HITLERS BØRN
Nationalsocialismens »institutter for indlæring«
Af BO GREEN JENSEN
Det var den pæne, demokratiske version. Mere rablende hed det om målet og vejen: »I mine fæstninger vil vi opbygge en ung generation, som vil få verden til at skælve af frygt. Jeg vil have en ubarmhjertig, herskende, frygtløs, grusom ungdom (...) Der skal ikke være noget svagt eller skrøbeligt i den (...) Jeg vil have, at mine unge skal være stærke og smukke (...) På den måde kan jeg føde noget nyt!«
DE nationalsocialistiske Napola-skoler var en logisk konsekvens af systemets forsøg på at ændre historien ved at skabe en ungdom, som var uden erindring om den døde verdens værdier. Der blev tænkt stort og gennemgribende. Når børnene var præget i Hitler Jugend, kunne man tilbyde de mest lovende emner en plads på Napola-institutionerne, »institutter for indlæring«, som var en blanding af kostskoler og militærakademier. Herfra kunne eliten avancere til Rigsskoler og Adolf Hitler Skoler, hvor de sidste detaljer blev føjet til helheden.
PROGRAMMET blev implementeret i 1938. Mere end 15.000 unge blev uddannet ved de nazistiske eliteskoler. Ved krigens slutning var 40 Napola-skoler aktive, og det var fortsat på Adolf Hitler Skoler i Sonthofen, Vogelsang og Krössinsee, at de mest systemtro officerer blev hentet. Historien satte effektivt punktum for Hitlers pædagogiske golem, men med mere tid og verden kunne fantasten have drevet det lige så vidt som Stalin og Mao. Der blev ikke undervist i fremmede religioner og sprog på Napola-skolerne. »Disse unge vil lære at tænke tysk og handle tysk – og intet andet,« hed det i Hitlers hensigtserklæring.
Friedrichs anfægtelser begynder, da han bliver ven med den følsomme Albrect (Tom Schilling), som skriver digte og er søn af egnens Gauleiter. Faderen foragter Albrechts fysiske svaghed og vil hellere have en jernsøn som Friedrich.
Napola-disciplinen er blind og ekstrem. Flere dør under skyttegravsatræning, og da eleverne en vintermorgen skal svømme under isen fra våge til våge, giver Albrecht simpelt hen slip på sit liv. Da siger Friedrich endelig fra og markerer sin modstand med al den retfærdige harme, som en lang tradition for kostskolefilm kan mobilisere.
GANDELS film er omhyggelig i sin miljøskildring, og det er uafbrudt fascinerende at følge, hvordan det kortlivede tusindårsrige forestillede sig fremtidens skoler. Grundstemningen i Napola er på linje med følelsen i Michael Håfströms filmatisering af Jan Guillous Ondskan (2003). Det lykkes på eksemplarisk vis at forene et specifikt historisk miljø med en almengyldig udviklingsskildring.
Sporene skræmmer til hver en tid, og det er hele tiden nødvendigt at fortælle historien til nye generationer. Som Marc Rothemunds Sophie Scholl - de sidste dage (2005) anskuer Ganslers film det kendte stof med unge og naive øjne, som både renser og bekræfter materialet. Napola er en smuk og opbyggelig dannelsesskildring, som uden gustent overlæg skildrer en drengs svære vej gennem de formative brydningsår, hvor han lærer at se forskel og træder i karakter. Filmen både kan og bør ses af unge, som er fyldt 12 år.
Se også Den tyske rose: Sophie Scholl 1921-1943 [Tysk modstandskamp 2]; Cate Shortland: Lore (2012) [Krigens børn]; Forår for Hitler: Jojo Rabbit (2019) [Oscars 2020]; Apropos EM: Miraklet i Bern/Das Wunder von Bern (2003); Det store stilehæfte/Le grand cahier (2013) [Krigens børn] og Kosinski | Marhoul: The Painted Bird (2019) [Krigens børn].
Napola. Instr.: Dennis Gansel. Manus: Maggie Peren & Dennis Gansel. Foto: Torsten Breuer. 110 min. Tyskland 2004. Dansk premiere: 28.10.2005.
Napola. Instr.: Dennis Gansel. Manus: Maggie Peren & Dennis Gansel. Foto: Torsten Breuer. 110 min. Tyskland 2004. Dansk premiere: 28.10.2005.
Fotos: Olga Film/ Constantin Film/ SevenPictures Film/ Øst for Paradis Biografdistribution
Filmen streames på SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.10.2005
Ingen kommentarer:
Send en kommentar