Translate

fredag den 31. december 2021

Opium etcetera: Géza Csáth 1887-1919 [Bogen og filmen]


OVERGREBETS METAFYSIK
Ulrich Thomsen som Géza Csáth

Af BO GREEN JENSEN

I 1913 ankommer lægen og digteren József Brenner til professor Moravcsiks sanatorium for sindslidende et sted i det østrig-ungarske kejserdømme, som snarest vil påbegynde sin afvikling i den umiddelbart forestående krig.
   Brenner (Ulrich Thomsen) er en blanding af borgerdyr og dandy, uhyre velklædt og helt selvcentreret. Allerede i toget gennemfører han sit coitus nummer 142 med en tilfældig kvindelig medpassager. Han lider af skriveblokering og er offer for et eskalerende morfinmisbrug, som han skiftevis nyder og væmmes lidt ved. I sin dagbog foretager han endeløse beregninger af, hvor mange relative årtusinder et afhængigt åndsmenneske kan nå at leve på et misbrugt liv. Det er ikke mindst for at sikre morfinleverancen, at Brenner har taget arbejde på det i hans øjne tilbagestående hospital.



SKØNT Brenner lever i et hermetisk univers, er han ikke uden faglig nysgerrighed og professionelle ambitioner. Han nævner flere gange, at det er opdagelsen af psykoanalyse, som har stækket hans trang til at skrive. Han lytter til sine patienter. Om ikke andet kan deres lidelser inspirere ham som kunstner. Brenner er skiftevis humanist og vampyr. Hans progressive praksis gør ham til persona non grata på hospitalet, hvor de fleste patienter før eller senere havner på briksen, og Moravcsik udfører sit standardindgreb: en tidlig version af det hvide snit, som gør dem passive og mere tilfredse.



BRENNER får kvinden Gizella (Kirsti Stubø) som patient. Hun er overbevist om, at Den Onde kravler omkring i hendes hjerne. Hun beder Brenner om at fjerne den. Gizella deler sin tid mellem grafomani og masturbation. Når hun ikke dækker papirer og vægge med skrift, tilfredsstiller hun sig selv under megen dramatik. Lægerne registrerer fænomenet ved hjælp af et tidligt filmkamera, en fantastisk karrusel med fotoapparater. De behandler hendes symptomer ved at binde og nedsænke hende i vand, så hun er tvunget til at reagere.
   Moravsciks metoder foregriber behandlingsformer som lobotomi og elektrisk chokterapi. Brenner studerer det hele med afsky og fascineres af den nødstedte kvinde, mens hans morfinindtag sætter nye rekorder. I én forstand er de som herre og slave, han kan gøre med hende, hvad han vil. I en anden er de som tvillinger, begge afhængige og begge besat af at skrive, men mens skriften fosser fra hende, kan han ikke længere skabe. Hun drømmer om at blive gennemboret. Deres forening er et spørgsmål om tid.



FEM minutter inde i filmen går det op for mig, at jeg kender den stemme, som taler i Brenners monolog. Opium bygger på tekster af Géza Csáth (1887-1919), som selv var læge, forfatter og narkoman. Han komponerede musik – blev faktisk afvist på konservatoriet, før han studerede medicin – og skrev kritiske forsvar for Béla Bartók og Zoltán Kodály, mens han plejede en fremgangsrig karriere som symbolistisk fabelfortæller i fin de siècle-traditionen. I årene 1910-13 arbejdede han virkelig for Ernö Moravcsik på dennes hospital i Budapest. Monografien Om den psykiske mekanisme hos sindslidende var et toneangivende arbejde.
   Csáth var egentlig døbt József Brenner. Han tog sin første dosis morfin den 20.april 1910 – datoen er registreret i de omfattende dagbøger. Som terapeut var Csáth inspireret af Freud; som tænker af Bergsons teorier om relativ tid. I misbrugslitteraturen er hans dagbøger en klassiker på linie med Thomas de Quinceys Confessions of an English Opium-Eater (1822, da. En opiumsdrankers bekendelser). Hans mærkelige prosaskitser er fulde af drømme om forældredrab, sadistisk sex med purunge kvinder, tiltagende undergangsstemning. Mesék, amelyek rosszul végződnek – »Fortællinger med en ulykkelig slutning« - var titlen på hans samlede noveller.



EFTER fire produktive år 1908-12 tog (eller fik) Csáth sin afsked. Han giftede sig i 1913 og var soldat i 1. verdenskrig, men blev hjemsendt i 1917. Csáth etablerede sig som landsbylæge for at have frihed til at dyrke sine laster, morfinen og skriften. Den 22. juli 1919 skød og dræbte han sin hustru, mens parrets datter så til. Han prøvede at tage sit liv, men overlevede og blev behandlet på hospitalet i Szabadka. Den 11. september blev han standset af serbiske grænsevagter, da han prøvede at nå tilbage til Budapest, måske for at lade sig indlægge hos professor Moravcsik. For soldaternes øjne tog han gift og døde på stedet, i en alder af 31 år.


I DAG betragtes Géza Csáth som en af Ungarns vigtigste forfattere. I 2000 udkom den samlede dagbog på engelsk (og i 2012 også på dansk). Jeg blev opmærksom på forfatterskabet i 1983, da Philip Roth for Penguin Books redigerede en serie værker af Writers from the Other Europe. Til Opium and Other Stories skrev Angela Carter en introduktion, hvori hun både hylder og begrænser Csáth ved at betragte ham som et symptom:
   »Csáths noveller udgør en bemærkelsesværdig, foruroligende blanding af sentimentalitet, sadisme og seksuel fortrængning – væmmelige fortællinger, ikke ulig nye amerikanske og britiske fiktioner. Også her er den kollektive drøm i den seneste tid begyndt at bryde sammen under vægten af for megen virkelighed.«
   Den lille bog er illustreret med dekadente arbejder af billedkunstneren Attila Sassy (1880-1967), som Csáth lovpriste i tidsskriftet Nyugat, og til hvem han dedikerede fragmentet »Opium«, der er en ganske kort tekst på fire sider. I Janos Szász’ film er den blandet med passager fra novellen »Kirurgen« og uddrag af dagbøgerne. Csáth kom fra den samme verden som Musil, Kafka og Hasék, men hans bedste tekster ligner en krydsning af Georg Trakl, Bruno Schulz og Georges Bataille i det pornografiske hjørne. I 1983 var det som at se i et troldspejl.


HVORDAN hænger dette nu sammen med filmen? Tja. Det gør ikke automatisk Opium til en god film, men den hænger bedre sammen. Oplevelsen er unægtelig mere interessant, når man forstår, hvad der faktisk foregår her. János Szász, som tidligere har filmatiseret Csáth-fortællingen »Moderdrab« i Witman fiúk (1997, eng. The Witman Boys), forholder sig køligt registrerende til Brenner, der i Ulrich Thomsens skikkelse er en frygtindgydende type.
   Filmen forsømmer ingen lejlighed til at fremhæve den latente eller åbenlyse sadisme i forholdet mellem patienter og læger. Det er selve overgrebets metafysik, snarere end symbolsproget i Gisellas manisk-hysteriske skrift, som udgør et bærende tema.
   Tonen er kold og (anti-)katolsk på analytisk, meget ungarsk facon. Egentlig har ingen af personerne nogen sinde nogen chance for at bryde ud af det dødsdømte univers, men et flygtigt nu lever kærligheden mellem Brenner og Gizella. Da han endelig gør, hvad han gør, er handlingen nænsom og faktisk barmhjertig, skønt den samtidig udgør et definitivt overgreb. Vi skal alle dø under hjulene i denne mekaniske verden.



SÅ trods alt er der tale om pornografi af en slags. Filmen excellerer i penetration. De medicinske remedier ligner torturinstrumenter, og der er hele tiden falliske ting, som trænger ind i forsvarsløsheden, mens blotlagtheden drømmer om at blive åbnet og spiddet. Her vil livet sin egen udslettelse. Derfor de besværgende billeder af nålen, som stikker i doktorens hud; lægen som støder i vidtåbne kvinder; nonner der tvangsfodrer fikserede patienter. Brenners tid på hospitalet begynder og ender med absolut penetration: spyddet som bankes op gennem øjet, ind i patientens hjerne, så denne omsider har fred.



OPIUM ville næppe få premiere i Norden, hvis ikke hovedrollerne blev spillet af en dansker og en nordmand, men hvis man frygter at se Ulrich Thomsen og Kirsti Stubø i et stykke lurvet ungarsk sexploitation, bliver man positivt overrasket.
   János Szász (f. 1958) var og er en betydende kunstner, som i 2013 for alvor gjorde indtryk med sin filmatisering af Ágota Kristófs Le grand cahier (1986, da. Det store stilehæfte). I 2017 fulgte A Hentes, a Kurva és a Félszemü (int. The Butcher, the Whore and the One-Eyed Man), som er en original film noir, igen med Tíbor Máthé som fotograf.  
   Omvendt scorer fortællingen højt på en liste med psykoanalytiske klicheer. Markis de Sade møder One Flew Over the Cuckoo's Nest og David Cronenbergs Dead Ringers. I sagens natur er det ikke en film, man bliver varm eller lykkelig af. Oplevelsen minder om at tage opium. Først drømmer man, så dør man. Dét er alt.


*) I 2012 udkom Dagbog 1912-13 på Forlaget Basilisk i Karsten Sand Iversens oversættelse og med en efterskrift af Lillian Munk Rösing. Bogen indgår i Babel-serien for oversat litteratur.

Opium (Opium: Diary of a Mad Woman/ Opium: Egy elmebeteg nö naplója). Instr.: János Szász. Manus: János Szász, András Szekér. Foto: Tibor Máthé. 113 min. Ungarn-Tyskland 2007. Dansk premiere: 26.09.2008.


Fotos: H2O Film/ EuroArts Entertainment/ CineMaterial/ SF Studios (framegrabs)/ Penguin Books/ Forlaget Basilisk
Filmen streames på FILMSTRIBEN og SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 26.09.2008

torsdag den 30. december 2021

Satans kvinder: Akelarre/Coven (2020)


DJÆVELENS MÆRKE
Da mænd satte ild til besværlige kvinder

Af BO GREEN JENSEN

AKELARRE er det baskiske ord for heksesabbat. Egentlig betyder det vist »gedebukkens mark«. Det hed sig – har jeg læst mig til – at heksene i Zugarramurdi mødtes på engen ved Akelarre.
   De kender sikkert Francisco Goyas fremstilling af en sort buk, rank og med imponerende horn, som sidder i græsset omgivet af kvinder. På castilliansk kaldes billedet El Aquelarre. Skønt det er malt i 1798, henviser det specifikt til de baskiske hekseprocesser i begyndelsen af 1600-tallet, da Inkvisitionen gik hårdt til værks i Navarra-regionen.
   Der er megen folklore forbundet med de historiske hekseprocesser. Pablo Agüeros film bruger løs af materialet, men skraber samtidig grundstoffet fri for at skildre en tid, hvor tingene var sat på spidsen. Patriarkatet følte sig truet, og mænd satte ild til besværlige kvinder.


FORNUFTENS søvn avler monstre er titlen på et andet værk af førnævnte Goya. Forskellige perioder har spejlet sig i det historiske vanvid og fundet aktuelle overensstemmelser. Da Arthur Miller skrev The Crucible (1953, da. Heksejagt eller Smeltediglen) om puritanernes standret i Salem, Massachusetts, i 1692, var skuesprocessen et billede på angiveri og dæmoniseringen af amerikanske dissidenter under McCarthyismen.
   For Aldous Huxley, som samtidig skrev om de franske hekseprocesser i The Devils of Loudon (1952, da. Djævlene fra Loudon), var besættelsen en konsekvens af seksuel fortrængning. Der blev skruet helt op for motivet i Ken Russells hysteriske filmatisering fra 1971. Præsten Grandier var en brik, som blev ofret. Nonnernes kollektive psykose legitimerede et politisk drab.
   Heksene kan altså bruges til meget. Pablo Agüeros film er ikke den første beskrivelse af de baskiske processer. Pedro Oleas Akelarre fra 1984 havde fokus på angiveriet, og Franco-tiden var en del af referencerammen. Agüeros version holder sig til historien og beskriver tingene, som de må have set ud.



STORINKVISITOREN Rostegui (Alex Brendemühl) kommer til byen Urtillo sammen med sin rådgiver, juristen Salazar (Daniel Fanego). En læge (Daniel Chamorro) fungerer som praktisk håndlanger. Den nervøse Padre Christobál (Asier Oruesagasti) siger velkommen tre gange og får besked på at holde mund. Mændene bliver indkvarteret i nonneklosteret og klager straks over maden, det bondske sprog og de primitive forhold.
   Rostegui og Salazar har været i mange byer. Somme tider blev torturen ved i måneder, og snesevis af hekse måtte brændes, før Lucifer var trængt tilbage. Rostegui trækker vejret gennem sit parfumerede kniplingslommetørklæde. Modsat napalm lugter brændt kød ikke godt om morgenen.
   Ingen regner med at møde Den spanske Inkvisition. Det vidste allerede Monty Python’s Flying Circus, som gav et af de groveste (og meget få morsomme) bud på historien.* I Akelarre bliver fem unge kvinder arresteret og forhørt efter tur, fordi de har sunget og danset om bålet på sletten ved skrænten. Hvem der har angav dem, er irrelevant. For Agüero handler filmen om misogyni og mulig overlevelse.



KVINDERNE har en slags leder i den 20-årige Ana (Amaia Aberasturi), som forstår sig på strategi. Da to kvinder er kommet blødende tilbage fra forhøret, skønt de samarbejder alt, hvad de kan, forklarer Ana de andre, at det gælder om at komme mændene i møde og give dem, hvad de vil have. For Rostegui er det af mindre betydning, om den enkelte kvinde er heks. Hans opgave er at afsløre og beskrive fjendens metoder. Han brænder efter at at se en heksesabbat. Og han drømmer om at smage lidenskaben.

  
FILMEN svælger ikke i tortur. De fleste grusomheder finder sted off screen. Kun ét overgreb trænger virkelig ind. Kvinderne bliver undersøgt, så man kan finde Djævelens mærke. Præsten hvisker på baskisk til Ana, at mærket er følelsesløst. Hun må foregive intet at føle, når sylen bliver stukket i kødet, hvis hun vil overbevise sin bøddel.
   Lægen stikker. Kødet bløder. Ana synger på baskisk om måger. Rostegui er hurtigt vakt. Salazar skriver ned og er skeptisk, men selv han bliver interesseret, da Ana messer påkaldelsen i en kromatisk skala. Til sidst simulerer hun den orgasme, som Lucifer giver sine kvinder. Følelsen kan ikke beskrives i ord, så Ana demonstrerer. Da er manden solgt til stanglakrids.
   Ana kommer ikke kvæstet retur. Hun bliver tværtimod belønnet med en kjole af gylden silke og vender sejrsstolt tilbage til cellen. Hun har lovet Rostegui at røbe alle detaljer om sabbatens hemmeligheder. Hun finder på efterhånden og hiver alt ned fra hylden: æsler, grise, magisk kød og sataniske metamorfoser. Det er en variation over Scheherazades strategi. Rostegui må høre mere, skønt Salazar prøver at tale ham fra det.



DER er flere politiske lag i Akelarre. Især forholder filmen sig til de baskiske separatisters sag. Når inkvisitorerne kan fare frem så brutalt, er det fordi egnens mænd er på fiskeri ved Newfoundland. Der har været tilfælde, hvor fiskerne angreb kongens soldater, da de kom hjem. Rostegui indser, at Ana vil vinde tid. Sagen skal lukkes, men først må han se en virkelig heksesabbat.
   Jeg skal ikke røbe den fine slutning, hvor mågemotivet igen bliver relevant. Sammen med Lars von Triers Antichrist (2009) og Robert Eggers’ The Witch (2015) er Akelarre den vigtigste film om hekse i lang tid. Vi er milevidt fra stanken i Witchfinder General (1968, da. Heksejægeren) – og så alligevel. Her er kønspolitik, frihedskamp, #MeToo og megen subversiv diskurs. Det er næsten en ny læsning af historien. Og bestemt en hyldest til kvindernes kraft.



HERTIL kommer, at filmen er fortalt med økonomi og uden effekter. I cellen er alting så snavset og mørkt, at en gylden kjole lyser op som et mirakel. Den klimaktiske sabbat belyses alene med fakler og bål. Akelarre var i konkurrence på San Sebastián Festivalen i 2020. Den er blandt det bedste på Netflix p.t.



*) Anden episode i 1971-sæsonen af Monty Python’s Flying Circus (1969-74) bruger på uforlignelig vis de rødklædte, ondskabsfuldt gnæggende kardinaler som et komisk ledemotiv. Mest banebrydende ved programmet var måske, at de indlagte sketches brød ind i og blødte over i hinanden på multi-metafiktiv vis. Her fører en fast talemåde i en henkastet bemærkning – »I didn’t expect the Spanish Inquisation!« (»Jeg havde ikke ventet et stort krydsforhør«) – til parallelsporet med de sadistiske kardinaler. Det er kardinal Ximénez (Michael Palin), som formulerer det ikoniske »Nodody expects the Spanish Inquisition!« Få kunne slippe godt fra at lave satire på emnet. Ingen andre har forsøgt. Satiren er befriende og syleskarp på samme måde som korsfæstelsessangen i biograffilmen Life of Brian, som Terry Gilliam instruerede i 1979.

Akelarre (Coven). Instr.: Pablo Agüero. Manus: Pablo Agüero, Katell Guillou. Foto: Javier Agirre. 92 min. Spanien/Euskadi-Argentina 2020. Dansk premiere: 11.03.2021 (streaming).


Fotos: Sorgin Films/ Netflix/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Museo Lázaro Galdiano, Madrid [El Aquelarre]/ Museo del Prado, Madrid [Vuelo de brujas]/ Wikimedia Commons

Filmen streames på NETFLIX
Teksten stod – med rubrikken 'Satans kvinder' – i Weekendavisen Kultur 26.03.2021

onsdag den 29. december 2021

Arthur Miller: The Crucible/Heksejagt (1953/1996)


HEKSENE I SALEM
Forfatterens egen filmatisering

Af BO GREEN JENSEN

FEBRUAR 1996: DENNE film er en undtagelse i flere henseender. For det hører vel til sjældenhederne, at en forfatter efter fire årtier vender tilbage til sin egen tekst og giver sig til både at de- og rekonstruere den.

   Det er ikke desto mindre, hvad Arthur Miller har gjort i forbindelse med englænderen Nicholas Hytners filmatisering af The Crucible, som den 81-årige Miller selv har skrevet manuskriptet til. Han har oven i købet været ganske radikal i sin bearbejdelse. Men hvorfor nu og ikke før, på de fem-seks tidspunkter i nyere amerikansk historie, hvor der var grund til at fremmane dæmonerne fra puritanernes Salem og McCarthyismens genfærd?
   Der er altid et teaterkompagni et sted, som opfører The Crucible. Teksten er fortolket som opera og ballet, og der har været adskillige tv-versioner. Miller har dog vægret sig ved at give tilladelse til en egentlig filmatisering. Primært af æstetiske grunde, for som han skriver i forordet til den trykte udgave af manuskriptet:
   »Jeg er for længst blevet overbevist om, at jo mere ordknap en film er, des bedre. Men Heksejagt er baseret på ord og scener, opbygget i en form for skulptureret sprog, som jeg frygtede ville splintres, for det var åbenbart, at hvis filmen ikke skulle lide den tort at fremstå som et statisk fotograferet skuespil, var det nødvendigt at glemme skuespillet så meget som muligt og fortsætte, som om det aldrig havde eksisteret«.*


NÅR Miller gør forsøget nu, har det sikkert aktuelle årsager. The Crucible er lige siden premieren i 1953 blevet spillet og læst som en politisk allegori med direkte adresse til tidens herskende politiske klima, nærmere bestemt senator Joseph McCarthys anti-kommunistiske korstog, de kongressionelle HUAC-høringer og det omsiggribende angiveri, som forgiftede 50ernes amerikanske åndsliv.
   Teksten er forankret i og forbundet med blacklist-perioden. Miller selv har aldrig lagt skjul på, at han skrev med McCarthys politiske exorcismer for øje. I selvbiografien Timebends (1987, da. Tidens krumning) skildrer han det besøg hos vennen Elia Kazan, der fandt sted dagen før afhøringen, hvor Kazan gav efter og nævnte navne – helt nøjagtigt 16 stykker.
   Da Miller besøgte Kazan var han selv på vej til Massachusetts for at se nærmere på de gamle retsprotokoller i Salem, for 1690ernes hekseprocesser havde længe rumsteret i hans bevidsthed og trængt sig på som godt stof i en eller anden dramatisk forstand. Hvad Miller opfattede som Kazans forræderi fik tingene til at falde på plads. For Miller har The Crucible derfor altid været forbundet med erindringen om den eftermiddag, hvor han og Kazan gik hver til sit, skønt de siden fandt sammen igen, da Miller havde skrevet After the Fall (1964).



SAMTIDIG har Miller fastholdt, at mens McCarthyismen nok var anledningen til, at han skrev skuespillet, så var den ikke stykkets tema. Han ser teksten som noget større og mere tidløst end dét, og hvis der er én klar bestræbelse, som kendetegner denne filmatisering, er det forsøget på at afpolitisere teksten, så perspektivet for alvor bliver universelt.
   Miller har med andre ord villet redde Heksejagt fra at ende som en mentalitetshistorisk fodnote til de amerikanske koldkrigsår. Han har dog ikke af den grund skruet ned for besættelsesgraden. Tværtimod er de amerikanske dæmoner løs i Salem som aldrig før, da filmen tager sin begyndelse, og vi får klarere end før en fornemmelse af, at djævelen er en realitet for flertallet af disse pilgrimme i vildnissets udkant. Men denne gang er dæmonerne seksuelle snarere end politiske.



I DEN henseende er Miller i virkeligheden på linje med den sagnomspundne franske filmatisering, Les sorcières de Salem (da. Heksejagt) fra 1957, som Raymond Rouleau instruerede med Yves Montand og Simone de Signoret som John og Elizabeth Proctor. Manuskriptet til den fri versionering var skrevet af Jean-Paul Sartre, som havde været utilfreds med tvetydigheden i Marcel Aymes sceneversion. For Sartre at se var der tale om en klar politisk demonstration af forholdet mellem besiddere og besiddelsesløse. Han følte derfor, at den franske opsætning reducerede Proctors død ved at gøre den eksklusivt etisk betinget.
   Dét er naturligvis, hvad Miller gør én gang for alle i sin reviderede version – for hvis Proctors stemme ikke er fornuftens, samvittighedens og anstændighedens talerør, er der ingen menneskelighed tilbage i denne tekst  men hans strategi er den samme som Sartres. Denne hævdede nemlig, at stykkets budskab kun kunne forløses, hvis man slap dæmonerne fri og holdt fast i heksebegrebet som andet og mere end politisk metaforik (Sartres tanker om The Crucible kom til udtryk i tidsskriftet Théâtre Populaire, 1955). Det er præcis den vej, som Miller går i sin langt fra uproblematiske modernisering.


FILMEN kickstartes med den interimistiske heksesabbat, som Abigail Williams og de øvrige »børn« deltager i sammen med den sorte Tituba, husslaven fra Barbados. De nævner hver en ung mands navn og rækker voodoopræstinden en af hans genstande.
   Abigail drikker blod og danser nøgen for øjnene af den chokerede pastor Parris, som er fulgt efter nymferne ind i vildnisset. De giver sig hen til hysteriet med en fryd og en løssluppenhed, som vi først senere kan forholde os til som det udslag af fandenivoldsk teenagefrustration, den i hvert fald halvvejs er.
   Scenen fungerer i øvrigt ikke særlig godt. Det gælder generelt for de afsnit i filmen, som fokuserer på de seksuelle aspekter af den kollektive neurose ved at lade især Salems unge kvinder gå over gevind. Det er utvivlsomt tænkt stærkt og filmisk, men virker mere teatralsk end de fleste andre elementer i filmen. For Miller har jo ret i, at The Crucible om noget er baseret på ord og scener. Først når der sættes ord på de mørke kræfter i Salem, begynder filmen for alvor at komme til live.


TIL gengæld er den god til at lade os selv stykke baggrundshistorien sammen. Dagen efter sabbaten i skoven synes de to mindste piger at være besatte, og det er i selvforsvar, at Abigail griber til sine første løgne. Hun er tidligere blevet bortvist fra sin plads hos familien Proctor, fordi hun prøvede at forføre John Proctor, mens dennes hustru Elizabeth var syg.
   At John Proctor faktisk faldt for fristelsen én enkelt gang, er den faktor som længe forplumrer ligningen, for ligesom Abigail til slut viger tilbage fra at angive John Proctor, går han først til dommerne med sin viden om Abigail, da hans egen hustru står anklaget. Heksejagt er ikke mindst skildringen af et samfund, hvor alle venter så længe med at gøre det anstændige og nødvendige, at selv de bedste motiver fordrejes, når de kommer til udtryk.
   Heksekenderen pastor Hale er den første »ekspert«, som hidkaldes udefra. Han er ivrig nok efter at gå videnskabeligt til værks, og han tager længe Abigails ord for den skinbarlige sandhed, men begynder at tvivle på hele foretagendet, efterhånden som dødsdom på dødsdom bliver afsagt. Med dommerne Danforth og Sewall ankommer nemlig de virkelig tunge drenge – kommissærerne, mccarthyisterne, stalinisterne  til Salem.



FOR Thomas Danforth har det kun perifer betydning, om Abigail taler sandt eller falsk. Magten for magtens skyld har højeste prioritet, og det centrale for ham er politisk nødvendighed. Da Abigail truer ham, sætter han hende på plads. Da hun i desperation vil angive pastor Hales hustru, får hun lige ud at vide, at kirkens mænd ikke er frit bytte i denne heksejagt.
   Dommer Danforth er processens arkitekt såvel som øverste autoritet. For ham kan der derfor ikke være tale om at lade John Proctor gå, medmindre Proctor »tilstår«. Proctors retoriske selvforsvar, der ville drive en sten til at græde, er fuldkommen spildt på Danforth, for denne er hinsides menneskelige hensyn. Han er i nogen grad heksejægeren McCarthy, opportunismens og magtbegærets indbegreb, men i videre forstand er han Djævelen selv. Denne totale dæmonisering af magten, denne erkendelse af ondskabens eksistens, er den mest ekstreme efterjustering, som Miller har foretaget.



ALLE mindre dæmoner blegner i forhold. Selv Abigail synes nødstedt og menneskelig i sin handlemåde. Medvidere som pastor Hale, pastor Parris og dommer Hathorne er personer, vi nok kan foragte, men som vi samtidig må forstå og i en vis forstand nikke genkendende til.
   Det gælder ikke for Danforths beregnende nidkærhed, og humanisten dommer Sewall, Danforths indolente sidekick, er måske den mest foragtelige af øvrighedspersonerne, fordi han kender Danforths skjulte dagsorden fra begyndelsen. Han er indbegrebet af Yeats' dictum om, at de bedste savner al overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet.
   Heksejagt har altid været en tragedie. Den får decideret rituel karakter og bliver til en krydsning af bizart passionsspil og filosofisk teater hér, hvor forankringen i den historiske virkelighed er så godt som elimineret.
   På pervers vis sidder man og tænker på to andre aparte 90er-film, som Hytners og Millers The Crucible ligner. Den ene er Ronald Joffés katastrofale 1995-version af Nathaniel Hawthornes klassiker The Scarlet Letter, dén med Demi Moore og Gary Oldman, for Hytners skildring af Salem som historisk realitet ligger lige så tæt på det ufrivilligt komiske.
   Den anden er Peter Greenaways makabre mysteriespil The Baby of Macon (1993), hvori grænsen mellem spil og verden til stadighed forrykkes efter en ubønhørlig lov, som hverken aktører eller publikum helt begriber.


DANIEL Day-Lewis har spillet alt fra dissidenten Tomas i Tilværelsens ulidelige lethed til hjortedræberen Natty Bumppo i Den sidste mohikaner, vel at mærke uden at sætte sin markante troværdighed overstyr. Han er både viril og anstændig som Den Sidste Gode Mand John Proctor. Winona Ryder overspiller i de dæmoniske afsnit, men fungerer forbavsende godt som nævenyttig puritansk Lolita.
   Joan Allen formår at bryde filmens forcerede tempo, når hun skaber rum om sin rolle som Elizabeth Proctor, og hendes afskedsscene med ægtemanden er stadig tekstens mest gribende sted. Det er dog Paul Scofields isnende dommer Danforth, der for alvor indgyder respekt. Thi for denne mand kan man faktisk blive bange, selv tirsdag formiddag i en søvnig dansk biograf.


NICHOLAS Hytner er fastansat på Royal National Theatre, Storbritanniens svar på Det Kongelige Teater. Han havde ensembleforestillinger som Carousel og Miss Saigon bag sig, da han debuterede i filmsammenhæng med Alan Bennetts The Madness of King George (1994, da. Den gale kong George). Han instruerede i øvrigt Paul Scofield i King Lear, da begge var i stald hos The Royal Shakespeare Company.
   Hytner har tydeligvis fornemmelse for tekstens nuancer, men hverken King George eller The Crucible viser ham som en instruktør, for hvem en films grammatik falder naturligt. Det lykkes aldrig Heksejagt at få det præg af selvfølgelig ro, som ikke mindst hektiske film må have for at overbevise. Rytmen er ujævn, og de sporadiske forsøg på at flytte teksten ud i det fri, hvor billederne findes, falder så godt som alle til jorden.


SLUTNINGEN er dog effektivt tænkt, præcis så skarp og lakonisk brutal, som Miller må have følt og hørt den, da han skrev på sin nye version. For den er han nomineret til en Oscar i kategorien Bedste manuskript efter eksisterende Forlæg. Som jeg begyndte med at sige: Heksejagt er en undtagelse. Man synes Miller fortjener en Oscar, men filmen er ikke den definitive version af The Crucible, som man faktisk kunne være bekendt at håbe på.

*) Arthur Miller (1915-2005) blev 89 år. Han fik sit gennembrud med All My Sons (1947, da. Alle mine sønner) og konsoliderede succesen med Death of a Salesman (1949, da. En sælgers død), som Elia Kazan (1909-2003) instruerede i filmudgaven. Også Miller blev afhørt af HUAC-kommisionen, men nægtede at udtale sig eller angive kolleger. Både Death of a Salesman og The Crucible blev fra begyndelsen betragtet som amerikanske klassikere og opført verden over. Asghar Farhadis iransk-franske Oscar-vinder Le client/ The Salesman (2016, da. Sælgeren) er et vidnesbyrd om, at teksten stadig lever. Miller skrev aldrig siden noget med samme gennemslagskraft. Tættest på kom A View from the Bridge (1955, da. Udsigt fra broen) og After the Fall (1964, da. Efter syndefaldet), som bygger på forfatterens ægteskab med Marilyn Monroe. Miller skrev til det sidste og nød i 1990erne en lille renæssance med tre nye skuespil: The Ride Down Mt. Morgan (1991), The Last Yankee (1992) og Broken Glass (1994). Erindringsbogen Timebends er noget af det bedste, der er skrevet om koldkrigsårene. Hans sidste arbejde var Finishing the Picture (2004). Miller var far til fire børn, bl.a. instruktøren og skuespilleren Rebecca Miller. Hun og Daniel Day-Lewis mødtes på optagelserne til The Crucible og blev gift i 1996. I 2017 skrev og instruerede hun portrætfilmen Arthur Miller: Writer, som kan ses på HBO Max. Miller skrev en håndfuld filmmanuskripter, der byggede på hans scenearbejder. Kun The Misfits (1961, da. De frigjorte) var et originalt manuskript. Miller skrev filmen til Marilyn Monroe, som producerede i sit eget Seven Arts Productions. John Huston instruerede MM, Clark Gable og Montgomery Clift i filmen, der kan ses som et forvarsel om New Hollywood og independent-scenen.  



The Crucible (Heksejagt). Instr. Nicolas Hytner. Manus: Arthur Miller. Foto: Andrew Dunn. 123 min. USA 1996. Dansk premiere: 21.02.1997


Fotos: 20th Century Fox/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Smithsonian Magazine/ National Public Radio/ Roadside America/ Framegrab
Filmen streames på Blockbuster, Disney+,Google Play og iTunes - udkom på blu-ray i 2017
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 21.02.1997

tirsdag den 28. december 2021

Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Westerns 100]


HUNDEN I BJERGET
En film om hævn og forelskede mænd

Af BO GREEN JENSEN

NÅR man ser på bjergene bag ranchen, træder omridset af en hund frem i stenen. Motivet er et fiksérbillede. Nogle ser dyret, andre gør ikke. Det var forbilledet Bronco Henry, der viste Phil Burbank hunden i bjerget.
   Phil lærte alt af sin rollemodel. Mindet om hans mentor er det eneste, som den voksne mand respekterer. Han ser op på hunden hver morgen, før arbejdet begynder. »Hvad er der derude?« spørger en cowboy. Phil tager ikke blikket væk. »Ingenting,« siger han så. »Hvis du ikke kan se det, er der ingenting derude.«
   Men Rose Gordons blide søn kan se det. Det lykkes for ham i første forsøg, og Phil skifter mening med hensyn til drengen. Hidtil har han hånet ham og gjort nar ad de feminine manerer. Phil Burbank er indbegrebet af machismo.


HUNDEN hører sammen med et skriftsted. Det er fra Davids 22. salme: »Deliver my soul from the sword; My darling from the power of the dog,« står der i King James-versionen fra 1611. På dansk er virkningen mindre: »Red mit liv fra sværdet, mit dyrebare liv fra hundene«.
   Jane Campions spillefilm nr. ni tager sin titel fra bibelcitatet. Det er, forstår tilskueren efterhånden, især en fortælling om hævn. Filmen har varslet det tidligt: »Hvilken slags menneske ville jeg være, hvis jeg ikke hjalp min mor?« siger Peter i begyndelsen. Men bolden rammer først målet til slut.


BRØDRENE BURBANK driver en gård i det sydvestlige Montana. Forfatteren Thomas Savage (1915-2003) kom selv fra regionen. Han skrev om Montana i 13 romaner. Ifølge kritikeren Alan Weltzien var han selv Peter Gordon. Phil var hans »bachelor uncle«.*
   The Power of the Dog udkom i 1967. Bogen blev rost, men ikke læst i vide kredse. Savage var så godt som glemt, da E. Annie Proulx skrev forord til et genoptryk. Hun arbejdede da på sin egen western om to forelskede cowboys. Novellen »Brokeback Mountain« stod i The New Yorker i 1997 og blev samlet op i Close Range: Wyoming Stories (1999).
   Jeg nævner det, fordi Campion fandt Savages bog via E. Annie Proulx. Ang Lees filmatisering af Brokeback Mountain (2005) var et pionerarbejde, den første homoerotiske western, som blev skabt til og hyldet af mainstreamkulturen. Det var en urtekst i LGBTQ-regi. Campions film er en stærk efterkommer.


VI er på Prairie Horse Ranch i 1925. Territoriet Montana har været en delstat i 35 år. Det vilde vesten er ikke vildt mere. Også cowboys ser Hollywood-film. Perioden er skildret i nyklassikere som Michael Ciminos Heaven's Gate (1980) og Terrence Malicks Days of Heaven (1978, da. Himlen på jorden)
   Phil Burbank (Benedict Cumberbatch) er en ondskabsfuld mand, der kan finde det svage punkt hos enhver. Broderen George (Jesse Plemons) er hans bløde modsætning. Familien er aristokrati i Montana. Guvernøren kommer til brylluppet mellem George og Rose Gordon (Kirsten Dunst), som Phil foragter åbenlyst. »A suicide widow« skriver han i sit ugentlige brev til forældrene.


CAMPION eksponerer aldrig forhistorien. Peter Gordon (Kodi Smit-McPhee) læser til læge, men hjælper sin mor i restauranten, når han er hjemme. Han lægger fine papirblomster ved hver kuvert. Phil nedgør ham udførligt, mens alle mændene ler. Senere, da han er forelsket i drengen, siger han: »Don’t let your mother make a sissy out of you.«
   Jane Campion fik instruktørprisen i Venedig. Filmen blev set som en afsløring af »toxic masculinity«, dvs. »giftig maskulinitet«, som er et #MeToo-begreb. Phil er i hvert fald en studie i en særlig slags maskulint selvhad: den homofile homofobiker, der kæmper for at bevare kontrol. Så han ikke smelter ned og går i stykker. Fiktionen er fuld af fornægtere. Muligvis også virkeligheden.


PHIL afviser Rose, der vil kalde ham svoger. George køber et klaver til sin hustru. Phil overdøver hende på banjo. Manden er et mysterium. Han har læst klassiske sprog på universitet, men hjemme er han næsten blevet ét med jorden. Han bader i mudder og nægter at vaske sig, fordi der kommer fint besøg. Som sagt kan han se, hvor mennesker er svage.
   Rose begynder at drikke i smug. Måske har klaveret ingen betydning, men Campion modtog Guldpalmen i Cannes og fik sin første Oscar netop for The Piano (1993). Det passer ikke, at hun aldrig har skildret verden fra mandens synsvinkel. Før i tiden var det altid Harvey Keitel, som havde de roller.


SKIFTET SKER, da Phil går ud og masturberer under månen. Over ansigtet har han det tørklæde, som Bronco Henry altid bar. Peter ser ham bade og finder gemmestedet med magasiner om mænds kropskultur. Phil råber, da Peter løber sin vej. Men næste dag begynder venskabet. Phil tager den unge mand under sin vinge, i hvert fald som han ser det selv.
   Når tyrekalvene bliver kastreret, arbejder Phil uden handsker. Han begynder at flette en lasso til Peter. Disse remedier indgår i hævnen. Jeg siger ikke mere. Du skal selv se filmen, som streames på Netflix fra 1. december.


JANE Campion er blevet 67 år uden at give sig en tomme. Hun kom fra New Zealand med Sweetie (1989) og An Angel at My Table (1990, da. En engel ved mit Bord). Hun erobrede verden med The Piano og The Portrait of a Lady (1996, da. Portræt af en kvinde). Et svært årti fulgte med Holy Smoke! (1999) og In the Cut (2003). Der gik ti år mellem Bright Star (2009), en film om Fanny Brawne og John Keats, og The Power of the Dog. Imens har Campion skrevet og instrueret to Top of the Lake-miniserier.

   Det nye værk er ypperligt. Kun selve stedet er et problem. Filmen er optaget i Aotearoa på New Zealand. Bjergene er runde, og lyset er for skarpt. Men hunden lever i stenen, hvis man kan se den.

Se også Jane Campion: Bright Star (2009) og Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction].


*) Thomas Savage fik udgivet 13 romaner i løbet af en lang og aldrig særligt succesrig karriere. Han er et eksempel på »the regional author«, forfatteren der bruger og bliver i sin hjemstavn. Der er ikke skrevet meget om ham. Alan Weltzien udreder forbindelserne mellem biografi og fiktion i »Thomas Savage: Forgotten Novelist«, et gennemillustreret essay fra Montana The Magazine of Western History (Winter 2008). I oktober 2020 udkom biografien Savage West: The Life and Fiction of Thomas Savage på University of Nebraska Press.
   Weltzien knytter steder og familiehistorie sammen i sin topografiske læsning. Vi ser, hvordan Savage bruger og fordeler træk fra sin egen historie i en cyklus af forbundne fiktioner. Han voksede op på en fåreranch i Beaverhead County, Montana. Han gik på college og følte sig udenfor. Hans stedfar var en hård, kold mand. Hans mor var modellen for Rose i romanen.
   Thomas Savage gik på Montana State College (nu University of Montana) og fik et stipendium til videre studier ved Colby College i Maine. Han blev gift med sin lærers datter. Elizabeth Savage (1918-1989) havde mere succes som forfatter. Bøger som Summer of Pride (1960), Last Night at the Ritz (1973) og The Girls from the Five Great Valleys (1976) er sædeskildrende udviklingsromaner om unge kvinder med rod i det nordvestlige USA.
   Thomas og Betty boede i Maine i 30 år, men i sine bøger forlod han sjældent Montana. Han håbede altid at nå en større læserkreds. Der er intet af den sædvanlige westernromantik og gunfighter-mytologi i hans bøger.
   Savage var både nonbinær og familiefar. Han og Elizabeth fik to sønner og en datter; nekrologen i The New York Times fremhæver, at han efterlod sig 18 børnebørn, som var dét en bedrift i sig selv. Nekrologen nævner debutbogen The Pass (1944), The Power of the Dog og The Sheep Queen som forfatterskabets højdepunkter. The Sheep Queen var den nye titel på I Heard My Sister Speak My Name (1977), en roman om mødet med en bortadopteret søster, der blev endnu et nær-gennembrud for Savage.
   De fleste af Savages bøger udkom på Boston-forlaget Little, Brown and Company. De var alle i restordre, da forlagsredaktøren Emily Salkin Takoudes faldt over dem under en oprydning i sin bedstemors hus. Hun blev nysgerrig og læste med begejstring. I 2001 genudgav Little, Brown The Power of the Dog og The Sheep Queen sammen med Savages sidste bog, The Corner of Rife and Pacific fra 1988. Her begyndte genopdagelsen af forfatterskabet, som viser nye sider af både westernmiljøet og maskuliniteten (som ikke altid er toksisk).


The Power of the Dog. Instr. og manus: Jane Campion. Foto: Ari Wegner. 126 min. New Zealand-Australien-Canada-UK-USA 2021. Dansk premiere: 18.11.2021.


Fotos: See Saw Films/ Netflix/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på NETFLIX
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 19.11.2021