EN MAND SIGER FRA
En krisefortælling om integritet
Af BO GREEN JENSEN
HVOR langt skal man strække sig for at få job, hvor meget nådsensbrød skal man spise?
Af BO GREEN JENSEN
Fabriksarbejderen Thierry Taugourdeau (Vincent Lindon) er stolt og optimistisk, da han og kollegerne bliver sendt hjem. Så går der to år med at søge og få afslag. Han er 51 og i regelen for faglært. Endelig tager han, hvad det skal være.
Lykken smiler, da han bliver ansat som opsynsmand i et stort supermarked. Jo, verden er fuld af skræmmende og patetiske skæbner, og man kan føle sig som en klasseforræder, når man griber kunderne i at stjæle, men det er svære tider for alle, og tyveri har aldrig været nogen gangbar vej. Thierry går med slips nu og retter sin ryg. Efter en svær tid i vildnisset er han tilbage.
HAN opdager snart, at ledelsen ikke er specielt interesseret i kundernes rapserier. Derimod sætter man stadig flere ressourcer ind på at kontrollere personalets rutiner og forseelser.
Thierry får indblik i fiduser, der er så sindrige, at han ikke ville troet, mennesker kunne tænke så småt. For eksempel foregår der en omfattende svindel med rabatkuponer fra tilbudsavisen. Det er, hvad tiden har gjort os til, tænker Thierry. En luvslidt nation af kuponsvindlere.
Først er han firmaets mand hele vejen. Han lærer at gøre sig hård, da hans tillid er blevet misbrugt. Han ser forstemmende og forbløffende ting. Hans pligtopfyldenhed bliver en maske, og han kan ikke lide, hvad han ser i spejlet. Men det er ham eller de andre. Så meget har han lært efterhånden.
Der er praktisk talt ingen grænser for ledelsens nidkærhed. Endelig får den en konsekvens, der er tragisk, og Thierry må reagere, hvis han skal bevare nogen form for selvrespekt. Forseelsen er triviel og derfor dybt troværdig. Her er virkelig et sindbillede på, hvad nøden gør ved trængte mennesker.
STÉPHANE Brizés film blander professionelle skuespillere med amatører fra virkelighedens forretning. I 90 procent af scenerne ser den på Thierrys ansigt, mens han genopdager sin menneskelighed og sin samvittighed. I franske film får man altid en grundig beskrivelse af produktionsforhold og arbejdsgange, hvis de foregår i et fagligt miljø. Markedets lov er ingen undtagelse.
Vincent Lindon fik skuespillerprisen, da filmen blev vist på Cannes Festivalen. I spændingsgenren er han som regel et anskudt handyr, der eksploderer (manden i Pour Elle, for eksempel), men han er fremragende i prosaiske hverdagsroller. Thierry Taugordeau er hans bedste figur siden Welcome (2009), hvor Lindon som bademester i Calais forsøgte at hjælpe en flygtningedreng, der ville svømme til England.
HELE Stéphane Brizés undertekst om forvitrende fællesskab og svunden solidaritet er skrevet i Lindons sørgmodige ansigt. Særligt fin er en scene først i filmen, hvor Thierry og hustruen (Karine de Mirbeck) prøver at sælge den campingvogn, som de og den udviklingshæmmede søn har delt et liv af ferier i.
Det er varm, fransk realisme, når den er allerbedst. En tilstandsrapport, der slutter som en social gyser, men også et nøgternt blik på en værdig mand, der alligevel ikke vil sælge sin sjæl. Brizé brugte skæv romantik og et mumlende lune i Ikke her for at blive elsket og Mademoiselle Chambon. I Markedets lov tager han bladet fra munden. Den rensede tone klæder hans budskab.
Markedets lov (La loi du marché). Instr.: Stephane Brizé. Manus: Olivier Gorce, Stéphane Brizé. Foto: Eric Dumont. 93 min. Frankrig 2015. Dansk premiere: 05.05.2015.
Fotos: Nord-Ouest Films/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.05.2015
Ingen kommentarer:
Send en kommentar