OVERGREBETS METAFYSIK
Ulrich Thomsen som Géza Csáth
Af BO GREEN JENSEN
Brenner (Ulrich Thomsen) er en blanding af borgerdyr og dandy, uhyre velklædt og helt selvcentreret. Allerede i toget gennemfører han sit coitus nummer 142 med en tilfældig kvindelig medpassager. Han lider af skriveblokering og er offer for et eskalerende morfinmisbrug, som han skiftevis nyder og væmmes lidt ved. I sin dagbog foretager han endeløse beregninger af, hvor mange relative årtusinder et afhængigt åndsmenneske kan nå at leve på et misbrugt liv. Det er ikke mindst for at sikre morfinleverancen, at Brenner har taget arbejde på det i hans øjne tilbagestående hospital.
SKØNT Brenner lever i et hermetisk univers, er han ikke uden faglig nysgerrighed og professionelle ambitioner. Han nævner flere gange, at det er opdagelsen af psykoanalyse, som har stækket hans trang til at skrive. Han lytter til sine patienter. Om ikke andet kan deres lidelser inspirere ham som kunstner. Brenner er skiftevis humanist og vampyr. Hans progressive praksis gør ham til persona non grata på hospitalet, hvor de fleste patienter før eller senere havner på briksen, og Moravcsik udfører sit standardindgreb: en tidlig version af det hvide snit, som gør dem passive og mere tilfredse.
BRENNER får kvinden Gizella (Kirsti Stubø) som patient. Hun er overbevist om, at Den Onde kravler omkring i hendes hjerne. Hun beder Brenner om at fjerne den. Gizella deler sin tid mellem grafomani og masturbation. Når hun ikke dækker papirer og vægge med skrift, tilfredsstiller hun sig selv under megen dramatik. Lægerne registrerer fænomenet ved hjælp af et tidligt filmkamera, en fantastisk karrusel med fotoapparater. De behandler hendes symptomer ved at binde og nedsænke hende i vand, så hun er tvunget til at reagere.
Moravsciks metoder foregriber behandlingsformer som lobotomi og elektrisk chokterapi. Brenner studerer det hele med afsky og fascineres af den nødstedte kvinde, mens hans morfinindtag sætter nye rekorder. I én forstand er de som herre og slave, han kan gøre med hende, hvad han vil. I en anden er de som tvillinger, begge afhængige og begge besat af at skrive, men mens skriften fosser fra hende, kan han ikke længere skabe. Hun drømmer om at blive gennemboret. Deres forening er et spørgsmål om tid.
FEM minutter inde i filmen går det op for mig, at jeg kender den stemme, som taler i Brenners monolog. Opium bygger på tekster af Géza Csáth (1887-1919), som selv var læge, forfatter og narkoman. Han komponerede musik – blev faktisk afvist på konservatoriet, før han studerede medicin – og skrev kritiske forsvar for Béla Bartók og Zoltán Kodály, mens han plejede en fremgangsrig karriere som symbolistisk fabelfortæller i fin de siècle-traditionen. I årene 1910-13 arbejdede han virkelig for Ernö Moravcsik på dennes hospital i Budapest. Monografien Om den psykiske mekanisme hos sindslidende var et toneangivende arbejde.
Csáth var egentlig døbt József Brenner. Han tog sin første dosis morfin den 20.april 1910 – datoen er registreret i de omfattende dagbøger. Som terapeut var Csáth inspireret af Freud; som tænker af Bergsons teorier om relativ tid. I misbrugslitteraturen er hans dagbøger en klassiker på linie med Thomas de Quinceys Confessions of an English Opium-Eater (1822, da. En opiumsdrankers bekendelser). Hans mærkelige prosaskitser er fulde af drømme om forældredrab, sadistisk sex med purunge kvinder, tiltagende undergangsstemning. Mesék, amelyek rosszul végződnek – »Fortællinger med en ulykkelig slutning« - var titlen på hans samlede noveller.
EFTER fire produktive år 1908-12 tog (eller fik) Csáth sin afsked. Han giftede sig i 1913 og var soldat i 1. verdenskrig, men blev hjemsendt i 1917. Csáth etablerede sig som landsbylæge for at have frihed til at dyrke sine laster, morfinen og skriften. Den 22. juli 1919 skød og dræbte han sin hustru, mens parrets datter så til. Han prøvede at tage sit liv, men overlevede og blev behandlet på hospitalet i Szabadka. Den 11. september blev han standset af serbiske grænsevagter, da han prøvede at nå tilbage til Budapest, måske for at lade sig indlægge hos professor Moravcsik. For soldaternes øjne tog han gift og døde på stedet, i en alder af 31 år.
I DAG betragtes Géza Csáth som en af Ungarns vigtigste forfattere. I 2000 udkom den samlede dagbog på engelsk (og i 2012 også på dansk). Jeg blev opmærksom på forfatterskabet i 1983, da Philip Roth for Penguin Books redigerede en serie værker af Writers from the Other Europe. Til Opium and Other Stories skrev Angela Carter en introduktion, hvori hun både hylder og begrænser Csáth ved at betragte ham som et symptom:
»Csáths noveller udgør en bemærkelsesværdig, foruroligende blanding af sentimentalitet, sadisme og seksuel fortrængning – væmmelige fortællinger, ikke ulig nye amerikanske og britiske fiktioner. Også her er den kollektive drøm i den seneste tid begyndt at bryde sammen under vægten af for megen virkelighed.«
Den lille bog er illustreret med dekadente arbejder af billedkunstneren Attila Sassy (1880-1967), som Csáth lovpriste i tidsskriftet Nyugat, og til hvem han dedikerede fragmentet »Opium«, der er en ganske kort tekst på fire sider. I Janos Szász’ film er den blandet med passager fra novellen »Kirurgen« og uddrag af dagbøgerne. Csáth kom fra den samme verden som Musil, Kafka og Hasék, men hans bedste tekster ligner en krydsning af Georg Trakl, Bruno Schulz og Georges Bataille i det pornografiske hjørne. I 1983 var det som at se i et troldspejl.
HVORDAN hænger dette nu sammen med filmen? Tja. Det gør ikke automatisk Opium til en god film, men den hænger bedre sammen. Oplevelsen er unægtelig mere interessant, når man forstår, hvad der faktisk foregår her. János Szász, som tidligere har filmatiseret Csáth-fortællingen »Moderdrab« i Witman fiúk (1997, eng. The Witman Boys), forholder sig køligt registrerende til Brenner, der i Ulrich Thomsens skikkelse er en frygtindgydende type.
Filmen forsømmer ingen lejlighed til at fremhæve den latente eller åbenlyse sadisme i forholdet mellem patienter og læger. Det er selve overgrebets metafysik, snarere end symbolsproget i Gisellas manisk-hysteriske skrift, som udgør et bærende tema.
Tonen er kold og (anti-)katolsk på analytisk, meget ungarsk facon. Egentlig har ingen af personerne nogen sinde nogen chance for at bryde ud af det dødsdømte univers, men et flygtigt nu lever kærligheden mellem Brenner og Gizella. Da han endelig gør, hvad han gør, er handlingen nænsom og faktisk barmhjertig, skønt den samtidig udgør et definitivt overgreb. Vi skal alle dø under hjulene i denne mekaniske verden.
SÅ trods alt er der tale om pornografi af en slags. Filmen excellerer i penetration. De medicinske remedier ligner torturinstrumenter, og der er hele tiden falliske ting, som trænger ind i forsvarsløsheden, mens blotlagtheden drømmer om at blive åbnet og spiddet. Her vil livet sin egen udslettelse. Derfor de besværgende billeder af nålen, som stikker i doktorens hud; lægen som støder i vidtåbne kvinder; nonner der tvangsfodrer fikserede patienter. Brenners tid på hospitalet begynder og ender med absolut penetration: spyddet som bankes op gennem øjet, ind i patientens hjerne, så denne omsider har fred.
OPIUM ville næppe få premiere i Norden, hvis ikke hovedrollerne blev spillet af en dansker og en nordmand, men hvis man frygter at se Ulrich Thomsen og Kirsti Stubø i et stykke lurvet ungarsk sexploitation, bliver man positivt overrasket.
János Szász (f. 1958) var og er en betydende kunstner, som i 2013 for alvor gjorde indtryk med sin filmatisering af Ágota Kristófs Le grand cahier (1986, da. Det store stilehæfte). I 2017 fulgte A Hentes, a Kurva és a Félszemü (int. The Butcher, the Whore and the One-Eyed Man), som er en original film noir, igen med Tíbor Máthé som fotograf.
Omvendt scorer fortællingen højt på en liste med psykoanalytiske klicheer. Markis de Sade møder One Flew Over the Cuckoo's Nest og David Cronenbergs Dead Ringers. I sagens natur er det ikke en film, man bliver varm eller lykkelig af. Oplevelsen minder om at tage opium. Først drømmer man, så dør man. Dét er alt.
*) I 2012 udkom Dagbog 1912-13 på Forlaget Basilisk i Karsten Sand Iversens oversættelse og med en efterskrift af Lillian Munk Rösing. Bogen indgår i Babel-serien for oversat litteratur.
Fotos: H2O Film/ EuroArts Entertainment/ CineMaterial/ SF Studios (framegrabs)/ Penguin Books/ Forlaget Basilisk
Filmen streames på FILMSTRIBEN og SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 26.09.2008
Ingen kommentarer:
Send en kommentar