Jordan Peele: Us (2019) [Horror 100]

VI ER DE ANDRE

Et eventyr om ulighed

Af BO GREEN JENSEN

DEN satiriske samtidshorror i Get Out vakte opsigt ved premieren i 2017. Det var en makaber og galgenhumoristisk fabel om småborgerlig amerikansk racisme og tanken om hvid dominans.

   Lignelsen var henlagt til de velnærede middelklasseforstæder og kan bedst beskrives som et vrængbillede, en troldspejlsudgave af Stanley Kramers Guess Who's Coming to Dinner (1967, da. Gæt hvem der kommer til middag). Filmen blev Oscar-indstillet i fire kategorier og vandt for bedste originalmanuskript. Den slags overgår sjældent en gyser.

   Her præsenterer Jordan Peele opus to. Instruktøren har tydeligvis haft flere penge til rådighed, men ånden i stoffet er frisk og intakt. Der er en overflod af gode ideer og nye vinkler på genren. Der er stadig blodprøjt helt op til loftet. Us er ikke for sarte gemytter.

FILMEN begynder i 1986, hvor et tv reklamerer for Hands Across America, en banebrydende nødhjælpsindsamling. Seks millioner amerikanske mennesker holdt hænder og dannede en kæde på tværs af kontinentet. Læg mærke til det billede. Intet i Us er tilfældigt. Hver brik er lagt med akkuratesse.

   Fjernsynet står i en stue i badebyen Santa Cruz. Stemningen er gylden og nostalgisk. Men allerførst er der et bibelcitat: »Derfor siger Herren: Nu bringer jeg en ulykke over dem, og de skal ikke undslippe den.« Citatet er fra Jeremias’ Bog, kapitel 11, vers 11. Det dukker op alle vegne i Us. Selv uret viser 11:11, da mareridtet begynder.

ADELAIDE er i forlystelsesparken med sine forældre. Hun bliver væk og løber ind i labyrinten, som hedder Merlins Fortryllede Skov. Her møder hun en pige, der ligner hende selv. Verden bliver aldrig den samme igen.

   Tredive år efter er Adelaide (Lupita Nyong'o) gift med Gabe Wilson (Winston Duke). De har en datter, en søn og et komfortabelt liv, som de vil nyde i huset i Santa Cruz. De andre skal til stranden, men Adelaide er helst fri. Hun vil i hvert fald ikke besøge forlystelsesparken.

   Familien Wilson tilbringer dagen med familien Tyler (Elisabeth Moss og Tim Heidecker), et hvidt par fra den anden side af søen. De har det samme sæt børn og de samme rutiner. Race er ikke (umiddelbart) et tema i Us. Det er køn og social ulighed derimod. Man lægger mærke til familien Tyler, fordi alle andre i filmen er afroamerikanske. Og inkarnerer normaliteten.

OM aftenen står der en anden familie i indkørslen. De bærer røde dragter og bevæger sig stift. Adelaides tvilling holder en saks. »Det er os,« siger sønnen, som hedder Jason. Mønsterfamilien gør modstand, men de fremmede trænger ind. Adelaide har altid vidst, at der ville komme sådan en dag.

   Imens gør fire andre kopier kort proces med Tyler-familien. I Santa Cruz hersker et flammende kaos. Adelaide lytter til Reds sprukne stemme. Også spejlpigen er blevet voksen. Hun har fået den samme mand og de samme børn, blot som kopier med fremstillingsfejl.

JEG kunne lave en liste så lang som en hærvej over filmens utallige henvisninger. Peele bad Lupita Nyong’o se ti forbilleder for at sætte en passende stemning. På listen står bl.a. Alfred Hitchcocks The Birds (1963, da. Fuglene) og Michael Hanekes Funny Games (1997, 2007).

   Især den sidste titel – om systemisk foragt og kulturel voyurisme – er relevant. Også Us tager afsæt i borgerskabets mareridt, fantasier om underklassen og frygt for indtrængen i hjemmet. Hvis Haneke var Steven Spielberg, kunne han dreje satiren sådan.

   Ideen om os og de andre er gammel. Peele giver en logisk forklaring, som skylder Netflix-serien Stranger Things (2016-2020) en del. Baggrunden kunne man være foruden, men netop i dette afsnit bliver billedsiden forbløffende smuk og mærkværdig.

HORRORFILM som The Babadook (Jennifer Kent, Australien 2014), It Follows (David Robert Mitchell, USA 2014), A Quiet Place (John Krasinski, USA 2018) og Hereditary (Ari Aster, USA 2018) har genrejst genren de seneste år. Peeles film har mere overskud, et sjældent blik for satire og en evne til at balancere humor og rædsel. Der er afgjort mest af det sidste i Us – sammen med en social empati, der undsiger alle slags liberalisme. Det er sanseudvidende filmkunst. Jeg glæder mig til at se den igen.

Us. Instr. & manus: Jordan Peele. Foto: Mike Gioulakis. 116 min. USA 2019. Dansk premiere: 21.09.2019.

Fotos: Monkeypaw Productions/ Universal Pictures/ UIP/ CineMaterial/ FilmGrab

Filmen streames (juli 2025) på Amazon Prime, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Lej & Køb, YouTube Film

4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 18.06.2019

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.09.2019

Michael Haneke: Funny Games U.S. (2007)

KOMMERCIEL GRAMMATIK
Version 2.0 af studiet i sadisme for begyndere

Af BO GREEN JENSEN

TI ÅR efter den tysksprogede førsteudgave af Funny Games, en af flere chokeffekter på Cannes Festivalen i 1997, har Michael Haneke genindspillet sin kontroversielle voldsfilm om filmvold. Funny Games er mediekritisk analyse forklædt som en øvelse i voyeuristisk sadisme. Den originale film var en intenst ubehagelig oplevelse, som med streng konsekvens afleverede flere relevante pointer og fremviste Hanekes faste kæpheste.
   Det samme gælder den engelsksprogede genindspilning, som kopierer den første film scene for scene. Gentagelsen har dog ikke samme præg af nødvendighed. Siden har Haneke sagt vigtigere ting om beslægtede emner i mere subtilt chokerende arbejder som Elfriede Jelinek-filmatiseringen La Pianiste (2001, da. Pianistinden) og den eminente Caché (2005, da. Skjult).

OGSÅ i den nye version ankommer en selvtilstrækkelig kernefamilie, bestående af Far (Tim Roth), Mor (Naomi Watts), Søn (Devon Gearheart) og Hund (schäferhunden er nu en retriever), til sommerhuset og indretter sig. En tennisklædt ung mand banker på og er skiftevis høflig og uforskammet. Da hans ven støder til, bliver stemningen åbenlyst truende.
   Bløde Peter (Brady Corbet) og Skarpe Paul (Michael Pitt) leger snart kat-og-mus med familien. Far bankes ned med en golfkølle, Søn likvideres i tv-stuen. Skal Mor da være the final girl, som overlever ifølge genrekontrakten? Nej, for her dræbes alle håb systematisk, når publikum har leget med tanken. Nådesstødet kommer i signaturscenen, hvor salen griber sig selv i at juble, da Mor skyder Peter rent gennem brystet. Paul finder fjernbetjeningen og kører filmen tilbage til stedet, hvor tingene begyndte at gå skævt.

SCENEN virker stadig, men det er karakteristisk for den nye version, at Haneke udpensler mere. Michael Pitt forklarer, at han leder efter fjernbetjeningen. I den gamle film greb Arno Frisch den uden videre og spolede båndet tilbage. Det kommer ikke bag på tilskueren, at han medvirker i en metafiktion. De unge mænd forstår vort behov for at trække pinen i langdrag og henvender sig til publikum i asides, som inddrager tilskueren. Haneke vil demonstrere, at vi som mediebrugere følger en bestemt rituel liturgi og er afhængige af vort adrenalinfix.

DER er tale om en tro kopi, og så man ikke den østrigske original, kan man nok have udbytte af genindspilningen. Watts og Roth gør det udmærket i Susanne Lothars og Ulrich Mühes sted, mens Pitt og Corbet kopierer typologien hos Arno Frisch og Frank Giering. Amerikaniseringen af den borgerlige selvtilfredshed er gennemført. Haneke lader dog fortsat tysk primalpunk tage livet af Händel, Mascagni og Mozart, da man hygger sig med en operaquiz i familiens firehjulstrækker. Der må findes en mere effektiv amerikansk musik til formålet.
   Det er en syg film, som vil inkarnere der Zeitgeist. Det gjorde den mere spektakulært i 1997, før torturporno som Saw-serien og Hostel-filmene blev mainstream i teenagesegmentet.

DER er en grundlæggende skævhed ved Hanekes eksponering af sit tema. Horrorfans er sjældent psykopater. De ser ikke smerten og lidelsen som realistiske elementer, men som rekvisitter og metaforer, effekter i et stilapparat. Hanekes mediekritik i Benny’s Video (1992) havde mere bid og relevans. En teenagedreng dræbte sin kæreste, da hun ikke ville som kvinder på film, og Far og Mor hjalp til med at rydde op efter drabet. Her havde Haneke kraft bag sine stød. I Funny Games bliver han ét med det sprog, som han vil kritisere.
   Haneke ønsker, at vi tager de sadistiske lege alvorligt, men det er næppe muligt på grund af metatekstualiteten. Tilbage står en ekstrem stiløvelse, der vil gøre os til medsammensvorne, men spørgsmålet er, om vi er det. Argumentet fremlægges overbevisende, men konklusion virker fortænkt. Det ville være interessant at se, om en ægte Hollywood-film kunne fastholde Hanekes ubønhørlige præmis. Funny Games U.S. er en uafhængig, international samproduktion, som næppe får bred amerikansk distribution.* Altså mere et emne for Smagsdommerne, som vil nyde at gyse anstændigt, da operahyggen sprænges i luften.

Se også Michael Haneke: Funny Games (1997); Michael Haneke: Code inconnu (2000) [Moderne mestre]; Michael Haneke: La Pianiste (2001) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Ulvetider (2003) + Et møde med filmskaberen; Michael Haneke: Caché (2005) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Det hvide bånd (2009) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Happy End (2017) [Moderne mestre] + Mørke pletter: En samtale med Michael Haneke [Moderne mestre] [2006] + Ætsende østriger: Et interview med Michael Haneke [Moderne mestre] [2012].

*) I et interview fra december 2012 siger Haneke om den amerikanske genindspilning: »Forfærdeligt. Den værste oplevelse i mit professionelle liv. For jeg undervurderede måden, de laver film på, hvor lang tid det tager. Det er så tungt og klodset, at man bliver skør. Jeg lavede originalen på seks uger, og det var let at nå det hele på seks uger. I Amerika havde jeg otte uger, og det var en kamp til stregen at nå det. Så det var en dårlig oplevelse, ikke på grund af stedet og menneskene, men fordi der ikke var penge nok i produktionen. Det opdagede jeg hen ad vejen. Producerne var ikke professionelle. Jeg synes ikke, filmen er dårlig, men den krævede kræfter at lave.« 

Funny Games (Funny Games U.S.) Instr. & manus: Michael Haneke. Foto: Darius Khondji. 113 min. Østrig-Frankrig-Tyskland-Italien-UK-USA 2007. Dansk premiere: 04.04.2008.

Fotos: Celluloid Dreams/ Halcyon Pictures/  Tartan Films/ X-Filme Creative Pool/ Lucky Red/ Kinematograf/ Belladonna Productions/  Serenity Films/ Warner Independent Pictures/ Wega Film/ Nordisk Film/ Cinematerial/ Filmaffinity/ FilmGrab [+]

Filmen streames ikke i DK - i UK og EU bl.a..på Amazon Store, Apple TV, Rakuten TV, YouTube Film

2K Blu-ray fra Artificial Eye | CURZON 29.06.2015

2K Blu-ray fra TF1 i boxset Le Cinéma de Michael Haneke 1989-2012 | 12 Films | 04.12.2013

Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.04.2008

Michael Haneke: Funny Games (1997)

SYGE LEGE
Lille lærestykke om ubehag og voyeurisme

Af BO GREEN JENSEN

DEN østrigske instruktør Michael Haneke (f. 1942) har sat sig for at analysere og tematisere vort problematiske forhold til volden på film. Det er for så vidt en prisværdig bestræbelse, eftersom dette intellektuelle arbejde sjældent gøres i den syvende kunstart, der om nogen har taget for sig af retterne.
   Vold er et af filmens råstoffer, og den er i dag så udbredt og bruges så hæmningsløst, at man næppe tænker nærmere over det, medmindre den viste vold på ubehagelig vis er forankret i genkendelig virkelighed af en slags. Også da kan den stadig forvirre, pirre og chokere, fordi den så godt som altid fremstilles i æstetisk distancerende form. I virkeligheden er volden jo bare stum, brat og modbydelig.
   Mange har spekuleret i vold. Også respektable filmskabere har anvendt den som stilfigur, og endnu flere har brugt volden som ren konvention og dramatisk effekt, noget at kickstarte handlingen med. I kinesisk film har man gjort den til en kunstart, og da man i 1970erne diskuterede for og imod den koreograferede vold i sydeuropæiske westerns, blev disse stiløvelser ikke for ingenting betegnet som operas of violence.
   Fra tid til anden har der så været film, gedigent foruroligende værker, der forsøgte at tematisere relationen mellem den rå fiktion og volden i virkeligheden. En af de bedste er Stanley Kubricks uforglemmelige A Clockwork Orange (1971).

MED den rystende saglige Bennys video (1992) skabte Michael Haneke en ubehagelig, men særdeles tankevækkende film om medievoldens afstumpende langtidsvirkning. Haneke, der i parentes bemærket har haft en lang karriere som en stilfærdigt systemkritisk blanding af sædeskildrer og avantgardist – han er ophavsmand til værker som Der siebente Kontinent (1989) og 71 Fragmente einer Chronologie des Zufalls (1994) – har altid haft et horn i siden på den germanske spidsborgerlighed. I Bennys video lader han sønnen i en superborgerlig kernefamilie sidde »inde på værelset« og se medievold til den store guldmedalje, mens han på alle måder distancerer sig fra virkeligheden.
   En dag tager Benny en pige med hjem, og så er det slet ikke som på film. Intet går som det skal, og han dræber hende i panik, simpelt hen for at få ørenlyd, men i øvrigt uden at føle det mindste. Forældrene enes om at hjælpe Junior, og mens Far skaffer liget af vejen, holder Mor og søn badeferie i Spanien. Der er i og for sig ingen faktorer, ikke et ryk, ikke en mine, der røber niveauet af afstumpethed. Det er ikke spektakulære monstre, vi betragter, men skræmmende almindelige mennesker, der har glemt, hvad livet er værd.

BENNY kunne være en af de drenge, som bortførte og myrdede den 2-årige James Bulger i sagen, som rystede briterne for nogle år siden.* Eller en af de norske drenge, som sparkede en 5-årig pige ihjel, fordi de havde set Power Rangers i tv. Det er ikke så meget selve handlingen, som det er manglen på reaktion, selve følelsesløsheden, der interesserer Haneke. Det er helt klart også denne insisteren på ubehaget, der er hans force som filmskaber. Publikum reagerede stort set ikke på Bennys video, der blev set af meget få mennesker. Måske var det derfor, at Haneke skruede op for effekterne i Funny Games, der i 1997 var anbragt som en bombe i det officielle Cannes-program.
   Ved premieren blev man forhåndsadvaret, men det virkede mod hensigten. Sagen er nemlig, at Haneke denne gang selv går over stregen, og det fik publikum til at afskrive filmen som et udtryk for den spekulation, den ironiserer over. Især nogle overraskende, for ikke at sige chokerende meta-effekter reagerede publikum – inklusive undertegnede – meget negativt på. Ved et gensyn virker filmen renere og stærkere, fordi man ikke sidder og »venter på overraskelsen«, som man blev inviteret til ved premieren. Man kan bedre fokusere på kernen, og den er virkelig skræmmende nok i sig selv.

DET er en stilistisk enkel, satanisk udspekuleret og gennemført modbydelig film. Vi følger kernefamilien til sommerhuset, hvor Far, Mor og Søn ganske vist undrer sig over, at naboerne – endnu en postkortfamilie – står så underligt stille på græsplænen sammen med to unge mænd i hvidt tennistøj.
   Familien tænker ikke videre over det og rykker ind for weekenden. Her er en sø og nogle bjerge, naturskønhed i store doser. Og det begynder uskyldigt nok, da en af de unge mænd banker på og beder om nogle æg. Halvanden time senere, da de unge mænd tager videre til den næste familie på den anden side af søen, er der ikke sten på sten af nogen form for virkelighed tilbage.
   Hanekes sportsklædte sociopater får deres kicks ved at lege katten og musen med kernefamilien, som vi i dén grad begynder at føle for og identificere os med. Det er meget dygtigt struktureret – og gjort med klassisk suspense snarere end med midler fra splatter og gore. De fleste grimme ting sker off camera. Det er ved at tænke sig til dem, at man ækles så meget mere intenst.
   Desværre vil Haneke selv lege katten og musen med os. Han lader derfor den kloge af psykopaterne blinke, smile og henvende sig direkte til publikum, efterhånden som disse funny games udvikler sig.** Da han et øjeblik mister kontrollen – og Haneke på dæmonisk vis lader os fornemme, hvor sødt hævnen ville smage lige nu – skal han bare finde fjernbetjeningen og spole filmen tilbage til det strategiske sted. Der er ingen flugt mulig, ingen vej ud, og det gælder uanset alder og køn. Funny Games er virkelig ikke en film for de sarte.

MEN giver det nogen mening at angribe ubehagets kultur med så underfundig en intellektuel rebus? Både og. Haneke får os til at gennemleve forløbet og analysere nogle af vore rygmarvsreaktioner på disse i princippet gængse filmsituationer. Han giver os også en stærk og modbydelig fornemmelse af, at dette er virkelighed. Derfor bliver metalaget en indbygget dementi, der reducerer filmen til selv at være en syg leg af en slags.
   Jeg ved derfor ikke, om jeg kan anbefale filmen. Den er ækel og udspekuleret, men den er også interessant, fordi den provokerer sin tilskuer og gør ham/hende til en slags medskyldig. Problemet er blot, at man ikke føler sig medskyldig. Egentlig sidder man bare og glæder sig til, at det hører op og lidelsen får ende. Hvis det giver mening, gør filmen det også.

Se også Michael Haneke: Code inconnu (2000) [Moderne mestre]; Michael Haneke: La Pianiste (2001) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Ulvetider (2003) + Et møde med filmskaberen; Michael Haneke: Caché (2005) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Funny Games U.S. (2007); Michael Haneke: Det hvide bånd (2009) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Happy End (2017) [Moderne mestre] + Mørke pletter: En samtale med Michael Haneke [Moderne mestre] [2006] + Ætsende østriger: Et interview med Michael Haneke [Moderne mestre] [2012].

*) Det var i februar 1993, for at være nøjagtig. Den 2-årige James Bulger blev dræbt af to 10-årige drenge, Robert Thompson og Jon Venables, som bortførte ham i et butikscenter. Sagens detaljer er grænseoverskridende grufulde. Drengene var sat i forvaring, men blev løsladt som 18-årige. Venables blev i 2018 dømt for besiddelse af børnepornografi. Vincent Lambes kortfilm Detainment (30 min.), som dramatiserer afhøringen af Thompson og Venables, blev Oscar-nomineret i 2019, skønt James Bulgers mor bad priskomiteen overveje sin beslutning. John Crowleys film Boy A (2007) følger en ung mand, der prøver at skabe en tilværelse, efter at have begået et drab, da han var dreng. Sagen er fiktiv, men skikkelsen kunne være baseret på Robert Thompson.    

**) Der er en ekstra frisson forbundet med Hanekes labyrintiske casting. De to unge mænd hedder Paul og Peter. Paul bliver spillet af Arno Frisch, der debuterede som Benny i Bennys video. Funny Games var virkelig en kontroversiel film i Cannes. Der gik et sug gennem salen, da Haneke udførte sit metatekstuelle double punch. Susanne Lothar griber geværet og skyder Peter gennem brystet. Salen jubler, indtil Paul finder fjernbetjeningen, fumler lidt og får kørt båndet tilbage, så det skete ikke er sket. »Vi er stadig ikke oppe på spillefilmslængde,« siger Paul henkastet. Haneke brugte en generisk situation, men Funny Games er i sig selv blevet en trope. Det var den allerede i 2007, da Haneke lod sig friste til at realisere sit eget engelsksprogede remake, Funny Games U.S. Man kan ikke se Colin Farrell rave rundt og skyde i blinde i Yorgos Lanthimos' The Killing of a Sacred Deer (2017) uden at tænke på Funny Games. 

Funny Games. Instr. og manus: Michael Haneke. Foto: Jürgen Jürges. Østrig 1997. 103 min. Dansk premiere: 24.04.1998.

Fotos: Filmfonds Wien/ FilmAffinity/ FilmGrab [+]

Filmen streames ikke i DK – i Frankrig, Østrig, UK bl.a. på Apple TV, Amazon Store, M AX, YouTube Film

2K Blu-ray fra The Criterion Collection (spine #975) 14.05.2019

2K Blu-ray fra TF1 i boxset Le Cinéma de Michael Haneke 1989-2012 | 12 Films | 04.12.2013 
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 24.04.1998 [noter + henvuisninger 2020, 2025]