Translate

søndag den 30. oktober 2022

Jean-Pierre & Luc Dardenne: Deux jours, une nuit (2014)


DEN LANGE WEEKEND
Nu er der kun virkeligheden

Af BO GREEN JENSEN

DET kan godt være farligt at lægge sig syg. Jean-Pierre og Luc Dardenne fortæller i Deux jours, une nuit om fabriksarbejderen Sandra (Marion Cotillard), der er blevet hjemme med en depression. Nu vil firmaet ikke have hende tilbage.
   Fabrikken fremstiller solpaneler. Den kunne lave rullepølser for Sandras skyld. Det er ikke, fordi hun elsker sit job eller forbinder det med nogen særlig værdighed at være i arbejde. Hun skal bare bruge pengene.
   Dardenne-brødrene vil som regel beskrive et alment problem gennem én enkelt skæbne. I de første film fyldte dramaet alt. Konflikterne var konstruktioner, realismen nærmest et stilgreb. Det er ikke sådan mere. Nu er der kun virkeligheden.
   Ejeren og formanden har konstateret, at man kan klare sig med 16 arbejdere i stedet for 17. De ansatte har stemt om retten til bonus eller muligheden for at beholde Sandra. Hun har aldrig været populær. Hun kan tænke sig til resultatet.



SAMTIDIG ser hun, at valget er fremprovokeret. Formanden (Olivier Gourmet, instruktørernes favoritskuespiller) har altid haft et horn i siden på Sandra. For ejeren (Baptiste Sornin) er det uden betydning, om der er 17 ansatte. Egentlig vil han helst hjælpe Sandra.
   Sammen med sin mand, Manu (Fabrizio Rongione, et andet fast ansigt), der er kok, bruger Sandra weekenden på at kontakte kollegerne, så de kan nå at ombestemme sig, før der stemmes igen mandag morgen. De banker på mange slags døre. Somme tider er parrets to børn også med.
   Muligvis vil det ikke lykkes at vende den herskende stemning. Alligevel er forsøget en sejr. Sandra har ligget og kigget på væggen. Somme tider har hun haft lyst til at dø. Nu får hun smag for at se solen skinne. Hun rejser sig selv med kampagnen.



DET er godt tænkt på Dardenne-brødrenes sædvanlige minimalistiske facon. Filmen bruger eksisterende locations og følger almindelige mennesker, der skal lære at være solidariske. Marion Cotillard er stærk og troværdig i rollen som Sandra.
   Afstemningen bliver en thriller, og det er under alle omstændigheder lærerigt at se kollegerne reagere. Nogle bliver rasende, andre trækker på skuldrene. Flere tales på plads af familien. Enkelte går hele vejen med Sandra.
   Slutningen er en humanistisk fanfare. Dardenne-brødrene havde mere visuel intensitet i tidlige film som Rosetta og Le Fils. Til gengæld er der nu flere farver i psykologien. Realismen er blevet en filosofi.
   Deux jours, une nuit er et smukt lærestykke om faglig og menneskelig solidaritet. Det er selvsagt didaktisk filmkunst, men ikke i fingerpegende form. Dardenne-brødrene siger altid store ting i et lille format. De taler med her samme betoning som briten Ken Loach og franskmanden Robert Guédiguian.
   Se filmen som en kommentar til dagens politiske økonomi. Eller bare for menneskets skyld.



Deux jours, une nuit (To dage, én nat). Instr. og manus: Jean-Pierre og Juc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 95 min. Belgien-Italien-Frankrig 2014. Dansk premiere: 18.09.2014.


Fotos: Les Films du Fleuve/ Archipel 35/ BIM Distribuzione/ Eyeworks/ France 2 Cinéma/ RTBF/ Wild Bunch/ Øst for Paradis Distribution/ The Criterion Collection/ CineMaterial
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
The Criterion Collection har udgivet filmen på Blu-ray 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.09.2014

lørdag den 29. oktober 2022

Jean-Pierre & Luc Dardenne: Drengen med cyklen (2011)


ALLE GODE KRÆFTER
Dardenne-brødrene lukker lyset ind

Af BO GREEN JENSEN

FÅ filmskabere kan fortælle helt enkelt om almindelige mennesker og gøre det så anfægtende som brødrene Dardenne. De ser et centralt drama i hvert flimrende liv, og de har et særligt blik for udsatte skæbner, der ikke passer ind i gængse sociale konstellationer.
   Det gælder fra skovpigen i Rosetta (1999) og mesteren, der ved noget særligt om sin lærling i Le Fils (2002), til manden, der sælger sit og kærestens barn i L’Enfant (2005) og narkomanen, som skal dø af mangel på kærlighed i Le Silence de Lorna (2008).
   Det er et formidabelt forstemmende galleri, som præsenteres for publikum uden de anmassende budskaber, man mærker hos mange kolleger. Vist er det politisk filmkunst, men brødrene lader tilskueren tænke, og især lader de ham føle konflikterne selv. 
   Jean-Pierre (f. 1951) og Luc Dardenne (f. 1954) udviklede tidligt – i deres tredje film, La Promesse (1996) – den på én gang neutrale og subjektive stil, som følger én karakter i hælene, så publikum ser ham eller hende fra nakken. Fotografen Alain Marcoen (f. 1950) må co-krediteres. Effekten er som en forskudt jeg-fortæller, der konstant markerer sin afstand til stoffet.


DRENGEN med cyklen ligner umiddelbart en historie, som vil bejle til et større publikum. Æstetikken er mærkbart mere mainstreamet, og eksponeringen bruger et lysere filter. Man har oplevelsen af en les fréres Dardenne light, og flere af de sædvanlige kritiske fortalere har set filmen med rynkede bryn. Dog ikke i kollegasegmentet: filmen modtog Juryens Grand Prix på Cannes Festivalen og er til dato den mest kommercielle produktion fra Les Films du Fleuve.
   Det betyder ikke, at filmen er svagere eller »dårlig«. Den prøver på at gøre noget andet og være i bedste forstand populær. At finde balancen i denne legering af budskab, oplysning, empatisk formidling og objektiv iagttagelse bliver herefter projektet i brødrenes arbejde. Efter slinger og usikre løsninger i Deux jours, une nuit (2014, da. To dage, en nat) og La fille inconnue (2016, da. Kvinde, ukendt) er der en ny formel klarhed og fasthed i Le jeune Ahmed (2019, da. Unge Ahmed) og Tori et Lokita (2022).
   Som regel er konflikterne komplekse. Karaktererne har hemmeligheder, som først må afkodes og lukkes op. Det gælder ikke i Le gamin au vélo. Den 12-årige Cyril (Thomas Doret) er et institutionsbarn, som knytter sig til damefrisøren Samantha (Cécile de France), simpelt hen fordi han ikke har andre. Hun prøver at skabe kontakt til drengens far (Jérémie Renier). Hun tager imod drengen med alle hans fejl. I længden er det dog svært at leve med Cyrils følelse af afvisning, hans naturtalent for at skabe problemer og – især – hans glubende kærlighedssult.



FILMEN fravælger Dardenne-brødrenes sædvanlige »set-over-skulderen«-teknik og er fortalt i en åben, ofte solbeskinnet form, der finder sit indbegreb i de scener, hvor kvinden og drengen cykler langs floden. Her balancerer alle behov. Samantha og Cyril er for en tid virkelig mor og søn, forbundet i en uselvisk væren, der inkarnerer alle gode kræfter i brødrenes univers. Spørgsmålet er, om disse kan modstå presset fra ydre faktorer. Han trækkes ind i en lille kriminalitet, hun udfordres af sine kunder og sin kæreste. Cyril er som en herreløs hund, man kunne sætte tilbage. Det ville mange gøre i kvindens sted.


DEN vanskelige, kronisk problemskabende dreng er en fætter til Rosetta. Jérémie Renier, som har medvirket i de fleste af brødrenes film, er som Cyrils far (atter) en Peter Pan, der ikke kan håndtere ansvar og pligter, skønt han sagtens kan være god i øjeblikket og mene, hvad han siger, mens han siger det. Cécile de France har sin bedste rolle siden salig Claude Millers Un secret (2007, da. En hemmelighed). Hendes varme styrke bærer Drengen med cyklen og gør filmen til en lysende ener i brødrenes rige af skygger.



Drengen med cyklen (Le Gamin au vélo). Instr. og manus: Jean-Pierre og Luc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 87 min. Belgien-Italien-Frankrig 2011. Dansk premiere: 26.04.2012.


Fotos: Les Films du Fleuve/ Archipel 35/ Lucky Red/ France 2 Cinéma/ Radio Télévision Belge Francophone (RTBF)/ Belgacom TV/ Centre national du cinéma et de l'image animée (CNC)/ Eurimages/ Unifrance/ Øst for Paradis Distribution
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Ajourført udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 27.04.2012 

torsdag den 27. oktober 2022

Jean-Pierre & Luc Dardenne: Le Fils/ The Son (2002)


AT LÆSE MENNESKENE
Med ærefrygt og enkle virkemidler

Af BO GREEN JENSEN

FØRST er der en ilter mand, en kantet belgisk tømrer, der hedder Olivier til fornavn ligesom spilleren, der fremstiller ham. Oliviers ensomhed er selvvalgt og indædt. Hjemme varmer han dåser med suppe og reparerer nyrebæltet af læder, som han bærer for at lindre smerten i sin nedslidte ryg. Han taler højest med eks-konen Magali (Isabelle Soupart), som for tiden venter barn med en anden. Vi fornemmer, at de deler en historie. Der er i og for sig ingen bitterhed.
   Magali bliver imidlertid vred og vil have en forklaring, da hun møder Olivier sammen med drengen. Francis (Morgan Marinne) er 15 år og lærling på værkstedet, som Olivier bestyrer. Her oplæres tvangsforvarede unge, som skal sluses ud i samfundet. Publikum forstår Magali. Vi ved, at Olivier lyver, da han bagatelliserer forbindelsen. Vi har selv set ham lure på drengen, betragte ham når han sover, holde hånden over ham under arbejdet, fatte særlig interesse efter først at have afvist at tage ham som lærling.
   At få bund i den historie bliver én hovedsag i Le Fils. Man røber ikke for meget ved at oplyse, at Magali og Olivier selv havde en søn sammen engang.


DET kunne sagtens ende voldsomt. Der kunne også blive tale om en slutning, som indeholdt en ny begyndelse for Olivier. I hvert fald er han det martrede hverdagsmenneske, som kameraet følger fra først til sidst i Le Fils. Det forfølger ham bogstaveligt. Vi er hele tiden lige foran eller bagved Olivier. Hvis han løber, løber vi efter ham. Billedet ryster sammen med hans verden, og Le Fils ville opfylde dogmekriteriet, hvis Jean-Pierre (f. 1951) og Luc (f. 1954) Dardenne gav sig af med at efterleve den slags selvpåførte begrænsninger.
   Brødrene har fundet deres skarpe form på egen hånd, og den rendyrkes suverænt i Le Fils. Filmen afrunder trilogien, som begyndte med La Promesse  Løftet (1996) og fortsatte med guldpalmevinderen Rosetta (1999). Hver gang er der en ny historie, men mennesketyperne gentager sig. Karaktererne færdes som jagede dyr i den samme sociale virkelighed.*
   Le Fils løfter endelig værket på plads. Dardenne-brødrenes belgiske trilogi er en besværgelse af den prosaiske hverdag og en tillidserklæring til mennesket, der kan måle sig med europæiske hovedværker som Krzysztof Kieslowskis Dekalog (1987-88) og Tre farver (1993-94). Vi vil se, hvad det bliver til med manden og drengen, vide hvad der knytter dem sammen, skønt kun Olivier er opmærksom på forbindelsen. Vi vil vide, hvad drengen har gjort, og vi vil se, hvad manden gør ved ham.


DEN enkle stil i Le Fils er unik. Efter tyve år i dokumentargenren begyndte de belgiske brødre i 1990erne at skabe fiktion, i begyndelsen for bedre at kunne belyse materialet og få flere tilskuere i tale, siden mere for filmkunstens skyld.
   Med tiden har de hærdet og skærpet deres metode. I La Promesse bliver der endnu klippet fra karakter til karakter, mens drengen Igor forpligter sig på at hjælpe den afrikanske kvinde, der er blevet enke som følge af faderens fiduser. Alain Marcoens kamera går tæt på faderen, sønnen og kvinden, men skildrer også resten af den fyldige personkreds. Flere forklarende afsnit afvikles som ordinær filmfortælling.
   I Rosetta går kameraet tættere på. Brødrene begynder at mandsopdække deres personer og følger den centrale karakter med noget nær eksklusiv insisteren. Hele sider af virkeligheden er fravalgt, og effekten tangerer hyperrealisme. Hvad angår det moralske regnskab, i det mindste som det gøres op her i Sønnen, ligger Dardenne-brødrene på linje med etisk motiverede instruktører som Ken Loach og Kieslowski. Den kompromisløse minimalisme har imidlertid sin nærmeste slægtning i iraneren Abbas Kiarostamis arbejder, fra Hvor er vejen til min vens hus? (1987) til Kirsebærrets smag (1997) og 10 (2002).
   Også Kiarostami (1940-2016) benytter den forhåndenværende virkelighed uden at pynte på eller forklare den særligt. Hans kamera bliver på én persons ansigt, så hans film er som udstrakte reaktionsbilleder. Dardenne-brødrene følger i stedet efter personen i fokus. Både Rosetta i Rosetta og Olivier i Le Fils ses lige så ofte fra ryggen som forfra. Kameraet ser ind i Oliviers ansigt, men nærbillederne af hans nakke, lyden af hans besværede vejrtrækning, når han løber gennem gangene, er lige så veltalende. Som tilskuer er man altid ét skridt fra karakterernes liv. Man følger det hele på nærmeste hold, men bevarer perspektiv og distance.


LE Fils er den mest æstetisk konsekvente og rendyrket indfølte af brødrenes film. Samtidig er den trilogiens mindst åbenlyst politiske del. La Promesse har meget på hjerte om den illegale indvandrers lod og diskuterer sociale forhold helt ned i detaljen, mens det menneskelige drama folder sig ud.
   I Rosetta er pigen drevet ud i sin dyriske tilværelsesform af eksterne sociale faktorer, skønt man fornemmer, at pragmatisk selviskhed er hendes natur. Hun sætter det at have et arbejde over alle personlige hensyn og forråder det eneste menneske, som faktisk holder af hende. Det gør hun uden at blinke, men man forstår, at brødrene kunne tænke sig et samfund, hvor stille eksistenser som Rosetta ikke blev drevet så langt ud i periferien.
   I Le Fils er kun psykologien tilbage. Også her lægger brødrene vægt på at beskrive det fysiske arbejde. Filmen bruger megen tid på at skildre den daglige rutine, som bringer Olivier og Francis i kontakt. Det hører med til Oliviers karakter, at han mere end mestrer sit fag. Francis føler ikke anger, men beklager blot de fem års forvaring, som det kostede ham at tage et liv. »Fortryder du, hvad du gjorde?« »Naturligvis.« »Hvorfor naturligvis?« »Fem år i skyggen. Det er værd at fortryde.«
   Imidlertid er det tydeligt, Olivier føler det også, at den mutte lærling tager faget alvorligt. Det træk gør, at vi genkender ham som en fortabt søn, der gerne vil høre til.


DER er én kvalitet i Le Fils, som adskiller den fra Dardenne-brødrenes øvrige film. I Løftet og Rosetta kan man engagere sig i karaktererne, håbe det bedste og frygte det værste, mens verden går sin skæve gang. Man føler med drengen og pigen, der kæmper for at finde fodfæste. Dog er man aldrig andet og mere end tilskuer til deres anstrengelser. Man kan hverken gøre til eller fra og læner sig derfor tilbage, mens manuskriptet afgør karakterernes skæbne.
   Med Sønnen er det anderledes. Den går i blodet med det samme og drives af en grundlæggende suspense, som anfægter tilskueren fra begyndelsen, faktisk i forbløffende grad. Det er, som om man sidder med et liv i sine hænder. Længe kredser manden om drengen, vild i blikket, olm som en tyr, der skraber i jorden, og tydeligvis frustreret, fordi han ikke ved, hvordan han skal håndtere sine modstridende følelser. Det er svært at se, om han vil dræbe sin lærling eller give den unge mand et knus. På en måde er Francis jo drengen, som Oliviers egen søn kunne være.


SOM publikum holdes vi fuldkommen fast. Først forstår man ikke, hvad Olivier har på Francis. Gradvis bliver sammenhængen klar, og man bruger da resten af tiden på at afvente en reaktion. Man ved, at den må komme, da Olivier kører Francis ud til et afsides tømmerlager, til og med på en søndag, hvor de har verden for sig selv.
   Der er mere film noir end socialrealisme i Sønnen. Man frygter både for manden og drengen. Kommercielle genrefilm ville give en arm og et ben for at have denne virkning, men spændingen intensiveres netop, fordi Le Fils trodser genrekriteriet. Hvad som helst kan ske den søndag, inklusive slet ingenting.
   Jeg skal selvsagt ikke røbe, hvordan Olivier reagerer. Det er formen snarere end indholdet, der gør det muligt at betragte La Promesse, Rosetta og Le Fils som en trilogi. Le Fils er filmen, hvor alt balancerer, hvor forholdet mellem stof og form er optimalt, og hvor det lykkes Jean-Pierre og Luc Dardenne at behandle store begrebsammenhænge som soning, skyld og tilgivelse uden at nævne dem med et ord eller i øvrigt stille ledende spørgsmål. Resultatet nås alene ved at betragte, ved at læse menneskene og registrere deres handlinger.


DET er klart, at brødrene kan noget særligt med skildringen af unge mennesker. De får eminente fremstillinger ud af deres yngste skuespillere. Émilie Duquenne var en åbenbaring som markmusen i Rosetta, og Jérémie Renier voksede simpelt hen op i Dardenne-universet. Drengen i La Promesse er den mest positive skildring: en skidt knægt, som er god nok på bunden og formår at gøre sig fri af faderens dominans. Rosettta og Sønnen inkarnerer to sider af samme princip, skønt Rosetta støder alle fra sig, mens Francis instinktivt søger en far.
   Det er denne figur, jernmanden og faderdyret, som forankrer hver film tematisk og giver læsningen af menneskene dybde. I alle tre film spilles han af Olivier Gourmet. Gourmet har haft komiske roller i elegante franske mainstreamfilm. I Dardenne-regi fremstår han som en sjældent fysisk spiller, tung, ludende langsom, ofte usympatisk, men aldrig unuanceret. Han er næsten altid faretruende almindelig.
   Dardenne-brødrene, der ynder at udtale sig i vi-form, har om Gourmet sagt, at »han er meget tæt på, hvem vi er og hvor vi kommer fra, næsten en forlængelse af os selv. På lærredet kropsliggør han den slags verden, som vi ønsker at beskrive i vores film.«


DEN verden er et hårdt belgisk sted, ofte bagsiden af tilværelsen i udkanten af en storby, hvor tuskhandel og sociale fiduser er herskende vilkår. Man bor i slidte huse og saneringsmodne ejendomme, skrøbelige strukturer, der kan bryde sammen, når det skal være, ganske som samfundets fællesbolig.**
   Men ud af de rammer kommer i Sønnen en besnærende enkel skildring af to menneskers skæbnedans. Man ser Le Fils med ærefrygt og glæder sig over en verden, hvor evnen til at elske og muligheden for tilgivelse endnu opvejer summen af larm, had og mørke.



*) Man kan vælge at inddrage L'enfant (2005, da. Barnet), som blev brødrenes anden guldpalmevinder, og betragte Seraing-serien som en tetralogi. Men de første tre film efter Falsch (1987) og Je pense à vous (1992), som var atypisk konventionelle sonderinger i fiktionsformen, deler en særlig intensitet. De har fokus på et enkelt menneske og er optaget af at tilpasse Alain Marcoens »corps-caméra«. La silence de Lorna (2007) er en overgangsfilm, som breder fokus ud og bruger stemningsmusik. Meningsindholdet har prioritet. Fra og med La gamin au vélo (2011, da. Drengen med cyklen) er den strenge form fra de første film forankret i en større virkelighed. Kort sagt er der mere omverden med. Brødrene selv sondrer skarpt mellem naturalisme og realisme. De ser deres film som udtryk for en højnet realisme.   

**) De fleste Dardenne-film er indspillet i Seraing, den forvitrende industriby ved Meuse-floden i Liège-regionen, hvor brødrene voksede op. Her har de siden 1994 drevet produktionsselskabet Les Film du Fleuve, som foruden Dardenne-projekter er med til at finansiere film af beslægtede filmskabere. Les Films du Fleuve samarbejder således med britiske Sixteen Films (Ken Loach) og rumænske Mobra Films (Cristian Mungiu). Det er på den måde lykkedes at etablere et bæredygtigt netværk af socialt engagerede filmskabere, fortalte Jean-Pierre Dardenne, da han (mange år senere og for en gangs skyld uden Luc ved sin side) besvarede mine spørgsmål i forbindelse med premieren på La fille inconnue (2016, da. Kvinde, ukendt). 

Le Fils (Sønnen – Le Fils). Instr. og manus: Jean-Pierre og Luc Dardenne. Foto: Alain Marcoen. 103 min. Belgien-Frankrig 2002. Dansk premiere: 20.06.2003.


Fotos: Les Films du Fleuve (stills: Christine Plenus)/ Archipel 35/ Radio Télévision Belge Francophone (RTBF)/ Artificial Eye/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance
Filmen streames p.t. ikke i Europa - Artificial Eye (UK) har udgivet The Dardenne Brothers Collection (2012) med seks hovedværker på dvd.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 20.06.2003.

tirsdag den 25. oktober 2022

Hirokazu Kore-eda: The Third Murder/ Det tredje mord (2017)


DEN FLYGTIGE SANDHED
En tillukket film fra den gavmilde mester

Af BO GREEN JENSEN

HIROKAZU Kore-eda (f. 1962) er den moderne japanske familieskildrings mester. Han er den ypperste praktikant i en genre, der tæller aner og forbilleder som Yasujirô Ozu og Kenji Mizoguchi. Derfor giver det genlyd, når han laver noget andet og prøver noget nyt. Det sker, i hvert fald delvist og tilsyneladende, i retssalsdramaet Det tredje mord fra 2017, som fik premiere på filmfestivalen i Venedig.
   De fleste af Kore-edas film har konkurreret på Cannes Festivalen. Han gjorde uudsletteligt indtryk med Nobody Knows (2004), hvor tre forladte børn skjuler et fjerde, som kun ser dagslys én gang i sit liv. I 2013 modtog Like Father, Like Son (da. Min søns familie) Juryens Pris, og i 2018 blev Shoplifters årets guldpalmevinder. La Vérité (2019, da. Sandheden) var et vellykket eksperiment med at arbejde i Frankrig. Siden har Kore-eda instrueret Broker (2022) i Sydkorea og forberedt miniserien The Mikanai: Cooking for the Maiko House, som Netflix begynder at streame i januar 2023.
   Kore-eda genskaber hverdagens rytme. Han har en forkærlighed for at skildre kompleksiteten i surrogatfamilier. Det er hovedsagen både i Shoplifters og Broker, mens Min søns familie undersøger (og underkender) værdien af begreber som social og biologisk arv. Pointen er som regel, at der ikke findes nogen korrekt struktur. Kore-edas film ser alle generationer. I værker som Still Walking (2008), I Wish (2011), Our Little Sister (2015, da. Søstre) og Efter stormen (2016) er han blot blevet mere nuanceret og sikker.




DER er også afvigelser fra formatet. After Life (1998, da. Mellem liv og død) var en metafysisk fabel, hvor de døde fik en uge til at vælge én erindring, de kunne tage med sig i efterlivet. Distance (2001) foregik efter en selvmordskults attentat og var inspireret af virkelighedens Aum Shinrikyo. Hana (2006) var en historisk fortælling, beretningen om en blid samurai. I Air Doll (2009) kom en sexdukke til live, blev forelsket – og var elsket.
   Det tredje mord hører til disse undtagelser. Som regel er Kore-eda magisk, når han lader små øjeblikke folde sig ud: måltider, årstider, fyrværkeri. Her går øvelsen tværtimod ud på beskæring. Det er Kore-edas første værk i brede billeder, men han bruger scopeformatet til at forstærke klaustrofobien i lukkede rum: en retssal, et forhørslokale, fængslets besøgsrum og andre hermetiske lokaliteter.



MISUMI (Kôji Yakusho) er anklaget for –
 og har tilstået  mordet på sin arbejdsgiver. Karrierejuristen Shigemori (Masaharu Fukuyama fra Min søns familie) begynder at grave i sagen og finder uoverensstemmelser. Misumi ændrer forklaring. Måske havde han et forhold til chefens hustru, måske betalte hun ham for at udføre mordet. Måske vil han beskytte den dødes mands teenagedatter.
   Modsat advokaten vil Kore-eda ikke til bunds i mysteriet. Snarere vil han udforske kompleksiteten og demonstrere, at sandheden er i stadig forvandling. Måske er der lag på lag af papir og slet ingenting i den inderste æske.
   Misumi er konsekvent undvigende. Retsproceduren – som Kore-eda har undersøgt grundigt – anerkender ikke tvivlen som begreb. Der er et stærkt element af teater i processen.



FOR publikum bliver holdepunktet nogle flashbacks, som falder tidligt i filmen og som man prøver at genkalde sig. Når filmen bevæger sig uden for retssystemet, kommer familieskildringen trods alt til sin ret. Den døde mand var en forfærdelig far. Shigemori er selv en fraværende far.
   Der er ingen forløsende scene, hvor alting med ét står skærende klart. Efterhånden bliver det en vane, at Misumi ændrer forklaring. Det er let at tabe tråden og miste interessen. Det tredje mord er således en krævende film. Ærindet er filosofisk, men helhedsvirkningen er klaustrofobisk.




Det tredje mord (Sandome no Satsujin). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda. Foto: Mikiya Takimoto. 124 min. Japan 2017. Dansk premiere: 16.08.2018.


Fotos: Amuse/ Fuji IG Laboratory for Movies (FILM)/ Fuji Television Network/ Gaga/ Wild Bunch/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Wikipedia | Kore-eda at Festival de Cannes (Photo Credit: Georges Biard).
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.08.2018.

søndag den 23. oktober 2022

Hirokazu Kore-eda: Umimachi Diary/ Our Little Sister (2015)


FIRE STJERNEKASTERE
De lyriske realister i Japan

Af BO GREEN JENSEN

SOM regel er det genrefilm, der bliver indkøbt, når vestlige distributører handler i Japan: samurai-historier, hårdkogt yakuza-krimi, dystopisk sci-fi, erotisk tonet horror, gerne med sadistisk accent, manga for voksne og magiske animationsfilm fra Studio Ghibli.
   Landet har dog en mindst lige så rig tradition for stilfærdigt sædeskildrende realisme, grundlagt og praktiseret af filmskabere som Yasujirô Ozu (1903-1963), Mikio Naruse (1905-1969) og Kenji Mizoguchi (1898-1956) på et tidspunkt, hvor Europa og USA kun havde øjne for den yngre, alfavnende Akira Kurosawa (1910-1998).
   Især Ozu kunne fortælle store hverdagshistorier. Hovedværket Tokyo monogatari (1953, da. Tokyo Story) er en stadig uovertruffen skildring af den gamle familiestrukturs opløsning. Et aldrende par kommer fra landet til byen for at besøge deres børn, men børnene har ikke tid eller overskud til at tage hensyn. Filmen fik aldrig dansk biografpremiere. I Sverige hed den Föräldrarna.


FLERE moderne filmskabere arbejder bevidst i sporet fra Ozu. En af de bedste er Hirokazu Kore-eda (f. 1962), der nu har nået alderen, som Ozu havde i sin store tid. Kore-eda bruger på samme måde familien som fokus. Han har undersøgt den i film som Still Walking (2008), hvor det er de voksne børn, som besøger forældrene på landet og undrer sig, og Min søns familie (2012).*
   Kore-eda fik sit internationale gennembrud med After Life (1997, da. Mellem liv og død), en metafysisk fabel om efterliv, film og erinding, der forsvinder. Han har flirtet med genresystemet i Hana – the Tale of a Reluctant Samurai (2006) og Air Doll (2009), men skabte sin hidtil reneste film med Nobody Knows fra 2004.
   Her bliver fire søskende efterladt af en promiskuøs misbrugermor. De må ikke være så mange i lejligheden, og den yngste holdes skjult. Det er en lille pige, som kun får lov at mærke solen på sit ansigt en eneste gang. Hun bliver begravet i en kuffert ved lufthavnen, hvor ingen vil undersøge noget. De større børn kører hjem til tonerne af en sprød popsang. Stadig er der ingen, som ved noget. Jeg har sjældent grædt i biografen, men jeg græd over Nobody Knows.


SØSTRE er en poetisk ballade om fire søstre fra Kamakura, en gammeldags kystby et sted i provinsen (faktisk 50 km syd for Tokyo), som moderne japanere holder af at læse om og se på film. De har udfordringer, men finder ud af det sammen og bliver gradvis til en stærk familie, mens kirsebærtræerne blomstrer.
   Det er ikke mindst byen og årets gang, som skaber den rigtige baggrund og sætter den bærende tone. Sachi (Haruka Ayase), Yoshino (Masami Nagasawa) og Chika (Kaho) er vokset op hos deres bedstemor efter forældrenes skilsmisse 15 år før. Kun Sachi, den ældste, har en håndgribelig erindring om den forsvundne far. Han fik en ny familie et andet sted, en frodig tempelby inde i landet, og pigerne så ham aldrig igen. Der er derfor heller ingen voldsom sorg, da de får besked om hans død.


VED begravelsen møder de halvsøsteren Suzu (Suzu Hirose)
, som tog sig af den døende far og kendte manden for alvor. Der er gensidig nysgerrighed og hengivenhed. Da de ældste søstre tager toget hjem, spørger Yoshino impulsivt, om Suzu vil flytte til Kamakura. Herefter følger en detaljeret skildring af, hvordan hun falder til, og hvordan strukturen ændrer sig over et år.
   Familiehistorien bliver hen ad vejen en dannelsesskitse, som skildrer Suzus pubertet. Ellers er der ingen ydre dramatik og kun få narrative kunstgreb. Filmens plakat fryser en situation, hvor søstrene bærer kimono og tænder stjernekastere i gårdhaven. Deres latter og lysets magiske præg er karakteristisk for filmen.


SØSTRE er mindre sagsorienteret end den lovligt firkantede Min søns familie. Her blev to drenge forbyttet ved fødslen. Den ene voksede op i et effektivt erhvervsmiljø, den anden hos en altmuligmand med rod i økonomien. Begge børn var grimme ællinger. Så blev der byttet tilbage, men dét var slet ikke lykken. Endelig vandt kærligheden over alle teorier om biologisk og social arv.
   I Søstre skal intet bevises. Forlægget er en manga, Umimachi Diary af Akimi Yoshida, der har stået i månedsbladet Flowers, som er henvendt til josei-segmentet, dvs. yngre voksne kvinder. Stilen er den samme som i Jiro Taniguchis grafiske romaner, Min barndoms fjerne byMin fars dagbog osv., der har mange danske læsere. Stedet, tidens stille gang og de menneskelige grundvilkår skaber en universel kontekst. Ganske som i sin tid hos Ozu.**



DER er lagt stor omhu i skildringen af Kamakura. Søstrenes typer er hårdt trukket op, og dét kræver tilvænning. Især Chika, den gakkede søster, er tæt på at være ubærlig. Yoshino er lige så uansvarlig, som Sachi er overdrevent fornuftig, og for en sikkerheds skyld bærer Suzu matrostøj.
   Alligevel er det en prægtig fortælling. Filmen er malerisk smuk og bliver sentimental på de rigtige steder. Det er godt at sidde stille og indse, at man har familie i Japan.



*) Det hører med til historien, at Kore-eda selv er lidt træt af altid at høre om Ozu. Da 
海街diary fik premiere i Cannes i 2015, sagde han til Peter Bradshaw fra The Guardian: »Jeg tager det naturligvis som en kompliment. Jeg prøver at sige tak. Men jeg synes, at mine film har mere til fælles med Mikio Naruse – og Ken Loach.« Valgslægtskabet giver fuldkommen mening i forhold til Kore-eda-arbejder som Nobody Knows og Shoplifters (2018). Det er dog svært at forestille sig en Ken Loach-film, der bygger på en romantisk tegneserie, og Loach ville næppe prøve kræfter med at instruere på fransk, som Kore-eda siden har gjort i La vérite (2019).

**) 海街diary begyndte i Monthly Flowers i 2006 og sluttede samme sted 12 år efter. Det var vigtigt både for Yoshida og læserne, at dagbogens første og sidste optegnelser udkom på den samme dag, den 28. august. Serien er samlet i ni bind, der udkom fra 2007 til 2018. I 2019 præsenterede Yoshida Utagawa Hyakkei, der også bruger Kamakura som baggrund. Yoshida er aldrig udkommet på dansk. I USA, Canada og Australien er hun særligt værdsat for serien Banana Fish (1985-1994), som er hårdkogt og handlingsorienteret, og for den romantiske Lover's Kiss (1995-1996), som har LGBTQ-tema. I Frankrig er Umimachi Diary udgivet med titlen Kamakura Diary.





  

Søstre (海街diary/ Umimachi Diary/ Our Little Sister). Instr. og manus: Hirokazu Kore-eda [efter manga af Akimi Yoshida]. Foto: Mikiya Takimoto. 128 min. Japan 2015. Dansk premiere:18.08.2016.

Fotos: Fuji IG Laboratory for Movies (FILM)/ Fuji Television Network/ Gaga/ Shogakukan/ TV Man Union/ Toho Company/ Wild Bunch/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime og YouTube Movies
Anmeldelsen stod [med rubrikken 'Søstre i Japan'] i Weekendavisen Kultur 19.08.2016.