Translate

mandag den 18. januar 2021

Ængstelsens teater: Et interview med David Lynch [Moderne mestre]



ÆNGSTELSENS TEATER
En samtale med David Lynch

Af BO GREEN JENSEN

BERLIN 2007 - »I’ll be quick with this.« David Lynch kommer ind og gør sig færdig med at ryge, før han ser på de fremmødte journalister. Han slukker omhyggeligt cigaretten. Så purrer han i den bizarre frisure, et mix af Twin Peaks og The Muppet Show, som faktisk er grå nu og temmelig vissen. Lynch er født i 1946. Som alle helte bliver også denne mand ældre.

   Vi sidder på Hotel Regent i Charlottenstrasse. Der er fem eller seks journalister om bordet. Alle venter, mens Lynch gør sig klar. Ofte virker det fremmedgørende, at man altid skal tale med filmfolk på hotelværelser. Her ser man dog en mand i sit domæne. Lynch har gjort hotelkorridoren til en truende, dekadent metafor. Den sitrer indædt i alle hans film, også den seneste, Inland Empire, som er emnet for dagens seance.
   Måske kunne man mene, at Lynch burde hvile. Der er vel næppe nye veje at gå efter værker som Eraserhead (1977), The Elephant Man (1980), Blue Velvet (1986), Wild At Heart (1990), Lost Highway (1997) og Mulholland Drive (2001)? Lærde folk har skrevet stakkevis af afhandlinger om koder, troper og griller hos Lynch, hele den visuelle écriture, som er blevet stadig mere modsat og fandenivoldsk.
   Flere af de sene film knækker på midten, uden at forklare sig eller genoprette balancen. Som regel er der dog episke levn, som får tilskueren til at begære en slutning. Der er en illusion om sammenhæng, en fingeret forankring i thriller og erotisk blue movie. Og der er altid klare billeder, som man blot skal se i glimt for at fornemme dæmonien. Der er lyd, som ikke passer til munden, og i regelen tung og æterisk musik.


INLAND Empire (2006) har alle disse mørke, overdådige kvaliteter, men filmen ligner alligevel ikke de andre. For det første er billedsiden grynet og naturligt belyst, fordi Lynch har optaget filmen med et håndholdt videokamera. For det andet pendler historien mellem dagens Hollywood og 1940ernes Lodz. De polske karakterer taler polsk. Mændene er rå for det meste, mens kvinderne græder og klæder sig af.
   I sære, aldrig forklarede indklip, virker Juliette Binoche og Nastassia Kinski som flygtninge fra en helt anden handling, og med mellemrum vises sekvenser af en sitcom om en kaninfamilie, der lever småborgerligt i en hotellejlighed.
   Sidstnævnte scener er hentet fra Rabbits (2002), en serie vignetter, som var et tilløbsstykke på Lynchs website. Dåselatter dækker en rumlende lydside, der af og til bliver for stor til de skælvende billeder, som minder mere om The Blair Witch Project end Blue Velvet. Hvis Lost Highway var knitrende, ondskabsfuld horror, og Mulholland Drive næsten var surrealisme, så fører Inland Empire stødet igennem. Måske ligner filmen allermest Twin Peaks: Fire Walk With Me (1992), den forhadte prequel til instruktørens eneste bredt populære succes.
   Det giver næsten ikke mening at søge mening i Inland Empire. Det er næppe heller det, man skal. Man skal snarere give sig hen til et vildt billeddigt og lade bruset og skrigene komme som klokker. Det fremgår dog, at Nikki Grace (Laura Dern) får hovedrollen i Hollywoodfilmen On High in Blue Tomorrows, som instrueres af englænderen Kingsley (Jeremy Irons) og viser sig at være en genindspillning af gammel polsk film, 47, som aldrig blev færdig, fordi hovedrolleindehaverne blev myrdet.
   Der hviler en forbandelse over begge projekter. Måske bliver den løftet, eller i det mindste uddybet, i en fortsættelse. En sådan har dog lange udsigter, for Lynch passer meget andet p.t. I Paris har han udstillet nye malerier. Fotografen David Lynch har iscenesat det fetichistiske fodtøj, som stilikonet Christian Louboutin designer. I oktober mødte han Shimon Peres for at fortælle om transcendental meditation, og i næste uge åbner Inland Empire Stockholms internationale filmfestival, hvor Lynch modtager sin 117. Life Achievement Award.*


DETTE taget i betragtning, er manden som ryger beskeden og rolig. Hvad siger man til ham, når man endelig har chancen. Hvorfor ikke høre, hvordan det begyndte?
   »Egentlig ville jeg ikke være filmskaber. Jeg ville være billedkunstner, og for mig var alting rettet mod maleriet, indtil en aften, hvor jeg sad og arbejdede på Pennsylvania Academy of the Fine Arts. Jeg havde malet en have om natten. Pludselig hørte jeg lyde, og jeg så billedet bevæge sig. Jeg tænkte: ’Et maleri der bevæger sig – det er interessant.’ Så jeg arbejdede videre med nogle levende billeder, som snarere var installationer. Sådan blev jeg forelsket i filmen som kunstart. Jeg fik lyst til at tage springet fuldt ud.
   Jeg siger altid, at Philadelphia er min største påvirkning. Det var dér, jeg boede som hvalp og tog form. De film, jeg har set, er snarere inspirationssteder. Man inspireres ved at genkende, ved at høre en stemme, der kan skabe en verden. Dét er inspiration.
   Eraserhead, min første film, voksede ud af Philadelphia, men blev skabt i Californien, i et af de bedste kvarterer i Beverly Hills. Filminstituttet lå dengang på en 18 hektar stor palæejendom. Jeg arbejdede i et lille værksted i staldområdet. Jeg rådede over en fuldt udstyret soundstage. Det var fremragende, men ideerne kom fra Philadelphia. Byen kaldes The City of Brotherly Love. Da jeg boede der, var den det modsatte. Den mest forvredne, frygthærgede, korrupte og helvedesagtige by – men stadig et ret inspirerende sted.«
   – Er dine film og malerier to sider af den samme sag?
   »På en måde. Jeg synes om historier, der indeholder abstraktioner. Så har man flere fortolkninger og konklusioner. Hvis der hang et maleri på væggen, og tilskuerne stod foran det, ville de få forskellige meninger frem. Filmen kan udtrykke de abstraktioner, på samme måde som et maleri.
   Inland Empire er en film. Den er konstrueret af ideer, som arrangerer sig i en helhed. Man vil have filmskaberen til uden videre at tage dette sprog, denne smukke ting som det tog tre år at forarbejde, og med et svuptag forvandle og forklare den i ord. Dét har jeg et problem med, for det forringer og forurener oplevelsen, eftersom ordene ikke er tilstrækkelige. Man hører på forhånd en masse om filmen. Det forurener en oplevelse, som burde være ren og umiddelbar. Jeg vil helst vide så lidt som muligt, når jeg skal se en film og gå ind i den verden. Jeg foretrækker at drage mine egne konklusioner.«



 DINE film ligner drømme. Begynder nogle af dem dér?
   »Jeg får stort set ingen ideer fra mine drømme. Men jeg elsker at drømme logisk, at have fornemmelsen af en drøm, og filmen er en abstraktion, der kan forløse og fastholde dette. I drømme er der ting, som du forstår og som har betydning, men det er svært at forklare det for din ven, så han får den samme oplevelse. Filmen kan udtrykke disse ting. Det er det samme sprog, som den taler.
   Man får en idé, og det er som at fange en fisk. Du lander den, og bingo! Det kan være mange forskellige ting. Du kan få ideen til en stol, og du ser stolen for dig. Så kan du lave en tegning af stolen. Linierne går sådan hér, dér skal kanten være. Ja, siger du, det er sådan ideen ser ud. Så kan du gå ind i værkstedet og bygge din idé. Du ser det, og du føler det. Tingen er der, lyslevende, og du oversætter ideen til film. Måske har man en håndfuld ideer, og de begynder at samle sig i en historie. Det er som at se filmen i brudstykker, samtidig med at du bygger den.«
   – Kan man altid realisere sin plan?
   »Ja og nej. Du når sikkert frem til noget, som ikke præcis er ideen, men følelsen og fornemmelsen ligner. Det er ikke helt det samme, men det er næsten det samme. Når du finder locations, vælger du de steder, som ligger tættest på ideen i dit hoved. Resten kan komme på optagelsen, hvis du regulerer lyset og ændrer nogle fysiske detaljer. Hvis man holder fast i sin idé, kan man komme meget tæt på.«
   – Er ideen et billede, en forudanelse, et plot?
   »Ideen er alle de ting. Først og fremmest er den en scene, en situation. Der er karaktererne. Der er en antydning af, hvordan de ser ud, hvordan de bevæger sig og taler, hvad de siger, hvad de sidder eller går på. Rummet, lyset, lyden – dér, der er det.
   Budskabet eller temaerne kommer af dét. Jeg tænker over tingene og gør mig bekymringer. Jeg siger: Jo, men hvad betyder det? Jeg arbejder videre med det og finder ind til den mening, som ideen har for mig selv. I begyndelsen ved jeg ikke, hvad det betyder. Alt er stumper og stykker. Gradvis kommer mere til, og et mønster begynder at tegne sig.
   Man kan få mange ideer på en dag. Nogle bliver man forelsket i. Dér kommer individet ind. Jeg bliver forelsket i bestemte ting. Det gør jeg af to grunde. For det første på grund af ideen, for det andet på grund af måden, som filmen kan udtrykke den på. Jeg holder meget af de ideer, der har arbejdet sig ind i mine film. De siger noget om mig, men de er ikke mig. De har deres egen identitet.«



 MAN har talt om dine film som et ængstelsens teater. Af og til ligner de rendyrket horror. I den nye er angsten meget markant 
   »Det er ikke et tema for mig, men det er sandt, at der er ængstelse i filmen. Der er ting, som man fornemmer og mistænker. Man har ingen vished, men man føler det. Man sanser noget, og frygten er indblandet. Frygten ved at bevæge sig ind i det uvisse. Fornemmelsen af at forsvinde i noget ukendt. Somme tider kommer angsten sådan.
   Der findes en talemåde: Verden er, som vi er. Forskellige mennesker ser vitterlig forskellige ting i den samme film. Det er altid interessant at undersøge. Der er jo også lette elementer. Der er lykkelige ting. Men de fleste siger: ’David, dine film er så mørke.’« 
   – En enkelt, »The Straight Story« fra 1999, gik virkelig mod strømmen. Den sagde og viste præcis, hvad man så. Der var ingen dobbelte bunde. Hvordan føltes det at arbejde sådan?
   »Det føltes godt. Jeg vidste, at forfatterne, Mary Sweeney og John Roach, havde arbejdet længe med manuskriptet, og jeg sagde lige ud, at jeg havde nul interesse i den historie. Men så læste jeg manuskriptet, og jeg følte nogle ting. For mig er et manuskript organiserede ideer. Man læser ordene. De har gjort hele arbejdet med at fange og holde ideerne fast. Du læser dem og danner dig billeder. Du hører ting, baseret på ordene, og pludselig sker der noget. Du oversætter disse indtryk til film, og det bliver virkeligt for dig. Det var følelsen, som ramte mig i The Straight Story, og jeg var interesseret i at se, om filmen kunne forløse den. Ofte ser vi et menneske græde på film, og vi forstår, at denne karakter er ked af det. Vi bevæges måske, men vi føler det ikke, ikke på vores egen krop. Andre gange ser vi noget på lærredet, og whoa! – det kommer ind i os, og vi føler det stærkt. Det er filmens styrke, og det var dét, som var interessant for mig.«
   – Hvad bliver der mest af fremover, »The Straight Story« eller »Inland Empire«?
   »I 1990, da Wild at Heart fik premiere, syntes publikum, at den var meget sær. Man kunne ikke finde nogen sammenhæng overhovedet. Set i forhold til Inland Empire, var den film dog ret ligetil. Jeg ville gerne arbejde med det, man kalder traditionelle historier, hvis jeg forelskede mig i ideerne. Man ved aldrig, hvad der venter længere nede ad sporet.
   Publikum oplever mine film som mørke og mareridtsagtige, fordi de selv ser tingene som mørke og mareridtsagtige. Og hvem kan klandre dem for det? Verden er fuld af mørke og mareridt. Politiske mennesker finder politiske træk i mine film. Meget lykkelige mennesker ser kun lykkelige bevægelser. Verden er, som vi er. Det er ikke bare mine film, som er et spejl. Det er al kunst. Det er hele verden. Et spejl for måden som vi er på.«


– DU er berømt og berygtet for at praktisere transcendental meditation. Fanger du nogle af ideerne dér?
   »TM er en mental teknik, ikke en religion eller kult. I begyndelsen var det, som jeg elskede ved TM, at du lærer denne teknik. Du lærer den, og du mediterer regelmæssigt, men du arbejder videre med det, du var i gang med. Jeg elskede den så meget, at jeg ikke sprang en meditation over i 33 år. Mange mennesker sagde: ’David, hvad laver du? Hvorfor går du ind i et rum for at være alene?’ Jeg svarede dem ved at fortælle om TM. Nogle havde tusind spørgsmål. Andre stillede ét, som jeg besvarede, og ville ikke høre mere. Det har aldrig været noget, som jeg enten talte eller ikke talte om.
   Sådan var det i mange år. Så skete der noget. I meditation betyder ordet transcend at nå hinsides, at overskride erfaring. Der er forskellige bevidsthedsniveauer. Man får et mantra, og man lærer at bruge dette mantra. Du dykker ned i det ubevidste på en naturlig måde, og for hvert niveau er der mere lykke og fryd. Så bryder du igennem. Du transcenderer, og boom – du oplever ren, grænseløs, uendelig fryd. Der er mennesker, som har nået det sted uden nogen teknik, men de ved ikke, hvordan de bar sig ad, og de kan ikke gentage oplevelsen. TM gør det muligt for dig at gentage oplevelsen.
   Ved at opleve dette dybe niveau, gør du det levende. Dét er en holistisk oplevelse. Alle aspekter af tilværelsen bliver bedre. Negativiteten, bagsiden af den voksende bevidsthed, begynder at trække sig tilbage. Lyset fortrænger fornægtelsens mørke. Had, vrede, sorg, depression: De trækker sig alle tilbage. Det er smukke betingelser for at skabe. Negativitet og lidelse hæmmer ideernes flyden. Når de forsvinder, følger en stor, forløsende frihed. Der kommer en evne til at fange disse ideer og flyde med dem, se hvor de fører dig hen. Intuitionen vokser. Der er et ocean af en kundskab så smuk og så ren, at negativiteten forsvinder for individet, som oplever den.
   Se, dette felt er nøglen til fred. Det er uendeligt, vi sidder midt i det nu. Der er ingen steder, hvor det ikke er, men det findes altid ved fundamentet, i bunden af tingene. Hvis man levendegør det, i fredsskabende grupper, der er trænet i at koncentrere denne fælles fryd, bliver feltet så stærkt, at det påvirker den kollektive bevidsthed. Det er ikke længere kun individet. Negativiteten i verden begynder at forsvinde. Den trækker sig tilbage, og alt bliver bedre. Hemmeligheden er, at det er en menneskeligt baseret ting. Kend dig selv. Det er dét. Himmeriget er i dit indre. Indvendig indvendig indvendig. Dér er det.«
   – Men får dine tilskuere også den oplevelse?
   »Nej. Filmen er filmen og noget for sig. Som jeg siger, behøver man ikke at lide for at udtrykke lidelse. Historierne skildrer lidelse og sorg, al den tumult og negativitet som den menneskelige tilstand indebærer, og de fleste film afspejler den verden, som vi lever i. Mine film afspejler verden, de handler ikke om at sende et budskab.«



– MAN plejer at se klare billeder i en film af David Lynch. Sådan er det ikke i »Inland Empire«...
   »Jeg begyndte med en enkelt idé, og det handlede om at holde den fast. Jeg havde brugt dette lette kamera, et Sony PD 150 med lav opløsning, når jeg filmede ting til mit website. Jeg fortsatte for kontinuitetens skyld. Senere eksperimenterede jeg med at opgradere kvaliteten. Programmet Alchemist gjorde det smukt. Jeg forelskede mig i det grynede look og besluttede at lave hele filmen med mit lille dv-kamera.
   Det var fantastisk at kunne bevæge sig frit. For første gang var jeg min egen fotograf, og jeg kunne følge spillet på en helt anden måde. Jeg kan lide, at filmen er mørk og kornet, at alt er helt fremme i billedet. Det minder mig om tidlige 35 mm-optagelser. Ikke alting står skærende klart, og derfor er der plads til at drømme. Jeg elsker klassiske filmbilleder, men det er langsomt og kostbart at få dem i kassen. Dagen går med at sætte lys. Ideerne dør, mens man venter. Her kom der tværtimod flere ideer. Jeg har ikke tænkt mig at gå tilbage.
   Jeg redigerer også digitalt. Dét er en smuk og vidunderlig ting. I forproduktionen har man samlet alle forudsætningerne. Man optager filmen, og så begynder man at kassere alle de ting, som ikke er tingen. Sådan er klippearbejdet, Igen er det ideen, som driver båden frem. Så er det videre scene for scene, stump for stump. Som regel får man et chok, når helheden ikke virker første gang. Men nu, digitalt, arbejder man med filmen som en organisk ting. Dette forsvinder, andet bliver kortere, noget vender tilbage. Der mangler kun de sidste ting.«



 »Inland Empire« bliver distribueret uden for studiesystemet. Hvorfor?
   »Der er masser af grunde. Jeg har en film, som varer tre timer og som ingen forstår. Den giver muligvis mening for mig selv og nogle særligt interesserede, men ikke for det massepublikum, som studierne lever af og arbejder for. Jeg synes dog, at der er grund til optimisme. Folk er begyndt at blive trætte af, hvad vi forstår som Hollywoodfilm. Historien går i cirkler, og måske er det atter blevet tid til at gøre noget for alternative film. Eller i hvert fald gøre plads til dem. Der er i hvert fald et publikum.
   De store distributionsselskaber betaler stadig mindre i forskud. Får man et forskud, er det med sikkerhed de sidste penge, man ser. Jeg har selv opbygget det selskab, som distribuerer Eraserhead på nettet. Så vi tænkte, hvorfor ikke prøve det samme med Inland Empire? Det er næsten som at have en distributør, men man kan bedre præge processen. Tale med biografejerne, komme til screeninger, føle tilskuerskaren. Det er sådan, jeg har fået fornemmelsen af, at det ikke står så dårligt til. Der er masse sultne mennesker derude, cineaster som virkelig elsker film. Det er én god ting, som kom ud af at distribuere Inland Empire sådan. Egentlig var der tale om en nødløsning.«
   – Både »Mulholland Drive« og »Inland Empire« foregår i Los Angeles…
   »Jeg bor i Los Angeles, men jeg har arbejdet meget i Europa. Inland Empire er optaget i Polen, og mine seneste tre film er blevet til i samarbejde med Canal Plus i Frankrig, hvor jeg har mit mest hengivne publikum. Så man tager derhen, hvor ideerne fører én. Jeg tror ikke, at man forstår mig bedre i Europa. Traditionelt har man sat pris på bestemte, mere specielle ting, men mere og mere ser jeg, at Europa bliver erobret af den amerikanske mainstreamfilm. Dét er en meget stor skam.«


 Du har ikke lavet mainstreamfilm siden »Dune«. Hvad mener du om Hollywood?
   »Hollywood eksisterer ikke. Det findes kun sekund for sekund, som alle andre steder. Der er intet virkeligt Hollywood. Det er altid i bevægelse. Men der er noget ved drømmen om Hollywood, og jeg tror, at det stammer fra stedets guldalder. En bestemt måde at skabe verdener på, stjernesystemet, alle intrigerne, myldrebilledets skikkelser, som vi alle har hørt eventyr om. Denne kvalitet trækker mennesker til byen, og de kommer alle for at fange en lille stump af legenden og berømmelsen, hele den verden. Det er en magisk ting, som man ikke kan fastholde. Man kan bare have en vinkel på det. Det er alt.«
   – Hvilken slags film ser du selv i biografen?
   »Jeg kommer der ikke så ofte. Jeg ville gerne, men når man har travlt med at arbejde, er der ikke megen tid. Der er flere gode instruktører. Hvem som helst der er trofast mod sin egen stemme og gør, hvad han virkelig tror på. Du vil have mig til at nævne navne? Lad mig se. Jeg syntes virkelig godt om Manden uden fortid af Aki Kaurismäki.«
    – Er du svær at arbejde sammen med?
   »På sættet er jeg streng, men også venlig. Det nytter ikke at sige anything goes. Man må holde fast i den idé, som man vil oversætte til film, og man må sørge for, at alle elementer bliver korrekte. Det bør være som i en familie, der rejser lykkeligt sammen ud ad vejen. Man skal nyde turen, og man må skabe et trygt miljø, så skuespillerne kan arbejde uden at være bange for at give slip. Vi har alle hørt historier om mareridt på sættet. Det er sikkert interessant som sladder, men ingen sætter pris på de betingelser. Spillerne ville ønske, at de ikke havde forpligtet sig på denne film. De synes, den hysteriske instruktør er et røvhul. Dit liv passerer, og du er strandet i helvede med en dum idiot. Du er ligeglad med denne mand, og du er ligeglad med filmen. Du vil gå ind i dit arbejde og nyde det og kæle for det. Give mere. Men hvordan kan nogen give mere, hvis du behandler dem som skidt?«



– I Venedig fortalte Laura Dern, at det var hende, der gav dig ideen til »Inland Empire«, som hun siden brugte tre år af sit liv på...
   »Fra start til slut gik der sikkert tre år, men Laura arbejdede jo ikke hver dag, selv om hun er med i de fleste scener. Da optagelserne var afsluttet, gik der yderligere et år med at mikse lyden og redigere. Inland Empire tog vel fem år at bygge.
   Det er sandt, at filmen begyndte med Laura Dern. En dag kom hun gående midt på vejen ved mit hus i Los Angeles. Hun fortalte glædesstrålende, at hun var min nye nabo, og hun mente, at vi burde arbejde sammen igen. Det kunne jeg kun give hende ret i. Kort efter fik jeg ideen til en scene, en monolog som jeg kunne lægge på mit website. Jeg skrev den og gav den til Laura, der var på med det samme.
   I lang tid var der kun den idé. Så kom der én mere, som jeg skrev og som vi skød. Der var hele tiden andre projekter, men scenerne blev ved med at komme. Sådan voksede Inland Empire. Ideerne kom dryppende. Efterhånden var der en historie, som skildrede dét, der gik forud. Sådan er skrivearbejdet som regel. Man bliver ved, indtil tingen ligger der i manuskriptform. Her var det lidt anderledes. Det var den samme proces, men scenerne blev skudt hen ad vejen.«



 HVAD med den polske del af historien? 
   »Jeg var i Polen som gæst ved Camera Image Festivalen i Lodz, og jeg forelskede mig simpelt hen i den by. Jeg tror, det var kombinationen af lavthængende skyer, arkitekturen i byen og de omliggende fabrikker. Det var afgjort en vinterfornemmelse. Den ramte mig på stedet, og jeg var vild med atmosfæren. Her kom ideerne strømmende.«
   – Hvordan bar du dig ad med at instruere de polske skuespillere?
   »Jeg havde teksten på engelsk, og vi optog scenerne i sekvens. Så gik jeg efter ansigtsudtrykket og lyden af sproget. Det føltes rigtigt for mig, og jeg håber, at det vil gøre det samme for andre. Den polske dialog er vigtig. Det sværeste var klippearbejdet. Jeg måtte altid holde scenerne i orden, fordi jeg ikke forstod, hvad der blev sagt. Jeg lærte aldrig at tale polsk, men jeg arbejdede med en god oversætter.«
   – »Inland Empire« er en stor, uudgrundelig titel. Hvor stammer den fra? 
   »Laura Dern fortalte mig, at hendes mand kommer fra ’the inland empire’, som er et område øst for Los Angeles, hvor mange små byer er samlet. Jeg havde hørt navnet før, men nu fik ordene ny betydning. Samtidig var min bror i Montana for at rydde op i vores forældres hus. Han fandt en gammel scrapbog, der var faldet ned bag en kommode. Han støvede den af og opdagede, at det var min scrapbog fra dengang, vi boede i Spokane, Washington, og jeg var fem år gammel. Han sendte mig bogen. På første side er der et luftfoto af Spokane, og under billedet står der: INLAND EMPIRE. Så jeg havde en meget smuk følelse af, at vi valgte den rigtige titel.«

*) Separatudstillingen »
The Air is on Fire«, som blev vist (og set af 29.000 gæster) i Kunstudstillingen Gl. Strand i København fra 26.09.10-16.01.11, præsenterer en lang række malerier, fotos, objekter, film, lyd- og videoinstallationer og objekter fra hele kunstnerens produktion. Det store katalog, som følger med »The Air is on Fire«, anbefales meget varmt. Lynch bruger en stor del af sin tid på at rejse med udstillingen, som er sponsoreret af Henri Cartier Foundation. Blandt andet vises de fire kortfilm, hvor Lynch finder sproget og formen, der kulminerer i Eraserhead 







Inland Empire. Instr., manus og foto: David Lynch. 180 min. Frankrig-Polen-USA 2006. Dansk premiere: 09.11.07


Af David Lynch: Eraserhead (1977); The Elephant Man/Elefantmanden (1984); Dune (1984); Blue Velvet (1986); Wild at Heart (1990); Twin Peaks: Fire Walk with Me (1992); Lost Highway (1997); The Straight Story (1999); Mulholland Dr./Mulholland Drive (2001); Inland Empire (2006). Korte arbejder: Six Men Getting Sick (1966); Absurd Encounter with Fear (1967); Fictitious Anacin Commercial (1967); The Alphabet (1968); The Grandmother (1970); The Amputee (1974); The Cowboy and the Frenchman (1988); Industrial Symphony No. 1: The Dream of the Brokenhearted (1990); Premonitions Following an Evil Deed (1995); Eraserhead Stories (2001); Rabbits (2002); DumbLand (2002); Darkened Room (2002); Ballerina (2006); Dynamic 01.: The Best of DavidLynch.com (2007); Boat (2007); »Absurda« til antologifilmen Chacun son cinéma (2007); Bug Crawls (2007); Scissors (2008); More Things that Happened (2009); Lady Blue Shanghai (2010); Arbejder for tv: Twin Peaks (1990-91; Lynch instruerede selv 6 episoder); On the Air (miniserie, 1992); Hotel Room (miniserie, 1993); Mulholland Dr. (pilotepisode, 1999); Twin Peaks: The Return (miniserie, 2017; Lynch instruerede alle 18 episoder).

David Lynch blev interviewet i Berlin den 14. februar 2007

Fotos: FilmAffinity/ DavidLynch.com/ NYT/ CineMaterial/ MovieStillsDB 
Inland Empire er kommet på dvd og blu-ray; filmen streames i UK på Amazon Prime
Trykt i Weekendavisen Kultur 09.11.2007

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar