Michael Haneke: Funny Games (1997)

SYGE LEGE
Lille lærestykke om ubehag og voyeurisme

Af BO GREEN JENSEN

DEN østrigske instruktør Michael Haneke (f. 1942) har sat sig for at analysere og tematisere vort problematiske forhold til volden på film. Det er for så vidt en prisværdig bestræbelse, eftersom dette intellektuelle arbejde sjældent gøres i den syvende kunstart, der om nogen har taget for sig af retterne.
   Vold er et af filmens råstoffer, og den er i dag så udbredt og bruges så hæmningsløst, at man næppe tænker nærmere over det, medmindre den viste vold på ubehagelig vis er forankret i genkendelig virkelighed af en slags. Også da kan den stadig forvirre, pirre og chokere, fordi den så godt som altid fremstilles i æstetisk distancerende form. I virkeligheden er volden jo bare stum, brat og modbydelig.
   Mange har spekuleret i vold. Også respektable filmskabere har anvendt den som stilfigur, og endnu flere har brugt volden som ren konvention og dramatisk effekt, noget at kickstarte handlingen med. I kinesisk film har man gjort den til en kunstart, og da man i 1970erne diskuterede for og imod den koreograferede vold i sydeuropæiske westerns, blev disse stiløvelser ikke for ingenting betegnet som operas of violence.
   Fra tid til anden har der så været film, gedigent foruroligende værker, der forsøgte at tematisere relationen mellem den rå fiktion og volden i virkeligheden. En af de bedste er Stanley Kubricks uforglemmelige A Clockwork Orange (1971).

MED den rystende saglige Bennys video (1992) skabte Michael Haneke en ubehagelig, men særdeles tankevækkende film om medievoldens afstumpende langtidsvirkning. Haneke, der i parentes bemærket har haft en lang karriere som en stilfærdigt systemkritisk blanding af sædeskildrer og avantgardist – han er ophavsmand til værker som Der siebente Kontinent (1989) og 71 Fragmente einer Chronologie des Zufalls (1994) – har altid haft et horn i siden på den germanske spidsborgerlighed. I Bennys video lader han sønnen i en superborgerlig kernefamilie sidde »inde på værelset« og se medievold til den store guldmedalje, mens han på alle måder distancerer sig fra virkeligheden.
   En dag tager Benny en pige med hjem, og så er det slet ikke som på film. Intet går som det skal, og han dræber hende i panik, simpelt hen for at få ørenlyd, men i øvrigt uden at føle det mindste. Forældrene enes om at hjælpe Junior, og mens faderen skaffer liget af vejen, holder mor og søn badeferie i Spanien. Der er i og for sig ingen faktorer, ikke et ryk, ikke en mine, der røber niveauet af afstumpethed. Det er ikke spektakulære monstre, vi betragter, men skræmmende almindelige mennesker, der har glemt, hvad livet er værd.

BENNY kunne være en af de drenge, som bortførte og myrdede den 2-årige James Bulger i sagen, som rystede briterne for nogle år siden.* Eller en af de norske drenge, som sparkede en 5-årig pige ihjel, fordi de havde set Power Rangers i tv. Det er ikke så meget selve handlingen, som det er manglen på reaktion, selve følelsesløsheden, der interesserer Haneke. Det er helt klart også denne insisteren på ubehaget, der er hans force som filmskaber. Publikum reagerede stort set ikke på Bennys video, der blev set af meget få mennesker. Måske var det derfor, at Haneke skruede op for effekterne i Funny Games, der i 1997 var anbragt som en bombe i det officielle Cannes-program.
   Ved premieren blev man forhåndsadvaret, men det virkede mod hensigten. Sagen er nemlig, at Haneke denne gang selv går over stregen, og det fik publikum til at afskrive filmen som et udtryk for den spekulation, den ironiserer over. Især nogle overraskende, for ikke at sige chokerende meta-effekter reagerede publikum – inklusive undertegnede –meget negativt på. Ved et gensyn virker filmen renere og stærkere, fordi man ikke sidder og »venter på overraskelsen«, som man blev inviteret til ved premieren. Man kan bedre fokusere på kernen, og den er virkelig skræmmende nok i sig selv.

DET er en stilistisk enkel, satanisk udspekuleret og gennemført modbydelig film. Vi følger kernefamilien til sommerhuset, hvor Far, Mor og Sønnike ganske vist undrer sig over, at naboerne – endnu en postkortfamilie – står så underligt stille på græsplænen sammen med to unge mænd i hvidt tennistøj.
   Familien tænker ikke videre over det og rykker ind for weekenden. Her er en sø og nogle bjerge, naturskønhed i store doser. Og det begynder uskyldigt nok, da en af de unge mænd banker på og beder om nogle æg. Halvanden time senere, da de unge mænd tager videre til den næste familie på den anden side af søen, er der ikke sten på sten af nogen form for virkelighed tilbage.
   Hanekes sportsklædte sociopater får deres kicks ved at lege katten og musen med kernefamilien, som vi i dén grad begynder at føle for og identificere os med. Det er meget dygtigt struktureret – og gjort med klassisk suspense snarere end med midler fra splatter og gore. De fleste grimme ting sker off camera. Det er ved at tænke sig til dem, at man ækles så meget mere intenst.
   Desværre vil Haneke selv lege katten og musen med os. Han lader derfor den kloge af psykopaterne blinke, smile og henvende sig direkte til publikum, efterhånden som disse funny games udvikler sig.** Da han et øjeblik mister kontrollen – og Haneke på dæmonisk vis lader os fornemme, hvor sødt hævnen ville smage lige nu – skal han bare finde fjernbetjeningen og spole filmen tilbage til det strategiske sted. Der er ingen flugt mulig, ingen vej ud, og det gælder uanset alder og køn. Funny Games er virkelig ikke en film for de sarte.

MEN giver det nogen mening at angribe ubehagets kultur med så underfundig en intellektuel rebus? Både og. Haneke får os til at gennemleve forløbet og analysere nogle af vore rygmarvsreaktioner på disse i princippet gængse filmsituationer. Han giver os også en stærk og modbydelig fornemmelse af, at dette er virkelighed. Derfor bliver metalaget en indbygget dementi, der reducerer filmen til selv at være en syg leg af en slags.
   Jeg ved derfor ikke, om jeg kan anbefale filmen. Den er ækel og udspekuleret, men den er også interessant, fordi den provokerer sin tilskuer og gør ham til en slags medskyldig. Problemet er blot, at man ikke føler sig medskyldig. Egentlig sidder man bare og glæder sig til, at det hører op og lidelsen får ende. Hvis det giver mening, gør filmen det også.

Se også Michael Haneke: Code inconnu (2000) [Moderne mestre]; Michael Haneke: La Pianiste (2001) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Ulvetider (2003) + Et møde med filmskaberen; Michael Haneke: Caché (2005) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Funny Games U.S. (2007); Michael Haneke: Det hvide bånd (2009) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Happy End (2017) [Moderne mestre] + Mørke pletter: En samtale med Michael Haneke [Moderne mestre] [2006] + Ætsende østriger: Et interview med Michael Haneke [Moderne mestre] [2012].

*) Det var i februar 1993, for at være nøjagtig. Den 2-årige James Bulger blev dræbt af to ti-årige drenge, Robert Thompson og Jon Venables, som bortførte ham i et butikscenter. Sagens detaljer er grænseoverskridende grufulde. Drengene var sat i forvaring, men blev løsladt som 18-årige. Venables blev i 2018 dømt for besiddelse af børnepornografi. Vincent Lambes kortfilm Detainment (30 min.), som dramatiserer afhøringen af Thompson og Venables, blev Oscar-nomineret i 2019, skønt James Bulgers mor bad priskomiteen overveje sin beslutning. John Crowleys film Boy A (2007) følger en ung mand, der prøver at skabe en tilværelse, efter at have begået et drab, da han var dreng. Sagen er fiktiv, men skikkelsen kunne være baseret på Robert Thompson.    

**) Der er en ekstra frisson forbundet med Hanekes labyrintiske casting. De to unge mænd hedder Paul og Peter. Paul bliver spillet af Arno Frisch, der debuterede som Benny i Bennys video. Funny Games var virkelig en kontroversiel film i Cannes. Der gik et sug gennem salen, da Haneke udførte sit metatekstuelle double punch. Susanne Lothar griber geværet og skyder Peter gennem brystet. Salen jubler, indtil Paul finder fjernbetjeningen, fumler lidt og får kørt båndet tilbage, så det skete ikke er sket. »Vi er stadig ikke oppe på spillefilmslængde,« siger Paul henkastet. Haneke brugte en generisk situation, men Funny Games er i sig selv blevet en trope. Det var den allerede i 2007, da Haneke lod sig friste til at realisere sit eget engelsksprogede remake, Funny Games U.S. Man kan ikke se Colin Farrell rave rundt og skyde i blinde i Yorgos Lanthimos' The Killing of a Sacred Deer (2017), uden at tænke på Funny Games.  

Funny Games. Instr. og manus: Michael Haneke. Foto: Jürgen Jürges. Østrig 1997. 103 min. Dansk premiere: 24.04.1998

Fotos: Filmfonds Wien/ FilmAffinity/ FilmGrab [+]
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.04.1998