk.




BAUMBACH har altid forstået at skildre gode mænds frustration. Han gør sig særligt umage med Charlie, som Adam Driver giver sine sædvanlige træk – og så lidt ekstra sårbarhed. Scarlett Johanssons figur er blødere tegnet, end Meryl Streeps var i Kramer mod Kramer. Mandens perspektiv dominerer, men gradvis forstår man, at kvinden har ret. Det er ikke »en lykkelig skilsmisse« (som Henning Carlsens franske film om sagen hed i sin tid), men det er en human og nødvendig proces.



   Baumbach trak på egne erfaringer, da han så en skilsmisse fra børnenes synsvinkel i The Squid and the Whale (2005). Marriage Story er vist nok baseret på hans eget brud med Jennifer Jason Leigh. I hvert fald er følelsen universel. Et mislykket knivtrick får særlig betydning, da Charlie skal evalueres af verdens mindst empatiske tilsynsperson. Og man forstår, hvis han hader Halloween, til han dør.
   Baumbachs hverdagsneutrale æstetik passer godt til tv-formatet, som Marriage Story er produceret for. Det er instruktørens anden film for Netflix. The Meyerowitz Stories (2016), om en krakilsk kunstners sidste galgenhumoristiske tid, havde netop Dustin Hoffman i hovedrollen.
   Man kunne have pint en hel tv-sæson ud af familien Barbers opløsning. I stedet står der en afrundet film, som er stofrig, stoisk og endelig nænsom. Måske er der liv efter skyttegravskrigen. Man kan stadig nære omsorg. Man kan stadig se hinanden. Det er vel, hvad gode skilsmisser forsøger. Og hvad det betyder at være voksen.




Marriage Story. Instr. og manus: Noah Baumbach. Foto: Robbie Ryan. 136 min. USA 2019. Dansk premiere: 28.11.19. På Nexflix 06.12.19.



Foto: Netflix
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 29.11.19  

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar