Translate

fredag den 22. januar 2021

David Lynch: Lost Highway (1996) [Moderne mestre]


DEN PARALLELLE MAND
90ernes mest kompromisløse værk

Af BO GREEN JENSEN

IKKE mange filmskabere maler så mørkt, monomant og forvrænget som stemningsmesteren David Lynch. Det var derfor en fuldkommen overraskelse, da han i 1999 kom til Cannes med den besnærende The Straight Story, en ubetinget varm road movie om en 72-årig mand, der kører fra Iowa til Wisconsin på sin plæneklipper, da han hører at hans bror er syg. Lynchs mest interessante film fra 90erne er og bliver dog Lost Highway.
   Efter hovedværkerne Blue Velvet (1986) og Wild At Heart (1990) var Lynch blevet folkeeje i kraft af tv-serien Twin Peaks (1990-91). Lige siden havde man kaldt hans nye arbejder skuffende, fordi de ikke duplikerede den excentriske blanding af humor, horror, sex og spænding, som dominerer de første ti-tolv afsnit af den postmodernistiske soap opera. Faktisk havde Lynch fået svært ved at finansiere sine projekter.
   I det lys fremstod Lost Highway som et værdigt og helstøbt comeback. Det er Lynch uden filter, der brænder sig op hér, vanedannende og sikkert yderst sundhedskadelig, som der står på cigaretpakkerne. Lynch er som altid en uklar fortæller. Til gengæld kan han skabe atmosfære. Ofte aner man ikke, hvad der går for sig eller hvor historien vil føre os hen. Det ville være både manieret og irriterende, hvis ikke netop disse scener gav filmen særpræg og sort egenliv.



BILL Pullman er en fremmedgjort saxofonist, som bor i Los Angeles sammen med Patricia Arquette, der til lejligheden er camoufleret som en Betty Page-agtig dukkekvinde. I første scene sidder han anspændt og stirrer på den bare væg i sit hjemmestudie. Dørtelefonen brummer, og gennem væggen meddeler en stedløs stemme, at »Dick Laurent er død«. Imens stolprer Arquette ud i den lammende sol og finder en kuvert med en videokassette på trappen. Sammen ser ægtefællerne båndet som bevidner, at nogen iagttager dem.

   Det ville være synd at kalde atmosfæren hjertelig. I forlængelse af episoden med båndet skildrer Lynch et af parrets sjældne samlejer med så megen indestængt latens, at man bogstaveligt sidder med hjertet i livet. Pullmans stramme musiker får mere og mere ondt i sit hoved. Ofte knitrer lyset for ham, og lydene i huset har den samme sydende aldrig-helt-stille beskaffenhed, som Lynch siden Eraserhead (1977) og The Elephant Man (1980) har brugt til at bygge stemningen op.



FLERE kassetter ankommer, og for hvert bånd trænger den eller det usete længere ind i labyrinten. Til en dekadent fest hos den celebre alfons, som vi mere end fornemmer, at Arquette har noget kørende med, møder Pullman en lille, mærkelig mand  en næsten uigenkendelig Robert Blake  som frejdigt erklærer, at han i talende stund slet ikke er til stede, men befinder sig hjemme hos Pullman og Arquette. Et telefonopkald bekræfter påstanden. Det er blot én af mange små uudgrundeligheder, som filmen aldrig bestræber sig på at forklare.
   


I FILMENS første time venter man på, at Lynch skal forløse den akkumulerede spænding. Da det sker, bliver det gjort chokerende kursorisk. Det ene øjeblik går båndenes mareridt i opfyldelse, og Pullman knæler ved sin hustrus mishandlede lig. Det næste sidder han i cellen og får stadig stærkere hovedsmerter, som vagterne ignorerer på deres arrogant joviale facon. Så foretager filmen sit store kvantespring. Vagterne skulle alligevel have lyttet til Pullman, for næste morgen sidder der slet og ret en anden mand i hans celle.
   Her hopper kæden af. Man bakser en tid med ideen om, at der kunne være tale om to versioner af den samme mand, at Pullman og den unge mekaniker (Balthasar Getty), som filmen nu frejdigt slår følge med, på uforklarlig vis er parallelle personer, det som litteraturen kalder Doppelgänger. De mange køreture ad en fartstribet natvej, som foretages hver gang handlingen slæber, mere end antyder noget i den retning, men Lost Highway er ikke en film, der forpligter sig på at forklare. Den folder sig ud med en drøms logik, og i dét perspektiv giver den mening.



NU drejes stil og tone over i et mere velkendt noir-univers. Mekanikeren kører ture med sin veninde og er på værkstedet blevet en slags protegé for gangsteren Robert Loggia. Næste dag sidder en stilfuld blondine i den Cadillac, Loggia afleverer. Getty forelsker sig uhjælpeligt, mens Lou Reed på lydsporet fremfører »This Magic Moment« af Doc Pomus og Mort Shuman. Herfra er der ingen vej tilbage. James M. Cain kunne have skrevet de følgende scener.
   Blondinen, som vender tilbage og samler Getty op, bliver ikke fuldkommen overraskende spillet af den samme Patricia Arquette, som vi tog afsked med på gulvet i soveværelset hos Bill Pullman. Om brunetten og blondinen kunne være parallelle, for ikke at sige identiske personer, giver filmen sig nu til at efterforske. Begge kender i hvert fald alfonsen som dør, da identitetsmysteriet leger med forskellige mulige løsninger.
   Pornografiske snuff-film spiller i stuen, hvor Getty og Arquette har et opgør. Efter endnu en rejse ad natvejen ser vi flere gange et skur eksplodere i ørkenen, men sekvensen køres baglæns, så huset rejser sig igen. I labyrintens inderste skal vi endelig se minotauren, men da Getty og Arquette har elsket en sidste gang foran billygterne, springer kæden atter af. Hvem vi ser i lyset, hvem der dør og hvem der kører væk ad fortællingens åbenbart endeløse lost highway, skal ikke røbes i denne sammenhæng.


FILMEN
 skildrer et betingelsesløst misantropisk univers, der end ikke på en god dag hænger sammen og giver mening. De sexistiske og sadistiske undertoner knytter an til de mørke afsnit af Twin Peaks, dem som ingen holdt særligt af, og den sorte, hysteriske prequel til serien, som Fire Walk With Me (da. Laura Palmers sidste dage) fra 1992 udgjorde.
   På den tekniske side er alt ved det gamle. Angelo Badalamenti har skrevet filmens score, mens Trent Rezner fra Nine Inch Nails har samplet de markante sange – fra David Bowies »I'm Deranged« til en samba med Antonio Carlos Jobim  der sammen med instruktørens eget sound design giver lyden fylde og dybde. For den flotte retroscenografi står produktionsdesigneren Patricia Norris.



PS 21.01.21: Bilen kørte videre ad Mulholland Drive (2001) og ramte vel muren for enden af mørket i Inland Empire (2005), som sikkert bliver Lynchs sidste biograffilm. Twin Peaks: The Return (2017) samler alle tematikker og kan ses som en Lynch-antologi. Los Angeles-baseret neo-noir ville ikke være det samme uden Lynch. Se f. eks David Robert Mitchells Under the Silver Lake og Drew Goddards Bad Times at the El Royale, begge fra 2018.
   Lost Highway har haft betydning for flere europæiske filmskabere. Michael Haneke viste den for sine studerende på Filmakademiet i Wien og nævner selv Lost Highway som en forudsætning for Caché (2005, da. Skjult), hvor Daniel Auteuil og Juliette Binoche på samme måde får dvd’er fra nogen, der kan se dem med skjulte, voyeuristiske øjne.
   Tematiseringen af voyeurisme og videovold var vigtig for Funny Games (1997), som kombineret med en Lynch’sk dissonans inspirerede både Yorgos Lanthimos (Dogtooth, The Lobster, The Favourite) og Athina Rachel Tsangari (Attenberg, Chevalier) fra 2010ernes græske weird wave. Der går en lige linie fra stuen i Lost Highway til kælderen i The Killing of a Sacred Deer (2017), hvor den desperate Colin Farrell i blinde plaffer løs på sin familie.
   Nicolas Winding Refn (Fear X, The Neon Demon) kommer tættest på Lynch i dansk sammenhæng. Hvordan kan jeg forklare ved given lejlighed.

Lost Highway. Instr.: David Lynch. Manus: David Lynch og Barry Gifford. Foto: Peter Deming. 135 min. USA-Frankrig 1996. Dansk premiere: 13.06.1997


Fotos: CiBy 2000/ Guardian-Observer (Sundance 1997)/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, SF Anytime og Filmstriben
Teksten er trykt første gang i De 25 bedste film fra 90'erne (Rosinante, 1999)

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar