KØLIG BLÅ SOMMER I HUSET EUROPA
En ironisk salut for senborgerskabet
Af BO GREEN JENSEN
FAMILIEN Laurent er
baseret ved Kanalen i Calais. Fundamentet er et byggefirma med lang tradition
og stolte aner. Som de fleste håbløse slægter har dynastiet kendt bedre dage.
Lige nu er grundstemningen en desillusioneret pragmatisme, der spejler tidens
europæiske ånd.
Patriarken sidder i kørestol, har kroniske
smerter og er mere end mæt af dage. Til gengæld er forstanden skarp, og maneren
er om muligt blevet mere spydig. 87-årige Jean-Louis Trintignant, som bar det
samme generiske navn i Amour (2013), fortolker
karakteren Georges Laurent upåklageligt.
Sønnen Thomas (Mathieu Kassovitz) har været
en skuffelse. Han blev læge og bor med sin nye familie i huset, hvor hver generation
har en fløj. Datteren Anne (Isabelle Huppert) har derimod vist sig at være Fars
Pige. Hun driver virksomheden og holder styr på de løse kanoner. Familien
er fransk ind til benet, men Anne har belejligt forlovet sig med en britisk bankforbindelse
(Toby Jones). Alliancen har købt tid og rettet op på en skrantende økonomi.
I REFERAT lyder plottet i Happy End, Michael Hanekes spillefilm
nummer 12, som enhver anden senborgerlig soap
opera. Mange tv-serier kunne brydes ned i samme skabelon og
køre i x antal sæsoner med små forrykkelser i persongalleriet og kampen for at
redde familiens ære som narrativ motor. Men her bliver filtret sat af en intellektuel
misantrop, som ikke deler slægtens – eller publikums - værdier. Det gør en
betydelig forskel.
Haneke åbner historien fra den mest
distancerede synsvinkel. En kvinde bliver iagttaget gennem kameraet i en
smartphone, mens tekstbeskeder kommenterer detaljerne i hendes rutine. Tonen er spydig og helt uden medfølelse.
Haneke begyndte tidligt at tematisere informationsteknologien, som han dæmoniserer og banaliserer med lige dele empati og skadefryd: Bennys video (1992), Funny Games (1997) og Caché (2005) ser samtiden fra samme solidarisk-sadistiske vinkel. I Det hvide bånd (2009) var narcissismen og voyeurismen oversat til historiske forhold i hate mail og snagende dagbøger. Vi så, hvordan nationalsocialismen kom til verden i mellemkrigstidens Tyskland. Vi forstod, hvordan tingene udviklede sig.
DET er uklart, hvem der sender og modtager de hadefulde sms'er. Men børn er sjældent uskyldige poder hos Haneke. De tager jo farve af deres forældre. 13-årige Ève (Fantine Harduin), Thomas’ datter af første ægteskab, har eksperimenteret med at give sin hamster antidepressiv medicin. Måske justerer hun også, af interesse eller kedsomhed, sin flæbende mors foreskrevne dosis. I hvert fald virker medicinen. I næste billede står Anne og beder familien tage godt imod yngste medlem, der så tidligt og tragisk har mistet sin mor.
Herfra skrider tingene, meget som den
forskalling, der kollapser og dræber en arbejder på byggepladsen i belastende tv-billeder.
Det er Anne, som bærer de fleste scener. Hun skændes med sin egen søn, Pierre
(Franz Rogowski), der skammer sig over familien. Hun følger med i sin brors
utroskab. Anne passer også domicilet, hvor en stab af marokkanske tjenestefolk går
til hånde.
Der er meget at se til i Huset Laurent. Anne behandler alle utålmodigt overbærende,
som var det børn, hun talte til. Isabelle Huppert er født til at spille de
roller.
NÅR filmen bevæger sig rundt i Calais, er
gaderne fulde af migranter, som venter på passage. Selvrevseren Pierre tager
dem med til bryllupsfesten. Her vil Ève og Georges Laurent demonstrere, hvor godt yngste
og ældste generation forstår hinanden. Der er en morsom, makaber og inderlig
slutning. Den ironiske titel står mejslet.
Happy
End er en subversiv svikmølletur gennem Hanekes faste motiver. Der er et opsummerende
præg over filmen, som genbruger træk og teknikker i en multiplotfortælling,
som nærmest siger modsatte af Ukendt kode (2001), hvor Haneke på samme måde zoomede ud og panorerede hen over en personkreds
i dagens indhegnede Europa.
Han var dengang forbeholdent optimistisk. Det er han
ikke mere.
MICHAEL Haneke præsenterede filmen på Cannes Festivalen i 2017. Happy End lignede
da en afskedsalut fra den 78-årige østriger, som altid har udfordret normaliteten
og afstumpetheden. Han er siden begyndt at skrive og instruere Kelvin’s Book, en engelsksproget
føljeton, som skal streames i ti episoder. På hvilken platform vides ikke
endnu, men der er stadig mere stof og mørk latter i den grånende antifascist.
Her samler Haneke den europæiske familie til en sidste ironisk hyggestund i Calais. Happy End er en sædeskildrende gravskrift. Det bliver næppe mere senborgerligt.
Se også Michael Haneke: Funny Games (1997); Michael Haneke: Code inconnu (2000) [Moderne mestre]; Michael Haneke: La Pianiste (2001) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Ulvetider (2003) + Et møde med filmskaberen; Michael Haneke: Caché (2005) [Moderne mestre]; Michael Haneke: Funny Games U.S. (2007); Michael Haneke: Det hvide bånd (2009) [Moderne mestre] + Mørke pletter: En samtale med Michael Haneke [Moderne mestre] [2006] + Ætsende østriger: Et interview med Michael Haneke [Moderne mestre] [2012].
Happy End. Instr. og manus: Michael Haneke. Foto: Christian Berger. 108 min. Frankrig-Tyskland-Østrig-Italien 2017. Dansk premiere: 28.03.2018.
Fotos: Les Films du Losange/ Camera Film
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
En kortere version af teksten stod i Weekendavisen Kultur 29.03.2018
Ingen kommentarer:
Send en kommentar